Kirkens merværdi i familiearbejdet - hvad er det VI kan?

"Kirken er et vi, og i arbejdet specielt med familier med forskellige sårbarheder har jeg erfaret, at det er det vi der er den egentlige merværdi i forhold til de inkluderende fællesskaber kirken kan være medskabende på.”

Af Sanne Damborg, Diakonikonsulent i Menighedsplejen i Danmark.

Dansk Diakoniråd har netop udgivet en dansk definition af begrebet diakoni. En af de fire definitioner på Diakoni, er Inkluderende fællesskaber. Det er i sig selv et flot begreb, men kan også blive en floskel for, at der altid er plads til alle, selvom der mest er plads til dem, der ligner mig selv.

Ideen om at kirken i udgangspunktet er inkluderende køber jeg med det sagt ikke altid ind på! Jeg oplever, at det skal være et bevidst valg fra ansatte, frivillige, menighedsråd og menighedspleje at give plads til, at familierne kan træde ind i kirken og føle sig hjemme. De skal selv kunne finde sukkeret til kaffen, tænde for lyset, og de skal for alt i verden ikke være nervøse for om deres børn larmer eller sidder ordentligt.

Så, når vi ser, at mange enlige mødre i et socialt boligbyggeri sidder alene hjemme med deres børn fredag efter fredag for at se fredagstamtam og spise popcorn. Så kunne vi, som kirke tage initiativet til at inviterer dem til storskærmsarrangement med gratis aftensmad og fredagsslik. Det er sådan, at vi som kirke kan se de enlige forsørgers ensomme øjeblikke, og går ind i at tage pres og opgaver fra deres skuldre. Det er i disse arrangementer, at jeg i høj grad oplever, at familierne føler sig set og mærket, hvor de ikke skal præstere andet end at være.

Eller, når kirken inviterer familier på Folkekirkens Feriehjælp, og viser at der findes mennesker og fællesskaber, hvor der er plads til netop den familie de er. Her hvor der er plads til familier med lignende vilkår, som man kan spejle sig i, samt frivillige, der bruger deres tid og kræfter på dem og deres familie. Ja så kan kirken noget som ikke så mange andre formår! Et eksempel på det, er Niklas på 15år, der har været med på Folkekirkens Feriehjælp de sidste 10 år sammen med sin mor.

Hver gang han møder Annette, der har været frivillig på ferien gennem alle årene, giver han hende et kram og kalder hende ’verdens bedste ferieminde.’ Ingen andre får ellers kram af Niklas.

Kirken som relationel øvebane

Jeg har mødt en del, specielt enlige forældre, der ikke har kontakt med andre voksne end pædagoger og sagsbehandlere. De har ingen andre voksen-relationer at spejle sig i, fordi det glansbillede der sættes op på forældremøder, instagram, i fodboldklubben er så langt fra det kaotiske liv de er i, hvilket gør at de giver op på forhånd.

Men i kirken handler det ikke om, hvor gode vi er til noget, hvor flot tøj vi har på eller hvilket job vi har. I kirken er der plads, også til alle vores forskelligheder. Magien i det inkluderende familiearbejde ligger i, at vi ikke er der for noget eller nogen. I kirken behøves ingen at præstere. Kirkens opgave er at skabe rum for VÆREN og ikke KUNNEN. Fordi, i et tillidsfuldt fællesskab med plads til at være den du er, med lige de udfordringer du eller dine børn har, der får du lyst til at komme igen, og du har også lyst til at give igen. Og det er det vi kan!

Kirkens inkluderende fællesskaber kan, hvis de virkelig er inkluderende, være den trygge øvebane for både forældre og børn, der måske ikke har andre steder at øve sig på fællesskab, samvær og relationer – fordi de har slået sig så meget på livet, at de ikke tør være en del af et 'vi'.

Det 'VI' kan og skal kirken være, og når den er det, er der ikke nogen tvivl om den merværdi, der er for både familierne og kirkerne rundt i landet.

– Så bliver OS og DEM til VI…