Mission i en sekulariseret og pluraliseret samtid

Af Søren Dalsgaard

I denne artikel påpeger forfatteren, hvordan pluralisering og sekularisering udgør udfordringer for mission i dagens Danmark. Som et svar på disse udfordringer peger han på inkarnationen, at Gud blev menneske, som paradigme for mission. Han udfolder forholdet mellem evangelium og kultur ved hjælp af den Kalkedonensiske trosbekendelses kristologiske formuleringer om ”uden sammenblanding, uden forandring … uden adskillelse”. Hver af disse pointeringer anvendes direkte på den aktuelle folkekirkelige virkelighed. Det leder til konklusionen, at ”kirkens og det kristne liv ikke [må] spaltes eller kompartmentaliseres, men skal leves i én person og i én tilværelse.”

Kirkens mission har sit udspring i Guds mission (Missio Dei). Centrum for Guds mission er Kristus selv, som er udsendt af Faderen og blev menneske for at forsone verden med sig selv gennem sin død og opstandelse. Det er ultima tivt set denne mission, vi som kristne og som kirke er kaldet til at arbejde med på, da Jesus erklærede til sine efter følgere, efter han opstod fra de døde: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg jer” (Joh 20,21).

Men hvad betyder det så i dag, og hvordan er vilkårene for mission i da gens Danmark? Nogle af de typiske indvendinger mod kristen mission i dag er for det første, at den, som er enga geret i mission, forsøger at tage patent på sandheden i en verden med mange forskellige kulturer og livssyn, og for det andet, at man udøver en grænse overskridende adfærd over for andres privatsfære.

Denne artikel vil give en teologisk analyse af to strømninger i samfundet – pluralisering og sekularisering – og overveje, hvad disse betyder for kristen mission. Disse strømninger er ikke blot påvirkninger, som kommer udefra og eksisterer i samfundet uden for kirken, men noget, som vi som kristne og som kirke selv er en del af, og som influerer os.

Til brug for den teologiske belysning af spørgsmålet om, hvordan vi som kristne i mission i Danmark skal forholde os til

disse to strømninger, vil denne artikel tage udgangspunkt i de kristologiske formuleringer om Kristi to naturer, som opnåede normativ status ved kirkekon cilet i Kalkedon i år 451, og lade disse formuleringer tjene som vores teologi ske pejlemærke.

Pluralisering af samfundet

Samfundets pluralisering hænger blandt andet sammen med den stigen de globalisering, hvor mennesker og ideer kan bevæge sig fra den ene del af verden til den anden på kort tid. Mi gration, digitalisering og global handel er nogle af de måder, hvorpå dette sker. Hvor mennesker tidligere levede deres liv i relativt afgrænsede verdener, eksponeres vi nu for impulser fra hele verden og tvinges til at forholde os til mødet med det fremmede. På den ene side bringer det menneskeheden tæt tere sammen, idet vi over hele kloden påvirkes af de samme globale brands, institutioner og nye landvindinger, som giver et fælles udgangspunkt for tilvæ relsen. På den anden side kan mødet med det fremmede medføre, at vi bli ver opmærksomme på vores nationale eller kulturelle egenart og afviser det fremmede, fordi vi opfatter det som anderledes eller forkert. I kirkelig sam menhæng medfører det en situation, hvor vi gensidigt undviger fællesskab med hinanden og lever segregeret ef ter etniske, kulturelle og konfessionelle skillelinjer.

Mødet med impulser fra hele verden rejser også spørgsmålet om, hvordan forskellige kulturer og livstydninger, der hver især gør krav på sandhed, overhovedet kan sameksistere. Giver det i det hele taget mening at tale om sandhed i et samfund, som er mangfol digt? Mange vil afvise det og konkludere, at man i stedet må anerkende en række forskellige men ligeberettigede værdisæt i samfundet. Det afføder nye overvejelser om evangeliets sandheds påstand og dermed om, hvad det vil sige at være kirke i mission i dag.

