» Uganda 2021

DHF og Parasport Danmark

Af Ann-Katrine Kviesgaard

17. oktober Ankomst og middag 2 uger inden afgang fik jeg mulighed for at tage med Dansk Handicap Forbund og Parasport Danmark til Uganda på grund af min plads i Ulandsudvalget i Parasport Danmark. Det hele gik meget hurtigt. Jeg skulle lynhurtigt have fundet en hjælper til at tage med og have alle de nødvendige vaccinationer og malariamedicin. Jeg var enormt beæret over, at de tilbød mig denne mulighed. Formålet med at tage derned var at hjælpe dem med at styrke organisationerne i landet og at fremme udbredelsen af parasport i landet.

18. oktober Kampala Den første dag var vi til møde i UNAPD, som er Ugandas svar på Dansk Handicap Forbund. Målet var at præcisere formålet med at planlægge et stort sportsarrangement i 2022. Det skulle planlægges, hvordan vi kunne tilbyde de nye organisationer at blive en del af det projekt, som har kørt over en årrække.

Dagen efter havde vi møde med sportscaucuset, hvor der var deltagere fra alle de organisationer i landet, som vi samarbejder med.

Efterfølgende havde vi møde med de nye organisationer i projektet. Nogle af de pointer, som det var vigtigt for os at videregive, er, at organisationerne skal kunne etablere sig, blandt andet med frivillige trænere, som selvfølgelig får den træning, der er nødven-

dig for at kunne hjælpe medlemmerne med at blive mere aktive og at få sat fokus på, hvilke sportsgrene der vil være relevante for dem at gå videre med. Som I kan se på billedet, er deltagernes børn med i et lokale ved siden af. De passede de yngre børn, så deres forældre havde mulighed for at deltage, uden at de yngre børn havde behov for deres tilstedeværelse. Vi kunne virkelig mærke deres drivkraft, og jeg ser virkelig frem til det videre samarbejde.

Under sportsplanning workshoppen deltog repræsentanter fra alle de organisationer, som vi samarbejdede med dernede. Det var utroligt at se den udvikling, de gennemgår. Specielt kunne jeg se de nye samarbejdspartneres udvikling over disse dage. De gik fra at være en smule skeptiske til at blive meget motiverede til at gå tilbage, og igangsætte deres aktiviteter i distrikterne.

24. oktober Rejsen til Namayingo Det var meningen, jeg nu skulle være rejst hjem, men på grund af sygdom hos en af de øvrige fra Parasport Danmark fik jeg tilbuddet om at blive der fire ekstra dage og tage med ud i to distrikter, som hver især arbejder for at fremme parasporten. Dette var en mulighed, som jeg simpelthen ikke kunne takke nej til.

I Namayingo kom vi direkte ind i en træning i sitting volleyball, som er nationalsporten inden for parasport i landet. Jeg gik direkte ind på banen og deltog i træningen. Det skabte en helt unik fællesskabsfølelse, hvor vi pludselig ikke bare var dem fra det rige kolde Danmark.

Den connection, som vi fik, var helt særlig, og de begyndte for alvor at åbne op. Om aftenen gik min hjælper og Scholar fra UNAPD en tur i landsbyen, inden vi skulle være hjemme grundet corona pga. nedlukning efter kl 19. På denne tur var der et par, som råbte, hvorfor jeg havde stjålet en handicappets kørestol på ugandisk. Heldigvis havde vi Scholar med, som kunne oversætte, og vi fik forklaret dem, at hvide mennesker fra de vestlige lande rent faktisk også kan have et handicap på lige fod med dem. Det var en vild oplevelse, som virkelig har sat sig i mig.

26. oktober Mubende I Mubende var vi ude i MRC, som er en lejr, hvor der bor krigsveteraner. De har en masse

DELTAGELSE

udfordringer, men prøver at få skabt noget livsglæde og livskvalitet gennem det at dyrke parasport. I den første lejr, vi var i, boede de i blikhuse, som mest lignede små rækkehuse. Da vi tog videre ud i distriktet, kom vi til en gruppe, hvor forholdene var endnu værre end det, vi så det første sted. Her boede de i mudderhuse, og det var børnene, som arbejdede i marken. De kom med deres tunge redskaber, som de uden at brokke sig over hver dag gik i marken for at skaffe føde til familien med.

Vi afsluttede den sidste dag med en eftermiddag på en lækker cafe, hvor vi efterfølgende tog på solnedgangscruise, hvor vi sejlede ud for at se solnedgangen. Det var en utrolig smuk tur. Undervejs kom vi forbi en masse små fiskerbåde, hvor ikke en gang halvdelen havde lov til at fiske, men de gjorde det for at få mad på bordet til deres familier. De sejler rundt i selvbyggede små både, som de efterlader, hvis myndighederne kommer for at se deres autorisation.

Det var helt tydeligt, hvilke både der var legale. Vi spurgte dem, der sejlede med os, om de indberettede det til myndighederne, men de havde svært ved det, da familierne ikke ser andre muligheder for at få mad på bordet