3 minute read
Bisiddere ser besparelserne
Ældre Sagens frivillige bisiddere kæmper for, at ældre får den rette hjælp trods de mange besparelser, der præger ældreplejen. Antallet af ældre, der visiteres til hjemmehjælp, er nemlig kun faldende. Siden 2008 er der samlet set skåret 7,5 millioner hjemmehjælpstimer. Antallet af svage hjemmeboende ældre, der får hjemmehjælp til praktiske opgaver, er næsten halveret fra 2007 til 2017. Ældre Sagen har været med til at påvise, at 40.000 svage ældre i alderen 67-87 ikke fik hjælp i 2007, og at det tal i 2017 var steget til 60.000. Ældre Sagen arbejder politisk for, at det store svigt anerkendes. Det er vigtigt at understrege, at frivillige ikke skal tage slæbet, når offentlige budgetter skrider. Men at frivillige er uundværlige og skaber glæde for de mange, der mærker besparelserne, er uomtvisteligt. Bisidderne spiller alligevel en rolle i det økonomiske puslespil, når de bl.a. deltager i visitationer. Flere af dem, som Aktiv har været i kontakt med, fortæller, at de er med til at påpege alt det, som visitatorerne ikke har råd til at se.
BISIDDERE PEGER PÅ MANGLENDE HJÆLP
Skal ældre have hjælp, skal en visitator fra kommunen på besøg Her er en visitator fra kommunen
DERFOR ER VI BISIDDERE
Mød tre af Ældre Sagens frivillige bisiddere, der på forskellig vis kender til besparelser i hjemmeplejen, og som hver især kæmper for, at ældre får den hjælp, de er berettiget til. Ældre Sagens frivillige bisiddere kan ud over at være med til visitation deltage i anden sagsbehandling og lægesamtaler, og deres viden er guld værd ældrepolitisk.
Pårørende rækker ud på vegne af de ældre
Bente Ritter, bisidder i Brøndby:
Bente oplever, at ældre, som står i en svær visitationssituation, har vanskeligt ved at række ud. ”Jeg havde en bisidderopgave for en kvinde, der sad i kørestol, og som var livstruende syg. Hun havde fået stillet en ældrebolig til rådighed, men det var en alt for kortsigtet løsning. Snart ville hun have brug for meget mere hjælp. Det blev til en klagesag, hvor jeg under genvisitationen spurgte, hvad planen ville være på sigt, når hun blev mere dårlig. Her var svaret genindlæggelse på flexplads. Og det holdt jo ikke med hendes udsigter. Hun landede derfor på en plejehjemsplads, hvor hun har fået den hjælp, hun har brug for. Familien takkede mig bagefter.”
Ældre får ikke den rette hjælp
Bery Dybgaard, bisidder i Kolding:
De fleste af Berys sager handler om, at ældre ikke får den rette hjælp, for systemet fungerer ikke, som det skal, som hun selv siger. ”Jeg var bisidder for en ældre herre på 86 år med rygproblemer, der pludseligt havde fået frataget sin hjemmehjælp. Jeg fik stablet en ny visitation på benene og oplevede en ærgerlig og nedværdigende adfærd fra visitatoren, der ikke tog ham seriøst. Det lød, at hvis manden selv kunne tørre sin køkkenvask af, så kunne han også gøre sit toilet rent. Heldigvis fik han sin hjemmehjælp tilbage, dog i et begrænset omfang. Det er et eksempel på, hvordan systemet forsøger at tørre den af på ældre selv, fremfor at give dem den hjælp, de har brug for.”
Politikerne og systemet fejler
Peder Pedersen, bisidder på Midtfyn:
Peder kan nikke genkendende til de mange besparelser på hjemmehjælp og ældreplejen generelt. Men han vil også huske os på, at hjemmehjælperne gør et kæmpe stykke arbejde. ”Jeg er altid positiv over for hjemmehjælpen, for det er jo ikke dem, man skal skælde ud på. Det er politikerne og systemet bag, der er noget galt med. Jeg vil gerne rose de mange medarbejdere på gulvet, der altid kommer med godt humør. Når jeg er ude som bisidder, sørger jeg for at tale ordentligt, for med det gode humør kommer jeg langt. Det har blandt andet resulteret i, at jeg har et godt forhold til visitatorer, demensrådgivere og hjemmehjælpere.”