Sekularisering af samfundet

For det andet er kristen mission udfordret af sekulariseringen af samfundet. Selvom flere i dag anerkender betyd ningen af religion for det moderne menneske, så betragter mange troen som en privat sag, ikke blot en person lig sag. Den offentlige sfære gøres til ”neutralt” domæne, hvor religiøst ba serede perspektiver ikke bør spille en rolle. Evangeliserende adfærd opleves derfor i udgangspunktet som grænse overskridende. Det afføder overvejelser om, hvordan kirken med kulturel sen sitivitet kan agere og formidle sit budskab ind i offentlig sammenhæng.

Forestillingen om det sekulære har

tråde tilbage til Luthers lære om de to regimenter, det åndelige og det verds lige. Man bør imidlertid skelne mellem det sekulære og sekularisme. I dag ta ger mange fejlagtigt toregimentelæren til indtægt for sekularismens ide om, at alt, der har med Gud at gøre, fordrives fra det verdslige og ind i den private eller kirkelige sfære. Konsekvensen er en total adskillelse mellem religion og politik. I Luthers tænkning er der imid lertid ikke tale om, at det verdslige skal gøres værdineutralt eller gudløst, men at der skal skelnes mellem det verdslige og det åndelige som to forskellige må der, hvorpå Gud virker i verden. ”Gud har med alt at gøre, og alt har med Gud at gøre”, som Missionsdokument DK2020 formulerer det.

Inkarnationen som model for forståelsen af mission i dag

Med inkarnationen skete den ultimative forsoning og forening mellem den guddommelige og den menneskelige tilværelse i det ene gud-menneske, Je sus Kristus. Inkarnationen og Jesu frelsergerning betød, at skellet mellem Gud og mennesker blev brudt ned én gang for alle.

Inkarnationen er især i katolsk missi onsteologi blevet set som paradigme for den måde, hvorpå evangeliet i det hele taget bør forholde sig til den men neskelige kultur. Ligesom Kristus, Guds Ord, tog bolig i kødet (inkarnation), på samme måde skal evangeliet, Guds Ord, også i dag tage bolig i enhver gi ven menneskelig sammenhæng (inkulturation). I protestantisk sammenhæng benyttes ofte ordet kontekstualisering til at beskrive det tilsvarende anliggen de om, hvordan evangeliet skal oversættes sprogligt og kulturelt ind i nye kontekster. I denne artikel bruges ordet inkulturation, fordi det tydeliggør det centrale argument, som gør kristolo gien til udgangspunktet for den missionsteologiske diskussion om forholdet mellem evangeliet og kulturen.

Spørgsmålet er, hvordan dette mere præcist hænger sammen? På hvilke punkter bringer evangeliet noget an derledes nyt, og på hvilke områder bekræfter evangeliet elementer af kulturen?

Med de vestlige missionærers udbre delse af kristendommen til Afrika blev de lokale kulturer ofte set som primi tive og associeret med dæmoniske og antikristelige kræfter. Men sideløbende med, at modstanden mod kolonimag terne i det 20. århundrede tog til, og selvbevidstheden blandt den afrikan ske befolkning voksede, pegede afrikanske teologer som John Mbiti på, at førkristne afrikanske kulturer ikke altid stod i modsætning til kristendommen, men i en række tilfælde bekræftede

evangeliet og endog bidrog til en genopdagelse af sider af kristendommen, som havde været nedtonet i vestlig kri stendom. Afrikansk kultur begyndte at blive set mere positivt som kontekst for evangeliet, ikke blot som modsætning til evangeliet.

Mange af de missionsteologiske ud fordringer i Danmark i dag ligner de teologiske diskussioner, som har været ført op gennem missionshistorien. De afrikanske diskussioner om, hvorvidt evangeliets møde med kulturen fører til en negation eller en bekræftelse af kulturen, kan for eksempel genfindes i de danske diskussioner om forholdet mellem kristendom og den sekulære tidsånd.

Kalkedon som nøgle til en dybere inkarnatorisk missionsforståelse

Hvis inkarnationen er grundlaget for at forstå det missionsteologiske spørgsmål om forholdet mellem evangeliet og kulturen (inkulturation), så vil en dybe re forståelse af inkarnationen også føre os til en dybere forståelse af vores an liggende. Ved koncilet i Kalkedon i 451 vedtog de tilstedeværende kirkeledere den berømte formel, som afgrænser og uddyber forholdet mellem Kristi to naturer, den menneskelige og den gud dommelige: Den ene og samme Kristus, den en bårne Søn og Herre, kendes i to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved virker med den anden naturs egen art i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden.

