6 minute read
» Mit hjertes syn – Tankerne bag fra mig til dig
Mit hjertes syn
TANKERNE bag fra mig til dig!
Advertisement
Helt uden at prale kan jeg vist med god samvittighed og en god selvtilfreds mavefornemmelse godt tillade mig at sige, at jeg tror, at jeg med mine to tidligere digtsamlinger “Åbent hjerte – Spasseren har talt” og “Og sådan er det – Spasseren taler igen”, har fået mit navn og rygte gjort kendt i manges munde indenfor dansk handicap-verden.
Lang historie gjort kort – sådan fik jeg i en ung alder øjnene op for “novellekunsten”. I folkeskolen i de større klasser, i hvert fald i faget “dansk”, vil jeg her i dag nok beskrive mig selv lidt som en stræber, der altid fulgte enhver danskopgave eller stil helt til punkt og prikke og altid leveret præcis til tiden og meget gerne før, hvis dette var fysisk muligt for mig. Som I nok kan regne ud så skyldes det – sagt med mine egne ord – min uforudsigelige stive “spasserkrop”! Mine favoritopgaver i folkeskolen var også, som man sikkert nok kan regne ud, de stile, hvor man fik til opgave med sine egne ord at skrive sin egen novelle ud fra et mindre oplæg.
Her kunne jeg i timevis blot sidde foran computerskærmen i fuld koncentration, mens alle ordene kom til mig nærmest helt af sig selv. Jeg følte mig fri, og intet kunne røre mig her, når jeg befandt mig, her i min “enesvæver”, om det så var selve dansktimen, der sluttede og afløste sig af en ny time eller frikvarter, eller om det var mine klassekammerater, der talte om løst og fast omkring mig.
Intet kunne røre mig – jeg var i mit rette element, hvor KUN JEG var “herren” over ordene, der landede i mit skrivedokument på computerskærmen. Dette, som jeg lavede her – som det eneste i skolen, havde jeg endelig følelsen af, jeg var den bedste til det, vi lavede, og følelsen gjorde mig stolt!
Min begejstring blev som regel heller ikke mindre, da jeg omsider var helt færdig med min yderst gennemarbejdede skriveopgave – og som regel med en ret fin og høj karakter fra min dansklærer foran mig – som betaling for mit hårde og for mig særligt krævende arbejde.
På hjemmefronten fik jeg som barn også meget anerkendelse og ros for mit hårde flid med skolearbejdet, som jo for mit vedkommende særligt var i faget “dansk”, med at skrive indlevende stile, der jo var min helt særlige spidskompetence i skolen. Særligt min morfar var dybt fascineret og imponeret over mine – allerede som ganske ung – ret veludviklede skrivefærdigheder. Jeg kan stadig her i dag tydeligt huske, hvordan min morfar læste alle mine skolestile op for mig næsten hver gang, vi sås. Derefter kom han som regel med gode råd og kommentarer til noget, jeg muligvis kunne gøre bedre eller gøre anderledes til næste danskaflevering. Jeg var stolt!
Fra barnedrøm til intention I mange år efter jeg var gået ud af folkeskolen – og derefter først gik på efterskole, startede op på STU i Vordingborg og derefter videre på Egmont Højskolen i Hou i Jylland, var min store viden indenfor "forfatterverdenen" primært på digtning og poesi.
Efter mit toårige ophold på Egmont Højskolen i Hou flyttede jeg tilbage til min hjemegn Møn i Stege. Til at starte med i en lille toværelses lejlighed, men senere nu i mit eget hus i Stege med egen BPA-ordning samt med min egen lille, dejlige hund Emma.
Her i de sidste par år, hvor jeg er flyttet i eget hus og så småt er ved at finde mig selv og "blive voksen" samt finde min egen plads her i livet både som kunstner og forfatter – mest af alt som menneske, har jeg udforske “min egen vej i “forfatterverdenen” meget nøje.
I årene 2017 og 2020 udgav jeg mine to første digtsamlinger “Åbent hjerte – Spasseren har talt” og “Og sådan er det – Spasseren taler igen” godt og vel lige på stribe. Så da vi nåede sidste år 2021, tænkte jeg, at tiden var inde til at give sig i kast med nye udfordringer – udover digtene selvfølgelig, der jo er og bliver mit store hjertebarn indenfor forfatterverdenen. Jeg valgte derfor – efter grundig og nøje søgning på internettet – at tilmelde mig et månedslangt online forfatterkursus via Københavns Forfatterskole.
