15 minute read
Der er noget ved vor jord, som Gud har planer med
Af Johs Kühle
Forfatteren fortæller om erfaringer med at gøre diakoni og mission relevant for mennesker i dag. Dernæst argumenterer han for, at manglende kontekstualisering af teologien i Missionsdokument DK-2020 gør den irrelevant. Som modeksempel præsenterer han Christian Bartholdys teologiske udvikling på baggrund af oplevelsen af 2. Verdenskrig og udleder heraf: ”Vi må kunne gøre rede for Guds mission på en måde, som rummer både evangelisation og diakoni, både skabelsesteologi og frelseslære som en sammenhængende plan for verden.” I artiklens sidste del peger han på eskatologien som det, der fører linjerne fra skabelse og frelse sammen i det fuldkommengjorte Guds rige. Dette håb er den vigtigste motivation for mission.
Advertisement
Udgangspunktet for dette bidrag til drøftelsen af en aktuel dansk missions teologi er mit engagement i Danmission samt mange års arbejde som sognepræst med diakoni og mission som værdifulde elementer.
Vi er i Danmission udfordret af et vigen de engagement i det traditionelle missionsarbejde, som tidligere udfoldede sig med mange udsendte missionærer og et stort antal missionskredse, som stod for mange aktiviteter og møder i by og på land og som finansierede mis sionsarbejdet. Mon ikke dette er fælles vilkår for vore organisationer i Dansk Missionsråd!
For mig er det vigtigt at kunne gøre rede for den motiverende drivkraft, som kan føre til et engagement for mission og diakoni. En ting er at høre lignelsen om den barmhjertige samari taner og nikke ja til ordene fra Matthæusevangeliet kap. 28 ved dåben. Noget andet er at omsætte ordene til aktiv deltagelse i Guds mission. Her bliver det svært for mange i Folkekirken, både de hyppige og de sjældne kirkegængere. Målet med Guds mission forekommer verdensfjernt og tidløst og har derfor ringe motiverende kraft for mennesker i en moderne, sekulær virkelighed. Det kan være en af forklaringerne på det vigende engagement.
Jeg ser det som en teologisk opgave at
formulere forståelsen af Guds mission på en måde, som gør evangeliet rele vant i forhold til verden med mennesker og natur. Jeg vil pege på den eskatolo giske dimension ved evangeliet, som kan give svar og skabe mening, motiva tion og engagement i Guds mission.
Som præst i Folkekirken har jeg mødt mennesker i mange situationer. Det har givet mulighed for at indbyde folk til et konkret engagement i diakoni og mis sion. Hvilken virkning, det har haft, er en anden sag. Jeg vil lade de følgende eksempler tale for sig selv og lade det være op til læseren at vurdere effekten af indsatsen:
Som fast deltager i husstandsindsamlin gen til Nødhjælpen har jeg erfaret, at man med 2-3 timers vandring fra dør til dør kan indsamle 1.000-2.000 kr. For uden pengene har indsatsen givet mig mulighed for at møde folk og henle de deres opmærksomhed på dem, for hvem nødhjælpsarbejdet er livsvigtigt.
Hvert år samlede vi juleaften i kirken ind til nødhjælp og mission. Det resul terede i flere tusinde kroner i kirkebøssen samt muligheden for at fortælle om juleglæden, som er tiltænkt hele folket – alle!
På samme måde ved de store kon firmationsgudstjenester med ca. 500 deltagere pr. gang; altid med interna tionalt perspektiv i prædikenen og en opfordring til at se livet i den globale sammenhæng.
I min præstetid har emnerne klima, migration, pandemi, terror osv. givet rigeligt stof til eftertanke. Hvad er det ved vor jord, som Gud har planer med. Og hvilken rolle har vi i disse planer? En julegudstjeneste eller en konfirmation bliver ikke mindre festlig af, at tale, tek ster og salmer handler om det dejlige men også problematiske liv, vi lever lige nu!
