Hvordan lykkes indsatsen med co-teaching?

Vi lagde ud med et kursusforløb. Kurset havde fokus på, hvordan man kan arbejde med co-teaching i praksis, og blev et forløb over tre eftermiddage, hvor vi blev undervist i praksistilgange til co-teaching. Mellem undervisningsgangene skulle medarbejderne afprøve co-teachingforløb i deres klasser. Alle lærere, pædagoger og afdelingsledere fra skolen skulle deltage i kursusforløbet, så alle fik viden om, hvordan man kunne arbejde med co-teaching.

Året efter gentog vi kompetenceudviklingsforløbet for alle medarbejdere i indskolingen og udskolingen. Udfordringen var her, at ikke alle klasser og fagområder havde mulighed for at have to professionelle voksne i klassen, der kunne gennemføre et co-teachingforløb. Derfor måtte vi tænke kreativt. Hvor det ikke var muligt at være to professionelle voksne i klasserne, blev parallellægning af fag på de forskellige årgange prioriteret således, at for eksempel naturfagslærere kunne arbejde i co-teachinglignende forløb på tværs af deres klasser, idet faglokalerne lå ved siden af hinanden.

I ledelsesteamet besluttede vi, at i det tredje år skulle co-teaching også bruges som fokuspunkt i den faglige ledelse tæt på praksis. Målet var at få co-teaching implementeret i alle klasser for på denne måde at styrke inklusionsindsatsen og fremme alle elevers faglige læring og trivsel. Det vil sige, at afdelingslederne systematisk skulle følge op på, hvordan der blev arbejdet med co-teachingforløb, når de observerede direkte i klasserne. Når afdelingslederne deltog i teammøderne, skulle arbejdet med co-teaching også være et fast punkt på dagsordenen.

I bogen Ledelse af co-teaching gives der mange gode og konkrete idéer til, hvordan ledere kan gennemføre observationer i klasserne og efterfølgende give feedback til medarbejdere. Konkrete observationspunkter kan for eksempel være, i hvilken grad der bruges forskellige variationer af co-teachingtilgange, hvordan undervisningens indhold differentieres, eller hvor ofte det er muligt at gennemføre fælles forberedelse og evaluering.

I bogen pointeres det igen og igen, at hvis co-teaching skal lykkes, er det vigtigt, at man som skoleleder finder tid og rum til, at medarbejderne kan planlægge, forberede, gennemføre og evaluere undervisningsforløbene. Det er min erfaring, at det netop er her, den største udfordring ligger.

Vi oplevede rigtig stor succes med at bruge skolepædagoger som den anden professionelle voksne i co-teachingindsatsen. Ofte arbejder skolepædagoger også i SFO’en. Det betyder, at lærer og pædagog typisk først kunne mødes til fælles forberedelse efter kl. 17. Det var naturligvis ikke tilfredsstillende. I forbindelse med skoleårets planlægning og skemalægningen måtte vi i ledelsesteamet derfor arbejde på at finde fælles mødetidspunkter for medarbejderne i løbet af arbejdsdagen. I Ledelse af co-teaching påpeges det da også, at skemalægningen er en vigtig krumtap til at finde tid til den fælles planlægning og forberedelse.

I Ledelse af co-teaching understreges det videre, at det typisk vil tage op til fem år, før man kan fastslå, at en forandring er fuldt ud implementeret. Heller ikke alle medarbejdere på den skole, hvor jeg var leder, lykkedes lige godt med at gennemføre co-teachingforløb. Derfor ligger der en stor og vedvarende opgave for afdelingslederne i at fastholde og følge op på, at det netop er denne undervisningstilgang, som skolen benytter, når der er to professionelle voksne i klasselokalet.

Ledelse af co-teaching er på denne måde en god redskabsbog for skoleledere, som ønsker at sætte fokus på indførelsen af co-teaching som en del af den faglige ledelse tæt på skolernes undervisningspraksis. Den ledelsesmæssige opbakning og prioritering er nødvendig for at nå målet med en succesfuld inklusion samt en faglig og trivselsorienteret udvikling af elevernes undervisningsmiljø. Dette bliver der i højeste grad sat fokus på i bogen samtidig med, at man som skoleleder får praktiske anvisninger på, hvordan man kan gribe denne betydningsfulde opgave an.

Rigtig god læselyst!