Vægaviser får de stille i tale

Hun var træt af den traditionelle måde at afholde borgermøder på. De eneste man hørte, var erfarne talere – for det meste veltalende mænd, som Hanne Meyer siger. Hun er formand for lo kalafdelingen i Esbjerg og koordinationsudvalget. Hun blev faktisk så træt, at hun udtænkte en ny mødeform, der ville lade alle komme til orde: Borgermøder med vægaviser. Og de blev en kæmpe succes, som mellem 100-120 mennesker engagerer sig i, når der er sørget for annoncering i lokalavisen og på det lokale biblio tek. Foreløbig er fx kommunalvalg og varslinger om lukning af offentlige in stitutioner brugt som anledninger til at mødes. Derudover har borgermø derne ingen dagsorden.

Alle og alt er velkomne

Inden deltagerne møder op, har Hanne og bestyrelsen plastret væggene til med papirer og forskanset sig med skriveredskaber til deltagerne. Det foregår i en sal på biblioteket. De arbejder ud fra en model, hvor ”ting i byen der ikke fungerer” er omdrejningspunktet. Emnerne dukker op undervejs, for borgermøderne skal være et forum, hvor ingen problemer er for små eller fejes under gulvtæppet.

Mødet inddeles i forskellige faser, og Hanne starter med kritikfasen.

Da Esbjerg Kommune foreslog at lukke tre biblioteker, lavede Hanne en visionsworkshop med godt 30 deltagere. Her skrev folk ned, hvad biblioteker kan bruges til, og hvor lang afstanden til et bibliotek maksimalt må blive. Det blev sendt til bibliotekschefen og fik en central plads i høringssvaret til politikerne. Bibliotekerne er stadig åbne.

“Jeg kan spørge, hvad de er utilfredse med, og så går det ellers i gang. Det er som i en myretue. Her er det den enkelte og vægavisen, som er i fokus. Så tager vi en samtale i plenum om de ting, folk har skrevet. Der bliver en herlig dialog mellem deltagerne, når de går rundt læser, hvad andre har delt på vægaviserne. Nogle af emnerne går vi i dybden med, og der er mulighed for at stille spørgsmål til det skrevne,” forklarer Hanne.

Her bruges med Hannes ord ”den sociale fantasi”, hvor deltagerne går rundt og kigger på, hvad de andre har skrevet – de tænker nyt sammen. Der er også mulighed for at skrive videre på vægaviserne, hvis man bliver inspireret.

Vender bøtten

Dynamik og dialog er centralt i processen, mener Hanne, og det er netop derfor vigtigt, at alle kan komme til orde gennem vægaviserne, for når der opstår dialog mellem deltagerne, frigives ofte inspiration til flere idéer.

“Jeg ordner forslagene i temaer, når alle har skrevet deres tanker ned. Det kan være kollektiv trafik, tilgængelighed forskellige steder i byen, kontakt med sygehuse. Alt får plads,” siger hun og tilføjer, at netop det element er afgørende: "Alle skal føle sig hørt."

Næste fase på borgermødet er at tænke ud af de sædvanlige rammer. Her stilles spørgsmålet, hvad drømmer vi om, hvis der ingen begrænsninger er? Det kan volde problemer i begyndelsen, men det lykkes altid at sætte folks fantasi i gang og få deres perspektiver, forsikrer Hanne. Næste skridt er at vende bøtten, for hvad kan man så gøre for at løse problemerne?

“Vi skal også finde konstruktive forslag, men i første omgang må man bruge sin fantasi. Hvad kunne man tænke sig, hvis der ingen grænser var? Det må godt være lidt flyvende,” siger Hanne.

I den sidste fase finder deltagerne i fællesskab ud af, hvilke ideer de vil give videre til politikerne, og 14 dage efter inviterer de politikerne til et møde, hvor de deltagere, der har lyst, fortæller om forslag, problemer og løsninger.

Ældrepolitisk involvering

Og politikerne møder op, når Ældre Sagen inviterer, er Hannes erfaring. I forbindelse med både kommunalvalg og regionsvalg dukkede alle partier op til borgermøder med forslag udarbejdet på baggrund af vægaviserne. På den måde får borgene indflydelse og sætter fingeraftryk på fremtiden.

“På mødet med politikerne får vi et indtryk af, hvilke barrierer der blokerer for at igangsætte vores forslag. Det kan være økonomi, men det kan også være et udtryk for en traditionel tankegang,” siger Hanne. Hun har naturligvis også politisk indblik fra samarbejdet med andre ældrepolitiske frivillige.

Hanne tilpasser processen til hvert enkelt borgermøde, så alle kan blive hørt. Vægaviserne er bestemt kommet for at blive.

Vægaviser er store, tomme ark, der hænges op, og del tagerne instrueres i mødets proces og deler løbende tanker med pen på papiret.

ÆLDRE SAGENS ALSIDIGE DEMENSINDSATS I TAL

Der er 115 demensansvarlige fordelt i 95 lokalafdelinger, og i hvert fald 141 lokalafdelinger har aktiviteter, der favner demensramte. 113 lokalafdelinger har demenscaféer og -mødesteder, og derudover bringer besøgsvenner med hunde stor glæde for mange demensramte på plejehjemmene, ligeså gør "skubberne", og der laves haver og danses. Så er der også motionsvenner og spisevenner, telefonstjerner og bisiddere. Mange gør en stor forskel for demensramte, selvom de ikke er direkte demensfrivillige.

Vi ringer flere gange Måske en idé?