Et højdepunkt var et besøg af en grup pe dansende og syngende børn fra Uganda, som med livskraft og humør ”sang ud af det hårde liv”. Ved denne lejlighed kunne vi gange indsamlings resultatet med både 10 og 20!!! Læresætningen er, at det er i mødet med konkrete mennesker af kød og blod, især børn i samme alder som mine egne børn og børnebørn, at hjertet røres og mobilepay aktiveres.
Det er godt med store enkeltstående oplevelser. Men der skal mere til for at skabe motivation for længerevaren de engagement. Et sådant har mange fået som volontører eller ved at rejse ud med en missionær til arbejdsområ derne. Andre har oplevet ”suset” ved at have kontakt med og være vært ved
besøg af gæster fra en venskabsmenighed.
Velgørenheds-business og mission
En anden og meget praktisk tilgang til missionsengagement har mange fået i genbrugsbutikkerne. Her giver fast arbejde, socialt netværk og spænden de kontakt med kunder helt sin egen mening. Dertil kommer muligheden for at ”gøre en forskel”. Det sidste er nærmest blevet et mantra i det danske sprog. Hvilken forskel, behøver man ikke at forklare, for ”det går til et godt formål”.
Motivationen til arbejdet i genbrugs butikken hører for mange frivillige nok mere sammen med fællesskabet og den konkrete beskæftigelse i butikken end med det formål, organisationen har med sit arbejde. Det har jeg ikke noget at indvende imod. Men jeg ville ønske, at vi kunne beskrive en klar sammen hæng mellem Jesu missionsbefaling om at gøre alle folkeslag til disciple og den konkrete indsats for at gøre brug te ting og sager klar til salg i en butik. En sådan helhedsforståelse ville kunne blive en stærk motivationsfaktor. Vi skal med andre ord kunne sætte ord på ”det gode formål” med vores butik og beskrive sammenhængen med Guds mission.
Teologi og kontekst
Det er vigtigt at arbejde med missionsteologi i vores nutidige kontekst. Al teologi er kontekstuel. Dogmehistorien og missionshistorien har lært os, at man ikke kan overføre hele sin kirkelige ind pakning af evangeliet til et andet land og et andet folk i en anden kultur. Man er nødt til at analysere de forhold, som gør sig gældende dér, hvor man vil brin ge evangeliet i spil. Det kræver både oversættelse og fortolkning, dvs. her meneutik. Med Når Gud møder mennesker: Missionsdokument DK-2020s beskrivelse af de fem hovedtendenser i vor danske kontekst har vi fået oplæg og måske inspiration til at overveje, hvordan kirker og kristne skal adressere de problematikker, som udfordrer os i vor tid.
Det undrer mig, at den kontekstuelle tilgang i missionsdokumentet kun brin ges i anvendelse i forhold til nutiden og ikke i forhold til den nytestamentlige teologi. Med fire evangelister og en kulturåben omrejsende, brevskrivende apostel præsenteres vi for flere vinkler på inkarnationen, som fortæller, at Gud blev menneske i et folk, til en bestemt tid, med en konkret kultur. ”Det gode budskab” kan ikke adskilles fra det menneske, som hører det. Når geogra fien, historien og kulturen ændres, sker der noget med forståelsen af evange liet.
I indledningen til missionsdokumentet anvendes en række teologiske begre ber, som forekommer mig problematiske og ikke umiddelbart dækkende for min forståelse af den kristne tro. Det gælder f.eks. begreberne ”genopret telse”, ”frelse” i kraft af ”forløsningen ved Jesu Kristi død på korset”, ”synd” og forsoningstænkningen. For mig at se skal disse begreber fortolkes kontek stuelt og er ikke i sig selv det urørlige fundament, hvorpå den kristne tro byg ger.
Genoprettelse peger i retning af en reparationsproces. En tilbagevenden til urtilstanden før syndefaldet eller en ophævelse af syndefaldet. Det ville være bedre at tale om nyskabelse, som det også sker nogle steder i missionsdo kumentet. Genoprettelse og nyskabelse peger i hver sin retning. Nyskabelsen peger fremad mod den verden, som Gud forsat er aktiv i og vil gøre fuld kommen. Jeg mener med andre ord, at mission er fremadrettet i tid og som sådan eskatologisk.
Synd beskrives som menneskets brudte relation til Gud. Hvis det er teologisk korrekt, medfører det unødvendige teodicé-problemer i forhold til verdens nød og elendighed. Jeg vil foretrække at tale om synd som synd mod men nesker. Synd mod Gud er altid også synd mod medmennesket, naturen og kosmos. Når naturen folder sig ud i sin voldsomhed, kan katastrofen ikke altid forklares som forårsaget af mennesker. Og dog er det synd for ofrene. Derfor er det for mig at se ikke holdbart at forklare deres lidelser som forårsaget af menneskers synd mod Gud. Det er snarere omvendt!
Dokumentets tale om forsoning, forløs ning og frelse ved Jesu død på korset ligner for mig at se den objektive for soningslære. Jeg mangler inkarnationsdimensionen. Jesus tilgav syndere og arbejdede for forsoning fra dag ét i sit offentlige virke. Jesu tilgivelse og forsoning bygger på hans Gudsforståel se og ikke på nogen offerdød, som jeg ser det.
Jeg kender naturligvis de ovennævnte begreber fra dogmehistorien og an skuer dem som udtryk for kristen tro i historisk betingede sammenhænge. Ved ukritisk overførsel til vor tid mister begreberne både mening og relevans. Min pointe er derfor, at også det teo logiske udgangspunkt ”det gode budskab” skal bearbejdes kontekstuelt.
Bartholdy på sporet af et udvidet missionsperspektiv
Som eksempel på kontekstens omkalfatrende betydning for teologien vil jeg fremdrage de udfordringer, som verdenskrigene i det 20. århundrede
stillede. Efter en fremtidsoptimistisk, idealistisk og liberalteologisk periode ved århundredeskiftet samledes man i mellemkrigstiden om en dialektisk kri seteologi, som inspirerede mange teologer i både Indre Mission og Tidehverv.
Men så kom krigen til Danmark. Fem år med besættelse og modstandskamp ændrede synet på folkelighed og sam fund hos folk på kirkens højrefløj. En betydelig teolog som Christian Barthol dy, Indre Missions daværende formand, skal i en tale i missionshuset Bethesda i 1945 have sagt: ”Gud har andet for med mennesket end at få fyldt him melen. Der er noget ved vor jord, som Gud har planer med, med hele verden, måske med folkene” (Indre Missions Ti dende 23, 1945).
Sådan tænkte man ikke i 1940, hvor KFUM&KFUK sammen med Indre Missi on afviste at deltage i Ungdoms Samvirke, en paraplyorganisation, som blev dannet i et forsøg på at samle alle dan ske ungdomsforeninger for at fastholde danskhed. Bestræbelser, som foldede sig ud i tiden efter den 9. april, hvor der blev dannet en samlingsregering, og hvor formanden for Rigsdagen Hans Rasmussen er citeret for at havde sagt, at ”sammenhold må til. Tvedragt må forsvinde. Nu er det Danmark og Dan mark alene, det gælder”. Til fortrydelse for mange og især KFUM&KFUK’s egne medlemmer valgte KFUM&KFUK’s fæl lesbestyrelse med Christian Bartholdy som formand at gå enegang: Man kun ne ikke være sammen med de andre, hvis man samtidigt skulle neddrosle det særlige formål med sin organisation, at forkynde Kristus og bære vidnesbyrdet om ham ud til mennesker, også når der er krig. Kort kan tankegangen vel be skrives med ordene ”kristen først og menneske så”.
