Mission i Danmark – et frikirkeligt perspektiv

Af Tonny Jacobsen

Forfatteren, der er formand for FrikirkeNet, skitserer udviklingen i synet på frikirkerne i Danmark og i deres syn på sig selv og deres egen rolle i mission og samfund. Han behandler på den baggrund to temaer fra Missionsdokument DK-2020. Først ”flydende identitet”, hvor frikirkernes menigheder præsenteres som et relevant tilbud om et åbent fællesskab. Dernæst ”postsekulær spiritualitet”; den pentekostale/karismatiske spiritualitet, som kendetegner mange frikirker, giver rum for menneskers åndelige erfaringer. Samtidigt kan der også være brug for en nyt syn på omvendelse som en proces. Frikirkerne kan således bidrage til mission i vores nutidige danske kontekst ved at ”følges med mennesker, hen imod en stadigt dybere relation til Jesus Kristus”.

Indledning

Folkekirken er med mere end fire millioner medlemmer langt det største kirkesamfund i Danmark. De frikirke lige trossamfund fylder antalsmæssigt meget mindre. Hvis man i stedet for medlemstal taler konkret menighedsliv og kirkelige aktiviteter, så fylder frikir kerne ganske meget. Deres medlemmer er generelt meget aktive, og frikirkerne drives af en høj grad af frivillighed. Jeg vil i denne artikel belyse frikirkernes rolle i mission i Danmark og dernæst forholde mig til to emner fra Når Gud møder mennesker: Missionsdokument DK-2020, nemlig flydende identitet og postsekulær spiritualitet.

Fra mærkeliggørelse til samfundsengagement

De danske frikirker har altid haft fokus på at bringe mennesker til tro på evangeliet. De har historisk anvendt ordet ”mission” om kirkeopbyggende arbejde udenfor landets grænser, men de har ikke desto mindre været optaget af mission – indenlands såvel som uden lands – ligeså længe, de har fået lov til at eksistere her i landet. Det ses for eksempel i den baptistiske dåbsteologi, hvor man ikke alene forstår dåben som en personlig bekendelse af kristentro. Dåben forstås desuden som en ordina tion til tjeneste. Den døbte sendes i og med sin dåb i mission.

Det ligger ligeledes i frikirkernes grundforståelse, at kirken er udgangspunktet for denne mission. Mission er ikke for særlige eksperter, den er heller ikke forbeholdt missionsorganisationer, selv om de fleste frikirkelige trossamfund har opbygget missionsorganisationer. Frikirkerne har ikke udliciteret deres mission til disse organisationer. Missi onsorganisationerne har – ideelt set – formidlet mission fra menigheder og kirkesamfund i Danmark til menighe der eller kirkebevægelser i udlandet.

Frikirkernes indsats i mission i Danmark har været hæmmet af, at frikirkerne har måttet leve med at blive betragtet som mere eller mindre sekteriske eller i hvert fald fremmedartede indtil slut ningen af sidste århundrede. Folkekirkens store medlemstal har betydet, at mange i Folkekirken slet ikke mente, der var brug for mission i Danmark. Man anså mission blandt døbte med lemmer af Folkekirken for at være utidig proselytvirksomhed – uanset disse medlemmers livsstil eller egen opfattel se af kristentro. Den påtvungne ”mærkeliggørelse” har gjort dørtærsklen til en frikirke højere end til en sognekir ke. Den har også påvirket frikirkernes måde at agere i samfundet på. Mange aktive kirkegængere har været tilba geholdende med at invitere venner og bekendte med i kirke. Teologisk vægtlægning på behovet for omven delse og tro kombineret med ekstern mærkeliggørelse har fremelsket en osog-dem-retorik i frikirkerne. Det har været normalt at tale om ”dem ude fra”. Nogle frikirker har desuden haft så stort fokus på menneskets åndelige dimension, at man ikke har haft øje for evangeliets diakonale dimension. Dette er dog ikke entydigt. Frelsens Hær har alle årene holdt den diakonale fane højt. Frikirkerne har desuden altid ydet en stor indsats blandt samfundets sva geste samt blandt børn og unge med børneklubber, juniorklubber og spej derarbejde.