En særlig form for kontakt mellem frivillige, demensramte og pårørende har vist sig at være afgørende for succesen i Holbæk.

Gode rutiner kan være svære at fastholde i vanskelige perioder. Særligt hvis man bliver syg med demens, kan vaner smuldre. Men i Holbæk er det lykkedes at samle og fastholde godt 15 demensramte og deres pårørende til en ugentlig samtalecafé hver lørdag. Her deler deltagerne livshistorier og holder gang i kreativiteten.

Connie Madsen, der er demensansvarlig i Holbæk og tovholder for caféen, fortæller, hvordan den har fået så stabil og fin opbakning. ”Når vi får at vide, at nogen måske har lyst til at være med, ringer vi til dem et par dage i forvejen og sørger for, at de ved, hvad de kan bruge caféen til. Kontakten til den demensramte og deres pårørende er virkelig afgørende for os,” siger Connie.

Hun forklarer, hvor vigtigt det er at lægge kræfterne i den første og direkte kontakt til mennesker i den demensramtes personlige netværk og til lokale og professionelle sundhedsfaglige personer, der arbejder med demensområdet. ”Løbesedler og annoncer når vi ikke så langt med, fordi vi skal skabe tillid, og der sjældent er overskud til at undersøge mere generelle tilbud. Vores tilbud skal derfor være målrettede. Alfa og omega for os er at få kontakt til de demensspecialister, der kommer i hjemmene, så de kan fortælle, hvad samtalecaféen kan,” siger Connie.

I Holbæk har de valgt, at deltagere ikke behøver tilmelde sig, men at de bare kan dukke op på Holbæk Bibliotek, hvor caféen afholdes. Erfaringen er nemlig, at planlægning bliver uoverskuelig, både for den demensramte og de pårørende. Og samtalecaféen skal altid komme på pluskontoen. Beslutningen kræver til gengæld fleksibilitet og engagement fra frivillige. Aktiviteterne i caféen trækker også absolut på frivilligkræfter, for det, som de fremmødte har lyst til på dagen, præger tiden sammen, forklarer Connie: ”Vi går meget op i at spørge ”hvad kunne I tænke jer?”, og svaret er som regel aktiviteter, hvor man laver alle mulige forskellige kreative ting,” siger hun.

Selvom samtalecaféen er centreret omkring samtaler og livsfortællinger, spænder aktiviteterne bredt. Fra at male på sten til at spille dart. Det vigtigste er at gøre det overskueligt for de demensramte og deres pårørende at mødes i hyggelige rammer.

Tak til vågerne – fra en pårørende i Tårnby

Marianne Aunels mor døde sidste efterår, 90 år gammel. I de forudgående fem nætter havde vågere siddet hos moderen, mens Marianne fik nattero til at finde kræfter. ”Det fungerede upåklageligt. Det er sjældent, man har mulighed for at sige farvel og følge nogen hele vejen. Det fineste ved vågetjenesten er, at dén mulighed fik jeg.” Marianne beskriver, at vågerne tog over på en måde, så familien fik tillid til, at vågerne ville gøre alt for at kontakte dem, så de kunne være der, når døden indtraf.

”Nogle af dem arbejdede stadig, og en af dem havde været hjemme hos min mor før som sosu-assistent – hun våger i sin fritid. Det er jeg stadig meget imponeret over,” siger Marianne.

ÆLDRE SAGENS VÅGETJENESTE I TAL

Ud af Ældre Sagens 215 lokalafdelinger tilbød 72 lokalafdelinger vågning i 2019. Nogle lokalafdelinger er gået sammen, så der findes 49 vågetjenester, og flere samarbejder med Røde Kors for at hjælpe så mange som muligt. I 2019 blev der våget 14.050 timer og ved 975 døende. I 2018 blev der våget hos 763 døende i 12267 timer. Vågerne har i 2019 altså våget hos 212 flere døende og i 1.783 flere timer end i 2018. De fleste døende, som vågerne er hos, er 70 år eller ældre. Sådan ser det ud hvert år, vi dykker ned i vågetallene. I 2019 havde 85 % af de døende pårørende, mens 15 % var helt uden pårørende. 17 % af de døende havde en demenssygdom. I 2018 havde 20 % en demenssygdom. Vi har ikke nogen forklaring på, hvorfor det har ændret sig. I 2019 oplevede 8 ud af 10 vågetjenester, at de ikke alene støttede den døende, men også pårørende, der kan få en tiltrængt pause, imens vågerne holder øje. Der er mange grunde til at våge.

Tak, fordi I gør det!

Conny og Helle er vågere i Tårnby

Conny Kristensen og Helle Fyrsting har I mødt før i Aktiv, og billedet er taget sidste vinter. Over de seneste tre år har de opbygget vågetjenesten i Tårnby. Begge er tidligere sygehjælpere, så de er vant til at arbejde med ældre og syge mennesker.

”I begyndelsen var det min opfattelse, at vi udelukkende var der for døende, men det har ændret sig. Vi aflaster pårørende i en udmattende proces,” siger Helle. Lige nu er det primært hjemmeplejen, der kontakter dem. At flere skal kende til muligheden for vågning, er derfor et mål. Pårørende finder nemlig tiltrængt ro ved aflastningen, selvom nogle kan være skeptiske i starten, forklarer Helle: ”Det kan være voldsomt at lukke en fremmed ind, når døden fylder, ofte siger de først ja, når de ikke længere magter mere, men bagefter får vi meget, meget positiv respons.”