Der findes ikke kristne spader Af Jacob Zakarias Eyermann, forstander på Diakonhøjskolen Huset bliver ikke bedre af, at mureren har et kors om halsen, og den indsats, der laves sammen med et menneske, som har brug for en hånd, bliver ikke bedre af, at man er uddannet i diakoni. Der findes ifølge tidligere forstander på Diakonhøjskolen, Johannes Nørgaard ikke ”kristne spader”. Der er ingen garanti for en diakonal merværdi. Der er ingen garanti for, at det bliver bedre end den kommunale løsning. Der er ingen garanti for, at det på alle bundlinjer bliver bedre. MEN – For der er et MEN. For selvfølgelig betyder blikket på det andet menneske noget. Selvfølgelig betyder det noget, hvor man har sin forankring, og hvilket menneskesyn man ser verden fra. Diakonien er forpligtet på et menneskesyn, som peger på solidaritet, barmhjertighed, fjendekærlighed. Eller som den norske kirke definerer: Diakoni er næstekærlighed, inklusion, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed. Fortegnet for det diakonale arbejde er, at alle mennesker er skabt, har værdighed og er elsket, også selvom mennesket ikke er særlig elskværdigt eller ikke har værdi i samfundets øjne.
En afgørende påstand ”Hvorfor siger du, at mennesket er skabt, og at mennesket er mere end ren biologi? Hvor har du det fra?” spørger den kvikke studerende. Og når jeg går baglæns i argumentationsgangen, ender jeg med en påstand. Kristendommen og diakonien har sin begyndelse i en påstand om, at mennesket er skabt, elsket og har uendelig værdi. Diakoniens påstand har sit udgangspunkt og forankring i skabelsesberetningen, i Jesu ord og handlinger og i troen på, at Helligånden også virker i dag. Det er en påstand og ikke et bevis. Det er ikke en objektiv sandhed, men en subjektiv påstand. En påstand, som dog er mere end en individuel mavefornemmelse. Det er en påstand, som teologer, filosoffer, videnskabsfolk, forfattere og andet godtfolk gennem de sidste 2000 år har grundet over og lavet teorier over, og derved kan vi bruge deres tanker til at udvikle nye tanker og kritisere eksisterende tanker. Og for diakonien får den påstand betydning for, at vi er sendt ud i verden for at vise næsten omsorg, ja endda fjenden omsorg. Vi skal med Paulus’ ord bære og dele hinandens byrder.
Fortsættes side 11 9