Med opbruddet i det monokulturelle enhedssamfund har frikirkerne fået mulighed for at gentænke deres rol le og arbejdsformer. Den almindelige dansker forholder sig i dag generelt mere fordomsfrit til forskellige kirke traditioner. Det har blandt frikirkerne ført til en praksisorienteret teologisk re fleksion over, hvad det betyder at være i mission i dagens samfund. Der dannes nye menighedsfællesskaber. Etablerede kirker forandrer deres gudstjenester i en grad, så det ville være svært for tid ligere generationer at genkende dem. Frikirker engagerer sig i en mangfoldig hed af diakonale initiativer, de samler gospelglade danskere til populære go spelfællesskaber, og frikirker engagerer sig i at integrere nydanskere.

Man kan sige, at frikirkerne søger at være i mission som en del af samfundet. Det giver behov for at reflektere over muligheder og problemer i nutidens kultur. Hvordan kan den enkelte være i mission? Hvordan kan menigheder være det? Hvordan forholder vi os til kulturkristendommen og til det stadigt svagere kendskab til den kristne fortæl ling i den brede befolkning? Denne refleksion fører naturligt til et møde med trends og konfliktpunkter, som rører sig i samfundet. Jeg vil i det følgende forholde mig til to af de trends, der er udpeget i missionsdokumentet, nemlig flydende identitet og postsekulær spi ritualitet.

Flydende identitet

Man kan anskue ideologien om flydende identitet som en konsekvens af en stadigt mere omsiggribende individua lisering. Men man kan også forstå den som en følge af, at det kristne menne skesyn ikke længere er dominerende.

Individualiseringen betyder, at det ikke er fællesskabet, der skal sætte rammer og retning for mit liv. Det gør jeg selv. Denne individualisering har i genera tioner været optaget af et opgør med ydre rammer: begrænsninger og bin dinger som følge af familie, socialklasse, køn, religion og uddannelse. Med queer-teorien fra 1990’erne har indivi dualiseringen i stigende grad vendt sig indad i den såkaldte identitetspolitik: jeg skal ikke bindes eller hæmmes af mit biologiske køn med dets normative seksualitet, eller af min biologiske etni citet. Med denne ret til selv af definere sig i en mangfoldighed af kønsidentite ter og etniciteter følger desuden omgivelsernes forpligtelse til at anerkende og understøtte denne selvdefinering gennem sprogbrug og praktisk accept. Hvis ikke den enkelte føler, at vedkom mende bliver understøttet gennem holdninger, reaktioner og sprogbrug, kan den enkeltes krænkelse medføre en udskamning af den anden – typisk med brug af de såkaldt sociale medier.

Ideologien om den flydende kønsiden titet kan – foruden at ses som en følge af individualiseringen – forstås som en sekularisering af det kristne menneske syn: Den enkeltes værdi gøres absolut, og den givne skabelsesorden med med følgende begrænsninger og forpligtelser forkastes. Selve tanken om, at det enkelte menneske har værdi, og at man skal tage den udsattes parti, er født i en kristen kulturkreds.

Hvis man f.eks. i kejsertidens romerske kultur havde prøvet at forklare, at man skulle mødes med særlige hensyn, for di man var et offer for fællesskabets manglende respekt, ville man være blevet mødt med hån og et brutalt gensvar. Her havde den stærke ret, og

offeret kunne frit udnyttes eller undertrykkes, uden at nogen så noget galt i det.

Hele feltet omkring flydende identitet er sprængfarligt og kan få sindene til at koge over. Det har potentialet til at skabe en skyttegravskrig om køn, sek sualitet, etnicitet og identitet. Derfor forholder mange med et traditionelt syn på køn og identitet sig tavse. Op levelsen er, at feltet er så betændt, at det er stort set umuligt at få en samta le, som ikke alene føres på fordomme og slagord.

