2 minute read
SPARSOMMELIG VOLVO
VOLVO: YDERLIGERE FOKUS PÅ BRÆNDSTOFFORBRUGET
Volvo indsætter ny 420-version i I-Save-programmet, som er udviklet med optimeret motorteknologi, optimerede styresystemer og med reduceret vindmodstand – alt sammen for at spare på brændstofforbruget.
Niels Møller Madsen [nmm@dtl.eu]
For tre år siden introducerede Volvo igen turbocompound, og det skete med det nye I-Save-koncept, der uden tvivl har været med til at hæve brændstofeffektiviteten hos mange Volvo-kunder, specielt dem der kører lange ture.
Lige nu raser olieprisen op og er en af de helt store udfordringer i transportbranchen. Derfor bliver alle konstruktive tiltag, som kan forbedre brændstofeffektiviteten og dermed også reducere CO2-udslippet, modtaget med kyshånd.
I-Save-konceptet er blevet udviklet yderligere og optimerer motorteknologien, styresystemernes software og reducerer luftmodstanden. Det er vigtige elementer, der alle sammen har til formål at øge energieffektiviteten så meget som muligt.
Et af elementerne er en maksimal optimering af motorernes forbrændingsproces. Det er sket ved at tilpasse brændstofinjektorer, kompression og knastaksel specifikt til nye, raffinerede og unikke stempler med bølgeformet forbrændingskammer. Den samlede vægt og indre friktion er også blevet reduceret, lige som der er sket en opgradering af den højt ydende turbolader og oliepumpe. Samtidig har olie-, brændstof- og luftfiltrene fået patenterede forbedringer for bedre ydeevne. - Med udgangspunkt i en i forvejen højt ydende motor har vi kigget grundigt på mange kritiske detaljer, som tilsammen giver betydelige besparelser. Det handler om at få mere brugbar energi ud af hver eneste dråbe brændstof, siger Helena Alsiö, vicepræsident for Powertrain Product Management hos Volvo Trucks.
Volvo indførte sidste år mere aerodynamiske døre på alle modeller.
Blødere, smartere og hurtigere
Hjertet i Volvos I-Save er 13 liters-motoren D13TC med Volvos egen Turbo Compound-teknologi, der muliggør, at motoren kan køre med et lavt omdrejningstal og i højere gear i længere tid, hvorved man opnår en mere jævn og stabil kørsel. Ifølge Volvo kører maskinen bedst i omdrejningsfeltet 900 til 1.300 o/m.
Volvo lancerer nu også en ny 420 hkversion indenfor I-Save-konceptet, der i forvejen omfatter udgaverne med 460 og 500 hk. Alle motorer er desuden certificeret til at køre på HVO100, som er et bæredygtigt dieselbrændstof i form af hydrogenereret vegetabilsk olie.
Ud over alle hardware-opdateringerne er der introduceret en ny software-generation i motorstyringen, som igen kommunikerer med en opdateret I-Shift-gearkasse. Resultatet forbedrer ikke kun brændstoføkonomien, men giver også klart forbedrede køreegenskaber, da den intelligente opdatering af gearskiftestrategien giver hurtigere respons og en endnu mere harmonisk køreoplevelse.
I-Torque er en ny intelligent software for styring af motorens drejningsmoment, der øger energieffektiviteten ved at analysere online-data fra et digitalt topografisk kort i høj opløsning i I-See-systemet og tilpasse kørslen til den faktiske rute. I-See bruger information om den planlagte rute til at udnytte lastbilens bevægelsesenergi bedst muligt ved kørsel i kuperet terræn. Den nye I-Torque-funktion styrer gearvalg, motormoment og bremsning, når I-Cruise er aktiveret.
Starter automatisk i Eco
For at spare brændstof starter lastbilen i Eco-tilstand. Chaufføren har altid nem adgang til den nødvendige trækkraft og kan dermed opnå hurtigere gearskift og en god tilpasning af drejningsmomentet fra drivlinen.
Ved kørsel over lange strækninger spiller lastbilens aerodynamik en vigtig rolle for brændstoføkonomien, og der er foretaget adskillige ændringer for at forbedre luftstrømmen som bl.a. mindre mellemrum i førerhusfronten samt yderligere forlængelser af dørene.
Volvo oplyser, at der sker løbende implementeringer af de nye tiltag. ■