5 minute read

» Julekursus 2021

Next Article
» Uganda 2021

» Uganda 2021

Af Mikkel Christensen

Temaet var ”Hjælp”, da jeg og de andre deltagere mødtes til julekursus den 3.-5. december på Brogården i Middelfart. Vi fik blandt andet en peptalk af et foredrag om hjælp til selvhjælp af Thomas Mygind, fik en indføring i forskellige hjælpeordninger af socialrådgiver Claus Pedersen fra Dansk Handicapforbund og hjalp hinanden med at komme i (jule)stemning.

Advertisement

”Husk at intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet.” Sådan kunne Thomas Mygind have sagt, da han besøgte os fredag aften. Det gjorde han ikke, for han fortalte ikke om sin tid som vært på ”Fangerne på Fortet”, hvor citatet stammer fra eller om ”Robinson Ekspedition”. Han fortalte om, hvordan vi får det bedste ud af det meste, og han fik god hjælp af Peter Plys og Æsel fra Hundredemeterskoven. Nu tænker du måske på, hvad den honningelskende bamsebjørn og hans noget sortseende ven lavede i et foredrag om, hvad jeg vil kalde hjælp til selvhjælp.

Han begyndte da også et helt andet sted. Han begyndte nemlig med ”Fokus”, der skulle symbolisere hjernen, ”Fysik”, der skulle symbolisere kroppen og med ”Dialog”, som skulle symbolisere det vigtige i, at de to første ”snakker sammen”.

Da han skulle give et eksempel på det med fokus, fortalte han om en episode fra sit eget liv, hvor han og en kæreste havde slået op. Det var han ked af og brugte lang tid på at komme sig over bruddet. I den periode hørte han Sinéad O’ Connors hit ”Nothing Compares 2U”, og det gjorde vi også i løbet af hans foredrag. I sangen er der en linje, som lyder nogenlunde sådan her: He said, "Girl you better try to have fundament in what you do" – altså at man skal prøve at skabe et fundament i det, man laver. Lytter man bedre efter, synger hun rent faktisk: "Girl you better try to have fun no matter what you do – altså at man skal have prøve på at have det sjovt, ligegyldigt hvad man laver.

Når han hørte forkert, var det, fordi han følte, at han havde mistet sit fundament i livet, da han og kæresten slog op. Det viser bare, som Thomas Mygind understregede, at man hører det, man fokuserer på.

Herefter gik han videre og fortalte om nogle af alle de gode stoffer, der frigives i kroppen, hvis man har det godt. Det er blandt andet dopamin og oxytocin, som frigives, når man henholdsvis føler velvære og kærlighed. Vi prøvede også kræfter med forskellige såkaldte power poses.

Hvad havde alt dette med Peter Plys at gøre?

Da vi klarede paragrafferne Lørdag formiddag havde vi fokus på de forskellige hjælpeordninger, som Serviceloven giver mulighed for. Der er rigtig mange. Heldigvis kom Claus Pedersen forbi. Han arbejder til daglig som en del af Dansk Handicap Forbunds team af socialrådgivere, som alle medlemmer frit kan ringe til og få hjælp.

Vi var således i de bedste hænder, da vi gennemgik paragraf 95 og 96. Den sidste er den ordning, som de fleste sikkert kender som BPA-ordningen. Den kan kommunen vælge at bevillige, hvis man som borger har en betydelig og varig funktionsnedsættelse og samtidig er i stand til at varetage et arbejdsgiveransvar, dvs. hvis man

kan lægge vagtplaner, afholde MU-samtaler osv. (man skal ikke selv varetage det med udbetaling af løn). Den første – paragraf 95 – er en tilskudsordning, som man som borger kan få bevilget af kommunen til at ansætte hjælpere for. Tilskudsordningen kan kommunen vælge at bevillige, hvis den skønner, at man ikke er berettiget til en fuld BPA.

Vi skulle egentlig også have talt om paragraf 97 – ledsageordningen – hvor man kort fortalt får 15 timer om måneden til fritidsaktiviteter (ikke pleje) uden for hjemmet. Det nåede vi desværre bare ikke. Vi havde nemlig så mange gode spørgsmål, og Claus havde meget at fortælle om. Inden han skulle hjem, nåede han dog lige kort at fortælle om hjælpeordninger på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet. Med andre ord fortalte han blandt andet om muligheden for SPS-støtte under uddannelse og de handicapkompenserende ordninger på arbejdsmarkedet.

Hvis du vil vide mere om SPS, er det en god ide at hive fat i dit uddannelsessted. Er du mere interesseret i de handicapkompenserende ordninger, kan du finde mere information på www.bmhandicap.dk

Evaluering på en ny måde Søndag stod den på brunch og evaluering. Hvis du har været med før, så ved du, at vi plejer at gøre det sådan, at vi får en masse spørgsmål og så skal stille os forskellige steder. Det gjorde vi ikke denne gang. Her gik vi sammen i forskellige små grupper og lavede en kort opsamling til sidst. Vi snakkede blandt andet om weekendens program. Vi talte altså om, hvad Lykke Jauss Madsen og Bjørn havde fortalt om at have henholdsvis en BPA-ordning og en ledsageordning. Begge dele brugte vi lørdag eftermiddag på efter Claus Pedersens oplæg. Det oplæg snakkede vi også om under evalueringen, ligesom vi snakkede om pakkespillet lørdag aften, hvor vi hjalp hinanden med at skabe en god (julestemning).

Under evalueringen snakkede vi naturligvis også om Thomas Myginds oplæg, hvor han efter eksemplet med Sinéad O’ Connor og de gode stoffer, der frigives i kroppen, fortalte noget om, hvordan vores attitude påvirker vores handlinger, som påvirker vores resultater, som igen påvirker vores selvopfattelse i en uendelig cirkelbevægelse. Det var her han bandt en sløjfe på sit foredrag og brugte Peter Plys og Æsel som eksempler. Som Thomas Mygind sagde, ville Æsel, hvis man ønskede ham godmorgen, stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var en god morgen. Peter Plys ville derimod møde dagen med et åbent og sorgløst sind. Det, synes jeg, var tankevækkende. Det samme var hele weekenden i øvrigt.

This article is from: