2 minute read

EU BLANDER SIG I 25 TIMERS-REGEL

DTL OM EU-SAGSANLÆG: Staten skal ikke bekoste udenlandske chaufførers overnatninger

EU-Kommissionen mener at, 25 timers-reglen forhindrer udenlandsk cabotagekørsel og har derfor stævnet Danmark. Men det er og bliver ikke den danske stats opgave at tilbyde overnatning til udenlandske chauffører, siger DTL’s adm. direktør, der forventer, at Danmark får medhold ved EU-Domstolen.

Thomas Rumph [tru@dtl.eu]

Skærup Vest er en af de rastepladser, hvor østeuropæiske lastbiler ofte holder lange hvil. Foto: Martin Ravn. D en danske stat hives nu i retten ved EU-Domstolen. Det sker, fordi EU-Kommissionen mener, at Danmark med reglen forhindrer udenlandske køretøjer i at udføre cabotagekørsel i Danmark. Reglen om, at man maksimalt må parkere 25 timer ad gangen på rastepladserne langs motorvejene, har siden 2018 begrænset såvel danske som udenlandske køretøjers ophold på de statslige danske rastepladser. DTL’s adm. direktør Erik Østergaard siger, at sagen er en påmindelse om, hvorfor reglen blev indført, og hvad det reelle problem er. - Problemet har jo været, at det er udenlandske chauffører, der har behov for at afholde det lange regulære ugehvil langt fra hjemmet. Men det er og bliver altså ikke den danske stats opgave at stille overnatningsfaciliteter til rådighed for udenlandske transportvirksomheder, der opererer i Danmark. Det er kernen i problemet og et faktum - ikke en handelshindring skabt af dansk lovgivning, siger han og fortsætter: - Men der findes jo altså intet forbud imod at lave egne, private rastepladser med langtidsparkering. Eller for den sags skyld, at udenlandske vognmænd etablerer sig i Danmark med egne faciliteter, hvor deres køretøjer kan holde i lige så lang tid, de måtte ønske det. Men at tilbringe dage eller weekender på en rasteplads langs motorvejen uden adgang til basale faciliteter er i direkte modstrid med det arbejde, som bl.a. DTL stod bag, og som mundede ud i den vejpakke, som lige nu skal rette op på årtiers skævvridning af konkurrenceforholdene for danske vognmænd. I takt med, at vejpakken får effekt, tror jeg også, at chaufførernes nomadetilværelse og deres behov for parkeringer i dagevis aftager, siger han.

Pseudo-diskussion

Erik Østergaard mener, at de gode argumenter bør stå i kø, når sagen skal føres for EU-Domstolen: - EU-Domstolen har selv fastslået, at det er forbudt at afholde de regulære ugehvil på 45 timer i bilen, og at 25 timers-parkeringsreglen muliggør afholdelse af et reduceret ugehvil i bilen. Så der er ikke noget reelt problem. Og da der i forvejen ikke er overnatningsmuligheder på de statslige rastepladser til afholdelse af et regulært ugehvil, er problemet med 25 timers begrænsning en pseudo-diskussion, slutter han. ■

This article is from: