Kirken er samfundets anker

Leder af Mette Møbjerg Madsen, Generalsekretær

For nogle få måneder siden var jeg til et møde med ansatte i kirkelige organisationer, hvor samtalen faldt på kirkens rolle i samfundet. Vi var enige om, at samfundet generelt har stor glæde af kirken og de kirkelige organisationer, og at begge dele giver en merværdi til samfundet, som ingen andre organisationer kan erstatte. Vi var også enige om, at samfundet ville mangle kirken, og de kirkelige organisationer, hvis de forsvandt, men så ophørte enigheden. For når det kommer til, hvilken merværdi kirken/kirkelige organisationer tilfører samfundet, så var argumenterne meget forskellige. Nogen mente, at merværdien handlede om kampen for klimaet, og andre mente, at kirkens merværdi var sammenhængskraft eller fundamentet for samfundet. Gennem drøftelsen af dette emne blev det klart for mig, at vi som kirke og kirkelige organisationer ikke er særlige gode til at sætte ord på vores unikke funktion i samfundet. Derfor har vi lavet dette nummer af Sammen, hvor vi har bedt forskellige personer sætte ord på, hvad der ville mangle, hvis kirken og de kirkelige organisationer forsvandt. Således vil jeg i denne leder sætte ord på, hvad jeg fra menighedsplejens stol ser, som kirken og de kirkelige organisationers merværdi.

Når vi taler om kirken ud fra et menighedsplejeperspektiv, så kommer vi ikke uden om, at kirkens merværdi er dens diakonale og sociale funktion. Kirken er den barmhjertige samaritaner, der uden at nogen bemærker det, hjælper de mennesker, der har brug for det. Da velfærdsstaten blev etableret, var der en del af de kirkelige hjælpeorganisationer, der så staten som en trussel for de kirkelige organisationer, men ikke Alfred Th. Jørgensen, der dengang var leder for ’De Samvirkende Menighedsplejer’. Alfred var sikker på, at de sociale reformer, der blev indledt i 1933 ikke kunne løse samfundets udfordringer alene, for ifølge ham kunne de kun løses i et samarbejde mellem de statslige og de kirkelige aktører. Det må man sige, at han fik ret i, for kirken og de kirkelige hjælpeorganisationer er fortsat en vigtig del af velfærdsstaten. Dette samarbejde mellem kommune og kirke har vi mange gode eksempler på i de lokale menighedsplejer, på væresteder, ældreboliger og plejehjem. For eksempel gennem den diakonale indsats, der kan opstå spontant, når kirkegængere kører forbi og besøger hinanden, eller når kirken giver frivillige mulighed for at gå pilgrimsvandring med psykisk sårbare eller tage på ferie med udsatte børnefamilier. Det er noget af den merværdi, som samfundet ville mangel, hvis kirken ikke var der. Samtidig er kirken en del af det grundværdisæt, som jeg savner, når jeg bor i udlandet, hvor man ikke i samme grad er en del af kirken og forpligtet på dem, der har brug for en hjælpende hånd. Det er en af de ting, som jeg tænker, at vi i Danmark skal værne om, for vi kan ikke tage det for givet at næste generation vil føle sig forpligtet på andre end sig selv og deres familie. Det er her kirken minder os om, at vi ikke kun skal tro på næstekærlighed, men også skal praktisere den. En anden merværdi, som vi måske nogle gange kan glemme i hverdagen, er kirkens forkyndelse, som er grundlaget for kirkens sociale arbejde. Forkyndelsen lyder hver uge om håb, næstekærligheden og syndsforladelse. Måske er disse ord ikke noget, som nutidens danskere føler, at de har brug for hver uge, hvis vi skal se på antallet af besøgende til højmessen om søndagen, men vi kan se, at antallet af besøgende stiger i krisetider. Måske fordi kirken har ritualer, bønner og ord for det, som vi ikke kan forklare eller sætte ord på. Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at kirken er mit anker i en verden, der ind imellem viser mere ondskab, end jeg kan rumme, hvor jeg har brug for at søge trøst i forkyndelsen om, at kærligheden er i verden, og at ingen diktator eller krig varer evigt. Det anker ville jeg personligt ikke kun leve uden, så derfor vil jeg gøre mit til at kirken og de kirkelige organisationer for altid vil være en del af det danske samfund.

Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang; aldrig forstummer tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang.