Til Tro #4 2019 - Fortryllelse by Kristeligt Forbund for Studerende

4. kvartal · 2019 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Fortryllelse

+ En verden reduceret til ligegyldighed - TEMA side 17 + Juleeventyr af Jacob Munk - I TIDEN side 14 + Lisa er landet - KFS-NYT side 41

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Julie Munk Nissen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Emil Berggren Smidt, stud.mag. i historie Amanda Kaas, stud.psyk. Stud.psyk. Amalie Hartvig Munk Stud.teol. Signe Thorup Elmelund Stud.Phys. Daniel Hans Munk Stud.teol. Filip Munch Bak Gymnasieelev Sarah Klejnstrup Stud.theol. Simon Nymann Gymnasieelev Alina Josephine Gade Lærerstuderende Inger Sløgedal Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold Tema 04

Fra redaktionen

Der var engang i Betlehem

kfs Nyt

Illustration af Nargiz Andersen

Discipeltræf 2019

Poetisk bøn

KFS rimer på Roskilde

En verden reduceret til ligegyldighed

Juleeventyret om prinsen og graverfolket fra Goldhøj

Turen går til Montenegro

Portræt: Christoffer Techow

En fortryllende salme

Grønland: Om blåbær, behov og bibellæsning

Longread: Der er fortryllelse nok til hele legemet

Global: Når du giver mig ansvar viser du mig tillid

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2020

Kære hjerne...?

Bøger: Du dækker bord for mig

Nyt fra Vestfronten vol. II

Verden længes stadig

Musik: JESUS IS KING

Lisa er landet

I har lyset

Leder

KFS, København og Kristian

I tiden

Fra redaktionen: Fortryllelse! Pas på! Du har lige drejet håndtaget en halv omgang på denne Pandoras æske. Er du klar til, at det overvældende vælder ud på en gråvejrsdag, imens du har grå hår over din SRP eller eksamen? Måske passer forbløffelsen bedre i den rød-hvide jul, når sneen daler og pejsen knitrer. Tiden, hvor madlavnings- og gaveræset ofte skygger for den oplysende inkarnation. Frygt ikke. For fortryllelse forvandler gråvejrsdagen og forvitrer forbrugsforløsningen. Vi bliver alle fascinerede fra tid til anden. Tænk på film som Joker eller Star Wars: The Rise of Skywalker. Jeg betages også personligt, når jeg hører bandet Kings Kaleidoscope, for eksempel med sangen Enchanted. Den befriende musik og de fængslende tekster. Mystiske malerier eller fængende kunstinstallationer kan ligeledes vække begejstring. Jeg oplevede det stærkt på årets kunstudstilling, Biennale, i Ven¬¬edig. Vi i redaktionen ønsker med magasinet at antænde den multikulørte røgmaskine i tidens smog. Nyd for det første de to unikaer fra kunstneren Nargiz, tegnet specielt til dette nummer. Det ene ses på forsiden. Eventyrlighederne fra engelske C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien kommer ikke i denne omgang til at stå og puste og pruste til de tyske ulves ideer om affortryllelsen og afmytologiseringen. I stedet bringer vi dig en samfundsrelevant artikel, som tager temperaturen på danskernes spiritualitet med et historisk vue. Du kan i Martin Vases artikel få en forklaring på, hvordan reduktionismen påvirker vores verdensopfattelse. Martin problematiserer også, om reduktionisme altid er frugtbar. I det lyriske hjørne ses der på, om juleevangeliet er et virkelighedstro eventyr. Mathias Anker Kure overvejer i bladets longread, om det er rigtigt, at den kristne grundfortælling og moderne litteratur er hinandens modsætninger, som Georg Brandes mente. Her kan du læse med over skulderen og fråse i de gedigne danske noveller og digte, som Mathias benytter i undersøgelsen. Drej blot videre på håndtaget og husk at passe på den virkelighedstro fortryllelse – god læselyst! Filip Bak

Der var engang i Betlehem Når du hører Juleevangeliet igen-igen i år, så overvej lige, at det er kulminationen på verdens vildeste eventyr. Hvor historiens værste skurk kæmper mod historiens største helt om dig. Af Malene Rugager Vase, studerende i Nordisk sprog og litteratur med tilvalg i Tysk. malene-i@hotmail.com

TEMA

Indledningen ”Og det skete i de dage ” må da også være Bibelens svar på ”der var engang”, og netop eventyret kan være fortolkningsnøgle til juleevangeliet og Bibelen i sin helhed.

Og det skete i de dage, at Gud smed alt fra sig for at redde sit dyrebareste eje og blev et nøgent, hjælpeløst barn i en stald. Mange århundreder efter blev det en tradition at høre denne historie årligt i skæret fra et juletræ og med forventningen om gaver. Historien har måske deraf fået en vis portion hyggelig, fortryllende og eventyrlig aura omkring sig, og det er ikke nødvendigvis dårligt. Indled-ningen ”Og det skete i de dage ” må da også være Bibelens svar på ”der var engang”, og netop eventyret kan være fortolkningsnøgle til juleevangeliet og Bibelen i sin helhed. Men dette eventyr er også noget ganske særligt. Hyrderne får fortalt af englene, at barnet i krybben er et tegn. Det er et tegn på en redningsaktion, der ikke kommer buldrende, men tager tid, og som er smukkere end no-gen anden eventyrlig heltegerning.

Bibelen som et eventyr Eventyr udgør en let genkendelig genre og indeholder mange af de samme elementer. Disse elemen-ter undersøgte den russiske strukturalist Vladimir Propp i 1918. Han fandt blandt andet, at eventy-ret kan indeholde syv forskellige karakterer. De tre vigtigste karakterer kan også findes i Bibelens struktur: Den første er skurken, der tager prinsessen. Den anden er prinsessen, der skal reddes, og den sidste er helten, der redder. De har alle tre en funktion i eventyret og er afhængige af hinanden. Det er oftest skurken, der sætter eventyret i gang med en skurkestreg. Der skal ske noget dårligt for prinsessen, som sender helten ud på sin færd. Eventyret slutter ofte med et bryllup, der forener hel-ten og prinsessen. Hvis man læser

TEMA

Bibelen i sin helhed som et eventyr, så starter det med en skurke-streg. Slangen, Djævelen, siger præcis dét, der skal til for at få Eva til at spise af det træ, hun ikke må spise af. Da Adam og Eva spiser af træet, fjerner de sig fra Gud. På den måde er de medsam-mensvorne i Djævelens skurkestreg. Djævelen er altså den store skurk i historien, men Adam og Eva er også skurkagtige, da de bringer sig selv væk fra Gud, der er helten. Mennesker har altså flere rol-ler i historien. De begyndte eventyret som prinsesser i harmoni med helten, men fjernede sig så på skurkagtig vis fra ham. Herefter gør helten alt for at vinde dem tilbage, så det kan ende i et bryllup, og Gud viser dermed, at menneskene stadig er prinsesser og prinser i hans øjne.

Helten kommer ind i historien Heltens redningsaktion tager en vild drejning i juleevangeliet, for der kommer helten selv ind i histo-rien. I film- og litteraturteori bruger man begrebet ”deus ex machina” (Gud i maskinen), når en film eller historie har skrevet sig op i en krog, hvorefter noget kommer helt ud af ingenting og redder alle. I Bibelens historie kan Guds egen indtræden godt virke som sådan et virkemiddel. Det virkede måske sådan for hyrderne julenat. De passede deres hverdag, men blev afbrudt af en storslået eng-lehær. Menneskene er fortabte, og så kommer Gud og redder alle. Men Gud brager ikke bare ind i historien. Han fødes ind i den. Hyrderne skulle ikke finde en stor, stærk superhelt men et lille, skrø-beligt menneskebarn. Jesus er i Marias mave i ni måneder og bor i Nazaret i

30 år, inden han begyn-der at undervise. Gud arbejder altså langsomt og strukturerer sin historie. Hvis Gud ville lave en deus ex machina, ville der heller ikke være et Gammelt Testamente, som peger frem mod Jesu fødsel og død.

De små helte og den store helt Den store eventyrlige, bibelske fortælling indeholder også en række små eventyr med små helte, men de er også særligt vævet sammen med den store fortælling. De små menneskelige helte peger nemlig på den store guddommelige helt, fx den elskede historie om David og Goliat, hvor den sva-ge godhed vinder over den stærke kæmpe. Jeg har ofte indsat Men Gud brager ikke bare ind i historien. mig selv som helten i histo- Han fødes ind i den. Hyrderne skulle ikke rien, så jeg, som David, skulle finde en stor, stærk superhelt men et lille, bekæmpe mine ”kæmper”, og skrøbeligt menneskebarn. det er der nok også en flig af sandhed i. Men i det store billede og vigtigst af alt peger det på Jesus. I svaghed bekæmpede han sine fjender for mig, ligesom David gjorde for sit folk. Det er Jesu fødsel, Guds ankomst til verden, et tydeligt tegn på, og selvom hyrderne blev afbrudt af en kæmpe englehær, så var det svagheden, der skulle overbevise dem.

Eventyret er sandt! Helten kom for at redde prinsessen som i ethvert godt eventyr. Den store helt besejrede den store skurk. Forskellen på dette og andre gode eventyr er, at dette fandt sted. Jesus kom ikke for at lære os noget, men for at gøre noget for os. Hvis ikke Jesus faktisk blev født eller døde på korset, så er det blot en smuk historie og ikke noget, vi kan bruge. Ikke fordi det gode liv, som Jesus taler om, ikke er godt, men det er bare ikke godt nok til vores frelse. Vi kan ikke redde os selv. Og tænk engang, at historien er sand. Tænk, at den helt, der opgiver alt for at redde sin prinsesse, er virkelig. Og tænk, at du er prinsessen eller prinsen. Der er én, der har gjort alt for at få fat i dig. Det er be-friende og livsændrende, for det handler ikke om, hvor Forskellen på dette og andre gode eventyr god min egen livshistorie er. Jeg er, at dette fandt sted. er en del af en større fortælling, og det sætter mine fiaskoer og succeser i perspektiv. Vi blev skabt som børn af en konge, og Jesus ser os som netop det, selvom vi også kan være “skurkagtige”. Eventyret om den lille dreng, der fødes i en ussel stald, er samtidig historien om den mand, der dræbes på et forkastel-igt kors. Det var den stærkeste redningsaktion, men den viste sig i svaghed, i en krybbe og på et kors, for Guds svaghed er stærkere end menneskers styrke. Guds styrke tydeliggøres, da den samme mand genopstår og en gang for alle besejrer den store skurk ved at overvinde døden. Så når prinsessen sidder ved juletræet, kan hun/han glæde sig til sit bryllup med helten og over den store kærlighed, redningsaktionen bevidner. ■

TEMA

TA’ PÅ BIBELSKOLE Find os på lmh.dk

luthersk missions højskole

luthersk missions højskole Bognyhed: Andrew Brunson skriver om sine to år i tyrkisk fængsel Andrew Brunson havde været missionær i Tyrkiet i 23 år, da han uforvarende blev en del af et storpolitisk spil og uretmæssigt sad to år i tyrkisk fængsel på grund af falske anklager om blandt andet spionage, terrorisme og våbensmugling, før han endelig blev løsladt i oktober 2018. Andrew skriver personligt og medrivende om, hvordan han sad i celle med 20 radikale muslimer samt i isolationscelle. Han gennemgik en dyb troskrise, men oplevede også hvordan Gud på forunderlig vis styrede begivenhederne og brugt ham i sin plan. Flot hardbackudgave, 258 sider. Pris: 249,-

Køb den på forfulgtekristne.dk/butik

Dansk Europamission

En sand historie o m

forfølgels e fængslin , g og udholden hed

izart.com Illus trati on: Narg iz Galib Ande rsen , narg

Discipeltræf 2019:

Udfordret til at leve et Jesusliv af Julie Munk Nissen, juliemunk@kfs.dk

Endelig blev det uge 42 – den elskede efterårsferie; det første kærkomne pusterum i et travlt efterårssemester. På trods af udsigten til at holde fri en hel uge, lykkedes det alligevel at samle flere hundrede gymnasieelever og knapt hundrede frivillige i Skanderborg allerede fra den første dag i ferien. Hvordan kan det lade sig gøre? Måske fordi tilbuddet om fem dage med lovsang, undervisning, gode venner, hygge og fællesskab lyder som noget, man godt vil være med til, når man er gymnasieelev og KFS’er – selv midt i et travlt hverdagsliv. Gustav Friis (18) går på Munkensdam Gymnasium i Kolding og fortæller om sin oplevelse af lejren: Du er 3.g’er og med på Discipeltræf for 3. gang. Hvorfor bruger du din efterårsferie på at være på KFS-lejr? For det første synes jeg, at det er fedt at komme på lejr, fordi det er så godt at bryde med hverdagsrammerne. Det giver noget helt særligt, at man flytter sig et andet sted hen, og at man sover, spiser, synger og er sammen på en helt anden måde end til hverdag. For det andet kan KFS-lejrene noget helt særligt: der er folk fra flere forskellige steder i kirkelivet, og man møder nogle mennesker og hører nogle talere, som man ikke nødvendigvis kender i forvejen. Det er fedt, fordi det kan udfordre troslivet lidt – vi har allesammen brug for at blive skubbet ud af vores comfort zone af og til, og det er KFS god til. Temaet for årets lejr er Jesusliv. Er der noget undervisning, nogle møder, nogle samtaler eller andet, som har lært dig noget nyt eller udfordret dig? Ja, helt klart. Især bibeltimerne og et enkelt seminar, jeg var til, har virkelig rykket noget i mig. Lars Jensen, som holdt bibeltimer, var virkelig skarp. Han var ikke bare småprovokende, men rykkede virkelig mine grænser – jeg blev totalt ’klædt af’ til bibeltimerne. På en god måde. For lige så sårbart og ubehageligt, det kan være, så er det simpelthen bare det, jeg har brug for. At nogen siger det råt for usødet: jeg er kaldet til at leve et andet liv! Et Jesusliv. Hvad tager du med dig hjem fra lejren, som du kan bruge i dit eget Jesusliv og hverdagsliv? Jeg har fået gang i en bibellæsegruppe sammen med en ven fra min efterskole. Vi hang ud sammen på lejren og oplevede begge, at de der bibeltimer ramte bare plet i vores liv. Så vi snakkede om på lejren, at vi gerne vil blive bedre til at dele liv. Både 10

KFS-NYT

Gustav Friis, deltager på Discipeltræf

Billeder: Kristian Paakjær Fotos

opturene i hverdagslivet og Jesuslivet, men også nedturene, som er krævende og svære. Så efter Discipeltræf har min efterskoleven og jeg fået gang i en rigtig god vane. Vi læser Det Nye Testamente - et kapitel om dagen, og så deler vi tanker og oplevelser fra dagen over Messenger. Den, der læser først, skriver en besked med sine tanker om tekststykket og om, hvad der lige fylder i livet, og så svarer den anden. Det er simpelthen Discipeltræf, som har skudt den gode vane i gang. Det vigtige for os er, at vi dagligt får læst i Bibelen, men det giver også meget, at vi ikke begrænser det til kun at være bibellæsning, og at vi også deler almindelige ting fra livet med hinanden. Hvilken oplevelse fra lejren står stærkest for dig, efter den er slut? Jeg kom på lejr uden rigtig at vide, hvem jeg skulle være sammen med, og der var egentlig ikke så mange, jeg kendte – men jeg fandt min gamle efterskoleven, og fordi vi bare var et par stykker, gjorde det, at vi ligesom var på lejr for at være på lejr i stedet for at være der for at ses med vores efterskolevenner. Når man er midt i en stor gruppe af venner, kan det være svært at trænge ind udefra – både for andre mennesker, men faktisk også for forkyndelsen, fordi fokus nemt bliver på det sociale. Så jeg fik helt vildt meget ud af talerne og forkyndelsen. Jeg har været modtagelig på en helt anden måde. Og med disse ord siger vi TAK for et fantastisk Discipeltræf! Sæt allerede nu kryds i kalenderen 4.-8. april 2020, hvor både gymnasieelever og studerende fra hele landet mødes igen på Påskelejr. KFS-NYT

Væv dine lyse stråler ind I mit mørke blik Så jeg på en gang kan have Smerten i hjertet og håb i øjnene Forvandle mine tanker Så de leder efter det gode, der kommer fra dig Fremfor alle de fejl jeg finder hos andre Og mig selv Jeg bliver tit så bange Når jeg ser mørket trænge ind overalt Der er dem der råber Og dem der råber tilbage Ingen ved hvem der startede Fjern mine dårlige frugter Og lad gode vokse frem Led mig se håb i dag I morgen Og giv mig et håb om evigheden Hvor mørket fjernes helt

Af Steffen Lund Birkmose, steffen@lmbu.dk

KFS rimer på Roskilde Daniel Solgaard blev ansat i august som studentermedhjælper i KFS med særligt fokus på Roskilde Universitet (RUC), som indtil nu ikke har haft noget KFS-arbejde. Her skriver Daniel om, hvordan starten er gået. Nu er KFS på RUC så småt begyndt. Allerede på min første dag var der en kristen studerende, som på eget initiativ gerne ville mødes. Da vi så mødtes, bad vi Gud om at sende flere kristne på vores vej. Vi gik en tur og fandt ”tilfældigvis” et opslag med en invitation til et kristent fællesskab på RUC. Det viste sig, at en lille håndfuld internationale kristne allerede mødes på RUC en gang om ugen for at læse i Bibelen, lovsynge og bede sammen. Tak Gud! Da der altså allerede er et kristent fællesskab på RUC, kan KFS-arbejdet nu primært fokusere på at række ud til de studerende, som ikke bare lige dumper ind til bøn og bibellæsning af sig selv. Hvordan det helt præcist skal se ud, er endnu uvist, men det må gerne være noget, vi selv synes er sjovt. F.eks. har vi snakket om at starte et gospelkor, men det er nok en lidt stor ting at gå i gang med som det første. Ellers har opstarten været præget af at lære studerende, ansatte og nærmiljøet på RUC at kende. Derudover har jeg mødtes med lokale kristne, som ikke går på RUC, men som gerne vil støtte op om arbejdet alligevel. Det har været godt at lære lidt om kirkelivet i Roskilde, drøfte idéer for arbejdet på RUC og at bede sammen. Der er stadig mange ting, som står uklart i forhold til, hvad der er vejen frem for KFS på RUC. Men mon ikke Gud har en plan? Bønneemner: • Tak for en god opstart • Bed om klarhed over de næste skridt på vejen frem

Turen går til Montenegro I foråret 2020 skal Kristina Nørgaard Schou Pedersen være volontør i Montenegro for KFS. Kristina bliver en del af EUS, som er den lokale kristne studenterbevægelse, og desuden skal hun være med i et udvekslingsprogram for ungdomsledere, som er støttet af DUF. Kristina glæder sig til at komme i gang med arbejdet på fremmede breddegrader og fortæller her om sine forventninger til arbejdet: ”Sidste år gik jeg på LTC, hvor vi blandt andet besøgte Montenegro på vores udlandstur. Til foråret rejser jeg derned igen som KFS-volontør, og jeg glæder mig! Mit indtryk af montenegrinerne er, at de er et meget åbent folkefærd, som det er nemt at komme i snak med på en helt anden måde end med danske studerende. Åbenheden, landets skønhed og en særlig montenegrinsk pige, jeg mødte dernede, er grunden til, at det netop er Montenegro, jeg tager til. Og så glæder jeg mig til at se Gud arbejde dernede gennem mig. Jeg er i stor forventning til, at han går med, for jeg har bevæget mig op af båden og ud på vandet (eller ud af min comfort zone, som man siger på almindeligt dansk), og så håber jeg, at han griber mig, hvis jeg falder i. Jeg glæder mig til at møde de studerende og snakke med dem om livet og om Jesus. Til forhåbentligt at se dem vokse i troen og komme tættere på Jesus. Til at sætte gang i nogle skøre lege og aktiviteter og skabe hygge. Til at blive en del af det lille protestantisk-kristne fællesskab, der er i byen. Til at kende Jesus og gøre Ham kendt.” KFS-NYT

Juleeventyret om prinsen og graverfolket fra Goldhøj Af Jacob Munk Rosenlund

Der var engang et trist og øde land, der bar navnet Goldhøj. Goldhøj lå på undersiden af jorden, hvor solen aldrig skinnede. I landet fandtes derfor kun tre farver: brun, grå og ahornsfarvet. Man må spørge sig selv, hvorfor de ikke blev rundtossede af at stå på hovedet hele dagen, men sådan går det nogle gange, når man aldrig har kendt til andet: så tror man pludselig, at ned er op, og op er ned, og når man tager sig selv for en, der går med oprejst pande, så er det tydeligt for alle andre, at man faktisk går med sænket hoved den hele dag. I Goldhøj levede et folk kaldet graverne. Graverne hed graverne, fordi de gravede grave. Dag efter dag gik graverne og gravede i jorden med bittesmå skovle af plastik, som nok ville få de fleste voksne mennesker til at grine. Det havde graverne bestemt ikke brudt sig om, men det skal vi ikke tage os af. Voksne mennesker griner alligevel alt for lidt, så hvis vi skulle fratage dem selv den korte glæde, de har, ville de formodentlig blive et ligeså bedrøvet folkefærd som graverne. Nu undrer du dig måske over, hvad graverne gravede efter. Det skal jeg fortælle dig: de gravede efter troldemad. Der kunne jo ikke gro noget i Goldhøj, når solen aldrig skinnede, men heldigvis lå landet oven på en gammel troldeby, hvilket var særdeles belejligt, da trolde er mestre i at konservere deres mad. Sagen er nemlig den, at trolde altid forventer det værste. De glæder sig aldrig over noget, men går altid og er urolige for, om der snart vil komme hungersnød eller krig, og derfor konserverer de al deres mad i stedet for at nyde den. I Goldhøj boede der en pige, og blandt alle graverne var ingen så ulykkelig som hende: hun havde nemlig ingen forældre. Hvis dette ikke får dig til at græde, tror jeg, du gør klogt i at tage til 14

lægen og få din grædemuskel undersøgt! For tænk, hvor ulykkeligt det måtte være at vende med hovedet nedad hele dagen, kun kende farverne brun, grå og ahornsfarvet, og så ikke engang at have sine forældre til at trøste sig! Når folk spurgte pigen hvad hun hed, svarede hun altid: ”Det kan jeg ikke huske.” Derfor fandt en af de mindre digteriske sjæle blandt graverne engang på at kalde hende HuskerIkke. Grundet en fonetisk udvikling, jeg ikke har været i stand til at kortlægge, trods min konsultation af adskillige bøger omhandlende det graverske sprog, udviklede navnet sig med tiden til det mere mundrette Hukserikke. Sommeren var nu ovre i Goldhøj, og en af graverne, der bar det underlige navn Balthazar, havde fået den idé at erklære hele Goldhøjen for sin ejendom. Han og hans tjenere begyndte at indsamle langt mere mad, end de skulle bruge, så kun de, der ville kalde ham for deres konge, kunne få mad på bordet. Men Hukserikke havde et godt hjerte. Hun ville ikke bøje sig for sådan en skurk. Det var ellers ingen nem sag, for vinteren var hård, og hun både sultede og frøs. Men så en dag, mens Hukserikke sad og gravede, skete der noget: hun stødte på noget sært, mosagtigt stof i en farve, hun aldrig før havde set, men som vi kender som ”blond”. Hun var nær ved at falde bagover af skræk, da hun opdagede at dette var en frisure, og at der under frisuren var en levende dreng! ”Godmorgen eller godnat eller godeftermiddagskaffe. Hvad klokken er, kan jeg ikke regne ud i det her mørke.” sagde drengen. Hukserikke var lidt tøvende med at hjælpe ham op. Men Hukserikke tænkte altid det bedste om folk, så efter lidt tænketid besluttede hun at grave ham fri. Og heldigvis, for det viste sig nemlig, at ansigtet tilhørte ingen ringere end en ægte kronprins!

”Milde medister!” svarede Hukserikke. ”Må jeg ikke nok komme med op og se det?? Ja, jeg har jo ikke mange ting, jeg kan tilbyde som værtindegave – ikke engang konserveret troldemad – men hvor gad jeg godt smage den slags frugter og se så mange farver!” ”Jo, ser du, det ville jeg frygteligt gerne, at du kunne. Men nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed: Jeg bliver nødt til at rejse hjem over vinteren. Sagen er, at en fremmed hær er på vej mod Landet Ovenpå for at overtage tronen. Som kronprins bliver jeg nødt til at rejse hjem og kæmpe. Men mellem os sagt, så har de ingen chance. Vi vil have besejret dem inden 3. søndag i advent, og når det så bliver jul, så kommer jeg tilbage og henter dig og alle graverne med til landet ovenpå.” Hukserikke kunne næsten ikke tro sine egne ører. ”Men indtil da skal du hjælpe mig,” tilføjede prinsen. ”Her er to strikkepinde. Det lyder måske utroligt, men de er lavet af solens stråler. Hvis du finder det dybeste hul i Goldhøj og klatrer ned på bunden, skal du bare begynde at strikke, og så vil tråden komme helt af sig selv. Strik så nogle frakker til graverne, så de kan holde sig varme over vinteren. Det får de brug for! Men nu må jeg rejse tilbage. Farvel… hvad var dit navn igen?” ”Hukserikke, hr. prins.” ”Hukserikke - er du sikker på det? Hm. Er det i orden, hvis jeg kalder dig Husket?” Hukserikke rødmede. ”Hjertens gerne, hr. prins. Det klinger faktisk også bedre.” Hukserikke var så ivrig efter at fortælle graverne om prinsen, at hun øjeblikkeligt løb ud og fortalte det til alle og enhver. Men graverne svarede blot: ”Sikke en røverhistorie!” Det gjorde Hukserikke meget ked af det. Men pludselig kom hun i tanker om strikkepindene; så da det var blevet nat, og alle graverne var gået i seng, klatrede hun ned i Goldhøjens dybeste hul og gav sig til at strikke. Og rigtigt nok forvandlede jorden på strikkepindene sig med det samme til de fineste stoffer i farver, hun aldrig før havde set: violet, skarlagen, abrikos og karmesinrød. Så snart graverne så de flotte frakker, Hukserikke havde strikket og opdagede, at de virkelig skærmede dem mod kulden, begynde de at tro på, at der faktisk var noget om snakken med prinsen og Landet Ovenpå. Dog var der nogen i Goldhøj, der var mindre begejstrede for at høre om prinsen: nemlig Balthazar og hans tjenere. Han beordrede derfor, at prinsen skulle tilfangetages og begraves øjeblikkeligt, når han vendte tilbage (hvis det da ikke bare var en røverhistorie). Det samme skulle i øvrigt også ske med alle, der havde haft noget med prinsen at gøre, tilføjede han hidsigt. Det gjorde folk bange, og mange af graverne gjorde nu det, de var bedst til, nemlig at grave dybe grave, hvori de skjulte deres klæder, for at Balthazar ikke skulle tro, de havde noget med prinsen at gøre. Det kan forekomme mærkeligt, at graverne foretrak at fryse i vinterkulden frem for at blive holdt varme af prinsens klæder. Men Balthazar prøvede at bilde graverne ind, at de var et koldt folk. At sådan nogle som dem ikke hørte til i varmen, hvor de blot ville smelte som sne, og derfor gjorde de klogest i at værne om deres egen kulde. Det fandt mange af dem underligt nok meget overbevisende. Vinteren var lang, ikke mindst for Hukserikke og hendes venner, der måtte skjule sig i hullerne for ikke at blive fundet af

Balthazar. Engang imellem skete det, at en af Balthazars tjenere kom løbende og bad om ly sammen med Hukserikke og hendes venner, fordi de var bange for at dø i vinterkulden. Desværre skete det ligeså ofte, at folk forlod dem og begravede deres frakker for at tjene Balthazar. Ikke mindst da det snart var fjerde søndag i advent, og prinsen stadig ikke var kommet. Men så en dag skete der noget: I byporten stod pludselig prinsen, og graverne kunne næsten ikke tro deres egne øjne. ”Grib ham!” råbte Balthazar, og hans tjenere drog ud for at fange ham, men til alles store forbavselse gjorde han ingen modstand. Han stod blot tålmodigt og ventede, mens de bandt ham og bar ham med til fangehullet, hvor de begravede ham langt nede i jorden. Hukserikke og hendes vener var dybt bedrøvede og græd mange tårer. Det plejede Hukserikke ellers aldrig at gøre, men nu græd hun, fordi hun holdt meget af prinsen. Men i samme nu mærkede de alle noget rumstere under sig, og ud af jorden brød en flamme, der greb om Balthazar og trak ham ned gennem jorden og hele vejen ud på den anden side, hvor den spyttede ham ud i verdensrummet. Ja, det siges faktisk, at han stadig svæver rundt derude den dag i dag. Alle kiggede med forundring hen på hullet og så til deres store forbavselse prinsen stige op deraf. Nu kunne Hukserikke slet ikke holde tårerne tilbage: ”Prins! Hvordan kom du op?” ”Husker du, at jeg fortalte dig, at strikkepindene var lavet af solens stråler?” svarede prinsen. ”Der er en hemmelighed, du skal kende: jo mere et menneske bevæger sig ud i mørket, des mere ivrigt leder solen efter det. Derfor måtte du også bruge jorden fra Goldhøjs dybeste hul til at strikke jeres klæder. Og da jeg vidste, at intet mørke er dybere end det at være begravet under Goldshøjs jord, vidste jeg også, at intet sted må solen lyse mere op end netop dér. Så da jeg lå dernede, udgik en flamme, der ledte mig op til jorden og brændte det hul, som både gjorde en ende på Balthazar og banede os en vej til Landet Ovenpå. Og kom så. Nu skal vi afsted!” I 40 dage og 40 nætter kravlede de, men sikke et syn, der ventede dem deroppe: solen oplyste landet i de mest utrolige farver, og overalt voksede der træer, der bar frugter som ingen nogensinde har hørt om før såsom babadiner, hyggenogger og sapademser. Prinsen var den første til at træde ud af hullet, hvor hans far ventede ham. Men da kongen så Hukserikke, blev han rørt til tårer: ”Min datter!” Ja, du har gættet rigtigt. Hukserikke var i virkeligheden ikke forældreløs. Hun var en prinsesse. Hvor hun græd over endelig at have mødt sin far, som hun havde savnet hele livet! Endelig kunne hun fortælle, hvor hårdt det havde været at vokse op i Goldhøj, hvor der kun var tre farver og ingen sol, og han trøstede hende og tørrede tårerne af hendes øjne. Hun spurgte, om graverne måtte få lov til at flytte ind hos dem, og kongen svarede ”Selvfølgelig! Alle, der har kronprinsens frakker på, er mine børn. Og kom så, nu skal vi feste og drikke hyggenogge-glögg!” Og det smagte heldigvis bedre end det lød. ■

I TIDEN

NEPAL SUMMIT EXPOSURE Vi har boligerne

Har du lyst til at udfordre dig selv fysisk og i tro? SÅ Rejs med Operation Mission til Nepal!

Kom med din hverdag Aarhus

På Nepal Summit Exposure trekker du med en gruppe fra landsby til landsby i Nepals smukke bjerglandskab.

Studievenlige lejligheder

Lyse og rummelige lejligheder - 2, 3 eller 4 værelses - i grønne omgivelser til en fornuftig pris. Velegnet både til par og som delelejlighed i cykelafstand fra Aarhus C og de fleste uddannelsesinstitutioner. Tjek ind på vores hjemmeside og få indtryk af lejlighederne og dem der bor i dem.

Du lever i en rygsæk mens du vandrer ud med det gode budskab om Jesus til dem, som aldrig har hørt om ham før

NYHED! Nu også med nyttehaver og el-delebil

Skriv til os, hvis du vil høre mere: personnel.dk@om.org - www.om.org/dk

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Åbent alle dage i året kl. 8-21

En verden reduceret til

ligegyldighed Der er ikke noget galt med den såkaldte “reduktionisme”. Den har været en stor hjælp, i arbejdet med at finde ud af hvordan verden hænger sammen. Men når reduktionismen gøres til en verdensforståelse, suges liv og skønhed ud af verden.

Martin Rugager Vase, BSc i fysik (tilvalg i filosofi), kandidatstuderende i videnskabsstudier

“Alt er vand,” sagde Thales fra Milet for 2600 år siden, og imens denne påstand virker absurd for os i dag, er tanken bagved ikke helt fremmed: Tingene er dybest set ikke, som de ser ud – alt kan reduceres til et usynligt, ensartet byggemateriale. Denne tanke ligger også til grund for teorier i fysikken, hvor alt omkring os menes at kunne gøres op i elementære partikler og felter. Thales’ idé og moderne videnskab udgør begge eksempler på det, man kan kalde reduktionisme. Reduktionisme findes i mange former, men særligt én radikal fortolkning har ledt folk til at sige: “Der findes ingen Gud.” Men det skal vise sig, at den modsatte konklusion er i bedre kontakt med virkeligheden. Vi har brug for Gud til at hele og fortrylle reduktionismens amputerede verdensforståelse.

Reduktionismens triumfer Reduktionisme er først og fremmest et metodisk princip, som er ganske brugbart. Du kan ikke give en god forklaring på fx en tings grønne farve ved at sige, at den består af grønne dele. “Hvorfor er de ting så grønne?” må vi spørge. For at forklare tingenes tilstand, skal vi finde en fuldkommen anderledes orden, som de synlige fænomener udspringer af. TEMA

Vi har brug for Gud til at hele og fortrylle reduktionismens amputerede verdensforståelse.

Et sådant reduktionistisk program, der leder efter få, simple underliggende mekanismer, tog store skridt, da videnskabsmænd i 1600-tallet blev overbevist om, at Naturens Bog er skrevet i matematikkens sprog. Den idé har vi taget til os, og derfor forklarer vi i dag en tings grønne farve med tal: Lysbølgerne, der kommer fra genstanden, har en bølgelængde i intervallet 495 til 570 nanometer. Da videnskabelige pionerer som Kopernikus, Kepler, Galileo og Newton udstak denne kurs for videnskab og så den orden i verden, matematikken ville åbenbare, var de forundrede og priste Gud, for den vidnede om “et intelligents væsens råd og herredømme.” Siden da har atomer, kemiske bindinger og DNA-molekyler sluttet sig til puljen af innovationer, der har gjort den usynlige verdens rigdom kendt for os. Og videnskaben giver i dag indtryk af at kunne genskabe hele verden omkring os, alene ved at sætte atomer i bevægelse.

“Blind, ubarmhjertig ligegyldighed” Videnskabens succes har ledt den nulevende biolog Richard Dawkins til en opsigtsvækkende udtalelse: “Universet har præcis de egenskaber, vi skulle forvente, hvis der dybest set er: intet design, intet formål, intet ondt, intet godt, intet andet end blind, ubarmhjertig ligegyldighed.” Dawkins har med sit videnskabelige sinds øje kigget ned i det samme dyb af usynlige mekanismer, som Kepler anede, men så noget helt andet: Alt udspringer af et indifferent skema af årsag og virkning – og der kan altså ikke være nogen bagved at prise og takke. Hvad skete der lige på 400 år? Hvor reduktionisme er noget, de fleste tilslutter sig som et metodisk princip, er det noget andet, Dawkins fremfører. Metodisk reduktionisme giver svar på, hvordan vi lettere kan begribe vores sanseerfaring. Men reduktionisme er for Dawkins blevet et svar på, hvad der egentlig er virkeligt. Der er dog et spring fra reduktionisme som metode til reduktionisme som ontologi (læren om det værende). Dawkins’ påstand hviler ikke på, at han har 18

læst ud af naturen, hvordan tingene forholder sig. Dawkins har snarere taget et sæt briller på, der får ham til at se naturen på en bestemt måde. Briller med mærket naturalisme.

Naturalisme giver hjemve Naturalisme kan defineres som det synspunkt, at der ikke er noget i verden, der skiller sig ud fra én stor, sammenhængende kausal orden – universet er ét stort faktum uden begrundelse eller forklaring. Det forstås lettest i kontrast til supernaturalisme, som indebærer, at der netop eksisterer en anden virkelighed, Guds virkelighed, uden hvilken universet ikke ville være til. Begge er verdensbilleder, og begge kan fungere sammen med naturvidenskab. Men naturalismen giver problemer. Visse fænomener i verden, der virker selvindlysende for os, får pludselig hjemve. Her tænker jeg fx på de forestillinger om godt og ondt, Dawkins afskriver fra universets inventar. Når alt i verden er styret af de samme kausale naturlove, bliver moral, værdi, frihed, ansvar, bevidsthed, skønhed m.fl., som alle opererer efter andre love end de kausale, hjemløse. Et liv, hvor naturalister tager disse ting alvorligt, er derfor et liv, hvor de i praksis benægter deres påstand om, at verden alene består af partikler og felter.

Problemet med naturalisme Naturalisme vil kun være overbevisende, hvis vi spilles et puds. Når vi laver fysiske teorier om en usynlig, mekanisk orden, skyldes det jo ikke, at vi sanser denne orden (per definition), men at teorierne forklarer de ting, vi sanser. For eksempel er atomer kun “synlige” for vores indre øje, hvorfor vi taler om atomteorien. Men erfaringer er altid mere fundamentale end teorier, og derfor afskriver videnskabsmænd en teori, ikke vores erfaring, når de to er i strid med hinanden. Naturalister, derimod, vender tingene på hovedet og afskriver vores erfaring (af eksempelvis moral), da den ikke stemmer overens med deres teori (om naturalisme). Det gør de,

Når vi bedriver naturvidenskab, har vi gavn af at pille det personlige element i vores erfaring væk, men det er en fatal begrænsning, når vi skal vælge verdensbillede.

fordi de tror, at kun sanseerfaring (og ikke fx moralsk erfaring) er kilde til viden. Men er denne enevælde, som er givet den sanselige erfaring, nogensinde retmæssigt givet? Det utrolige er, at selv hvis naturalistens radikale reduktion var rimelig, så står vi faktisk stadig dér, hvor videnskabens pionerer stod for 400 år siden: med mange grunde til at forundres over den orden, der fremstår i vores teorier. For fysikere har opdaget, at det er ekstremt usandsynligt, at et ordnet univers med liv i sig skulle blive til, hvis man forklarer dets tilblivelse naturalistisk (prøv at google “the fine-tuning of the universe”). Det er, som om det var meningen, der skulle være liv til.

Lyt til din forundring Når erfaringer af orden, moral og skønhed ikke får plads i naturalistens fortolkning af verden, er der en udbredt følelse af forundring, der får den kolde skulder. Men faktum er, at denne forundring ikke bare forsvinder. Det vækker altid undren, når vi konfronteres med spørgsmål om fx universets eksistens og orden, moralens grundlag eller skønhedens betydning. Det skyldes, at vores tilværelse nødvendigvis tager afsæt i at være personlig. Fx er solen for mig ikke først og fremmest et sortlegeme (den fysiske betegnelse), men en lys- og varmekilde, der tilfredsstiller en række behov. “Tak, sol!” siger jeg måske, idet jeg forundres over, at den står op hver dag til gavn for os. Når vi bedriver naturvidenskab, har vi gavn af at pille det personlige element i vores erfaring væk, men det er en fatal begrænsning, når vi skal vælge verdensbillede. Vi har nemlig behov for, at vores personlige forundring over verden forløses. Vi har brug for at begribe, hvorfor moral og skønhed også hører til i verden. Her er min centrale påstand: Der findes faktisk en “reduktion”, der kan rumme vores forundring! Det sker, hvis vi, i stedet for at føre alle linjer tilbage til partikler og felter, fører alle linjer tilbage til den

skabende, personlige, treenige Gud.

Den treenige Gud fortryller verden Selvom det er svært at forstå, når Bibelen insisterer på at beskrive Gud som ét væsen men tre personer, gør det utrolig meget godt for vores forståelse af alt andet. Nøglen er at se treenigheden i lyset af ordene: “Gud er kærlighed.” Kærlighedens ideal er netop enheden med den anden. Det er derfor en oplagt følge af Guds eget væsen, at han iværksætter skabelsen af en verden fuld af personer – den anden – og at formålet med deres tilblivelse er fællesskab med Ham – den kærlige forening. Når Gud bliver altings fundament, og vi tager del i Hans fællesskab, fortrylles verden. Så når jeg ser på verden, ser jeg ikke dybest set atomer i bevægelse, men et hjem. Et hjem, hvor intet kan rive gulvtæppet helt væk under mig, hverken lidelse eller død, fordi jeg har et løfte om, at verden er skabt til at opretholde dette fællesskab for altid. Og når jeg ser på mig selv og andre mennesker, ser jeg ikke dybest set forskel-

Kun et verdensbillede som det kristne, der placerer et fællesskab i centrum af verden, passer med min faktiske, personlige erfaring og forløser min forundring. lige sammensætninger af gener, men personer. Personer, hvis grundlæggende kendetegn er at være fuldstændigt og ubegrænset elsket. Med kernesandheder som disse står det klart, hvordan erfaringer af orden, moral og skønhed blot afspejler den kærlighedens orden, der ligger til grund for det hele. Min personlige tilgang til verden bringer mig derfor kun tættere på virkelighedens kerne. Meningen bag mit “Tak, sol!” viser sig at være et “Tak, Gud!” Kun et verdensbillede som det kristne, der placerer et fællesskab i centrum af verden, passer med min faktiske, personlige erfaring og forløser min forundring.■ 19

I et krystalklart hav af lys Lars Bak skriver om en særlig salme, som fortryller med ord og toner - om noget af det allermest uhåndgribelige og allermest virkelige: Guds Paradis. Af Lars Bak, organist i Apostelkirken i København, laba@vesterbrosogn.dk

Fortryllelse. Det er temaet for dette blad. Og så blev jeg spurgt: Er der en salme eller sang, der ”fortryller” dig, når du synger eller spiller den? Når jeg hører ordet fortrylle, tænker jeg på eventyr. Det er der nok mange, der gør. Og eventyr har det med at blande det naturlige med det overnaturlige, eller faktisk bedre: med det ”fortryllende”. Dermed kan eventyr fortælle ganske meget om livet, som vi lever det, men også om noget, som vi ikke lige ”lever”, men som alligevel er en del af menneskelivet. Jeg har oplevet øjeblikke som musiker (jeg er organist og gospelkorleder), hvor jeg ligesom er blevet løftet op, hvor det var, som om fingrene spillede af sig selv og gav mit instrument noget, som ikke kom fra mig. Herlige øjeblikke. Sådan et øjeblik har jeg haft med salmen ”Ja, engang mine øjne skal” (DDS 569). Det er altid vanskeligt at vide, om det er mig, der bare bliver rørt, om jeg bliver ”stolt” af min musik, eller om det er Helligånden, der faktisk får lov til at spille. Jeg er dog overbevist om, at det sidste sker, måske mere end jeg selv aner. Jeg ønsker det i al fald. Musik kan udtrykke det usigelige, tilføre en dimension, som ikke kan sættes i ord. Men lige præcis salmen ”Ja, engang mine øjne skal” er en salme, jeg holder meget af – som måske endda kunne kaldes 20

”fortryllende”. Den handler jo om noget, som vi godt ved kommer (eller gør vi egentlig det?), og om noget mystisk, noget, som er ”langt væk”. Jeg tror, vi som kristne i dagens Danmark er meget lidt optaget af livet efter døden. De fleste af os lever jo et luksusliv på mange måder, og vi skal for alt i verden få så meget som muligt med i dette liv. Og det er nok også rigtigt. Måske! Samtidig må håbet om noget langt bedre ikke gå os af syne. Og det synes jeg, denne salme er med til at minde os om. Lad os synge den ofte. Den har oven i købet en fin, enkel og meget sangbar melodi. Teksten er altså fortryllende: ”krystalklart hav af lys” – ”som sus af skov en sommerkvæld” – ”når himlen er som rav” for at nævne tre eksempler. Men teksten er også ganske klar andre steder: ”Så er jeg frelst, så er jeg fri” – ”mine øjne skal se kongen i hans pragt” – ”Gud paradis, vort rette hjem”. Der er noget eventyrligt, noget fortryllende over den salme, og noget, som vi alligevel også forstår en del af. Lad os altid holde Guds paradis, vort rette hjem for øje. Det, Gud har lovet os. Det holder i livet, når det går godt, og når det ikke går, som vi gerne vi vil. Halleluja.

Ja, engang mine øjne skal © Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

1 2 3 4

Ja, engang mine øjne skal se Kongen i hans pragt, tilbede i hans tempelhal hans nåde og hans magt. I et krystalklart hav af lys forsvinder tidens nat og gys, forvandlet blir hver gåde her til lovsangsjubel der. Og salighedens tonevæld skal bruse som et hav, som sus af skov en sommerkvæld, når himlen er som rav, og al naturen genfødt er, og ingen skygger falder mer. Og alt, hvad skønt mit øje så, ny glans og glød vil få. Men skønnest er det dog at se Guds underfulde Lam med mærkerne fra korsets træ og sejrens glans om ham. Og denne glans er mer end sol, den er Guds gyldne nådestol, og støvets dragt, som her mig bandt, blir klar som diamant.

Så er jeg frelst, så er jeg fri, så har jeg vundet frem. Så er min strid med ét forbi, så er jeg i mit hjem. Det hjem min frelser lovet har hver den, som korset med ham bar, Guds Paradis, vort rette hjem, det ny Jerusalem.

Åb 21,2 Karl Marthinussen 1954. Dansk 1989.

Portræt Christoffer Techow 2.G på Skt. Annæ Gymnasium med studieretningen Musik A, Matematik A

Hvad tænker du på, når du hører ordet ”Fortryllet”? Jeg tænker først og fremmest på følelsen af at blive revet med af noget, så man helt glemmer tid og sted. Det med at føle, at man er helt væk fra virkeligheden og kan være i et lille univers af egne tanker og følelser. Derudover forbinder jeg ordet fortryllet med ordene forvandling og fornyelse. Den følelse, man fx kan få, når man har fået en ny idé, man bare ikke kan vente med at prøve af og føre ud i livet eller fortælle andre om. Er der noget ved kristendommen, du finder fortryllende? Flere ting ved kristendommen kan være fortryllende. Både når man er til en lovsangsaften og bliver revet helt med og fyldt af Helligånden, eller når man sidder på sit værelse og beder. Begge dele kan give følelsen af, at man glemmer tid og sted, og det kan næsten føles, som om man er helt væk fra virkeligheden. Jeg synes også, at jeg kan føle mig helt fortryllet efter at have læst i Bibelen. Ikke på den måde, at jeg glemmer tid og sted, men sådan at jeg kan føle mig helt fornyet eller forvandlet. Hvad er det ved musik, som du finder fortryllende? Det fortryllende ved musik er, når jeg spiller, enten med mig selv eller i et band, og jeg bliver revet helt ind i den ”vibe”, musikken laver. Måske helt særligt den følelse, man får, når man spiller en føleren omgang slow blues. Man glemmer tid og sted og lever sig bare helt ind i musikken. Man bliver nærmest helt suget ind i et andet univers. Det er også noget af det allerfedeste ved at spille musik. Det synes jeg er en meget fortryllende følelse. Derudover kan jeg også føle mig helt fortryllet, når jeg har hørt en fed solo eller et stykke musik, som giver mig nye idéer til at udvikle min egen måde at spille på. Altså den følelse af, at man bare ikke kan vente med at komme hjem og prøve den nye idé af. Hvordan knytter du din begejstring for musik sammen med din tro? Jeg binder først og fremmest min tro og musikken sammen på det punkt, at det er mit hvilested. Begge dele er et sted, hvor jeg kan lade op, når jeg er helt udkørt og færdig. Derfor har lovsang også en stor betydning for mig, da det forbinder både min tro og min begejstring for musik. Lovsang kan give mig en helt speciel fortryllende følelse og ”opladning”, hvis man kan sige det sådan. En anden måde, hvorpå jeg knytter tro og musik sammen, er, at jeg spiller i et par lovsangsbands. Det er rigtig fedt at kunne kombinere noget af det, jeg holder allermest af, sammen med min tro, og på den måde faktisk også tjene Gud.

Longread:

Der er fortryllelse nok til hele legemet God litteratur tryllebinder. Men er den ogsĂĽ fortryllende? I denne artikel skal vi se pĂĽ moderne fortĂŚllinger og poesi i krydsfeltet mellem kunstnerisk relevans og kristent vidnesbyrd. Tidens litteratur afviser ikke Gud. TEMA

Helt konkret var det for Brandes pinagtigt og problematisk, at så mange af samtidens ”indflydelsesrige Mænd” enten selv var præster eller havde fået deres opvækst på en præstegård.

Mathias Anker Kure, kureanker@gmail.com forlagsredaktør Bibelselskabet

Litteraturen har typisk været et sted, hvor ikke bare den fantastiske fortælling har haft sin berettigelse, men hvor også en kristen forkyndelse har kunnet lyde. Man har med en engelsk digters udtryk ligefrem talt om kristendommen og Bibelen som ”den store kode” for den moderne europæiske litteratur. Den vigtigste kilde og ressource, som har formet – krypteret – litteraturen med mening og sprog.

Et modsætningsforhold? Det har imidlertid ikke altid været en selvfølge, at den moderne litteratur har kunnet forbindes med kristentro. I dansk sammenhæng snarere tværtimod. Den indflydelses-

Måske er det i dag ikke så umuligt, at den vedkommende litteratur kan bebos også af kristne erfaringer. At relevant og anerkendt kunst kan dyrke troen. rige litteraturkritiker Georg Brandes hævdede i 1871, at de var hinandens modsætninger, litteraturen og kirken, præstegården og moderniteten. Med afsæt i hans berømte vision for en levende litteratur – at den kendes på, at den ”sætter 24

TEMA

Problemer under Debat” – har det for mange været kutyme at se kristendommen som en umulig partner for litteraturen. Helt konkret var det for Brandes pinagtigt og problematisk, at så mange af samtidens ”indflydelsesrige Mænd” enten selv var præster eller havde fået deres opvækst på en præstegård. Vi kan jo komme ham i møde og nævne to af de store: Kierkegaard og Grundtvig. Begge aktive og anerkendte, da Brandes holdt sine forelæsninger. Begge endnu læste og sungne i dag. Men nej. For Brandes var den danske litteratur døsende, virkelighedsfjern, haltende og reaktionær – fordi den fulgte ”den religiøse Strøm”. Det kan nok diskuteres om Brandes’ opfattelse fortsat er fremherskende. Om det også i dag er udbredt at skelne så skarpt som han mellem kristendom og vedkommende kunst. I en dagbladsartikel om emnet bemærker litteraturforskeren Erik Skyum-Nielsen, at forfattere op gennem det 20. århundrede har ”vandret ind og ud af grænselandet til religion og spiritualitet”, og at man ”opretter en falsk modsætning, hvis man tænker på modernisme uden nogen form for spiritualitet, uden religiøsitet, og mere specifikt uden kristendom”. I samme boldgade har andre forsøgt sig med betegnelsen ”kristen modernisme” som opgør med den opfattelse, at moderne litteratur ikke skulle kunne have med Gud og kristendommen at gøre som andet end skepsis og kritik efter Brandes’ forbillede. Men måske er vi faktisk kommet videre. Måske er det i dag ikke så umuligt, at den vedkommende litteratur kan bebos også af kristne erfaringer. At relevant og anerkendt kunst kan dyrke troen. At den kan ”favne hele

Interessen for kristendom kan også spores hos flere af tidens dygtigste lyrikere. Her vil jeg nævne tre, nemlig Signe Gjessing, Jonas Rolsted og Simon Grotrian.

pakken og få alt med”, som den danske digter Simon Grotrian udtrykte det ligefremt i et interview til Politiken.

Til barnedåb med Juul Lad os se på nogle eksempler. I Pia Juuls novelle ”Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig” fra novellesamlingen Dengang med hunden (2005) møder vi et ægtepar, der er inviteret til barnedåb. Parret er endda inviteret med som faddere, men de er ikke helt afstemt i deres forventning til dagen og dåbens betydning i det hele taget: ”Det er længe siden, jeg har været i kirke,” sagde hun og tog kortet op igen. ”Prøv at se så sød hun er. Tænk at jeg skal være fadder, er det ikke pænt af dem?” Han syntes, hun så fjollet ud. ”Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig,” sagde han. Da de kommer af sted, viser kirkens rum sig at ræsonnere meget kraftigt i hende. En tabt fortrolighed vækkes: Kirken mindede hende om hendes barndoms landsbykirke, de kalkede vægge, de malede kirkebænke. Indgangsbønnen sendte hende tilbage gennem tiden, for Jesu Kristi skyld at sørge over mine synder; hvordan kunne man sige sådan noget, hvorfor lød det så fremmed og velkendt på een gang. Hvordan kunne det være, hun vidste hvad det betød? Hvem havde lært hende det? Gudstjenesten har imidlertid den modsatte virkning på ham. Han er skræmt. Sat af. Når fortælleperspektivet diskret skifter, forstår vi hvorfor: … han så blot bekymret på hende, hendes blik var langt oppe i koret, ikke på bænken foran, ikke et øjeblik på ham. Og da hun skulle op til døbefonten, gik han ikke med. Rædselsslagen så han på hende, hun så jo lykkelig ud, men hvorfor havde han så ikke set det udtryk før? End ikke da de blev gift; 25

ikke når han kom hjem fra rejser; aldrig. Den lille fortælling løber endda ud med mandens voldsomme fortvivlelse: ”Hvordan skulle de leve et normalt liv efter det her?” spørger han sig selv. I Juuls novelle er troen skildret som noget uventet. For begge parter. Et uventet vingesus af noget velkendt og velgørende, en ubehagelig oplevelse af pludselig ikke at dele livssyn, ikke at kende hinanden. I centrum for det hele står forfatterens stilfærdige og respektfulde brug af kirken og troen som stof for fortællingen.

Til babysalmesang med Minor Et nyere eksempel kan vi finde i Caroline Albertine Minors Velsignelser (2017), en novellesamling gjort af syv lidt længere fortællinger. Små, kompakte romaner, kunne man kalde novellerne, som alle skildrer sorgramte mennesker, der forsøger at agere og træffe livsvalg midt i det uoverkommelige. Hele bogen kan jeg anbefale varmt, men her skal vi se på titelnovellen ”Velsignelser”, som er fortalt af Therese, en barslende mor fra København. Fortællingens handling strækker sig over nogle dage i en sjællandsk provinsby, hvor Thereses kæreste, arbejdsmanden Danny, skal arbejde sort. Therese er med og passer ”den lille” – som hun i lang tid nøjes med at omtale deres dreng Aron. Thereses forhistorie er temmelig kompliceret. Det meste afsløres kun grad- og delvist – som læser må man stykke billedet og sammenhængene sammen af hendes antydninger. Men det viser sig, kan jeg godt sige 26

TEMA

uden at spoile for meget, at hun har lidt et tab, hun er alene om at bære. Novellen tager for alvor fart, da Therese tilfældigt kommer forbi den lokale kirke. Præsten inviterer hende og Aron til babysalmesang dagen efter. En invitation, hun tøvende ender med at tage imod. Selvom Therese til at starte med føler sig ”intenst uvelkommen” i de fremmede omgivelser, ender hun med at opsøge kirken også dagen efter. Denne gang mere direkte for at tale med præsten om den sorg, hun ikke vil dele med Danny. I første omgang handler det dog om Aron. Herligt direkte hedder det, at hun vil ”forhøre” sig ”om mulighederne for en velsignelse.” Præsten må lige sunde sig over den ligefremme forespørgsel, men efter en respektfuld samtale, hvor det bl.a. kommer frem, at det for Therese handler om omsorg – ”Der er ingen ting, der beskytter ham” – indvilliger præsten i at lyse en velsignelse over Aron. I fuldt ornat må hun ved døbefonten minde Therese om, at det ”ikke kommer til at stå nogle steder.” En bemærkning, hun ikke tager ilde op: ”Bare det virker.” Måske vil nogen tænke på en lignende scene fra DR’s dramaserie ”Herrens veje”, hvor præsten og familieoverhovedet Johannes Krog fanges på menighedsrådets overvågningskamera i færd med at forestå en uofficiel tvangsdåb af sit barnebarn, hvis ateistiske mor ellers har været ganske umisforståelig i ønsket om en gudsfri navngivningsfest. Ingen dåb med vand og Helligånd, tak! I ”Velsignelser” er

tvangselementet imidlertid ikke i spil. Der er intet forceret i situationen, sådan som Caroline Albertine Minor via sin let kejtede og meget ensomme karakter Therese fortæller frem. Tværtimod bliver kirken og det håndholdte ritual – drop in velsignelsen – et frirum for den presserende konflikt, kaosset i Thereses liv. Og sagt med denne artikels pointe: Minor har tydeligvis ingen berøringsangst over for kirken og over for at lade den almene erfaring af behovet for at kunne tilslutte sig noget, der er større end en selv, udspille sig netop der. Knyttet til den aronitiske velsignelse – som Aron altså ender med at modtage.

Gehør for skriften Til slut skal vi forlade den koncentrerede kortprosa til fordel for et par eksempler fra poesien. For interessen for kristendom kan også spores hos flere af tidens dygtigste lyrikere. Her vil jeg nævne tre, nemlig Signe Gjessing, Jonas Rolsted og Simon Grotrian. Gjessings værker udgøres af luftige, sansende sætninger, og i hendes seneste bog, Synet og vennen (2018), får det form som en sorgfuld og fortættet fortælling om venskab og tab, død og opstandelse. Det er en bog, der kræver tålmodighed at læse. Selvom den ikke er så lang, og selvom den rent faktisk har en slags handling, er den svær at få hold om. Men giver man sig hen til Gjessings intense skrift, venter en rørende oplevelse. Med sin brug af medlevende, men til tider også bedrevidende venner, ligner sorgfortællingen om den afdøde Florian en gennemspilning af lidelsen efter Jobs Bog-modellen. Hvis det bibelske sprog, koden, er en kompliceret kryptering hos Gjessing, er konceptet i Jonas Rolsteds Organe Remain (2018) ikke til at tage fejl af. Bogen er simpelt hen en gendigtning af Jesu liv. Med underberetninger fra hans barndom og koncentrerede udtræk af scener fra evangelierne. Rolsted har været inspireret af både de bibelske fortællinger og andre senere kilder, bl.a. Koranens Jesus-tekster. Det er altså et noget spraglet og udogmatisk bagtæppe, Rolsteds Jesus træder frem af. Men det gør hverken bogen uinteressant i vores sammenhæng eller uvedkommende i det hele taget. I et interview til Politiken hed det bemærkelsesværdigt om evangelierne, at de for Rolsted er ”noget af det mest intense skrift, der findes.” At forfatteren ikke bare har interesse, men også gehør for evangelieteksterne vidner Organe Remain om. Især vil jeg fremhæve den sidste del af bogen, hvor fortælleperspektivet overlades til disciplene, dem, der var helt tæt på Jesus. Selvom Rolsted undlader at gå ind i karakterernes bevidsthed og aflokke følelserne direkte – på den måder minder skriften om evangeliernes handlingsprægede stil – kommer fx frygten og forbavselsen over Mesterens fornemt frem. Her som en scene sat i forbindelse med Jesu fornægtelse af sin jordiske familie, som den er gengivet blandet andet i Markusevangeliet kapitel 3: Lyseblå guldsmede tæt nede over støvet. Føles som tegn. Vi sidder i grøften. Han sidder og rokker med hovedet som

til musik. Pludselig kommer hans søstre gående. Vi har mødt dem før her ude på vejene. Han ænser dem ikke og de går videre ind mod byen. Hvorfor hilser du ikke på din familie.

Gud har fortryllelse nok Så vidt Jonas Rolsteds bemærkelsesværdige optagethed af Jesus-beretninger. Denne artikels sidste ord må tilfalde digteren Simon Grotrian, som allerede er nævnt kort. Grotrian, der som ”senfirserdigter” debuterede i 1987 og nåede at opleve at få udgivet mere end halvtreds bøger. Grotrian, der brugte det danske sprog som ingen anden, pressede det til dets absolutte grænse; udvidede perspektiverne for vores modersmål. Grotrian, der ganske tidligt i forfatterskabet fandt interesse for kristendommen – også langt tidligere end 2006, hvor den første samling af ”salmer”, nyklassikeren Jordens salt og ver-

Grotrians digte har båret – og vil fortsat bære – et tydeligt vidnesbyrd om Kristus. Og så er de udfordrende og inspirerende at læse. dens lys, blev udgivet. Grotrian, der i august 2019 i en alder af 57 døde pludseligt på dagen for udgivelsen af Digte, der blev den (foreløbig) sidste bog fra hans hånd (eftersigende skulle hans forlag være i besiddelse af færdigskrevne, men endnu uudgivne manuskripter). Grotrian må få ordet. I Digte hedder det med henvisning til nadveren, at ”det er vores mellemværende med Gud, der får kalken til at skvulpe over”. Derfra tager digtet til i tempo, som kun Grotrians skrift kan gøre det. Det kan lyde upassende, men jeg vil beskrive det med, at digtet syrer ud til det, der på én gang bliver en bøn til Gud og en sansning af en højmesse. Man kunne sige, at digtet i sig selv er en guds-tjeneste. Her sidste del: regnbuen slår sit vingeslag over kuplens fontanelle og en skiveskåret pegefinger borer i din ryg man sættes på plads af det enorme, der klinger ud af bygningen mig i møde, der bare ville ophøjes til menneske og bænke mig under en fossende solstråle at sangen blir til manna er også indkalkuleret, amen. I det næste digt hedder det konkluderende om den ”balje vand”, som vi lever i – det kunne jo være dåben og livet med Gud – at ”der er fortryllelse nok til hele legemet”. Hos Grotrian er menneskeliv og gudsforhold altid i berøring og kamp med hinanden. Det er poesi gjort af Jakobs kamp med englen. Hengivelse og kamp, forundring og insisteren. Grotrians digte har båret – og vil fortsat bære – et tydeligt vidnesbyrd om Kristus. Og så er de udfordrende og inspirerende at læse. De funkler, kan vi slutte med at konkludere, som det vel nok klareste eksempel på, at den moderne litteratur – her som vores ypperste digtekunst – sagtens kan være både inderlig og tage afsæt i den kristne tro. Dét er fortryllende. ■ TEMA

Grønland:

Om blåbær, behov og bibellæsning Af Sara Friis Børty, KFS-sekretær i Nuuk, sara@kfs.dk

I august flyttede min mand Filip og jeg til Nuuk for at pionere et KFS-arbejde. Nu er vi her – lige her i Nuuk i Grønland. Et kæmpe land. I alle retninger ser vi vand og fjeld – wog på gode dage også isbjerge, der flyder forbi. Der er ingen træer, ikke noget græs, men fjeldbunden er fyldt af små planter med sortebær og blåbær. Vi spiser fisk flere gange om ugen, og i weekenden tager vi imod de tilbud, der nu opstår, om det er en sejltur, spilaftener, vandretur eller brunch med grønlandske provianter. Og så prøver vi at få en hverdag op at køre, hvor vi begge går på arbejde. Filip har fået arbejde ved Air Greenland og er hver dag afsted fra 8-16. Mit job er lidt anderledes. Jeg er nemlig blevet ansat til at starte KFS op i Nuuk. Der har ikke før været noget lignende, og jeg er derfor nu ved at tage de første skridt. Jeg forsøger at lære byen, menneskene og de unge at kende og finde ud af, hvad deres behov er. Jeg tror nemlig på, at vi har noget godt at tilbyde i KFS, men jeg skal være sikker på, at jeg rammer de behov, de lokale studerende har. Det medfører en del glæder og overraskelser, men også et par udfordringer, som vi ikke havde overvejet hjemmefra. Men i Nuuk giver vi mange high-fives, for hver gang noget lykkes, er det værd at glæde sig over. Vi har valgt at skære helt ind til benet og finde kernen i KFS frem, fordi vi tror på, at det kan noget, og fordi vi også tror, vi rammer et behov. Så vi har nu ugentlige KFS-møder, som kredser om Bibelen. Vi studerer Bibelen og ønsker, at vi i fællesskab med de studerende kan finde ud af, hvem Bibelen siger at Jesus er, og hvad han betyder for os. Derudover mødes vi på studiestederne og snakker om, hvordan det er at være kristen på et studie og beder for de studerendes hverdag der. Det er disse to ting, som er de helt centrale KFS-aktiviteter i Nuuk lige nu. Men vi har mange planer og drømme for, hvad vi mere skal starte op. Muligheder har det med at opstå lige pludselig, så vi gør klar til at gribe dem, når de kommer. Hvis du gerne vil følge os lidt tættere og høre mere om de små skridt i det store land, så kan du skrive dig op til en nyhedsmail, som kommer ca. en gang i måneden. Du skriver dig op via kfs.dk. Til sidst vil vi gerne opfordre dig til at gå i forbøn for dette projekt med os. Tak for de unge grønlændere, som allerede har fundet vej til KFS, og bed for, at de må finde mod til at invitere deres medstuderende med. Tak for den gode start, vi har fået, og for at Filip har fået et arbejde. Bed for, at Gud fortsat må lede vejen for os, så vi lærer, hvordan vi bedst muligt tjener de grønlandske studerende. 28

Globalt:

Når du giver mig ansvar, viser du mig tillid Af Lærke Søes, volontør i Israel, laerke3006@gmail.com

I august begyndte et nyt og spændende eventyr i mit liv. Jeg startede som kirkevolontør i Immanuelskirken i Tel Aviv, Israel. Immanuelskirken er en luthersk kirke med både en hebraisk- og engelsktalende menighed. At være kirkevolontør her indebærer mange forskellige ting. Jeg vasker nadverbægre, snakker med mennesker, maler døre, leder ungdomsfællesskabet, køber alterblomster og alt muligt andet. Jeg har set en jøde blive døbt, og jeg opmuntres dagligt i troen af kristne brødre og søstre fra hele verden. Gud virker i Israel! Jeg lærer meget om min relation til mennesker og til Gud hernede. En ting, der især er blevet stor for mig, er, hvor meget godt det kan føre med sig, når mennesker tør give andre mennesker ansvar.

Når mine ledere tør sige: ”Lærke, vi stoler på, at du kan løse denne opgave på en god måde”, frem for: ”Gør sådan og sådan. Ligesom vi plejer. Punktum.” Når de giver mig ansvar, viser de mig tillid. De anerkender mine evner. De udfordrer mig til at tænke kreativt. De skaber grobund for, at jeg kan vokse i min tjeneste. De giver mig plads til at udfolde mig som det medskabende menneske, Gud har skabt mig til at være. Mit arbejde opleves mere meningsfuldt, og arbejdsglæden bliver større. Men når de giver mig ansvar, giver de samtidig slip på noget af deres kontrol. Derfor kan det kræve mod at give andre ansvar! I virkeligheden er det jo meget efter Guds princip at give mennesker ansvar. I allerførste kapitel af Bibelen kalder han os til at være forvaltere, og når vi læser videre

gennem både GT og NT, ser vi hele tiden, hvordan han bruger mennesker til at lede mennesker til Ham. Han giver os ansvar. Selvom han ved, at vi laver fejl. Sikke en kærligheds- og tillidserklæring, det er!