Her blev jeg stillet overfor mange spændende såvel som mere udfordrende små skriveopgaver, der satte godt gang i “de små grå” hos mig, samt tændte på ny min gamle skriveglæde for “novellekunsten” tilbage fra folkeskolen på fuld kraft.
Ligesom i folkeskolen, når jeg var i gang med at skrive stille, var det rent ud sagt helt umuligt både for mine kære forældre og hjælpere at komme i kontakt med mig, når jeg befandt mig i “min helt egen skrivesfære”, som kun jeg var herren i. Intet kunne røre mig, når jeg befandt mig her, og selvom min “stive spasserkrop” ligesom i folkeskolen af og til sagde fra, holdt jeg blot en lille pause fra arbejdet, men gav ikke op af denne grund, og for det meste varede mine få korte pauser heller ikke så længe, før at jeg tydeligt kunne mærke i mit hoved, at jeg simpelthen måtte og skulle tilbage til mit skrivearbejde “i min egen verden” igen!
I mange af de opgaver, som jeg blev stillet overfor på dette forfatterkursus, forsøgte jeg så vidt muligt at få flettet mine egne synspunkter og holdninger og vigtigst af alt mine egne følelser vedrørende de personer, som opgaven/novellen primært drejede sig om, ved at forsøge at lade det “stråle ud gennem” linjerne i min tekst.
I et par af mine opgaver fra kursusforløbet valgte jeg også ligefrem at bruge direkte mig selv som hovedperson i novellen/opgaven, bl.a. i novellerne: “Et nyt syn”, “Mit paradis” og ”Dagen derpå”, som alle tre også medvirker i novellesamlingen “Mit hjertes syn – noveller fra mig til dig”.
I disse tre ret følelsesladede noveller har jeg virkelig følt, at jeg giver noget ret intimt og personligt til mine læsere i selve deres handlinger og moraler, så jeg valgte derfor simpelthen at gå hele vejen, ved at bringe mig selv og mine følelser direkte i spil.
Jeg håber inderligt, at alle disse tre ret personlige og hudløst ærlige noveller i samlingen bliver taget godt imod af mine læsere og forhåbentlig sætter nogle tanker i gang i dem selv!
Her til sidst skal der også høre et stort og hjerteligt tak til min seje og elskede ekstra-mor Mariann Hald, der som altid har hjulpet mig med selve indskrivningen af hele novellesamlingen, på et to ugers langt sommerhusophold sidste efterår 2021: “Tusind tak – du er sej, og uden din hjælp og støtte, både fysisk og mentalt, ville jeg aldrig have kunnet klare denne udgivelse af min allerførste novellesamling selv!” Jeg kan allerede nu godt med sikkerhed love mine læsere, at denne langt fra bliver min sidste novellesamling fra mig til jer!
Novellernes kunst fra mig til dig I slutningen af sidste års sommer 2021 kom jeg med et til at tænke i lidt andre baner i forhold til min dengang stadig begyndende version i maven – om en kommende udgivelse af min første novellesamling, som skulle indeholde alt mit hårde arbejde fra det online forfatterkursus året forinden.
Jeg havde netop da lige fået en helt ny hjælper og nu også tæt ven ind i mit hjælperteam, der også ligesom mig har en stor interesse og en helt særlig levevej indenfor “kunstverdenen”. Ved hjælp af min nye hjælpers mange kontakter til den store kunstverden i Danmark fik vi derfor meget hurtigt igangsat en aftale om en udstilling til denne sommer 2022, på et af Københavns fine gallerier i Bredgade.
Jeg er stadig netop i fuld gang og maler på livet løs til min store kunstudstilling i Bredgade i København til sommer, så der er stadig en til flere små som store kunstneriske overraskelser gemt i kunstnerærmet, hvis du kigger forbi Bredgade til sommer. Jeg glæder mig meget til at have denne helt igennem og udsøgte fornøjelse: at byde dig og dine kære hjertelig velkommen til min allerførste større kunstudstilling – fra mig til dig i Bredgade til sommer 2022.
– Vi ses og glæd dig!