19 minute read
Kontekstualisering: Skitse af modeller i kristen mission og missionsteologi
Af Jørn Henrik Olsen
Advertisement
Kontekstualisering er et paraplybegreb. Det samler op på en del spørgsmål angående den kristne missions identitet, pulsslag, relevans og brobyggende aktiviteter i de vidt forskellige kontekster. Missionsdokument DK-2020 afspejler denne ”kontekstuelle” måde at tænke og arbejde på. Missionsdokumentet rummer ikke bare nogle teoretiske grundlagsovervejelser, men forsøger at tænke særligt udfordrende emner. Missionsteologiens steder og tider betyder noget helt afgørende for både missionens og tænkningens kontekstualisering. Forfatteren foreslår, at kontekstualisering granskes kritisk ud fra denne beskrivelse af historiske og aktuelle modeller: istandsættelse, tilpasning, vekselvirkning og konflikt.
Kristen mission er en dynamisk og levende aktivitet. Det samme gælder den missionsteologiske refleksion. Den er og bør ikke være luftig og steril. Den skal være omgærdet med en levende interesse, der tjener kirkens liv og sen delse. Den missionsteologiske gennemtænkning skal i mit perspektiv have en klar reference til både teori og praksis. Intet er så praktisk som en god teori, har mange af os lært i mødet med kri sten mission og i studierne af missionsteologi. Bedst er teorien, når den forholder sig til og udfordrer praksis. Det omvendte er også tilfældet. Det er op timalt med en frugtbar vekselvirkning.
Missionens og tænkningens steder ta ger sig forskelligt ud. Det handler ikke bare om overfladisk farvelægning ud fra forskellige forhold og betingelser. Kulturelle og religiøse forhold varierer meget fra sted til sted. De skal tages i ed, udgøre en forpligtelse i refleksio nen over den kristne missions praksis.
Fra 1970’erne og fremefter har bevidst heden om hele denne mere dynamiske side af mission og missionstænkning vokset sig stærk. Måderne at få dyna mikken og samspillet til at fungere på har især være samlet i paraplybegre bet kontekstualisering. Begrebet har fyldt meget, men det har også været forstået forskelligt både af teoretikere og den kristne missions aktører. Derfor
har det også været muligt at registrere forskellige modeller i missionens teori og praksis.
Kontekstualisering refererer til både modspil og samspil i missionsteologien. Vi kan også sige, at det har med identi teten, pulsslaget og relevansen af den kristne mission at gøre. Artiklen her skal beskrive og bevidstgøre om nogle af de mest gængse og dominerende modeller i dette felt.
Missionsdokument DK-2020 er et eksempel på, at forståelsen af mission knyttes tæt sammen med en refleksion over konkrete faktorer og udfordrin ger. Det forholder sig til en række udvalgte emner. Noget gør sig måske mest gældende lokalt, andet fylder meget på den globale scene. Mere overordnet set er det, hvad kontekstualisering af missi onsteologi handler om. Vi lever i en tid og i en verden, der er præget store for andringer. Det forholder missionsdokumentet sig konkret og forpligtende til.
Nogle udvalgte emner og udfordringer er beskrevet og medtænkt i missionsdo kumentet som en reference for missionstænkningen og den kristne missions praksis. Det forholder sig for eksempel analyserende til det store og komplekse identitetsspørgsmål. Det har både med basis og konkrete udfordringer at gøre, hvorfor det også er væsentligt med fo kus på mødet mellem identitetskrise og kristen tro. Det åbner for et væld af problemer og spørgsmål, som den krist ne kirke og mission må kæmpe med.
Missionsdokumentet forholder sig også, netop på grundlag af teologiske overvejelser, til klimakrisen, socio-øko nomisk ulighed og postsekulær spiritualitet. Enhver analyse og redegørelse, der konkret omtaler særlige udfordrin ger, opleves helt sikkert som vedkommende af de fleste, men levetiden af samme missionsdokument har også sin begrænsning, netop fordi verden forandrer sig, og fordi noget også kan vurderes forskelligt. Derfor er det helt legitimt at diskutere og spørge til vægt ningerne i et sådant missionsdokument.
Ekskurs: En privilegeret rejse i mission og missionsteologi
Hvis man bliver på samme sted, får man lus. Sådan siger et ordsprog blandt kik uyuerne (en stamme i Kenya). Verden er som en meget stor bog, og hvis man ikke rører sig ud af den hjemlige flæk ke, får man kun læst én side af bogen. Nogenlunde sådan forstås ordsproget af kikuyuerne.
Jeg har været ude på en privilegeret rejse. Rejsen gav mig mulighed for at vende et par blade mere under andre
himle. Jeg har været undervisningsleder på et præsteseminarium i Mbeya, Tanzania, i 8 år, og været på en række forskningsophold i Kenya og Tanzania efterfølgende. Flyveturen har umistelig værdi, for har man én gang set verden et helt andet sted fra, så er det ikke al ting, der tager sig ud som før. For min del fik jeg nye lektioner at lære i mødet med udfoldelsen af kirkens mission og den missionsteologiske tænkning på de steder, hvor jeg fik mit virke, men også i pagt med de studier, jeg fik mulighed for at gøre særligt i Østafrika.
