Kirken på plejecenteret

Af sognepræst Mia Rahr Jacobsen, Sankt Jakobs Sogn, København

Hvis man træder ind ad hovedindgangen på plejecentret Fælledgården, svinger til venstre ned ad gangen hvor først caféen og så frisøren ligger, så er der lige derefter en dobbelt glasdør med små kors i det matterede glas. Bag den finder man Fælledgårdens kirke. Det er et lyst og indbydende rum, der indbyder til refleksion og fordybelse, og som på alle måder signalerer, at man som plejecenter ser det som et vigtigt rum og har gjort sig umage. Der er tydeligvis tænkt over detaljerne med den lille tavle til salmenumre, den broderede hørdug på alterbordet og det store motiv fra et kalkmaleri på bagvæggen. Og man er på samme tid i et helt særligt rum og i kontakt med verden udenfor, for alteret er placeret foran en glasvæg, der vender ud mod den store grønne gård, så man under gudstjenesterne har udkig til træer, blomster og dem, der måtte gå forbi.

Før jeg blev præst på Østerbro, var jeg i flere år funktionspræst – først som hiv- og aidspræst og derefter som gadepræst for unge i Trinitatis Natkirke – og i de ansættelser har jeg holdt mange institutionsgudstjenester på meget forskellige vilkår. Oftest i kantiner og i gymnastiksale. Og det kan man sagtens. Man kan godt skabe det særlige rum, som gudstjenesten er, uden at have det fysiske kirkerum. Men samtidig har jeg i løbet af de sidste syv år som sognepræst i Sankt Jakobs Kirke og dermed præst på plejecenteret Fælledgården også gjort mig den erfaring, hvad det betyder at have et kirkerum på stedet. Der er dels helt naturligt en større koncentration om gudstjenesten, når rummet er afsat til netop dette, og der ikke er personale, der lige skal hente noget, eller andre beboere, der sidder og drikker kaffe i den anden ende af rummet, og det er et tydeligt signal til alle om, at her lægger vi også vægt på at yde omsorg for det sjælelige. Det gøres klart, at den enkeltes indre liv er vigtigt, og at der er en ramme, hvor det italesættes, og et fællesskab omkring det at træde ind i, hvis man har lyst til det.

For at det skal fungere, er det helt afgørende, at der er et godt samarbejde med personalet. På det praktiske plan er støtte fra personalet afgørende. Mange beboere har brug for, at personalet minder dem om, at der er gudstjeneste, eller hjælper dem til og fra kirke. Ligesom andre kan have brug for hjælp til at få ringet efter præsten, hvis de gerne vil have en samtale. Men på Fælledgården glæder jeg mig også over, hvordan personalet markerer højtider ved at lægge små buketter til beboerne på kirkens stole, når vi holder gudstjeneste. Det kan være en påskelilje og et palmeblad til påske eller en juletulipan og en grankvist til jul.

For flere af beboerne er gudstjenesterne på Fælledgården en naturlig fortsættelse af det gudstjenesteliv, de har været en del af i deres lokale kirke. Og da gudstjenesterne er åbne for deltagere udefra, er de ofte også en mulighed for at mødes til gudstjeneste og kirkekaffe med venner, som de gennem mange år har set i kirken hver søndag. Men uanset om beboerne kommer fast til gudstjenesterne, har samtaler med præsten eller bare hilser på os, når vi kommer forbi på afdelingen, så er det mit indtryk, at det er af stor betydning for beboerne, at kirken er til stede og synlig på Fælledgården. Beboerne ser mine to kollegaer og mig som ”deres” præster. De kender os eller kender til os. Og det gør det meget lettere i forhold til samtaler og bisættelser, når præsten er et kendt ansigt. Ligesom vi også er ressourcepersoner, der kan inddrages ved temadage for beboerne og deres pårørende, som den der var sidste år om ”En god afsked”, hvor der efterfølgende har været samtaler på afdelingerne og ved et større dialogmøde om, hvordan man på de enkelte afdelinger gerne vil sige farvel.

Noget af det, jeg ofte oplever som præst, er den store ro, fordybelse og glæde der for mange er ved at tænde et lys. Til påske kunne vi for første gang tænde lys i en ny lysglobe i kirkerummet, og siden har vi indledt hver gudstjeneste med lystænding. Det er betydningsfuldt at kunne tænde et lys for en, man tænker på – og det har en særlig betydning at kunne gøre det i et kirkerum. Derfor er der også lavet en aftale om, at hvis man som beboer gerne vil tænde et lys i lysgloben og sidde lidt ved det, så kan man altid få hjælp til det. For mig er det et godt eksempel på, at vi ikke er og aldrig bliver færdige med at arbejde med, hvordan kirken kan være et vigtigt og ganske særligt rum på plejecenteret.