Majoriteten af frikirker ønsker at fast holde koblingen mellem skabelsesorden og den enkeltes værdi. Altså: vi tror, at den enkelte har uendelig værdi og skal mødes med respekt, men denne sandhed skal balanceres af en anden: at vi er Guds skabninger, og den enkelte har ikke ret til frit at definere sig selv. Gud har skabt mennesket som mand og kvinde i et ansvar overfor sig selv, samt de mennesker og det samfund, vi er født ind i. Paulus’ ord om, at ”her kom mer det hverken an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus” (Gal 3.28), betyder ikke, at køn og etnicitet dermed er opløst eller åbent for selvdefinering. Det betyder derimod, at i Kristus er der en identitet, som overtrumfer alle andre. Det er dog missionalt set vigtigt at for stå, at identitetspolitikken ikke alene handler om en kamp for egocentrere de rettigheder. Bag vreden og kampråbene er megen smerte og en alvorlig identitetskrise. Mennesker føler sig ensomme og lammede af de mange valg med de påståede muligheder. Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at 12% af de 16-24-årige i 2010 havde dårlig mental sundhed. I 2017 var tallet steget til 18,3%. Ser man på andelen af 16-24-årige, der ofte føler sig ner vøse eller stressede, er andelen steget fra 16,2% i 2010 til 27,2% i 2017. Unge kvinder er overrepræsenterede i begge tilfælde (Sundhedsstyrelsen 2017).

Jeg finder det tankevækkende, at så stor en del af en generation, som har større velstand og bedre uddannelses mæssige muligheder end nogen anden tidligere generation, trives så dårligt.

Der er mange bud på, hvad dette skyl des: den stadige iscenesættelse på de sociale medier, en omsiggribende (selv) evaluering igennem uddannelsessyste met, skilsmisser og andre relationsbrud, mængden af valg, man skal tage stilling til. Jeg tror, at alle disse faktorer spiller ind. Det er dog vigtigt at lægge mærke til, at meget få for alvor synes at proble matisere individualiseringens frisættelsesprojekt. Vi er i den moderne vestlige kulturelle fortælling blevet sat fri fra

noget, men det er langt fra altid klart, hvad vi er sat fri til.

Sociologen Zygmunt Bauman beskriver vores tid som en ”flydende moderni tet”. Han beskriver moderniteten som en smeltedigel, der opløser traditionel le fællesskaber og bånd. Moderniteten har i hans beskrivelse nået et punkt, hvor den nu kaster “the bonds which interlock individual choices in collective actions and projects into the melting pot” (Baumann, 2000,6). Jeg finder hans beskrivelse af konsekvenserne af denne opløsning af faste rammer og fællesskaber i modernitetens smeltedi gel både rammende og skræmmende:

The decline of community is in this sense self-perpetuating; once it ta kes off, there are fewer and fewer stimuli to stem the disintegration of human bonds and seek ways to tie again what has been torn apart. The plight of individuals fighting it all alone may be painful and unprepossessing, but firm and bin ding commitments to act together seem to augur more harm than gain (Baumann 2001, 48-49).

Vi er helt alene. Fællesskaber er midler tidige, og vi skal oven i købet hele tiden definere, hvem vi selv er i frisættelsens navn.

Jeg tror ikke, at det vil være konstruk tivt for kirkerne at have det som et hovedmål at engagere sig i en kamp mod ideologien om den flydende identitet. Kirkerne bør forholde sig kritisk, men deres hovedsigte bør være at skabe fællesskaber, som er troværdige, in kluderende og nyskabende. Dette er et konstruktivt svar på en frigørelse og selvrealisering, som er løbet løbsk. Mennesket er skabt til fællesskab, og vi kan ikke trives i isolation eller stadig selvdefinering. Vi har brug for relatio ner til nogen, der virkelig vil os. Vi har brug for at være en del af et fælles skab, som ikke bare er for dem, der er ligesom os selv. Og så har vi brug for et fællesskab, der kan tale til det bedste i os, ikke et fællesskab, der fastholder os i gamle roller og mønstre.

Dette er en ganske præcis beskrivel se af den bibelske vision om kirkens fællesskab som Kristi krop. At være en legemsdel på denne krop er netop forpligtende, inkluderende og nyska bende. Frikirkerne har med deres vægtlægning på et levende menighedsliv en helt naturlig orientering imod at skabe sådanne fællesskaber. De har i de sene re årtier bevæget sig hen imod at være åbne fællesskaber med en betydeligt større kontaktflade, end de havde tid ligere. Fra denne bredere gruppe inviteres mennesker ind i mere personlige fællesskaber som netværksgrupper, gospelkirker, medvandringsforløb, trin -

kurser, diakonale fællesskaber eller andet.

