Fotos: Fælledgården
Kirken på plejecentret Af sognepræst Mia Rahr Jacobsen Hvis man træder ind ad hovedindgangen på plejecentret Fælledgården, svinger til venstre ned ad gangen hvor først caféen og så frisøren ligger, så er der lige derefter en dobbelt glasdør med små kors i det matterede glas. Bag den finder man Fælledgårdens kirke. Det er et lyst og indbydende rum, der indbyder til refleksion og fordybelse, og som på alle måder signalerer, at man som plejecenter ser det som et vigtigt rum og har gjort sig umage. Der er tydeligvis tænkt over detaljerne med den lille tavle til salmenumre, den broderede hørdug på alterbordet og det store motiv fra et kalkmaleri på bagvæggen. Og man er på samme tid i et helt særligt rum og i kontakt med verden udenfor, for alteret er placeret foran en glasvæg, der vender ud mod den store grønne gård, så man under gudstjenesterne har udkig til træer, blomster og dem, der måtte gå forbi. Før jeg blev præst på Østerbro, var jeg i flere år funktionspræst – først som hiv- og aidspræst og derefter som gadepræst for unge i Trinitatis Natkirke – og i de ansættelser har jeg holdt mange institutionsgudstjenester på meget forskellige vilkår. Oftest i kantiner og i gymnastiksale. Og det kan man sagtens. Man kan godt skabe det særlige rum, som gudstjenesten er, uden at have det fysiske kirkerum. Men samtidig har jeg i løbet af de
sidste syv år som sognepræst i Sankt Jakobs Kirke og dermed præst på plejecenteret Fælledgården også gjort mig den erfaring, hvad det betyder at have et kirkerum på stedet. Der er dels helt naturligt en større koncentration om gudstjenesten, når rummet er afsat til netop dette, og der ikke er personale, der lige skal hente noget, eller andre beboere, der sidder og drikker kaffe i den anden ende af rummet, og det er et tydeligt signal til alle om, at her lægger vi også vægt på at yde omsorg for det sjælelige. Det gøres klart, at den enkeltes indre liv er vigtigt, og at der er en ramme, hvor det italesættes, og et fællesskab omkring det at træde ind i, hvis man har lyst til det. For at det skal fungere, er det helt afgørende, at der er et godt samarbejde med personalet. På det praktiske plan er støtte fra personalet afgørende. Mange beboere har brug for, at personalet minder dem om, at der er gudstjeneste, eller hjælper dem til og fra kirke. Ligesom andre kan have brug for hjælp til at få ringet efter præsten, hvis de gerne vil have en samtale. Men på Fælledgården glæder jeg mig også over, hvordan personalet markerer højtider ved at lægge små buketter til beboerne
Fortsættes side 14 13