7 minute read
Der findes ikke kristne spader
Af Jacob Zakarias Eyermann, forstander på Diakonhøjskolen
Huset bliver ikke bedre af, at mureren har et kors om halsen, og den indsats, der laves sammen med et menneske, som har brug for en hånd, bliver ikke bedre af, at man er uddannet i diakoni. Der findes ifølge tidligere forstander på Diakonhøjskolen, Johannes Nørgaard ikke ”kristne spader”.
Der er ingen garanti for en diakonal merværdi. Der er ingen garanti for, at det bliver bedre end den kommunale løsning. Der er ingen garanti for, at det på alle bundlinjer bliver bedre. MEN – For der er et MEN. For selvfølgelig betyder blikket på det andet menneske noget. Selvfølgelig betyder det noget, hvor man har sin forankring, og hvil ket menneskesyn man ser verden fra. Diakonien er forpligtet på et menneskesyn, som peger på solidaritet, barmhjertighed, fjendekærlighed. Eller som den norske kirke definerer: Diakoni er næstekærlighed, inklusion, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed.
Fortegnet for det diakonale arbejde er, at alle mennesker er skabt, har værdighed og er elsket, også selvom mennesket ikke er særlig elskværdigt eller ikke har værdi i samfundets øjne.
En afgørende påstand
”Hvorfor siger du, at mennesket er skabt, og at mennesket er mere end ren biologi? Hvor har du det fra?” spørger den kvikke studerende. Og når jeg går baglæns i argumentationsgangen, ender jeg med en påstand. Kristendommen og diakonien har sin begyndelse i en påstand om, at mennesket er skabt, elsket og har uendelig værdi. Diakoniens påstand har sit udgangspunkt og forankring i skabelsesberetningen, i Jesu ord og handlinger og i troen på, at Helligånden også virker i dag. Det er en påstand og ikke et bevis. Det er ikke en objektiv sandhed, men en subjektiv påstand. En påstand, som dog er mere end en individuel mavefornemmelse. Det er en påstand, som teologer, filosoffer, videnskabsfolk, forfattere og andet godtfolk gennem de sidste 2000 år har grundet over og lavet teorier over, og derved kan vi bruge deres tanker til at udvikle nye tanker og kritisere eksisterende tanker.
Og for diakonien får den påstand betydning for, at vi er sendt ud i verden for at vise næsten omsorg, ja endda fjenden omsorg. Vi skal med Paulus’ ord bære og dele hinandens byrder.
Faglighed og de mange sprog
Fortegn og forankring, dertil kommer faglighed. Forankring i det kristne, og at fortegnet for vores liv skal være tro, håb og kærlighed, er ikke en garanti for, at arbejdet bliver godt. Der er gjort meget godt i Jesus navn, men også megen skade. Det diakonale arbejde skal også være forankret i en faglighed. Det er ikke nok at have gode intentioner. Det diakonale arbejde skal også være forankret i den viden og de teorier, der findes om en givet indsats. På den måde er diakoni at kunne mestre flere sprog, både det videnskabelige, men også det sprog, der bruger ord som barmhjertighed, solidaritet, kærlighed, tro og håb.
Merværdi, mer-blik eller mer-forpligtelse?
I min undervisning af socialdiakoner bruger jeg ofte udtrykket, at vi skal turde se virkeligheden, som den er, ikke kun som vi kunne ønske, den var. Vi skal se misbruget, udsatheden, fattigdommen, diagnosen og derefter analysere, hvilken indsats der skal til og derefter gøre det. Se, analysere, handle.
Men ud over at se virkeligheden, som den er, så udfordrer næstekærlighedsbuddet os også til at se mere
end det. Vi skal se virkeligheden som Guds virkelighed, og mennesket som Guds elskede skabning. Frem for at tale om en merværdi vil jeg hellere tale om et ”mer-blik” eller et ekstra blik på mennesket. Diakonien er forpligtet på at se mere end misbrugeren, den hjemløse og det udsatte barn. Man er først og fremmest et menneske. Diakoniens ekstra blik gør, at vi altid ser et menneske, også selvom det menneske kan ligge begravet under alle mulige udfordringer.
