Klimakrise

Af Julie Hejslet Kajgaard

Med udgangspunkt i et eksempel på klimakrisens følger for de vanskeligst stillede gør forfatteren gældende, at klimakrisen også er Vestens krise. Krisen her har en negativ side, at vi i kraft af vores forbrugerisme bidrager disproportionalt til overforbruget af jordens ressourcer, men også en positiv side, at den kan blive anledning til et identitetsskifte fra forbrugere til forvaltere. Hun peger derefter på, hvordan missionsorganisationerne kan bidrage ved at skabe større forståelse for dem, som klimakrisen rammer hårdest, og bidrage til global vidensdeling. De kan bringe håb i kraft af det kristne håb om, at Gud til slut nyskaber jorden.

I denne artikel vil jeg se på, hvordan klimakrisen ikke kun er et problem, der knytter sig til biodiversitets-, dyre-, af falds- og den globale opvarmningskrise, men dybest set er forbundet med menneskers identitet og deres mulig heder for at klare sig i verden. Artiklen vil fokusere på tre aspekter: 1) Vestens krise, 2) missionsorganisationernes bi drag og 3) nyskabelsens håb.

Med afsæt i Når Gud møder menne sker: Missionsdokument DK-2020s tænkning om, at den grundlæggende udfordring, der er i Vesten, er identitet og værdighed, vil jeg pege på, hvordan identitetskrisen er knyttet til klimakri sen og dens konsekvenser. Klimakrisen og konsekvenserne af denne afslører, at menneskets identitet i Vesten er knyttet til forbrugerisme fremfor forvalterskab.

Introduktion

Kan du forestille dig, at et sted i Afrika var der en pige, der havde brugt en hel dag på at hente vand? Pigen plejede at gå hver dag med familiens lerkrukke sammen med andre veninder fra lands byen. De gik flere timer for at komme hen til vandet. Vandet var en smule mudret, og der var også dyr, der drak af det. En dag, hvor pigen gik fire timer frem og tilbage for at hente vandet, som skulle bruges til at gøre rent, vaske tøj, og til at resten af husstanden kunne få noget at drikke, skete der noget helt forfærdeligt. Pigen tabte lerkrukken, og den gik i tusinde stykker, og vandet fossede ud på den tørre jord. Da mørket var brudt frem, gik pigen ud af landsby en med et reb, og hun hængte sig selv i et træ. Denne beretning fortælles af grundlæggeren af charity: water, Scott

Harrison på podcasten The Liturgists, hvor han i samtalen med værterne for podcasten diskuterede, hvordan Vesten kunne løse konsekvenserne af klimakri sen.

Denne historie sætter formodentlig nogle forskellige tanker i gang hos os. Måske overvejer vi, om det virkelig kan være en sand historie? Måske stiller vi spørgsmålet, hvorfor gjorde hun det? Måske er vi helt mundlamme, og vi kan ikke finde ord for, hvor tragisk denne beretning er. Uanset, hvad du sidder med af tanker, vil jeg gerne bruge denne historie til at pege på, hvordan klimakrisen og konsekvenserne heraf påvirker mennesker. Konsekvenserne af klimakrisen påvirker, hvilke mulig heder nogle har, som andre ikke har. I Danmark kan vi åbne for vores vand hane, og der kommer rent drikkevand ud. Andre steder i verden skal man gå mange timer for at få adgang til vand, der ikke er rent, som man kan drikke lidt af, samtidigt med at det hele tiden er nødvendigt at tænke over, hvor me get der bruges på de forskellige behov, der er i familien.

I kristen skabelsesteologi er alle men nesker skabt til at være forvaltere. Gud har givet mennesket at forvalte natu rens ressourcer. Dog lærer historien os, at i stedet for et sundt forvalterskab er det blevet sådan, at nogle få har brugt mange ressourcer, hvilket betyder, at andre erfarer ressourceknaphed i deres livssituation. Det gjorde sig gældende for pigen og hendes familie, når det kom til vandressourcer, og det gør sig gældende for mange, når der ses på de mange ressourcer, som Gud har betroet mennesket at forvalte.

Vestens krise

Klimakrisen omfatter meget mere end spørgsmål om vandressourcer. Grunden til, at jeg bruger vand som eksempel, er, at det kan hjælpe os til at afklare, hvad der er Vestens grundkrise, når det drejer sig om klimakrisen. Med krise (gr. krisis) vil jeg anvende den dobbelt hed, der er i ordet. På den ene side kan ”krise” afspejle et problem. På den an den side kan ”krise” også afspejle nye muligheder. Derfor vil jeg overveje det grundlæggende problem, der er i Ve sten, nemlig forbrugerisme, og på den anden side den mulighed, der er for Vesten, hvilket blandt andet er tekno logiske landvindinger. Samtidigt vil jeg også argumentere for, at det Vestlige menneskes identitet som forbruger er årsag til Vestens klimakrise, og derfor skal menneskets identitet ændres til den Gudskabte identitet, forvalter.

I en rapport fra Oxfam UK fra 2015 lød konklusionen, at de 10% rigeste i verden, stod for 50% af klimaudled ningerne, imens de 50% fattigste (3,5

milliard mennesker) kun stod for 10% af den samlede klimaudledning (Extre me Carbon Inequality 2015,1). Rapporten påpeger, hvordan konsekvenserne af klimakrisen også først og fremmest rammer dem, der har færrest ressour cer. Denne konklusion drog Mattias Söderberg også i sin artikel ”Klimaforandringer ændrer vor måde at leve på” i Ny Mission 16 (2009). Rapporten fra Ox fam UK bekræfter to problemstillinger, når det handler om klimakrisen. For det første er det Vesten, der har en klima krise, og for det andet hænger klimakrisen nøje sammen med menneskers identitet. I 2017 kom WWF Verdensnaturfonden med en rapport, der samlet konkluderede, at hele verden brugte ressourcer, som om der var 1,7 jordklode til rådighed. I Danmark brugte vi alene ressourcer, som om der var 3,6 jordkloder (Ritzaus Bureau 2017). Disse tal viser, hvordan det er helt nødven digt at ændre grundlæggende praksis og tænkemåde i forhold til den måde, naturens ressourcer forbruges på.

I Missionsdokument DK-2020 stilles der dette spørgsmål: ”Er vi jordens ejere el ler forvaltere?” En anden måde at stille det samme spørgsmål på er, om vi er forbrugere eller forvaltere af jorden? I bogen Just Living skriver Ruth Valerio, at vi i Vesten lever i et forbrugeristisk samfund, hvilket egentlig ikke er no gen overraskelse for nogen i dag, for de fleste af os har ikke kendt til andre slags samfund (Valerio 2016, 59). Det er måske her, vi finder roden til Vestens klimakrise. Vi tager for givet, at vi kan få dækket vores behov, ligeså snart de opstår, og det kræver ikke engang, at vi skal rejse os fra vores sofa, men vi kan købe vores mad, vores bøger, eller hvad det nu er, vi har behov for, ved at klik ke et par gange på vores mobiler. Det særlige problem ved denne forbrugstil gang er, at mange af os mister fornemmelsen af, hvor vores vare kommer fra, og hvem der har produceret den. Som Ruth Valerio videre skriver, er der to sider i et forbrug. Der er produktions siden og forbrugssiden. De to sider bliver bundet sammen af produktet eller servicen, der bliver efterspurgt (Valerio 2016, 61). Som Valerio påpeger, beken der kristendommen, at mennesket er skabt til at være forvalter fremfor for forbruger, og det er en særlig opgave. For problemet er ikke, at der købes en vare eller en service, men hvis der ikke er blevet truffet et valg om, hvordan ens vare er blevet produceret, samt under hvilke forhold de involvererede personer i fremstillingen af produktet har haft, fortsættes rovdriften af na turens ressourcer, og mennesker fastholdes i undertrykkelse. Derfor er det afgørende, at vi hver især bliver bevid ste om den proces, vores vare har været igennem, før den er kommet til os.

Forbrugerismen skaber en adskillelse mellem forbrugeren, producenten og produktet. Modsvarende kan en for valterskabsidentitet binde forbrugeren sammen med både producenten og produktet, for ved at være sig bevidst om, at mennesket som forvalter skal varetage Guds skaberværk i dets rige mangfoldighed samt drage omsorg for sin næste, kan der findes en anden vej, som vil frigøre mennesker for moderne slaveri, og som vil blive til gavn for kli maet.

I en krise er der også muligheder. For i Vesten er der opfundet mange alter nativer, der kan hjælpe til at udlede mindre forurening i atmosfæren. Det kan handle om, hvordan tøj bliver pro duceret, hvordan der drives landbrug, hvordan der sker nybrud i transport sektoren og så videre. I introduktionen gjorde jeg spørgsmålet om adgang til rent vand til casen for denne artikel. Med den knowhow, der er i Vesten, kan det problem løses, og problemstillingen viser, hvordan det handler om mang lende (politisk) vilje. Her kan vi som forvaltere af Guds skaberværk og med omsorg for vores næste gøre en indivi duel forskel. Vi kan støtte charity: water i deres arbejde. Vi kan stemme til de po litiske valg på de politikere eller partier, der vil gøre en aktiv indsats på dette område. Vi kan deltage i demonstrati oner, som sætter fokus på, hvordan der drives rovdrift på naturens ressourcer. Vi kan gøre meget.

Vestens mulighed i krisen kan f.eks. være at bidrage til, at mennesker i In dien ikke behøver at gennemgå den samme industrielle periode med fokus på fossile brændstoffer, som har ken detegnet Vestens historie. Derfor er Vesten nødsaget til at bringe de tek nologiske landvindinger, der er gjort her, til resten af verden. Det kan f.eks. være vindenergi. Er der organisationer med en forvalterskabsidentitet, som vil satse på at bringe vindmøller til Afrika eller andre steder, hvor der ellers vil bli ve brugt fossile brændstoffer? Hvis det skal blive muligt, er det vigtigt, at end nu flere af os, både på individ- og organisationsniveau, ændrer identitet fra forbrugere til forvaltere. Denne identi tetsændring vil også have økonomiske konsekvenser for os. Det vil medføre, at vi skal forbruge mindre og bedre. Når det tages i mente, at et produkt skal produceres uden, at der skal drives rov drift på naturens ressourcer, og producenten skal have en ordentlig løn, så stiger de samlede udgifter for produktet. Derfor er det helt afgørende, at forval teridentiteten også får indflydelse på, hvordan ens penge skal bruges.

Missionsorganisationernes bidrag

De af os, der arbejder i en missionsorga-

nisation eller på en anden måde har en tæt tilknytning til kulturer og menne sker uden for Vesten, har allerede den erfaring, at disse kan være en bidrags yder til at give os et større perspektiv på verden. Når det kommer til klimakrisen, ser jeg derfor, at missionsorganisatio nerne har mindst to måder, hvorpå de kan bidrage positivt.

Selvom vi alle lever i en globaliseret verden, hvor vi her i Vesten har man ge interaktioner med andre dele af verden – bevidst eller ubevidst for det enkelte menneske – kan det for man ge være udfordrende at forholde sig til resten af verden. Igennem mange missionsorganisationers arbejde får vi verden lidt tættere på os, da vi hører historier fra de pågældende lande, som organisationerne arbejder i. Det er per sonlige beretninger, hvor de problemstillinger, der almindeligvis kan virke fjerne og udenfor vores horisont, kan blive vores egne igennem relationen til de personer, der fortæller om deres situation. Deres konkrete udfordringer og muligheder kommer derfor tættere på det bagland, som organisationerne har. Organisationerne kan derfor på en særlig måde give os indblik i, hvordan klimaforandringerne påvirker de områ der og de mennesker, lige der hvor de er. I en nyere bog af Ruth Valerio, Say ing Yes to Life, beretter Valerio igen og igen om, hvordan de forskellige klimaforandringer – nedsmeltning af is, tørke, storme og meget andet – påvirker de mennesker, som organisationen Te arfund, hvor Ruth Valerio er en del af ”executive team”, arbejder med. Det betyder, at klimakrisens konsekvenser kommer tættere på os som læsere, også selvom der er trygt lige der, hvor vi befinder os. Det første bidrag, missi onsorganisationer særligt kan bringe, er altså at kommunikere om, hvordan klimakrisen påvirker de mennesker, de arbejder sammen med, og hvordan der findes gode løsninger lokalt. Missions organisationerne kan så at sige gøre klimakrisens konsekvenser konkret for alle os, for hvem det opleves abstrakt og fjernt.

Missionsorganisationernes anden mu lighed er at arbejde for det, Ken Gnanakan kalder Eco-Justice. Med dette begreb kalder Gnanakan på, at der udvises både respekt og retfærdighed over for både mennesker og skaberværket i sin helhed (Gnanakan 2017, 87). Dette kan ske ved, at missionsorganisationer går foran og i samarbejde med deres part nere vidensdeler, hvordan jordens ressourcer kan blive forvaltet bedre. Charity: water bringer rent vand og sanitet til de områder, hvor de arbejder, da rent vand og ordentlige sanitetsforhold på virker arbejdet med skolegang, uddannelse og kvinders arbejde i landbruget (Harrison på podcasten The Liturgists). I

lyset af den viden, der er om, hvordan konsekvenserne af klimaforandringer ne rammer de lande, der er dårligst rustet til at tilpasse sig de nye omstæn digheder, forandringerne medfører, har missionsorganisationerne mulighed for at udruste deres partnere. Missionsor ganisationerne kan på en meget konkret og forbilledlig måde udleve det, der blandt andet skrives i Cape Town Erklæringen: ”En integreret mission be tyder at erkende, forkynde og udleve den bibelske sandhed, at evangeliet er Guds gode nyheder gennem Jesu Kristi kors og opstandelse – for individet, for samfundet og for skaberværket” (Cape Town Erklæringen 2011, 31) Hvis mis sionsorganisationerne både forkynder, at Jesus er Messias, samtidig med at de udruster de lokale til at gennemgå konsekvenserne af klimaforandringer, praktiserer organisationerne integreret mission.

Det betyder på ingen måder, at vi, der er her i Danmark, kan unddrage os at tage vores ansvar på os. Tværtimod kan missionsorganisationerne hjælpe os med at bidrage til deres arbejde, som også indbefatter et eco-justice aspekt, og som kan styrke hver enkelt persons identitet: at vi er kaldet til at være for valtere fremfor at være forbrugere. For når vi lige pludselig kan sætte ansigt på, hvem der har produceret vores tøj, mobiltelefon eller den service, vi skal til at gøre brug af, så bliver det lettere at overveje, om det er nødvendigt og godt, eller om det er et udtryk for for brugerismen, hvor mere vil have mere.

Nyskabelsens håb

Som det sidste i denne artikel vil jeg pege på, hvordan kirken i bred forstand kan bringe håb, også når det handler om klimakrisen. Der er brug for håb, for der er mange, særligt unge mennesker for hvem det leder til, hvad der bredt bliver kaldt for klimaangst (Skyum & Dohm 2019). For andre giver det ikke mening at tale om klimakrise, da man ikke kan overskue, hvad der skal gøres, og derfor er det lettest helt at undla de at gøre noget. I kirken kan det også være svært at finde en god måde at tale om klimakrisen og dens konsekvenser på, da kirken ikke er partipolitisk, og umiddelbart har et andet ærinde. Dog er der flere sognekirker, der har fornyet den årlige høstgudstjeneste til at tale om klimaet (Hansen 2018).

Hvordan kan der tales om klimakrisen på en sådan måde, hvor det ikke leder til en bestemt partipolitisk overbevis ning og heller ikke til klimaangst? Det kan man måske finde ved det kristne håb om nyskabelse. En tilgang til dette er ved at se på, hvordan de to græske ord, som i Bibelen er oversat med ”ny”, f.eks. i Joh Åb 21,1, skal forstås. De to græske ord er kaine og neos. Når der

står ”ny” i Bibelen, vil mange af os tænke, at der menes noget helt nyt. Dog har disse græske ord også det aspekt i sig, at det er noget, der bliver fornyet eller transformeret (Valerio 2020, 102). Derfor kan kirken forkynde gode ny heder, også når det gælder klimaet, da kirkens budskab er, at vi venter på en fornyelse eller transformation af den jord, vi lever på. Denne fornyelse og transformation kan vi som mennesker allerede nu tage del i ved at gøre vo res for at varetage skaberværket ved at være forvaltere af alt det, der er blevet betroet os. Ved at pege på håbet om fornyelse kan kirkens forkyndelse og praksis undgå at lede til, at mennesker får angst på klimaets vegne og uden, at det bliver partipolitisk afgrænset.

Der kan siges meget mere om, hvor for det er afgørende at bringe dette nyskabelsens håb, når det handler om, hvordan kirke, missionsorganisationer og enkelte personer skal respondere på klimakrisen og dens konsekvenser. Her er min vigtigste pointe, at kirken til alle tider i historien har (ideelt set) bragt håb i de forskellige kriser, de forskelli ge samfund har gennemgået. Sådan er kirkens opgave også i dag, og derfor er det helt afgørende, at kirken taler ud fra håb, når der tales og handles ind i denne krise, som rammer mennesker på mange forskellige måder.

Afslutning

I denne artikel har jeg set på, hvordan Vestens klimakrise både bringer udfor dring og muligheder. For at svare på udfordringerne skal der ske et identitetsskifte, hvor vi grundlæggende forstår os selv på individniveau som forvaltere fremfor som forbrugere. For at hjælpe os med at forstå, hvordan klimakrisen rammer dem, der har færrest ressourcer til at respondere på følgerne af krisen, har missionsselskaberne en nøglerolle i at bringe historierne fra deres partnere til os i Vesten, hvorved det øger vores erkendelse af konsekvenserne af vores handlinger. Samtidigt har missionsorga nisationerne også en særlig mulighed for at vidensdele og at arbejde med de res partnere, for at disse kan forberede sig på konsekvenserne af klimaforan dringerne. Slutteligt kan alt dette gøres ud fra håbet om fornyelse. Kirken og alle involverede kan frimodigt tage for valteridentiteten til sig, for den bunder i, at Gud i sidste ende fornyer jorden, og vi er betroet at arbejde med på den fornyelse.

Litteratur

Cape Town-erklæringen 2011 Vi elsker Guds verden. Cape Town-erklæringen, Fredericia: Lohse.

Gnanakan, Ken 2017 Responsible Stewardship of God’s creation, New York: WEA.

Hansen, Mette 2018 ”September er sæson for klimafokus i kirken” artikel i Kristeligt Dagblad, d. 22. september.

Harrison, Scott 2017 Suffering (Part 1). The Liturgist Podcast.

Ritzaus Bureau 2017 ”Hvis alle levede som danskerne, havde vi brug for 3,6 jordkloder”, artikel i Berlingske Tidende, d. 2. august. Skyum, Simone & Klaus Dohm 2019 ”Børn og unge behandles for angst og depression over klimaforandrin ger”, artikel i Jyllands-Posten, d. 17. oktober.

Söderberg, Mathias 2006 ”Klimaforandringer ændrer vor måde at leve på”, i Ny Mission nr. 16, Frederiksberg: Unitas.

Valerio, Ruth 2020 Saying Yes to Life, London: SPCK. 2016 Just Living, London: Hodder & Stoughton.

Julie Hejslet Kajgaard, f. 1990, cand.theol., er teologisk netværker i Den Danske Israelsmission.