Kristi to naturer repræsenterer hver især nogle egenskaber, som i den ene person, Jesus Kristus, vekselvirker med hinanden (communicatio idiomatum). Jesus var for eksempel både en fysisk afgrænset person i kraft af sin men neskelige natur, men han var samtidig allestedsnærværende og kunne gå gen nem døre i kraft af sin guddommelige natur. Og dog var der kun den ene og samme person, Jesus Kristus.

Inkarnatorisk kristendom vil fastholde denne spænding mellem guddomme lig og menneskelig, evig og timelig, uforanderlig og foranderlig, absolut og relativ, universel og kontekstuel. I en Kalkedonensisk inspireret forståelse af inkulturation vil evangeliet og kulturen sameksistere i én tilværelse ”uden sam menblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse”.

Folkekirken er unik, fordi den i selve

navnet og sin selvforståelse kan betragtes som et udtryk for det inkarnatoriske ideal om at være det punkt, hvor kirken og folket mødes og forenes i en helhed. Folkekirkens ambition er på en og samme tid at være en kristen kirke, der bevidner evangeliet, og at være et folkeligt fællesskab, der afspejler og former kulturen. Hvis man skal gå lidt dybere og spørge, hvordan det skal ske, så må det Kalkedonensisk inspirerede ideal være at fastholde folkekirken i det inkarnatoriske paradoks, hvor det folkelige og det kristelige eksisterer uden sammenblanding, uden foran dring, uden deling og uden adskillelse.

Jeg vil i det følgende pege på, hvordan tre af disse fire ”uden”-pointeringer i en Kalkedonensisk inkarnationsfor ståelse kan tjene som pejlemærke for kirkens forståelse af sig selv i mission i mødet med samfundets pluralisering og sekularisering, så den bliver bedre til at leve op til sit eget ideal.

Uden adskillelse

Den Kalkedonensisk inspirerede pointe om, at evangeliet og kulturen eksiste rer i én person og i én tilværelse uden adskillelse er muligvis en af de største udfordringer til kirkens mission i dag. Den fremherskende sekularisme hæv der, at religion og politik skal adskilles, og at religion skal fordrives til privatsfæren. Men forestillingen om det værdineutrale offentlige rum har vist sig at være en illusion, så i stedet udfyldes tomrummet af andre livssyn, ofte af østlig inspiration.

Missionsdokumentets holistiske missi onssyn, at ”Gud har med alt at gøre, og alt har med Gud at gøre”, kan ses som et forsøg på at udfordre sekularismens adskillelse af tilværelsen og udtrykke det Kalkedonensisk inspirerede anlig gende om, at Guds virkelighed og verdens virkelighed er den samme. Dette er en central pointe i det, som er blevet betegnet ”offentlighedsteologi”.

Også i kirken ser man undertiden stra tegier, hvor der reelt sker en adskillelse mellem evangeliet og kulturen. Kerne menighedstanken og sognemenighedstanken repræsenterer to forskellige syn på forholdet mellem kirken og lokal samfundet. Især i kernemenigheder kan der udvikle sig en kirkelig subkultur og tilbagetrækning fra det omgivne sam fund, som reelt betyder, at evangeliet bliver adskilt fra kulturen. De troende i en sådan sammenhæng kan komme til at leve i en spaltet tilværelse, hvor af standen mellem kirkekulturen og hverdagskulturen bliver for stor. Historisk set har dette især været en udfordring i missionsbevægelserne og i frikirkeli ge traditioner, hvor man har lagt vægt på at bevare evangeliets renhed og at beskytte kirken mod tidsånden. I de

senere år er adskillelsen mellem kirken og samfundet i disse miljøer dog blevet mindre, idet disse menigheder er ble vet mere kulturåbne og har udviklet et større udsyn og samfundsengagement gennem diakoni, politisk samtale og lo kalt samarbejde.

Uden sammenblanding

En anden Kalkedonensisk inspireret pointe er, at evangeliet og kulturen skal eksistere ”i én tilværelse” uden sammenblanding. Det er et område, som folkekirken i dag har store udfor dringer med. Folkekirken blev etableret og er rundet af den historiske epoke i midten af 1800-tallet, som var præget af national orientering. Derfor hersker der i den danske befolknings bevidst hed helt indtil i dag en tæt forbindelse mellem folkekirken og det at være dansk, hvilket for eksempel ses af den etniske slagside i folkekirkens med lemstal. Denne historiske forbindelse mellem folk og kirke er i sig selv positiv og et udtryk for vellykket inkulturation af evangeliet.

Men befolkningen gennemgår i dag en stor demografisk og kulturel foran dring, hvilket medfører en pluralisering af samfundet. I de seneste årtier er det blevet mere og mere tydeligt, at det ikke er alt dansk, som er kristent, og det ikke er alt kristent, som er dansk. Allige vel er folkekirken stivnet i en monolitisk national udtryksform, fordi vi har væn net os så meget til sammenbindingen mellem kristendom og dansk kultur, at sammenblandingen er blevet total.

Vi ser det også i den politiske diskurs, hvor kristendommen undertiden tages som gidsel i den offentlige debat om danskhed eller den vestlige civilisation. Et af de tydeligste eksempler er, når meningsdannere bruger formuleringen ”den kristne kultur” i bestemt ental. Inkarnationen lærer os, at selvom evan geliet altid udfolder sig kulturelt, så er der ikke en bestemt kultur, der har pa tent på at kunne kalde sig kristen.

Det er nok især i grundtvigsk sammen hæng, hvor sammenknytningen af det kirkelige og det folkelige har været særlig stærk, og hvor man ikke har haft en lige så stærk eksponering for andre kristne udtryksformer gennem global mission, at faldgruben om sammen blanding er stærkest. Men i de senere år er der sket en opblødning og åben hed også i grundtvigske kredse, hvor ideen om det folkelige søges redefi neret i lyset af den stigende etniske og kulturelle mangfoldighed i det danske folk.

Kalkedons formulering ”uden sam menblanding” er altså et værn mod en monolitisk forening mellem evange liet og en given kultur, der tjener som korrektiv og udfordring til folkekirken

i dag om at relativisere sin hidtidige nationale tilknytning og gentænke sine kulturelle rødder i lyset af det kulturelt mangfoldige samfund anno 2020.

Uden forandring

Mange vil have den indvending mod kristen mission, at det er et neo-kolo nialistisk foretagende, hvor kristendommen tjener som en kulturel og åndelig imperialisme, der dermed fort sætter undertrykkelsen, også efter at de tidligere kolonier opnåede politisk uafhængighed. En missionsforståelse inspireret af den Kalkedonensiske in karnationsforståelse modgår meget direkte denne indvending, eftersom pointen netop er, at evangeliet og kul turen kan knyttes sammen i en fælles tilværelse, uden at nogen af dem der ved forandres i sin natur. En kultur, som gennemgår en kristen transformation, behøver således ikke forandre sig og blive til noget kulturelt andet, men vil snarere gennem mødet med kristen dommen forblive tro mod sig selv og endda opleve en kulturel forløsning og revitalisering. Den postkoloniale vækst i kirkerne i Det Globale Syd kan i høj grad tilskrives dette forhold.

Væksten i persisk kristendom de senere år er også et eksempel på, hvordan per sisk kultur er blevet løst fra islams arabiske spændetrøje, mens kristendommen har budt sig til som et befriende alter nativ. Mange kristne iranere fortæller, hvordan det opleves som en åndelig befrielse at kunne bede, synge og læse i Bibelen på deres modersmål. Kristen dommen har altså ikke som ambition at forandre persisk kultur til noget andet, men at genoplive og forløse den.

I Danmark har det været relativt nemt for nye persiske kristne at finde et kir keligt hjemsted i danske kirker, da både dansk og persisk kultur er relativt libe rale og præget af moderniteten. Hvad vi mangler at se i Danmark, er, hvordan folk fra mere traditionelle kulturer kan møde evangeliet og samtidig fastholde en høj grad af kontinuitet med deres kulturelle udgangspunkt.

Hvordan ser en kristen forløsning af so malisk eller arabisk diasporakultur ud? Mange danske muslimer vil naturligt tænke, at de skal tage afstand fra de res muslimske kultur, hvis de skal blive kristne. Der udestår en missionsteolo gisk opgave med at give disse grupper adgang til evangeliet og kristne fælles skaber på en måde, som ikke samtidigt stiller krav om en kulturel forandring – et krav der underminerer det Kalke donensisk inspirerede anliggende om, at det skal ske uden forandring – men hvor det er muligt at bibeholde træk fra den oprindelige muslimske kultur eller fra traditionelle klansamfund.

