DEN FLYVENDE AMBULANCE
JESPER HAR LIV I SINE HÆNDER Som en livredder fra luften, står helikopteren klar til at redde mennesker i nød døgnet rundt. Flyv med Jesper i den flyvende ambulance, når han ydmygt lufter tankerne om de liv, han har reddet.
”J
eg kan huske den første gang, jeg skulle samle en druknet person op,” fortæller Jesper, der var redder på helikopteren, før han blev førstetekniker. ”Jeg havde kun været et par måneder i tjenesten, da jeg skulle hente en mand, som var faldet over bord fra sin jolle. Han var stendød.” Fra helikopteren kan en wire sænkes, så redderen kan samle mennesker op fra havet og ombord på helikopteren, hvorfra lægen tager hånd om personen med assistance fra redderen. ”Havet har det med at tage tøjet af folk, så han lå der i bar overkrop og var så bleg, at man ikke var i tvivl om, at han var død. Det var en varm sommerdag, og jeg havde glemt mine handsker. Jeg kan huske, hvordan jeg på vej ned af wiren tænkte, at jeg nu skal røre ved en død person – uden handsker,” fortæller Jesper. ”Men når man er ved dem, går man i work mode og løser opgaven, som man har lært, uden at tænke videre over det.” I VENTEPOSITION Jesper åbner dørene til sit midlertidige hjem i Roskilde Lufthavn og sætter sig ved det runde spisebord i det store køkkenalrum. Langsomt trisser de øvrige fem besætningsmedlemmer ned fra førstesalen og slutter sig til. Besætningen er på det sidste døgn af deres 72-timers vagt ved SAR-vagt. I løbet af de sidste to dage har vagten allerede været scramblet to gange: til Bornholm for at fragte et halvanden måned gammelt barn med RS-virus til Rigshospitalet og en redningsaktion for at lede efter en mand, som muligvis var drevet væk fra kysten.
12
SAR er den internationale forkortelse for search and rescue. Besætningens vigtigste værktøj til at løse eftersøgnings- og redningsopgaver er en EH-101 Merlin-helikopter.