Vores kontakt trods corona

Sådan håndterede vi i nedlukningens første dage i slutningen af marts. Et kernepunkt i Ældre Sagen er at hjælpe de svageste ældre – så hvad gør man, når man ikke må ses?

Første telefonmøde

“Vi er endnu ikke kommet til den sociale dimension af den her krise. Lige nu er vi i fuld gang med det praktiske. Vi aflyser arrangementer, og der er deltagere, som skal have penge tilbage. Vi skal alle bruge det næste stykke tid på at finde ud af, hvordan vi gør tingene under de nye vilkår. Det gælder også bestyrelsen. Vi har holdt vores første telefonmøde, og det gik rigtig godt. Vi er organiseret sådan, at formandskabet består af formand, næstformand, sekretær og kasserer, og vi er i tæt og jævn dialog hen ad vejen. Nogle har prøvet sådan noget telefonmøde før, og for en enkelt var det første gang. Det er skægt, det ender jo i kaos, hvis alle taler samtidig. På sigt overvejer vi måske også at arbejde med videomøder. Så på den måde rykker det her os også videre, i forhold til det vi plejer.”

Palle Skov, formand på Amager

Sender omsorgsbrev til frivillige

“Næsten med det samme fik vi fat i alle besøgsvennerne og fortalte, at de meget gerne måtte ringe til deres værter, også på andre tidspunkter end der, hvor de skulle have været på besøg. Vi har informeret vores tryghedsopkaldere, oprettet en it-hotline, og vi har fået lavet et brev til alle vores frivillige, hvor vi spørger, hvordan det går hos dem. For frivillige betyder den her nedlukning også afsavn, og de må meget gerne ringe, hvis de har spørgsmål. Kommunen har desuden bedt os formidle et hotlinenummer i vores lokale nyhedsbrev, så det gør vi. Men det når jo kun dem, der bruger de medier. Alle de andre ved vi faktisk ikke, hvordan vi skal komme i kontakt med. Vi er åbne for idéer, for vi står sådan lidt på herrens mark. Min største bekymring lige nu er de svage ældre, for de bliver virkelig ramt af det her, og det er bare så synd.” Brita Thrane Vibæk, formand i Odense

Vi holder kontakt under coronakrisen

Onsdag d. 11. marts lukkede Ældre Sagen alle aktiviteter over hele landet ned. Med øjeblikkelig virkning. Men det betød ikke, at der intet skete i landets lokalforeninger. Tværtimod. For nu begyndte den store opgave med at bevare kontakten mellem alle frivillige og de mange, som nyder godt af og i den grad har brug for frivilliges indsats.

En, der fik rigtig travlt, var lokalformand i Langeskov-Munkebo, Louise Qaavigaq. Hun havde nemlig under to timer til at aflyse foreningens årsmøde, som skulle have været afviklet samme dag.

Men det blev langt fra den største udfordring. Og det fik lokalformanden i tænkeboks. For en ting var straks at sætte aktivitetsledere til at ringe rundt, tilbyde indkøb, tryghedsopkald, hundeluftning og telefonsupport på it. Men hvordan kommer man fra Ældre Sagen i kontakt med alle de svageste borgere i en coronatid?

holder kontakt under coronakrisen

Dem, som ikke er medlem af Ældre Sagen og derfor ikke får nyhedsbrev, læser pressemeddelelsen i den lokale avis eller kommer ud og ser opslagene med tilbud om hjælp?

For at nå ud til flere har Louise sat gang i en facebookside for lokalafdelingen.

“Jeg kender en ældre kvinde på 88 år, som er på Facebook. Hun bruger det til at følge med i, hvordan hendes olde- og børnebørn har det. Måske vi kunne få fat i nogle der.”

Men de vises sten er ikke fundet, som Louise udtrykker det, og hun tænker videre, også efter coronatiden. For de, der har brug for hjælp, skal vide, der findes nogle, som gerne vil være der for dem. Og hun har jo god tid til nu at komme på muligheder, som hun selv konstaterer. Selvom hun også lige har gang i en indsamling af donationer fra lokalområdet, så der kan komme påskepakker på dørtrinnene til dem, som sidder alene.

Handler før en vis herre får sko på

“Jeg plejer at være hos Alice et par timer hver onsdag. Hun er 85 år. Vi drikker kaffe, spiser et stykke kage og sludrer. Jeg er meget glad for at komme hos hende. Hun var godt nok også ked af det, da hun fik at vide, at vi ikke skulle ses før til juni. Men sådan må det være, for jeg ville have det forfærdeligt, hvis jeg smittede hende. Jeg kan godt blive lidt bekymret for, om hun kan tabe humøret, og derfor ringer jeg til hende formiddag og eftermiddag, hver dag. Jeg er også begyndt at handle for hende. Det kan hendes nabo nemlig ikke længere på grund af det her. Jeg har astma, KOL og diabetes, så jeg tager mine forholdsregler. Jeg er i Netto, før en vis herre får sko på, og jeg sætter varerne på Alices trappesten, ringer på og går væk. Så bærer hun det selv ind. Jeg glæder mig til, vi må være sammen igen.” Tove Andersen, frivillig i Fredensborg

Indkøb uden hyggesnak

“Jeg køber ind for Grethe hver 14. dag, og det fortsætter jeg med. Hun er 100 år, laver selv mad og holder sit hus. Da jeg havde handlet i torsdags, stillede jeg det på hendes dørtrin, ringede på og gik så helt ud til postkassen. Hun vinkede bare til mig henne fra døren, og så viftede hun sådan med hånden til, at jeg bare skulle gå. Jeg gik hen i bilen, men derfra kunne jeg jo se, at hun næsten ikke kunne løfte poserne. Der er flere liter mælk og yoghurt og alt muligt. Men hun er godt nok frisk ellers, jeg holder sådan af vores snakke, som vi plejer at have. Det er et socialt afsavn for os begge, men hun er virkelig i risikogruppen, så jeg forstår godt, hun fejede mig væk. Jeg har ringet lidt til hende indimellem. Det går fint, jeg er ikke bekymret for hende, bare hun får alle sine varer, så er hun glad. Hun elsker at lave mad, det er noget af det eneste, hun har tilbage, som hun kan.”

Hanne Møller-Christensen, frivillig i Fredensborg