Efter befrielsen i maj 1945 så det ander ledes ud. Modstandskampen havde forenet unge med vidt forskellige politiske og religiøse opfattelser i den fælles kamp mod nazismen og dens ondskab. Synet på det fælles menneskelige hav de ændret sig. Som eksempel på den teologiske udfordring nævner Barthol dy en begravelse, hvor afdøde ikke var kendt som kirkegænger men ikke de sto mindre som et ædelt og retfærdigt menneske. Det handler med andre ord ikke kun om at ”få fyldt himlen…” men også om den jord, som Gud har planer med, ”med hele verden og måske fol kene”, som ovenfor citeret.
Til denne skabelsesteologiske forståelse tilføjer han et eskatologisk perspektiv. Gud har en plan med den verden, han har skabt, en plan som omfatter folke ne.
Det blev om Bartholdy sagt, at ”om ej han Grundtvigianer er i dag, han blive
det dog i morgen”. Det blev han ikke. Men den politiske neutralitet, som hav de kendetegnet Indre Mission frem til 1940, blev forladt. Nu blev der f.eks. talt positivt om hjemmeværnsforeninger, ja der blev endog stiftet kristelige hjem meværnsforeninger.
På den ene side hævder Bartholdy den traditionelle frelsesteologi, hvor troen på Kristus forkyndes som afgørende i spørgsmålet om evig frelse eller for tabelse. På den anden side pointeres, at Gud har en plan med livet i denne verden. Efter det ene spor fører forstå elsen af Guds mission til evangelisation med sigte på omvendelse til frelse i al evighed. Efter det andet spor kommer mission til at dreje sig om diakoni i den ne verden, hvor mennesker lider nød.
Bartholdy formåede at formulere det teologiske problem med de to spor men kom ikke frem til nogen helheds forståelse. Den opgave er givet videre til os. Vi må kunne gøre rede for Guds mission på en måde, som rummer både evangelisation og diakoni, både skabel sesteologi og frelseslære som en sammenhængende plan for verden.
Mission som eskatologi
Jeg mener, svaret kan findes, når man lader det eskatologiske perspektiv rykke ind i centrum af det teologi ske univers. Eskatologi er ikke blot en lære om de sidste tider. Den tager sit udgangspunkt i skabelsesteologien og frelseslæren og fører dem frem til en syntese i alle tings fuldkommengørelse. Eskatologien beskriver den plan, som Gud fra første begyndelse har haft med skabelsen. Og den plan afslørede han med inkarnationen, ved Jesu liv, død og opstandelse. Det, Gud har begyndt, vil han fortsætte og fuldføre til evig tid!
Som mennesker, som kirke er vi alle kaldet til at deltage i realiseringen af denne plan. Jesus kaldte planen ”Guds rige” og forkyndte det som en kom mende begivenhed med en forvandlende kraft allerede nu. I håbet om Guds riges komme kan man løfte blikket fra sin betrængte nutid og skue ind i en be friet fremtid med mad til de sultne og trøst til sørgende (Mt 5,3-12).
Jesu fællesskab med mennesker – uden personsanseelse – blev det fysiske ud tryk for Guds barmhjertige kærlighed. Med opstandelsen fra de døde er det dokumenteret, at livet i denne verden ikke slutter med ondskab og død men med en fremtidig verden, hvor alt det gamle fornyes og fuldendes, og hvor Gud selv er midt i verden (Åb 21,1-5). Det er for mig at se målet med Guds mission.
Analysen i missionsdokumentet ud peger en række problematikker, som udfordrer vort menneskesyn, både i
forhold til os selv og til andre – individualisering og globalisering, migration, klimakrise, socio-økonomisk ulighed, postsekulær spiritualitet / postmoderni stisk relativisme.
Til nogle af disse udfordringer har ska belsesteologien gode svar. Til andre har evangelisation noget at byde på. Ifølge skabelsesteologien er vi skabt af Gud i hans billede og kan deraf forstå vores værdighed. I mødet med evangeliets Jesus modtager vi identitet som Guds elskede børn, skabt til fællesskab med alle jordens folk. Ved at få givet værdi og identitet i relationen til den treenige Gud får livet nu et bæredygtigt funda ment.
Med eskatologien føres linjerne fra ska belse og frelse ind i den fremtid i Guds rige, som har været Guds plan med ver den siden dens grundlæggelse. Derfor er der håb for verden. Det vil jeg gerne tydeliggøre ved overvejelser om identi tetsbegrebet.
Evangelium og identitet
Identitet er ikke noget, man ejer og har. Det er noget, man får i relation til verden omkring sig. Identiteten udvik les gennem en livslang proces. Når man vokser op, sker der noget med krop, sind og tanke. Nye udfordringer kræver nye svar, nye måder at takle forandrin ger på. Heri spiller de nære relationer en rolle, mor, forældre, søskende, bør nehaven, skolen, samfundet, kulturen og kirken.
Det er i det vellykkede samspil med an dre, man kan blive et helstøbt jeg. Vejen til at blive helstøbt som jeg er brolagt med toppede brosten, som svigt, tab, migration, klimakrise og værdire lativisme. Identitet i denne forståelse er bagudrettet i den forstand, at det er en opsamling af tidligere jeg-synteser.
Identitet i et eskatologisk perspektiv er derimod fremadrettet, idet du får din identitet i kraft af det, du skal blive i Guds rige. Vi skal sidde ved det lange bord med folk fra alle verdens hjørner og fra alle tider. Vi bosættes i Guds bo lig, hvor der er plads til alle. Og Gud selv vil være midt iblandt os, hvor vi skal mødes ansigt til ansigt i en verden, hvor Gud har gjort det gamle nyt.
Håb og mission
Det er i håbet om dette Guds rige, hvor der ikke er død, ej heller sorg eller pine, at den grundlæggende motivation til diakoni og mission opstår.
Det er i dette håb, vi kaldes til medar bejderskab på Guds rige i en verden, som trues af menneskelig utilstrække lighed og værdirelativisme, voldsom natur og menneskeskabt ødelæggelse af både natur og samfund.
Det er i dette håb, vi inddrages i et kærlighedens fællesskab med fred og forsoning med alle folk.
elt og organisatorisk. Når en pandemi Ondskaben vil aldrig sejre. På trods af
som Corona-pandemien hærger, skal både klimakrise og pandemi, af mis
vi vise ”samfundssind” for at begræn brug og overforbrug af jordens ressour
se smittespredning og deraf følgende cer og af identitetsforvirring som følge
sygdom og død. Parallelt hermed kan vi af globaliseringens sandhedsrelativisme
sige, at vi i kraft af håbet er kaldet til at får det ikke lov til at gå helt galt. Det er
vise ”Guds rige-sind” i vores daglige liv. regnbuepagten et tegn på. Gud er Gud,
Hvordan det skal ske, ved vi ikke, men og han vil aldrig fortryde skabelsen og
det vil lykkes. Gud vil aldrig fortryde sin lade jorden gå til grunde. Gud har sej
plan. ”Thi fornægte sig selv kan han ret over den totale tilintetgørelse ved
ikke” (2 Tim 2,13). Jesu opstandelse fra de døde.
Denne eskatologiske tænkning ville jeg
Håbet om det fuldendte Guds rige er gerne se spor af i Missionsdokument
for mig at se motivationsfaktor nr. 1. DK-2020.
ner udledes.
Det nytter noget. Vi kan gøre en forskel i kraft af håbet om Guds riges komme. Det er dette håb, som åbner virkeligheden nu og sætter den i perspektiv i forhold til vore bestræbelser individu
Og heraf kan en række del-motivatio
Litteratur
Bartholdy Chr. 1945 ”Menneske først og kristen saa”, 12 artikler i Indre Missions Tidende. Se særligt nr. 23.
Johs Kühle er pastor emeritus. Læste teologi først i København og senere i Århus, hvor han i sin studietid var engageret i det dengang nye Gellerup sogn. Lærer på Haslev udvidede Højskole i 10 år. Derefter sognepræst i Abildgård Sogn i Frederikshavn i 28 år. Er på 4. år medlem af Danmissions bestyrelse samt formand for stiftsbestyrelsen i Aalborg Stift.
