18
|
ATOMVANER
Indledning: Min historie På min sidste skoledag i andet år af high school blev jeg ramt i ansigtet med et baseballbat. Da min klassekammerat svingede med battet, smuttede det ud af hånden på ham, fløj imod mig og ramte mig midt mellem øjnene. Jeg husker ikke selve slaget. Battet ramte mit ansigt med så stor kraft, at min næse blev knust og tog form som et forvredet U. Ved sammenstødet blev det bløde væv i min hjerne klasket ind mod indersiden af mit kranie, og mit hoved hævede straks op i en bølgende bevægelse. I løbet af et splitsekund havde jeg en brækket næse, adskillige kraniebrud og to knuste øjenhuler. Da jeg åbnede øjnene, kunne jeg se, at folk stirrede på mig og kom løbende for at hjælpe. Jeg kiggede ned og fik øje på røde pletter på mit tøj. En af mine klassekammerater gav mig sin skjorte, som jeg brugte til at standse strømmen af blod fra min brækkede næse. På grund af chokket og forvirringen var jeg ikke bevidst om, hvor ilde tilredt jeg var. Min lærer lagde armen om min skulder, og vi begyndte at gå den lange vej tilbage til sygeplejerskens kontor: over boldbanen, nedad bakken og ind på skolen. Tilfældige hænder støttede mig i siden og holdt mig oprejst. Vi tog os god tid og gik lige så stille. Ingen var klar over, at hvert minut talte. Da vi nåede frem til sygeplejerskens kontor, stillede hun mig en række spørgsmål. ”Hvilket år er det?” ”1998,” svarede jeg. Det var faktisk 2002. ”Hvem er USA’s præsident?” ”Bill Clinton,” sagde jeg. Det korrekte svar var George W. Bush. ”Hvad hedder din mor?” ”Øhm. Øhm.” Jeg gik i stå i ti sekunder.
8070 indmad.indd 18
19/11/2020 14.10