Postsekulær spiritualitet

Faldende dåbstal i Folkekirken og en internationalt set lav kirkegang kunne tyde på, at (kristen)troen er på tilba getog i Danmark. Det er den muligvis, men andelen af danskere, der afskriver tilstedeværelsen af en åndelig virkelig hed, er ikke stigende. Den har ligget stabilt på omkring 25% af befolknin gen siden 1980’erne (Lüchau 2005, 53- 54). Samtidigt synes en stadig større del af danskerne at være interesserede i at udforske deres tro på ”mere-mellemhimmel-og-jord”.

Den voksende åndelige interesse er ikke højtråbende, men den mærkes dog på flere måder. Et nyere udtryk er, at offentligt kendte personer fortæller åbent om deres opdagelse af åndelig hed. Nogle af de seneste eksempler er Peter Bastian og Charlotte Rørth. Musikeren Peter Bastian fortæller i samtalebogen Altid allerede elsket om sin rejse fra ateisme over New Age til kristen tro og dåb. Samtalen er, interes sant nok, med den selverklærede ateist og mangeårige ven, Tor Nørretranders. Journalisten Charlotte Rørth beskriver i Jeg mødte Jesus sin åbenbaring af Jesus i et sakristi i Ubeda i Sydspanien og den efterfølgende åndelige rejse, denne oplevelse førte hende på. Rørth har se nere udgivet Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved og Gud, du er jo lige her.

Denne stigende åndelige interesse i det danske samfund indebærer dog ikke en generel tilbagevenden til det kristne ver densbillede, tidligere generationer var indlejrede i. Hvor omkring 66% af dan skerne tror på en åndelig virkelighed, så tror blot 19% på paradis. Det er færre end de 24%, som tror på reinkarnation. 53% tror på Gud/gud i bred forstand, hvorimod kun 16% tror på en personlig Gud (Andersen, Erkmen og Gundelach 2019, 237). Kendskabet til det bibelske univers og det verdensbillede, det for midler, er støt faldende. Man kan sige, at den danske befolkning siden 1970’erne har gennemlevet et religiøst dannelses tab, hvor færre og færre er fortrolig med de bibelske fortællinger og et kristent, religiøst sprogbrug. Dette betyder, at det er en missional mulighed og udfordring at bygge bro mellem den folkelige ånde lighed og den kristne kirke.

Mange frikirker er præget af den pente kostale/karismatiske kristendom. I denne kirketradition er åndelige oplevelser plausible og endda forventelige. Denne teologi bygger på den spiritualitet, man møder i de bibelske beretninger. Jesu tjeneste var som bekendt fyldt af helbre delser og mirakler, og de første kristne fortsatte ifølge Apostlenes Gerninger

med at helbrede syge, få syner, profetere og opleve mirakler. Fra dette udgangs punkt er Charlotte Rørths fortælling om et – uventet – syn af Jesus troværdigt. Man kan forstå Rørths efterfølgende personlige rejse som en illustration af, hvordan åndelighed kan komme til ud tryk i et samfund, der har mistet den kristne fortælling. Hun fortæller i Jeg mødte Jesus om frygt for at være sinds syg, hun inddrager nyreligiøse elementer som ”kundalinirejsning” i sin forklaring på sine oplevelser, og hun fortæller om gode råd og forklaringer, hun har fået på Vækstcentret i Sdr. Omme af dets nyreli giøse leder Jes Berthelsen.

Teologisk set har hendes tro på dette tidspunkt synkretistiske træk. Med Vi mødte Jesus og senest Gud, du er jo lige her er det tydeligt, at Rørth bevæ ger sig mere og mere entydigt i retning af en klassisk kristendom og mod at identificere sig med den kristne kirke og tradition. Hun er et eksempel på en person, hvis åndelige oplevelse sender hende ud på en åndelige rejse. Jeg vil hævde, at vi som kristne er missionalt forpligtede til at bygge relationelle broer til mennesker som Rørth, til at lytte til deres historier og tage dem al vorligt. Kun derved kan vi vinde taleret til at hjælpe dem til at tolke deres erfa ringer i lyset af de bibelske beretninger. Folk, som er vokset op uden tilknytning til det kristne fællesskab, vil for de fle stes vedkommende kun finde kirken nærværende gennem personlige relati oner til mennesker, der er en aktiv del af en menighed.

