n y s s e t r e j Mit h
! g i d l i t g i m a g fr
a b E N R TANKE Helt uden at prale kan jeg vist med god samvittighed og en god selvtilfreds mavefornemmelse godt tillade mig at sige, at jeg tror, at jeg med mine to tidligere digtsamlinger “Åbent hjerte – Spasseren har talt” og “Og sådan er det – Spasseren taler igen”, har fået mit navn og rygte gjort kendt i manges munde indenfor dansk handicap-verden. Lang historie gjort kort – sådan fik jeg i en ung alder øjnene op for “novellekunsten”.
16
I folkeskolen i de større klasser, i hvert fald i faget “dansk”, vil jeg her i dag nok beskrive mig selv lidt som en stræber, der altid fulgte enhver danskopgave eller stil helt til punkt og prikke og altid leveret præcis til tiden og meget gerne før, hvis dette var fysisk muligt for mig. Som I nok kan regne ud så skyldes det – sagt med mine egne ord – min uforudsigelige stive “spasserkrop”! Mine favoritopgaver i folkeskolen var også, som man sikkert nok kan regne ud, de stile, hvor man fik til opgave
med sine egne ord at skrive sin egen novelle ud fra et mindre oplæg. Her kunne jeg i timevis blot sidde foran computerskærmen i fuld koncentration, mens alle ordene kom til mig nærmest helt af sig selv. Jeg følte mig fri, og intet kunne røre mig her, når jeg befandt mig, her i min “enesvæver”, om det så var selve dansktimen, der sluttede og afløste sig af en ny time eller frikvarter, eller om det var mine klassekammerater, der talte om løst og fast omkring mig.
NUTIDENS UNGE
