Ny afskedsgruppe

En kærlig afsked

Løvfaldssommerens bløde lys giver Brøndbyøster Kirkegård et orange skær. En bred sten symboliserer indgangen til fællesgraven og er prydet med et citat af Grundtvig. Stenen er omgivet af blomsterkranse, hvor der står Ruth og Lise og Ole med bløde bogstaver. De er højst sandsynligt begravet i fællesgraven, men de pårørende ved ikke hvor, og derfor ligger deres kranse foran stenen. Det er pointen med fællesgraven – at man af den ene eller den anden årsag har fravalgt en gravplads med en sten. Mange steder kaldes den form for grav også ’de ukendtes grav’, men det navn bryder manden i shorts, Torben Nielsen, sig ikke om, for som han selv siger: ”Ingen er ukendte. Alle mennesker var kendt af nogen.”

Vi mødes her ved fællesgraven, fordi Torben skal fortælle om et nyt initiativ, som han er tovholder på i Ældre Sagens lokalafdeling i Brøndby.

Idéen er at samle en gruppe frivillige, som deltager i de begravelser, hvor kirken er halvtom eller helt tom, for at hjælpe de pårørende, der er tilbage, med at tage ordentlig afsked. ”Mange af dem, vores gruppe tager afsked med, kommer højst sandsynligt til at ligge bag den her sten,” siger han og peger ud mod arealet bag sig. Før fællesgraven kommer selvfølgelig afskeden med den afdøde. Og det er den, som gruppen hjælper med at gøre en smule mindre ensom.

En hjælpsom skulder

”Det var et meget smukt tilbud, Ældre Sagen kom med,” siger Ove Kollerup, provst i Brøndbyøster Kirke, imens han kigger på Torben med et smil.

Da afskedsgruppen stadig var på idéplan, ville gruppen undersøge, om der overhovedet var et behov. De skrev derfor til Ove, der kunne bekræfte, at det var der bestemt.

Hjertevarme og stærke skuldre. En ny gruppe frivillige i Brøndby deltager i begravelser, hvor afdøde har få eller ingen pårørende, og sørger for at sende dem godt afsted.

”Der kan være mange grunde til, at der ikke kommer så mange til en begravelse. Med alderen bliver vores netværk mindre og mindre. Ofte er ægtefællen og det sociale netværk væk,” siger Ove og uddyber: ”Nogle har måske ikke børn, og hvis de har, er det alligevel ikke nok til at bære kisten ud. Så bliver kisten stående i kirkerummet. Og selvom de pårørende egentlig gerne ville bære kisten ud, så er det ikke sikkert, de overhovedet kan,” siger han.

Et samarbejde kom i gang, for det var vigtigt at få budskabet ud til de mennesker, der står for ceremonien, kommunen og til pårørende. Den kontakt kan afskedsgruppen nemlig ikke selv stå for, og den skal derfor gå gennem bedemanden, som har det første møde med afdødes nærmeste. ”Det er vigtigt, de ved, at vi har det her tilbud, og det kan godt tage noget tid, før det er i folks bevidsthed,” siger Ove, der har erfaret, at nye tiltag kan tage tid at få sat i gang, når det handler om folk i sorg. Det er til gengæld en mulighed, som han tror, kan gøre en stor forskel for netop pårørende.

Ingen skal gå i døden alene

Ritualet med at bære kisten ud af kirken i slutningen af ceremonien er ikke blot et praktisk spørgsmål, påpeger Ove, der før sin stilling som provst var præst i over tyve år. ”Ritualer er vigtige. Vi bliver båret til dåben, og vi bliver båret til graven. Det fortjener alle mennesker. Det, synes jeg, er værdigt,” siger han.

Men der er selvfølgelig også praktiske aspekter, hvor afskedsgruppen er velkommen, påpeger Torben. En kiste kan være tung at bære, hvis de fremmødte ikke er i god fysik. Initiativet ramte i første omgang en nerve i 14 frivillige, der meldte sig til gruppen: ”Jeg ser det som et tegn på varmt sindelag. For de frivillige handler det om at være til stede i kirken og at gøre det som noget naturligt. Derfor sætter vi os også spredt, så det ikke bliver for opstillet.”

Når tilslutningen er så stor, tror han, det er, fordi vi kan se os selv i ensomheden. ”Og der er jo ingen af os, som ved, om der er nogen til at bære os, den dag vi selv skal væk. Det varmer, at nogle bruger tid på at tage afsked med mennesker, de ikke kendte.”

Afskedsgruppen er stadig så ny, at den endnu ikke har været med til en begravelse. Men når telefonen ringer, står de klar ved Brøndbyøster Kirke med hjertevarme og stærke skuldre.