For kristne, som kommer fra en frikirke lig tradition, kræver en sådan medvandring ofte et nyt syn på omvendelse. Vi har typisk forstået omvendelse ud fra et paradigme, der er formet af fortæl lingen om Paulus på vej til Damaskus; som et markant ”før” og ”efter”. Dette paradigme gav mening i en kultur, hvor mennesker havde en kristen forfor ståelse. Det er mere problematisk, når mennesker ikke kender de bibelske for tællinger og kernebegreber. Så tager det tid af få et sprog og en ramme for at tale om tro og åndelige erfaringer.

Hvis vi vil bygge relationelle broer til mennesker med åndelige erfaringer og interesse, som er uden forankring i den kristne tro og det kristne fælles skab, fordrer det respekt, relation og medvandring over tid. Det fordrer en forståelse af omvendelse som en pro ces mere end en punktuel hændelse. Et nærmere eftersyn af Jesu relation til disciplene viser, at det i hans relation til dem er svært at identificere et klart ”før” og ”efter”, de omvender sig og kommer til tro. Man kan nærmere sige, at de gennem relationen til ham over tid voksede til en bedre og bedre er kendelse af, hvem han var. Det er værd

at bemærke, at de efter tre år stadig ikke forstod, at han skulle dø på et kors (Mark 8,31-33; 9,30-32). Selv efter hans Gundelach

opstandelse var der nogle, som tvivle de (Matt 28,17). Omvendelse tager tid – nærmere år end uger. At hjælpe en person til at bede om sine synders for ladelse og bekende sin tro på Jesus er ikke mission accomplished. Det er bare 2017 Altid allerede elsket, København: Gyldendal.

et – afgørende - skridt på vandringen.

Afslutning

2019 Gud, du er jo lige her: sådan lever danskernessundhed.dk.

Kirken er kun tro mod sit væsen og sit kald, når den er i mission. Kaldet til mission er ikke et kald til bestemte kir kelige aktiviteter. Det er et kald til en livsstil – både for den enkelte troende og for menighedsfællesskabet. En livs stil, hvor vi bygger åbne og forankrede fællesskaber, som engagerer sig i relati oner med mennesker. Dette bør gøres i dialog med det moderne menneskes undersøgelse af egen identitet og med en forståelse af de muligheder, den postsekulære spiritualitet åbner. Ikke for at få mennesker til at passe ind i vo res skabeloner, men for at følges med dem hen imod en stadigt dybere relati on til Jesus Kristus. Frikirkerne kan med deres vægtlægning på frivillighed, på åndelige erfaringer yde et væsentligt bidrag til at virkeliggøre denne opgave.

Litteratur

Andersen, Peter B; Jakob Erkmen og Peter 2019 ”Udvikling i (ikke)religiøsitet”, i Usikker modernitet. Redigeret af Morten Frederiksen, 231-264. København: Hans Reitzels Forlag.

Bastian, Peter

Baumann, Zygmunt 2000 Liquid Modernity, Cambridge: Polity. 2001 Community. Seeking Safety in an Insecure World, Cambridge: Polity.

Lüchau, Peter 2005 ”Sekularisering eller individualise ring”, i Gudstro i Danmark, redigeret af Morten Thomasen Højsgaard og Hans Raun Iversen, 40-59. Køben havn: ANIS.

Rørth, Charlotte 2015 Jeg mødte Jesus: Bekendelser fra en modvilligt troende, København: Informations forlag. 2017 Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved? København: Gyldendal. jeg med min tro, København: Gyldendal.

Sundhedsstyrelsen 2017 ”Danskernes sundhed. Tal fra den nationale sundhedsprofil”, www. et levende menighedsfællesskab og på

Tonny Jacobsen, 1964, ph.d. Præst i Bykirken i Vejle og formand for FrikirkeNet. Forfatter til Åndeligt Venskab: Svaret på kirkens største udfordring. 2017. Christiansfeld: ProRex.