Opgaven kompliceres yderligere af, at

der er tale om diasporagrupper, der bor som minoriteter i et vestligt samfund. Selvom der ikke teologisk set ligger no get krav om kulturel forandring, så kan der fra det omgivne samfund herske et sådant krav. Vi må derfor skelne og nøje overveje samspillet mellem religiøs konversion og kulturel integration, så vi undgår, at konversion gøres til et po litisk redskab i integrationspolitikken.

Det Kalkedonensisk inspirerede anlig gende om, at evangeliet og kulturen kan knyttes sammen i én tilværelse, uden at nogen af dem grundlæggende forandres, tjener især som korrektiv og udfordring til den missionsdagsorden, som i visse tidehvervske kredse knyttes sammen med en nationalkonservativ politisk dagsorden.

Konklusion

Pluralisering og sekularisering er to strømninger i samfundet, som stiller kirken med nogle missionsteologiske udfordringer.

Denne artikel har forsøgt at tegne konturerne af en missionsteologi, der benytter koncilet i Kalkedon i 451 som inkarnatorisk paradigme til at give pej lemærker for kirkens mission, der fastholder paradokset mellem evangeliet og kulturen i én person og én tilværelse – uden sammenblanding, uden foran dring, uden deling, uden adskillelse. Sognemenigheder af et mere grundt vigsk præg må overveje, hvordan man kan undgå at ende i en monolitisk sam menblanding mellem folkekirken og det at være dansk ved at redefinere forståelsen af folket i en mere etnisk og kulturelt inkluderende retning. En lig nende udfordring møder vi i missionsarbejdet blandt konvertitter, som det kommer til udtryk i tidehvervske kred se, hvor muslimer møder en implicit forventning om, at den religiøse konversion ledsages af en kulturel forandring og assimilation i dansk kultur.

Kernemenigheder står på den anden side i risiko for at udvikle en kirkelig subkultur og adskillelse mellem evan geliet og kulturen. Denne adskillelse mellem det, der har med Gud at gøre, og det, der har med menneskelivet at gøre, er også fremherskende – om end med modsat fortegn – i sekularismens fordrivelse af religion til kirkebyg ningen og privatsfæren.

Kalkedons inkarnationsforståelse in spirerer til et missionsteologisk korrektiv og en afgrænsning mod disse faldgruber i mødet mellem evangeliet og kulturen. Forskellige dele af kirken i Danmark har hver sine vægtlægninger og dermed også faldgruber. Derfor vil den fortsatte missionsteologiske samta le befinde sig bedst i en bred økumenisk sammenhæng, så vi hver især kan

hjælpe til at erkende hinandens blinde vinkler.

on, hvor kulturen læses i lyset af evanMission i dag må med inspiration fra

geliet, vil man formodentlig opleve en Kalkedon fastholde, at kirkens og det

skærpelse af sine sanser, så evangeliet kristne liv ikke spaltes eller kompart

står tydeligere frem. Dermed kan man mentaliseres, men skal leves i én person

også lettere skelne mellem evangeli og i én tilværelse. Gud har med alt at

et og de dele af kirkens og det kristne gøre, og alt har med Gud at gøre. Det

liv, der hører kulturen til og således indebærer en insisteren på, at evange

kan forandres, uden at kompromittere liet har noget at sige ind i det fælles

evangeliet – ja, ikke blot kan men også offentlige liv, ligesom det indebærer, at

skal forandres i takt med, at kulturen kirken og de kristne må bestræbe sig på

udvikler sig. af den og blive en del af den. Hvis dette sker i en fortløbende teologisk refleksi at leve tæt på kulturen, lade sig forme

Søren Dalsgaard er koordinator i Folkekirkens Migrantsamarbejde under Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Han har en kandidat i teologi fra Africa International University i Nairobi og en kandidat i Afrikastudier fra Københavns Universitet. Han er desuden medlem af me nighedsrådet i Kingos Kirke på Nørrebro og stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde i Københavns Stift.