Samfundet har brug for kristendommen

Hvad ville vi mangle, hvis kristendommen ikke længere var en del af det danske samfund? Ville det overhovedet kunne ses? Tag med på boligjagt og få svaret.

Af Johannes Baun, generalsekretær i Bibelselskabet

Enhver, der har været på boligjagt, ved, at noget af det, som man skal passe mest på, er at forelske sig i et hus, der har alvorlige sætningsskader. Der kan være ryddet nok så meget op og dufte af både friskbagte boller og nyplukkede blomster, men hvis man ikke får tjekket, at soklen og murværket er i orden, kan man på lang sigt få problemer, som hverken hjemmebag eller buketter kan gøre det ringeste ved.

Det samme gælder for ethvert samfund. Uanset hvor megen velstand, man kan pynte sig med, står og falder samfund i det lange løb med deres fundament. En revne hist og en fugtskade pist ser måske ikke ud af alverden, når optagetheden af alt det, der skal fungere her og nu, er stor. Men får skaderne lov til at udvikle sig, kan vi som samfund ikke fikse os ud af det ved at justere skattetrykket eller give et par milliarder til påtrængende behov.

I Danmark skifter det, om forskellige regeringer husker at skrive i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Men uanset om det fremgår dér eller ej, ja, så er det kristendommen, der er fundamentet for vores land. For mange som et trosanliggende, for nogle som et værdianker, for andre som en selvfølgelighed, man ikke er opmærksom på.

Et samfund uden tro

Man kan gøre sig et tankeeksperiment og spørge, hvad der ville ske, hvis kristendommen ikke længere var en del af vores samfund. Umiddelbart ville forskellen næppe være mærkbar. Måske ville det kræve eksperthjælp at få øje på problemet, ligesom man som huskøber kan have glæde af at få en fagmand til at gennemgå et hus før købet.

Men med tiden ville det blive synligt for de fleste, at noget begyndte at mangle. Eksempelvis troen. Uden kristendommens budskab om en skabende, frelsende, nærværende Gud, ville der mangle noget afgørende. For mange ville det være et kolossalt savn, for andre ville det ikke ændre noget på det personlige plan. Men et samfund, der ikke kan tale om noget uden for sig selv, risikerer at få nok i sig selv. Hvis ikke der er noget større at tro på, må vi nøjes med os selv. Og selv om der er gode, troværdige politikere hertillands, kan de ikke bære at skulle være mere end fejlbarlige mennesker som alle os andre. Troen på noget større end mennesket er afgørende for at holde proportionerne på plads, stoltheden i ave, ydmygheden vakt.

Et samfund uden håb

Troen er nært knyttet til håbet. I et samfund uden kristendommen ville også håbet derfor forvitre. Håb handler om noget uden for mig, noget, jeg ikke er herre over, noget, der gør mig afhængig af andre – i sidste ende: af Gud. Derfor er håb, som komponist og tv-vært Kathrine Muff har sagt det, ”en overset superkraft, som vi slet ikke kan undvære, og som vi skal huske at dele med hinanden. Håbet føles for mig som en stille, næsten umærkelig ro indeni. Som en følelse, der ikke gør særlig stort væsen af sig, men alligevel har den største kraft. Den har ikke brug for bulder og brag, men den har en stor styrke. Tanken om, at der er noget større end mig, der har styr på tingene, så jeg ikke nødvendigvis behøver at have det altid. Et håb om, at vi ikke er alene. Der er altid en hånd i ryggen, også når vi ikke kan mærke det.” (fra bogen ”Håb er en overset superkraft”, Bibelselskabets Forlag 2023).

Håb knytter sig altid til noget, til en form for mening. Netop de to, mening og håb, er som tveæggede tvillinger: De er ikke ens, men de har fælles rod og følges ad gennem livet. Hvis der ingen mening er, er der ikke noget at håbe på – og er der ikke noget at håbe på, er der ingen mening.

Var kristendommen ikke længere en del af det danske samfund, ville vi mangle håbet, og vi ville mangle meningen. Det ville vi ikke holde til i længden.

Et samfund uden kærlighed

Fra Paulus ved vi, at tro, håb og kærlighed hører sammen. Det gør de tre begreber også, hvis vi leger med tanken om et dansk samfund uden kristendommen. For det vil uvægerligt sætte sit præg på forholdet mellem mennesker, hvis troens fornemmelse af noget større end os og håbets tilknytning til andre og Gud, forsvandt. Der ville mangle en begrundelse for kærligheden. Den er ofte, men ikke altid knyttet til en følelse, men knytter an til en forpligtethed, der først og sidst viser sig i handling. Det er den, der kommer til udtryk, når vi hjælper den syge, støtter den svage, passer på den udsatte. Eller når vi i civilsamfundet laver foreninger, mødesteder og aktiviteter sammen. Eller når vi viser hensyn i trafikken, i køen, over for naboerne.

Er det kristne handlinger? Ville de være umulige, hvis ikke kristendommen var en del af samfundet? Nej, selvfølgelig ikke. Men de ville savne det solide fundament, der ville opretholde dem generation efter generation, og som ville danne rammen for alt det gode, vi kan gøre for og med hinanden.

Derfor er det ikke ligegyldigt, om kristendommen er en del af samfundet. Uden ville jeg i hvert fald ikke anbefale nogen at flytte ind.