I diakonien ligger også en mer-forpligtelse. Diakonien forpligter sig til at tale den udsattes sag eller kæmpe for retfærdighed. For kommunen eller staten kan det blive en meromkostning, men for det enkelte menneske kan det give en mer-værdi. Når studerende efter 3,5 år på Diakonhøjskolen går ud ad hoveddøren, så håber jeg, at de har fået et indblik i både individer, men også i de større samfundssammenhænge, så de kan løfte deres stemme, der hvor nogen bliver holdt ude eller nede af samfundet. En mer-forpligtelse til diakonen og forhåbentlig en mer-værdi for det andet menneske, vores fælles liv og for den jord, vi er sat til at forvalte.
Dannelse og uddannelse
Det specielle ved Diakonhøjskolen er, at vi ud over at bygge en socialpædagogisk faglighed også har en forankring i det kristne. Det betyder, at vi har tilbud om morgensang, enkelte gudstjenester og har nogle traditioner, som rummer en kristen betydning. Jeg gør som forstander også meget ud af at fortælle, at jeg også er præst, og at jeg trosmæssigt står et bestemt sted. Så ved den studerende med kors om halsen, pigen med tørklædet, ateisten og tvivleren, hvad de har at spille bold op ad og være enig eller uenig med.
Så samtidig med, at vi er en uddannelse, som bygger på en objektiv viden og en faglighed med rødder i det videnskabelige, så er vi også en højskole med en forankring i det kristne menneskesyn. Diakonhøjskolen er på én og samme tid en uddannelsesinstitution, hvor man får sit eksamensbevis, men også en dannelsesinstitution, og heri ligger nok den store forskel i forhold til mange andre uddannelsesinstitutioner. Vi vil uddanne og danne, og al dannelse sker ud fra nogle idealer om, hvad man skal dannes til. På Diakonhøjskolen er vi tydelige om, at vi ønsker at danne mennesker til diakoni, det vil sige til at vise næstekærlighed, skabe inkluderende fællesskaber, værne om skaberværket og kæmpe for retfærdighed.
Giv os i dag vort daglige bøvl
Over lærerværelset på en nyoprettet højskole havde forstanderen skrevet: ”Giv os i dag vort daglige bøvl”. Jeg læser det som en påmindelse om, at vi som mennesker skal bøvle med hinanden, og at vi som uddannelsesinstitutioner sammen med de studerende skal bøvle med og øve os i at skabe forpligtende fællesskaber og sammen diskutere, hvad det vil sige at være samfund og menneske. Forstanderen har sit bud ud fra sit ståsted, men den studerende har måske et andet, og så diskuterer vi os frem til noget fælles.
Den merværdi, vi som skole kan give de studerende med, er den øvelse eller dannelse, der ligger i at være fællesskab, og den dannelse, der ligger i at møde nogen, der tænker anderledes end mig selv. Og det sker ikke kun i undervisningslokalet; det sker på studieturen, over formiddagskaffen, til festen, eller når de studerende laver revy og kærligt ”griller” medarbejderne.
Den merværdi, jeg håber at give de studerende med videre, er et mod til at stå i dilemmaer og selv finde på løsninger, når man står over for det enkelte menneske og skal løse en nød, en udfordring eller en konflikt. De studerende skal gå ud og ”gå du hen og gør ligeså”, som Jesus siger til den lovkyndige i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men vi er hver især nødt til at finde ud af, hvad ”ligeså” er i den enkelte situation
Der er ingen garanti for en merværdi, men jeg håber, at de studerende får et diakonalt mer-blik og en mer-forpligtelse med videre ud i verden.