GL BALT Historier kan ændre liv, så bliv bedre til at fortælle dem! I Israelsmissionens Unge er vi langt fra færdige med fortællingen om Jesus. Derfor arbejder vi fortsat med den i ønsket om, at andre indoptager den historie som deres egen. Vi har søsat Storytellers, som er for dig, der brænder for kommunikation, enten gennem video, podcast eller artikler. Gennem disse medier vil vi videreformidle, hvordan historien om Jesus fortsat er i gang, og at han til stadighed forandrer mennesker liv. Om du er på vej, under eller færdig med uddannelse, Så læs mere om Storytellers på www.ung.israel.dk eller skriv til Kent Rasmussen kent@israel.dk

I TIDEN

Kære hjerne…? Hvorfor virker det at bede? Bøn har altid været en central kristen praksis, og der er utallige fortællinger om mennesker som er blevet raske gennem bøn. Men er det i virkeligheden en bare avanceret og systematisk form for placebo – en fortryllelse - eller er der mere på spil? Af Nanna Kildahl, BSc i Cognitive Science, nannakildahl@gmail.com

Placebo?? Måske er du en af de mange, der har været til forbøn, oplevet bønnesvar og bagefter un-dret dig over, om det var et mirakel eller tilfældighed? Eller en af dem, der har hørt om kirker, hvor helbredelser er lige så almindelig som altergang, og du har mærket en vis skepsis – er det virkelig Gud, eller er der tale om andre mekanismer? Måske særligt, hvis du har hørt om placeboeffekten: den fænomenale pille, der ingen virkning har, men alligevel virker. Jeg har i hvert fald selv spekuleret på, om bøn i virkeligheden bare er en usynlig placebo30

TEMA

pille, og om magten i de foldede hænder egentlig er magten i vores tan-kes kraft? Kort fortalt kan placeboeffekten opstå, hvis du hos lægen får en pille eller indsprøjtning, som skal lindre dine smerter. I virkeligheden modtager du blot en kalkpille eller en saltvandsindsprøjtning, som ingen smertestillende effekt har. Alligevel er der stor sand-synlighed for, at du har en oplevelse af smertelindring. I visse tilfælde virker medika-mentet endda, selvom lægen forinden informerer dig om, at du får en placebobehand-ling.

Jeg har i hvert fald selv spekuleret på, om bøn i virkeligheden bare er en usynlig placebopille, og om magten i de foldede hænder egentlig er magten i vores tankes kraft?

Men placeboen er ikke et rent mirakelmiddel; den kan hverken sænke kolesteroltal eller fjerne tumorer. Der, hvor placeboen kommer til sin ret, er, at den effektfuldt kan ændre vores opfattelse af symptomer, der er moduleret af hjernen, fx smerte, kvalme eller stress. Årsagen til placeboeffekten er kompliceret og mangefacetteret: Den skyldes et smukt sammenspil mellem hjerne og krop, hvor både biokemi, hjerneområder og relationelle forhold alle er i spil, når placeboeffekten ændrer vores opfattelse eller oplevelse.

Placeboens trefoldige forklaring Biokemiens rolle har bl.a. vist sig i et forsøg, hvor man gav deltagerne en dosis naloxon, et stof, der blokerer optagelsen af smertelindrende medicin, inden man påbegyndte en placebobehandling af smerte. Placeboeffekten udeblev. Naloxon blokerer altså ikke kun optagelsen af smertelindrende medicin, men blokerer også placeboeffekten, hvilket vid-ner om, at placeboeffekten skyldes hjernens egen produktion af smertelindrende stoffer. Hjerneskanninger kan yderligere bidrage til forståelsen af placeboeffekten. Når placebo-effekten indtræffer, er der mindre aktivitet i områder, der associeres med bearbejdning af smerte, fx thalamus og anterior insula. Før placebobehandlingen er aktiviteten der-imod større i hjerneområder associeret med forventning. TEMA

Tiltroen til lægen, tidligere erfaringer og de verbale formuleringer angående medikamentets virkning er alle påvist at påvirke størrelsen af placeboeffekten.

Denne forventning er svær at komme udenom. Placeboeffekten er nemlig dybt afhængig af ritualerne omkring behandlingen, som skaber en forventning om forbedring. Tiltroen til lægen, tidligere erfaringer og de verbale formuleringer angående medikamentets virkning er alle påvist at påvirke størrelsen af placeboeffekten.

Forventningens bøn Særligt denne sidste faktor, forventning til behandlingen, ligner til forveksling forhåb-ning om bønnesvar. Flere har da også forsøgt at undersøge bønnen som placeboeffekt. En forskningsgruppe bad kristne om skiftevis at bede til Gud og Mr. Hansen, mens de blev påført smerte. Deres løbende vurdering af smerten afslørede, at de oplevede mindre smerte, når de bad til Gud - uanset om de fik naloxon. Hjerneskanningerne afslørede desuden mindre aktivitet i områder forbundet med smerteregulering. Så de kristnes forventning og erfaring af kontakt med Gud ser altså ud til at forårsage smertelindring på samme vis som placebo-piller gør. Et vigtigt og påtrængende spørgsmål er da, om vi har en ny forklaring på det ældgamle fænomen bøn? En forklaring på, at når jeg efter fire ugers intenst studie får andre til at bede for mig og stressniveauet pludselig vender, så er det ikke så meget et bønnesvar, som det er min forventning, der giver hjernen anledning til at modulere opfattelsen af stress. I første omgang bliver jeg trist til mode af at tænke personlige bønneoplevelser igennem og spekulere på, om de blot er en bekræftelse af placeboeffekten. Men samtidig oplever jeg noget meget smukt. Nemlig en opdagelse af, at Gud formentlig benytter sig af de fantastiske muligheder, han selv har lagt i koblingen mellem den menneskelige hjerne og krop. En erkendelse af, at ligesom hjernen og kroppen samarbejder om men-tale fænomener, så samarbejder placeboeffekten

TEMA

og Guds guddommelige kraft om bøn-nesvar. Og det endnu smukkere er, at de foldede hænders kraft ikke begrænser sig til tankens kraft, for Gud kan svare på bønner, som kræver mere end reguleringer fra hjer-nen.

Bøn i tro og hjælpeløshed I bogen Fra bønnens verden af Ole Hallesby, beskriver han et aspekt af bønnen: hjælpe-løsheden. I denne måske lidt provokerende hjælpeløshed ligger det fine, at det arbejde, vi beder om, kan vi overlade til Gud. Ofte vil jeg gerne hjælpe Gud ved en hurtig brain-storm over måder, han kan svare på, eller ved at tilrettelægge, så Gud har bedst mulige arbejdsforhold. Men Hallesby minder sin læser om Maria, der blot lader Jesus vide, at de ikke har mere vin til festen. Det er hendes bøn. Derfra lader hun Jesus om arbejdet. Dette er befriende, synes jeg. For i sandheden om hjælpeløsheden gemmer sig en stor skat: at bønnesvar ikke er afhængige af, om jeg bidra-

Muligvis har Gud benyttet det fascinerende samarbejde mellem hjerne og krop til at svare dig, når du har været til forbøn. ger, har forventning eller tro nok. Troen er vigtig, men troen er der allerede i det simple, at vi henvender os til Gud – uanset om det er med håbløshed, glæde eller smerte i stemmen. Bønnen virker altså ikke kun, når vi er fulde af stor forventning. Muligvis har Gud be-nyttet det fascinerende samarbejde mellem hjerne og krop til at svare dig, når du har været til forbøn. Samtidig og i andre tilfælde kan han arbejde på måder, vi ikke forstår. Men uanset gør det hverken bøn eller placeboeffekt mindre virkelig eller mindre fanta-stisk. For mig er det opmuntrende og fedt, at der er plads til fortryllelse og fascination både ved placeboeffekten og bønnen. ■

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2020 Generalforsamling i KFS afholdes søndag den 5. april 2020 klokken 15:30-17:00 på Påskelejr i Skanderborg. Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med Påskelejr 2020. Generalforsamlingen finder sted: Søndag den 5. april 2020 klokken 15:30-17:00på Skanderborg Center for Uddannelse, Højvangens Torv 2, 8660 Skanderborg. Foreløbig dagsorden ser således ud. • Valg af dirigent, referent og stemmetællere • Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse • Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse • Fremlæggelse af budget til godkendelse • Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter • Valg af revisor • Beslutninger om vedtægtsændringer • Drøftelse af indkomne forslag • Eventuelt Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen. Af bestyrelsens 15 medlemmer er syv personer på valg. Bestyrelsen kan være på op til 15 medlemmer. Der kan derfor opstilles kandidater til syv poster og op til to suppleanter. Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer fysisk eller elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen. Medlemmer, der har betalt kontingent for 2020, har stemmeret. Kontingentet opkræves automatisk i marts 2020. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Medlemmer modtager Til Tro gratis, ligesom der gives rabat på KFS’ lejre. Er du endnu ikke medlem, kan du blive det via hjemmesiden. Vælg den blå knap ’Bliv medlem’ øverst til højre i skærmbilledet. Lige her før årsskiftte er vi tæt på at være 1.000 medlemmer under 30 år, og det udløser en ekstra pose penge fra DUF, hvis vi passerer den grænse. Meld dig derfor endelig ind inden årsskiftet. Det vil betyde et ekstra tilskud til KFS i 2020.

Nyt fra Vestfronten vol. II Der er grund til glæde i afdeling Vest: det er lykkedes at skrue medarbejderplanen godt sammen helt frem til 2021, hvor Søren Rønn begynder i sin ansættelse som KFS-sekretær. Henriette Engberg Jensen, som pt. er ansat som sekretær i Vest, fortsætter i foråret 2020 med en lille ansættelse på 5 timer om ugen. Hun driver KFS-arbejdet videre sammen med Rasmus Boel Nielsen, som skal arbejde som volontør for KFS i foråret 2020. Rasmus er tidligere LTC’er og fuld af mod på det nye kapitel i Vest. Efter sommerferien skruer Henriette op for timerne og bliver ansat på fuld tid hele efteråret, indtil Søren Rønn overtager stafetten og påbegynder sin ansættelse som sekretær i januar 2021. ” Jeg er meget glad for denne løsning. Med så stærke folk som Henriette, Rasmus og Søren er vejen banet for masser af godt, gedigent KFS-arbejde i Vest,” siger generalsekretær Christian Rasmussen.” KFS-NYT

Bøger:

Du dækker bord for mig, en vandring med salme 23 Helle Warming Udgivet af Boedal, 2019 Pris: 249,95 kr. Af Lisa List Nissen, psykologistuderende, lisalistnissen@gmail.com I en hverdag, der ofte er fyldt med utallige planer og en kalender fyldt til bristepunktet, kan det være tiltrængt at blive inviteret ind i et univers, der roligt bringer os ned i tempo. Og netop dette har Helle Warming sat sig for med sin bog Du dækker bord for mig. Her inviterer hun også med på en skriftlig retræte, hvor vi bliver vidne til nogle af de skridt, hun selv har måttet tage i sin åndelige vandring. Denne bog er altså ”fra én, der vandrer med Gud, til en anden medvandrer.”

Et vandrende vidnesbyrd Som allerede nævnt inviterer Helle Warming os med denne bog med på et vandrende vidnesbyrd, hvor vi introduceres til en særligt livsforvandlende oplevelse. Vandringen tager sit udgangspunkt i Salme 23, som på en helt særlig måde ramte hende, da hun for år tilbage deltog i en stilleretræte. Gennem 9 forskellige kapitler bevæger vi os langsomt gennem denne oplevelse, og forstår stykkevis, hvordan Salme 23 dannede grundlag for en åndelig forandring. Bogen tvinger os således ned i tempo ved grundigt at tygge på ordene; dette gøres ved brug af almindelig prosa, som dog til tider afbrydes af små lyriske bønner. Disse bønner rummer en stor ærlighed, og man fornemmer, at budskabet ligger Warmings hjerte meget nær. Bogen er smukt præsenteret med mange fine æsteti-

I TIDEN

ske detaljer og malerier af både Sieger Köder og Helle Noer, og man mærker, hvordan der virkelig er kælet for detaljen.

Gentagelsens udeblivende effekt Helle Warming skriver det selv; de mange sproglige gentagelser er et forsøg på at understrege det essentielle, så vi har flere muligheder for at betragte det fra flere forskellige vinkler. Dog må jeg desværre konstatere, at omend det er gjort med en fin bagtanke, får det ikke den ønskede effekt. For når gentagelsen bruges så flittigt, får jeg ikke øje på pointen, og min opmærksomhed rettes i stedet mod selve det sproglige virkemiddel og ikke det egentlige budskab. Det kan være en hårfin balance, for ligesom gentagelsen kan være med til at placere det ’særligt vigtige’ forrest i vores bevidsthed, kan det også få budskabet til at virke en smule trivielt.

Kort sagt Helle Warming har med sin lille refleksionsbog inviteret os med på en vandring gennem salme 23, og vi får som læsere indblik i en meget personlig og ærlig beretning. Akkompagneret af flere fine malerier står bogens æstetiske udtryk smukt frem. Dog bærer refleksionerne præg af mange sproglige, såvel som tematiske gentagelser, hvilket får bogens sproglige udtryk til at virke uredigeret.

