Samfundet har brug for kristendommen Hvad ville vi mangle, hvis kristendommen ikke længere var en del af det danske samfund? Ville det overhovedet kunne ses? Tag med på boligjagt og få svaret.
Af Johannes Baun, generalsekretær i Bibelselskabet Enhver, der har været på boligjagt, ved, at noget af det, som man skal passe mest på, er at forelske sig i et hus, der har alvorlige sætningsskader. Der kan være ryddet nok så meget op og dufte af både friskbagte boller og nyplukkede blomster, men hvis man ikke får tjekket, at soklen og murværket er i orden, kan man på lang sigt få problemer, som hverken hjemmebag eller buketter kan gøre det ringeste ved. Det samme gælder for ethvert samfund. Uanset hvor megen velstand, man kan pynte sig med, står og falder samfund i det lange løb med deres fundament. En revne hist og en fugtskade pist ser måske ikke ud af alverden, når optagetheden af alt det, der skal fungere her og nu, er stor. Men får skaderne lov til at udvikle sig, kan vi som samfund ikke fikse os ud af det ved at justere skattetrykket eller give et par milliarder til påtrængende behov. I Danmark skifter det, om forskellige regeringer husker at skrive i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Men uanset om det fremgår dér eller ej, ja, så er det kristendommen, der er fundamentet for vores land. For mange som et trosanliggende, for nogle som et 4
værdianker, for andre som en selvfølgelighed, man ikke er opmærksom på.
Et samfund uden tro Man kan gøre sig et tankeeksperiment og spørge, hvad der ville ske, hvis kristendommen ikke længere var en del af vores samfund. Umiddelbart ville forskellen næppe være mærkbar. Måske ville det kræve eksperthjælp at få øje på problemet, ligesom man som huskøber kan have glæde af at få en fagmand til at gennemgå et hus før købet. Men med tiden ville det blive synligt for de fleste, at noget begyndte at mangle. Eksempelvis troen. Uden kristendommens budskab om en skabende, frelsende, nærværende Gud, ville der mangle noget afgørende. For mange ville det være et kolossalt savn, for andre ville det ikke ændre noget på det personlige plan. Men et samfund, der ikke kan tale om noget uden for sig selv, risikerer at få nok i sig selv. Hvis ikke der er noget større at tro på, må vi nøjes med os selv. Og selv om der er gode, troværdige politikere hertillands, kan de ikke bære at skulle være mere end fejlbarlige mennesker som alle os