Musik:

JESUS IS KING KANYE WEST 2019 Af Troels Nymann, troelsnymann@gmail.com

“I want to let you know that I am not here for your entertainment this afternoon. We are here to spread the gospel. I am a recent convert. It means I recently got saved within this year”. Der er noget passende i, at Kanye West proklamerer sin omvendelse foran tiljublende fans. Og der er faktisk også noget passende i, at, ja, Kanye West med egne ord er blevet genfødt. Det virker næsten absurd at skulle forklare, hvem Kanye West er. Han er et fænomen. Er der nogen, der har haft et stærkere greb om populærkulturen og samtidig vist samme villighed til at gentænke sig selv igen og igen? Og gentænkning har flere gange set ham lege med det religiøse. Han lagde starten af sin karriere ud med hiphop-marchen Jesus Walks. I 2016 udgav han Ultralight Beam, der var en slags hiphop/ gospel refleksion over troen. Så man har en ide om, hvordan det kommer til at lyde, når Kanye West vil lave kirkemusik. Kristendommen har rumsteret i hans univers, men, ret skal være ret, det har afblegede numsehuller også. Dem er der dog ikke flere af. Der er heller ikke flere bandeord. Til gengæld er der gospelkor. “God is King, we the soldiers / Ultrabeam out the solar”, lyder det med reference til tidligere Jesus Walks og Ultralight Beam. Det virker også til, at albummet er en dialog med Kanyes diskografi. Han genfortolker sin musikalske fortid. Selah har en militant energi, der minder om ovennævnte Jesus Walks. Der er Soulsamples og

synth på de efterfølgende numre, hvilket han blev kendt for at indarbejde i sine produktioner i begyndelsen af sin karriere med Education-trilogien. Der er en vintagekvalitet over midten af albummet. Kanye-classic. Fragmentariske vokaler er bagtæppet for det egentlige beat. Det virker til, at Kanye samler tråde op, snarere end genopfinder sig selv. Og han er stadig den samme. Masser af corny punchlines, “Back when I thought the Book of Job was a job”, har altid været en del af charmen. Og det er også charmerende, når han sammenligner familien/ kirken med Chick-fil-a, en amerikansk fastfoodkæde, som har lukket om søndagen. Han har aldrig været en stor lyriker, og det er han heller ikke nu. Men der er en provokerende, ærlig ligefrem kvalitet ved teksterne. Kanye leverer mere direkte Jesus på dette album end det gennemsnitlige nummer i den danske salmebog. Det er meget eksplicit. Det kulminerer i det næstsidste nummer Use this Gospel, der næsten virker som en genfortolkning af hans ode til røvhullerne (bogstaveligt talt) fra 2011 Runaway. “From the concrete grew a rose” siger gæsterapper No Malice i en ufrivillig nyfortolkning af Brorson. Kanye er stadig Kanye. Men Kanye er blevet kristen. Og det er, som om han griber efter alle de værktøjer, han har oparbejdet igennem sin karriere for at udtrykke det. Men værktøjerne er hjemsøgte af en forhistorie, en forhistorie, som han bruger og omfortolker i en musikalsk bekendelse. “Jesus Christ did the laundry”.

I TIDEN

Verden længes stadig Hvorfor tager Helene en krystal med til eksamen? - Når nu religionssociologer i årtier har profeteret religionens forsvinden og oplysningens komme. Af Kathrine Kofod-Frederiksen, gymnasielærer, kathrine.kofod@gmail.com

Verdensbilleder brydes Helene kom lidt nervøs ind til eksamen og lagde en sten på bordet. ’Det er bare sådan en amulet, som giver mig tryghed’, forklarede hun. Og selvom eksaminator og jeg som censor lige kiggede på hinanden en ekstra gang, var stenen udtryk for noget, som mange danskere genkender: troen på, at der er mere mellem himmel og jord. I 2016 viste en undersøgelse af Epinion for DR, at knap 2/3 af danskerne var enige i det udsagn, mens kun 9% var uenige og knap 1/3 ikke helt vidste, hvad de skulle mene.

Sekularisering af samfundet I det traditionelle middelaldersamfund var man enige om, hvad der var mellem himmel og jord. Her var Gud i centrum. Oplevede man sygdom eller ulykke, forstod man det som Guds straf over synden i eget eller andres liv. Man gik altså ud fra en moralsk kausalitet mellem menneskers opførsel og de katastrofer, der kunne true livet. Først i 1700-tallets oplysningstid opstod ordet ’naturkatastrofe’ som begreb. Her begyndte man at skelne mellem det naturlige og det menneskelige, og denne opdeling af verden i forskellige sfærer, som ikke har Gud som omdrejningspunkt, er et udtryk for den moderne verdens begyndende sekularisering. Den udvikling tog fart i løbet af 1800-tallet. Det skyldtes både den direkte religionskritik, som blandt andet formuleredes af de tysktalende tænkere Nietzsche, Freud og Marx, men også den måske mere indirekte kritik af religionen, som voksede frem på skuldrene af et stadigt mere evolutionistisk verdensbillede.

videnskabeligt verdensbillede - på sigt ville affortrylle verden. Religiøse forklaringer og synspunkter ville efterhånden forsvinde i offentlige og videnskabelige sfærer. Den tankegang førte senere amerikanske religionssociologer videre i 1960’erne, hvor den såkaldte sekulariseringstese opfattedes som uundgåelig. En af de stærkeste fortalere, Peter Berger, lagde vægt på industrialiseringens og udviklingen af teknologiens betydning, som, sammen med en frigørelse fra kirkens indflydelse på uddannelse og samfund, efterlod individet med stadig større frihed til at træffe egne valg om tro og overbevisninger. I mødet med forskellige religiøse og ikke-religiøse livstolkninger, ville ingen kunne hævde at have monopol på sandheden, hvorfor den religiøse tankegang langsomt måtte forsvinde. Men i løbet af 1990’erne ændrede han synspunkt, og med ham taler mange andre om en genfortryllelse af verden eller i hvert fald et meget mere kompliceret sekulariseringsbegreb.

Genfortryllelse Det har nemlig de sidste 30 år vist sig, at religion ikke er slået ud af hverken menneskers liv eller det offentlige rum. Religionens genkomst har på globalt plan vist sig som mere eller mindre hårdtslående argumenter i politik og konflikter, men også som en faktor i almindelige danskeres forståelse af verden. Når kun 9% af danskerne afviser, at der er mere mellem himmel og jord, er det åbenbart de få, der lever med et strengt materialistisk verdensbillede. Spørgsmålet er så, hvorfor Weber ikke fik ret? Hvorfor er religion ikke forsvundet fra den offentlige bevidsthed?

Forventning om affortryllelse

Forskernes svar

En af religionssociologiens fædre, Max Weber, er kendt for sin forventning fra 1904 om, at rationaliteten - eller et natur-

Der er sket nogle markante forandringer i kraft af globaliseringen, som var vanskelige at forudsige i 1960’erne. Folk

TEMA

Først i 1700-tallets oplysningstid opstod ordet ’naturkatastrofe’ som begreb. Her begyndte man at skelne mellem det naturlige og det menneskelige, og denne opdeling af verden i forskellige sfærer, som ikke har Gud som omdrejningspunkt, er et udtryk for den moderne verdens begyndende sekularisering.

begyndte at rejse i langt højere grad, der har været markante flygtninge- og migrantstrømme, og udviklingen af internettet har muliggjort kendskab og kontakt med hele verden. Det har betydet en massiv forandring i religiøse søgemuligheder og mission, som har udfordret en tidligere dansk monokultur, der var rundet af kulturkristne værdier, men gennemsyret af

Når kun 9% af danskerne afviser, at der er mere mellem himmel og jord, er det åbenbart de få, der lever med et strengt materialistisk verdensbillede. sekulære praksisser. Og her er også mange danskere blevet udfordret eller inspireret af andre måder at være menneske og religiøs på. Vores senmoderne kultur accepterer også en individuel sammenstykning af overbevisninger, som giver plads til, at man på nogle områder bliver mere sekulær, mens man på andre områder er religiøst eller spirituelt søgende. Det giver altså mening for mange at have en lidt fleksibel tro på eksempelvis både Gud og reinkarnation. Den individuelle sammensætning af religion gør det måske mere tiltrækkende for nogle at søge religiøse svar, som opleves mere meningsfulde for dem, når der ikke følger en hel institution med.

Skabningens længsel Religionssociologerne forklarer på den måde forskellige dele af Vestens delvise genfortryllelse. Men konstateringen af,

at mennesker selv i en højtudviklet verden søger religiøse erfaringer og svar, kan også læses som et tegn på, at den religiøse længsel ligger dybt i os. Når vi oplever, at en uretfærdig verden skriger til himlen, forudsætter det, at vi tror, at verden skulle have været anderledes – at der findes et andet og bedre ideal end overlevelse for de bedst tilpassede arter. Når en videnskabelig beskrivelse af kærlighed som kemiske processer i hjernen ikke accepteres som fyldestgørende, kan det hænge sammen med en fornemmelse af, at kærlighed er noget større og mere. Det forklarer ikke, hvorfor man tror på Bibelens Gud, men Bibelens Gud kunne være en forklaring på, at skabningen søger sin skaber. Det er svært at måle længsel, men det er en fællesmen-

Det er svært at måle længsel, men det er en fællesmenneskelig erfaring at længes efter retning og mening i livet. neskelig erfaring at længes efter retning og mening i livet. Når Helene tager sin lykkesten med til eksamen, er det i det mindste et udtryk for et håb eller ønske om, at der må være hjælp at få. At der må være mere i livet end mine egne præstationer. Den længsel satte en af kirkens tidlige tænkere allerede ord på i det 4. århundrede, da Augustin skrev at ’…vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig (Gud)’. Og det er måske en mere præcis beskrivelse af menneskets fortsatte (religiøse) søgen. ■ TEMA

I har

lyset Hun kiggede på mig, håndlæseren, med sine venlige øjne. Vi er blevet venner efter at have været en slags kolleger med hinanden de sidste par år – og jeg får altid et varmt knus af hende. ”Det er pudsigt”, sagde hun til mig; ”næsten alle dem, hvis hænder jeg har læst i dag, har haft sådan et lys, der pegede fra deres hænder over mod jeres stand. Så jeg har sagt til dem, når jeg var færdig, at jeg synes, de skulle gå over til de kristne og blive bedt for. Er det ok med dig, Thomas?” 38

TEMA

Af Thomas Frovin, project manager i Areopagos Danmark, thomas.frovin@gmail.com

at være gået i forrådnelse. Ja, at man kan gå på vandet, og få besøg af en engel. Den slags ting taler vi sjældent om.

I Mesterens lys Overnaturligt Når man læser Bibelen, får man fornemmelsen af, at Gud visse steder har skabt åbninger mellem vores verden og den åndelige verden, som vi ikke kan se med det blotte øje. Tænk bare på pinsens begivenheder og Helligåndens manifestation. Bileams talende æsel. Engle, som kommer med vigtige beskeder. Men også dæmoner, der tager bolig i mennesker og slider i dem. Spåmænd, der kan samtale med de døde. Eller

Den kristne tro indeholder også elementer, som i ordets bedste betydning er overnaturlige. de der gudsmænd og gudssønner, som på mærkværdig vis dukker op, fx i historien om Jakobs kamp om natten. Den kristne tro er ikke en rationalistisk, køligt registrerende, strengt kognitiv tro, som kan spærres inde i akademiske kategorier. Den kristne tro indeholder også elementer, som i ordets bedste betydning er overnaturlige. Vi, som er præget af en nordisk rationalisme, glemmer nok ofte at se troens mere dimensions-sprængende aspekter: At en mand fødes af en jomfru. At mennesker står op fra døden, også efter

Arbejdet ”I Mesterens Lys” har i mere end tyve år været sat i verden for at bygge bro mellem kirken og den verden, som af mange, lidt nedladende, kaldes for den alternative. Mesteren hos os er Jesus, og navnet spiller på en tradition i visse nyspirituelle miljøer, hvor man trækker på visdommen hos mange åndelige mestre. Spørgsmålet er dog, om ikke der i den verden ligger mange opmuntringer til kirken og de kristne – bl.a. nogle, som handler om at se og sanse verden, sådan som den virkelig er. Måske er det os, der ikke ser verdens åndelige realitet, som i sandhed er de alternative. Vi deltager bl.a. på helsemesser, hvor vi inviterer mennesker til at få en bøn med på vejen. Det foregår for det meste ret udramatisk og roligt og ligner noget, der kunne finde sted på en KFS-lejr. Ofte taler vi om hvilket tema, der skal bedes for, inden vi så går i gang. Gang på gang hænder det, når vi sidder der, at mennesket, vi beder for, ser Jesus. Eller en engel. Eller et særligt lys fra himlen. Gang på gang, når vi har sagt ’amen’, kan vi se en forbløffelse over, at den Jesus, vi bad til, rent faktisk kom nær og lod sig se og erfare.

”I har lyset” Vi beder sammen med godt 1500 mennesker om året. Ofte bliver vi også opsøgt af mennesker, hvis åndelige nysgerrigTEMA

Gang på gang, når vi har sagt ’amen’, kan vi se en forbløffelse over, at den Jesus, vi bad til, rent faktisk kom nær og lod sig se og erfare.

hed har bragt dem i kontakt med noget, der var decideret ondt, for den slags findes jo også i den åndelige verden. Det er godt at være troskyldig, men præcis som mennesker kan snyde og bedrage hinanden, således kan den åndelige virkelighed også manifestere sig med løgne. Inden vi på messerne åbner vores stand, beder vi for hinanden og salver hinanden til tjeneste – for at markere overfor os selv og mørkets magter, at vi ikke står der i hallen i vores egen kraft, men i troen på, at Jesus aldrig er langt væk fra en eneste af os. Når mennesker med mørke erfaringer opsøger os, kan de nogle gange sige, at det jo er fordi, at ”I har lyset”. Vi får lov til at bede ind i grimme åndelige erfaringer, og Helligånden kommer til stede. Bagefter bliver det ofte til dybe samtaler om hvem Jesus er, og hvad det vil sige at følges med ham i sine dage, og hvorfor det er godt. Et sted bad vi for en af de andre udstillere. Hun havde haft en grim erfaring med en kunde, som bragte med sig det, der for udstilleren var den ondes grimme ansigt. Hvor gik hun hen? Hun gik over til de kristne. Vi bad for hende hver dag i løbet af messen og fortalte hende, at hun også selv kunne bede til Jesus. Året efter kom hun og fortalte, at hun nu bad til ham mindst to gange om dagen – og at det havde forandret hende.

Åndelig nysgerrighed Der findes kristne, som afviser enhver åndelig erfaring som satanisk. De har ondt af den åndeligt nysgerrige, hvis hele verden jo må være under dæmonisk påvirkning. Det mener jeg ikke er konsistent med hvad Bibelen fortæller os. Måske er det tværtimod os, der har vænnet os til at læse teksterne om f.eks. engle på et rent allegorisk plan. Måske er det os, der mangler tro på, at Gud er så stor, at han kan bryde naturens og fysikkens love. Eller også lytter vi ganske enkelt for meget til vores frygt. Jeg tænker ind i mellem, at vi mangler tro på, at Gud kan møde mennesker på en anden måde end den måde, som han mødte os på. Vi glemmer, at tre stjernetydere var blandt de første, der blev ledt til Jesus. Og så bliver vi i stedet let mistænksomme og dømmende overfor andres erfaringer. Dét er i hvert fald sjældent noget, der gør mennesker interesserede i Jesus. Jeg tror på, at Gud virker i den åndelige nysgerrighed, og at han taler alle sprog, også det sprog, som et åndeligt sensitivt menneske taler. Når Jesus kan komme til mennesker i en drøm, så kan han vel også vise sig i syn for mennesker. Men præcis som da han gik på jorden, er det at have set eller haft 40

TEMA

besøg af Jesus ikke ensbetydende med, at man så følges med ham i sine dage. Der er brug for hjælp til, hvordan man gør det på en måde, der opleves relevant. Der er brug for værktøjer til at forstå, hvordan Bibelens udsagn om Jesus skal forstås og hvilken særlig bog, der er tale om. Der er brug for et fællesskab at vandre i, hvor erfaringen af Guds nærvær, af udfrielse fra dæmoner, af engles besøg er noget, man kan tale om uden at blive gjort til grin. Hvor det er legalt at tale om de kræfter, der findes i den åndelige verden. Ofte opleves kirken ikke som sådan et sted. Det kan godt bedrøve mig noget, at

Jeg tror på, at Gud virker i den åndelige nysgerrighed, og at han taler alle sprog, også det sprog, som et åndeligt sensitivt menneske taler. det er sådan. At kirken har mistet fornemmelsen af, at den verden, Gud skabte, også indeholder en åndelig virkelighed, som ikke lader sig se. Det er derfor, at mange søger andre steder hen. Ind i sammenhænge, hvor det ikke er skamfuldt at tale om sine oplevelser. Hvor man måske endda bliver mødt, og forstået. Men hvor Jesus ikke nødvendigvis bliver præsenteret som ham, vi har brug for, før vi har brug for noget andet.

Naturligt for Gud Der er meget, der kan binde os til noget, der leder os til at blive så optagede, at vi aldrig når hen til Jesus. Det er der naturligvis også i den åndelige verden. Præcis som i den fysiske er det ikke alt, der glimter, som er guld. Vi er alle skabt til fællesskab med Gud, og Jesus har banet vejen. Når et menneske sætter sig i stolen på en helsemesse og siger ”Jeg har brug for tilgivelse!” – så tænker jeg, at her må Gud da med sin Ånd virkelig være på færde. Det er jo ham, der skal virke til, at hjerterne bliver vendt mod sig. Det er jo Helligånden, som på sin egen måde rækker ud for at virke til tro. Ofte er bønnen for os selv på messerne, at vi må få øjne til at se mennesker, sådan som Gud gør, og at Helligånden må vise os det, han gør i andre mennesker og i os. Det er en god bøn, synes jeg. Den åbner hjertet og øjnene. Gud bliver større. Men horisonten bliver også større. Fornemmelsen af, at Gud også i dag kommunikerer i billeder, i lys, i syn – alt sammen for at kalde sin elskede skabning ind til sig, for at forære det tro, frelse og hvile. Måske det for os er overnaturligt. Men for Gud er det helt naturligt at virke til fred og frihed. ■

Lisa er landet: velkommen, welcome, bienvenue! Lisa Rom Boye er for mange et kendt ansigt i KFS – hun har nemlig været både frivillig, ansat og medlem af bestyrelsen i flere år. Og nu har KFS fornøjelsen af at få hende med i flokken igen. Lisa er KFS’ nyeste skud på stammen af sekretærer, og hun får titel af High School Ministry Coordinator på 30 % i IFES Europe og International Student Ministry (ISM)-sekretær på 70 % i KFS. Fortæl lidt om dig selv – hvem er du, hvor kommer du fra, og hvad er din faglige baggrund? Jeg er oprindelig fra Silkeborg, men har boet i København siden 2006. Jeg er cand.mag. i historie og samfundsfag, og så har jeg været involveret i KFS i hvad der føles som hele mit liv. Jeg har været ansat i fem år som gymnasiesekretær i Østdanmark og sad i landsbestyrelsen i fem år før det. Du bliver i ordets bedste forstand pioner på et helt nyt felt i KFS. Hvad er din vision for arbejdet blandt internationale studerende? Jeg vil gerne skabe et gæstfrit rum for internationale studerende, hvor de kan få mulighed for at undersøge, hvem Gud er. Derudover er målet også at arbejde aktivt for at nedbryde ensomhed blandt internationale studerende. Så det er noget med en masse fællesspisning, kulturaftener, koncerter, filmaftener osv. Og så vil jeg meget gerne engagere danske studerende i arbejdet, for at de må få et større blik for Guds store verden. Hvad glæder du dig allermest til ved arbejdet? Og er der noget, du er spændt på eller føler dig udfordret af? Jeg glæder mig til at komme i gang! Og så glæder jeg mig til at sidde til en fællesspisning med et velsignet kaos af kultu-

rer, sprog og livsforståelser. Jeg er spændt på at se, hvor hurtigt det lykkes at komme i kontakt med internationale studerende, og hvad universiteterne siger til det nye initiativ. Hvad er din indgangsvinkel til arbejdet – hvor vil du begynde? Vi har kontakt til nogle lokale kirker i København, som gerne vil støtte op om projektet, så jeg glæder mig til at komme i dialog med dem og høre, hvad de drømmer om. Jeg kunne forestille mig at have værtsfamilier, som jeg kan koble internationale studerende op på, og det håber jeg, vi kan finde i kirkerne. Og så skal jeg meget snart til Litauen på en konference for IFES Europe med folk, der arbejder med internationale studerende, hvor jeg forhåbentlig får lov til at lære en masse og blive inspireret. Generalsekretær Christian Rasmussen er glad for at komme i gang med ISM og for at få Lisa i stald igen: ”Det er på høje tid, at vi får søsat et ISM. Der bliver flere og flere internationale studerende i Danmark, og jeg kan ikke forestille mig nogen bedre spydspids på det projekt end Lisa. Hun har, gennem sit årelange engagement ikke mindst i Lausanne, men selvfølgelig også igennem KFS/IFES, en stærk forståelse for den diversitet, der er i spil på tværs af etnicitet og kultur. Og så er det en genial kombination, idet hun netop får et internationalt felt at virke på i stillingen som koordinator for IFES Europe’s indsats på gymnasiefronten.” Lisa begynder i sin stilling fredag d. 1. november og kan herefter træffes på lisa@kfs.dk. KFS-NYT

KFS, København og Kristian KFS’ studentersekretær i København, Kristian Kappel, har efter eget ønske besluttet at søge videre ud i verden på jagt efter nye eventyr. Og det er erfaren medarbejder, vi vinker farvel til i slutningen af januar: ”Kristian har tjent KFS trofast igennem først fem år, og siden var han villig til at tage en omgang mere på halvandet år, da vi havde brug for det,” siger Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS. ”Kristian er en fantastisk dygtig netværker og eventmager, og han er lykkedes med hele tiden at forfine de projekter, han har kørt år for år. Han har fingrene godt nede i studentermulden og har derfor også bragt indsigtsfulde input til samtalen i KFS omkring, hvordan vi formidler de gode nyheder til studerende i dag. Vi kommer til at savne ham.” Kristian selv har sat pen til papir og runder sin tid i KFS af med følgende ord:

En afskedshilsen fra en taknemmelig studentersekretær! Af Kristian Kappel, (næsten) tidligere studentersekretær i øst, kristian@kfs.dk

Kære KFS og kære KFS’ere Hermed en lille (afskeds-)hilsen fra mig, i det sidste Til Tro-magasin, jeg er med til at udgive helt fra start til slut. Det er en smule vemodigt, men det fylder mig også med taknemmelighed over at have været en del af noget ret særligt, som jeg virkelig synes, KFS er – i så lang tid. Jeg sad forleden og kiggede de 30 Til Tro-magasiner igennem, som jeg har været redaktør på. Det gik op for mig, hvor meget der er sket i KFS, siden jeg flyttede til København og blev studentersekretær. Hvor mange fantastiske, engagerede studerende, som har passeret igennem KFS og delt ud af deres tid og kreativitet, og hvor mange samtaler og møder, jeg egentlig har fået lov at få som KFS-sekretær.

De særligt fantastiske ved at være KFS sekretær Højdepunkter har der været rigtig mange af. Teammøder med lederteams, Til Tro-redaktionen og Story-teamet har jeg altid glædet mig til! Assist, studielivskonference og de nationale lejre. Et Grønlandsprojekt, som jeg fik lov til at følge og forme helt fra start, Velkommen til København som blev til Connect Kbh. og et utal af oplæg og undervisningssessioner, som jeg fik lov til at udvikle og afvikle. Alligevel er det relationerne, jeg husker bedst, og som har givet mig den største glæde ved mit arbejde. Både til kollegaer, samarbejdspartnere og til KFS’ere i og omkring København. De gode samtaler efter et ledermøde eller en tilfældig hverdag på et studiested. En øl ude i ”skuret” efter en lang ledersamlings-dag på fantastiske LTC. Ham, som inviterede ind på kaffe, efter at vi havde klippet hans hæk på Assist. Den studerende, der delte ud af sit liv, efter at jeg havde lappet hendes cykel. Mentorrelationer, som virkelig har lært mig meget om livet. Min efterfølger får verdens bedste job! Nu er det tid til, at jeg bevæger mig videre. Hvad der skal ske efter KFS ved jeg ikke i skrivende stund. ”Noget helt andet” er det mest præcise, jeg indtil nu er kommet frem til. Det glæder jeg mig også til. Tak for 13 fantastiske semestre! - og alt godt til KFS herfra. 42

KFS-NYT

KFS-leder:

Fortryllet af barmhjertighed Af Jakob Højlund, forstander på LTC, jakob@kfs.dk

En af mine yndlingshistorier i Det Gamle Testamente (2. Kongebog kapitel 6-7) handler om, hvordan Gud viser barmhjertighed mod Israel, mens folket stadig er i oprør mod ham. Hændelsen finder sted små 200 år efter, at Kong Davids rige er blevet delt i to, og det nordlige riges hovedstad, Samaria, er under belejring af en nabokonge. Belejringen fører til hungersnød i byen, og kongen bliver så fortvivlet og vred, at han vil slå Guds profet, Elisa, ihjel. Han opsøger profeten, men Elisa har låst sig inde, så nu står kongen udenfor huset og skælder Gud ud. Elisas svar på kongens vrede mod Gud lyder, at Samaria vil være fri dagen efter. Gud vil altså redde byen og folket hen over natten. Kongens tjener håner Elisa for svaret, men Guds godhed og barmhjertighed står fast. Hen over natten forvirrer Gud nabokongens hær, så de flygter, og Samaria og det nordlige rige er frit. Begivenheden fascinerer og fortryller mig, for jeg forstår ikke Guds logik! Hvorfor fastholder han sin barmhjertighed mod en konge og et folk, som vil slå Guds tjener ihjel, og som håner Gud? Hvorfor tilgiver Gud dem og befrier dem, før de har vist den mindste smule gode vilje overfor ham? – og jeg kunne stille de samme spørgsmål til Gud, når jeg tænker på Jesus og hans død og opstandelse for os alle. Hvorfor, Gud? Hvorfor vil du fjerne skylden og straffen fra os? Og svaret er: ”For således elskede Gud verden”. Det er ikke logik. Det er en elskende Gud, som i radikal barmhjertighed griber ind overfor mennesker, som har vendt sig fra Gud, for at vi må vende tilbage til ham. Og Gud lader os se sin barmhjertighed. Han vil, at vi skal kende ham og hans kærlighed til os. Han viser os, hvordan han griber ind for at redde os. Han tvinger os ikke til tro på ham, men stiller sine motiver og gerninger offentligt til skue, for at vi frit kan modtage ham. Tak, Gud, at du fortryller os med din barmhjertighed, og tak mest af alt, at det ikke bare er trylleri, men virkelighed! Når vi i KFS vil kende Jesus og gøre Jesus kendt, er det denne Jesus, denne eneste Gud, vi taler om. Vi længes efter, at flere og flere må se og kende den Gud, som bryder noget-for-noget-logikken, idet han viser alle mennesker barmhjertighed. Han tager alle menneskers skyld på sig og tilbyder alle mennesker fællesskab med sig – ”For således elskede Gud verden”.

FYLD BILEN OG KØR-SELV TIL PASSIONSSPIL Vi tilbyder nu kør-selv arrangement til Passionsspillet i Oberammergau. Arrangementet er inklusiv 2 overnatninger i dobbeltværelse i Oberammergau med halvpension, billet til Passionsspillet, tekstbog på dansk og påske-bibelstudiehæfte.

Kig på vores hjemmeside og se hvilke afgange der er mulige. Kr. 4.195 pr. pers. i delt dobbeltværelse

Læs mere på felixrejser.dk/korselv eller ring på 7592 2022

I TIDEN

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Når Gud bliver altings fundament, og vi tager del i Hans fællesskab, fortrylles verden. Martin Vase i En verden reduceret til ligegyldighed Temaartikel side 17

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Hvad går pengene til? Fx LTC

Via MobilePay: 700800

Eleverne på KFS’ Ledertræningscenter, LTC, kommer i kontakt med tusindvis af studerende hvert år. LTC’erne er en kæmpe ressource for KFS-arbejdet – både under opholdet på skolen, men også bagefter, i kraft af deres fortsatte frivillige engagement i KFS.

Via bankoverførsel: 9402-0004054954 Via kfs.dk – klik på

STØT KFS

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Til Tro #4 2019 - Fortryllelse

Articles inside

I har lyset