Afrikansk kristendom og teologi blev min personlige indgang til at undersø ge spørgsmål om kontekstualisering og dens modeller. Der stod meget på spil i den præsteuddannelse, som jeg over en årrække havde et væsentligt med ansvar for. Jeg konstaterede, at den teologiske tænkning på det afrikanske kontinent, så forskellig den end kunne være, var ude i en søgen efter identitet og selvforståelse. Det var både en men neskelig og teologisk søgen, der primært skulle tjene en kontrol over egen identitet. Det betød et stærkt fokus på det, som afrikanerne oplevede var sær lig relevant i forhold til deres egne kulturelle og religiøse værdier, deres egen livsforståelse. Der var hele tiden nok af ”kontekstuelle” spørgsmål at diskutere i den teologiske undervisning. Der var naturligvis mange faktorer, der øvede indflydelse på den teologiske tænkning og udvikling. Det var meget forskelligt, hvor meget mine afrikanske kollegaer var sig disse mange faktorer bevidst. For mig personligt har diskus sionen om kontekstualisering og kontekstuel teologi i dynamisk mod- og medspil mellem identitet og relevans skærpet min egen missionsteologiske tænkning og tilgang.
Missionsteologiens steder og tider betyder alt
Spørgsmålet om missionsteologi og kontekstualisering er et grundspørgsmål. Det er ikke et nyt eller blot et moderne problem. Den kristne missionsbevægel se og dens historiske former er det mest produktive spejl, hvori vi kan reflektere nærmere over disse spørgsmål.
Kan vi forestille os en missionspraksis el ler en missionsteologi uden tid og sted? For eksempel en missionstænkning i en steriliseret udgave, der er fuldstændig uberørt af nedslag i eller samspil med vores verden? Det er store og vigtige spørgsmål, jeg ikke kan gå i dybden med her, men min grundforståelse er: At al teologi lever sit sårbare og udsat te liv mellem det kontekstuelle og det universelle.
Missionsteologiens steder og tider, alt så de såkaldte kontekster, betyder alt,
men den samme teologi er også universel og kan gøres gældende alle steder. Adressen er universel. Evangeliets universalitet skal altid medtænkes som en forpligtelse. Teologi er og kan ikke kun være lokalt forankret teologi, som på en opfindsom og produktiv måde er resultatet af, hvad mennesker mener og tænker på et givet sted og tidspunkt. Det kristne evangelium er netop ikke opkommet i noget menneskes hjerte og tanke.
Hvad er ”konteksten” i missionsteolo gi? Det er fristende at svare abstrakt og understrege vigtigheden af at være bevidst om konteksten. At den er en slags medvidenhed. Konteksten består imidlertid af et levende materiale. Den spiller sammen med mennesker i deres sociale, historiske og kulturelle sam menhæng.
Oprindelig blev begrebet kontekst ud viklet gennem arbejdet med litterære tekster. Det latinske ord textus betyder ”væv”, det, der er vævet sammen, og con-textus betyder endnu klarere ”sam men-vævet”. Begrebet kontekst har derfor en god og ligefrem betydning, fordi livet og historien er sammenvæ vet af mange tråde. Begrebet er vandret videre og har fået en bredere betydning, så det refererer til ”ramme”, ”omgivelse”, ”sammenhæng”, ”histo risk miljø” etc., uden at det er specielt klart, hvad der sigtes til. Det er denne jargonmæssige tale om ”kontekst”, der er flyttet med over i kontekstualise ringsbegrebet.
Kontekstualisering har udviklet sig til at betegne en slags brobygning, hvor der findes solide brohoveder i begge ender. Der skal være en dynamisk forbindelse mellem disse. Mellem hvad? Arbejder man for eksempel med teologisk ud dannelse i Tanzania, er det helt afgørende, at den studerende arbejder i den lokale ramme af tanke- og kulturfor mer, så der til stadighed er en levende dialog mellem evangeliet/Guds Ord og de lokale omgivelser. Der kan eksem pelvis være mange kulturelle faktorer, der skal tages i ed på en forpligtende måde. Samtidigt er det vigtigt, at Bi belen er kilde for et evigt og universelt budskab om, hvad det vil sige at tro på Gud, hvordan man bør leve etc.
Missionsteologi indgår således altid i livssammenhænge. Det er ikke uden faremomenter. Der vil opstå farer for afsporinger i både missionstænkning og missionens praksis, fordi – og det er kun et eksempel – det almindelige liv bliver bestemmende for forkyndelse og undervisning. Nogle har været så optaget af at komme med fornuftsbe stemte tanker om menneskelivet, som reelt ikke var i pagt med for eksempel det, jeg her vil kalde bibelsk forankret
kristendom og tro. Teologien kan let forivret komme til at svigte sit solide kildegrundlag. Den kristne mission kan komme til at fornægte eller svig te selve evangeliet. Problemstillingen i kontekstuel tænkning er måske netop, hvordan den giver rum for både virke lig nærhed og samtidig afstand til en kontekst, så evangeliets budskab ikke forties eller negligeres.
Det universelle aspekt gør, at missi onsteologien skal evne at tale udover dens egen kontekst. Den skal være så åben, at den kan høre stemmer bag sine egne grænser. En god missions teologi skal ikke være så kontekstuelt begrænset og isoleret, at den ikke kan indgå i en meningsfuld samtale med mennesker i andre kulturelle og religi øse sammenhænge. Der findes eksempler på såkaldte lokale teologier, som det vitterligt opleves vanskeligt at få en god og sund dialog til at fungere med, fordi budskabet her er sporet helt af fra det universelt gyldige budskab. Kristendommens inkarnatoriske væsen er en central aksel i alt dette. Den op rindelige inkarnation med Guds sendelse af Jesus i kødet er fundamental for den proces, som fortsætter gennem de kristnes sendelse til verden. Guds inkar nation er universelt forpligtende. Samtidig skal vi huske, at teologiens tale om Gud finder sted i tæt relation til enhver kontekst og kulturens verden. Kontekstualisering hører ingenlunde til i yderkanten af det missionsteologiske arbejde. Den udgør snarere et bevæge ligt centrum. Teologien lever ofte bedst og udfordres mest af korsvejssituatio ner. Vi kender kun evangeliet om Jesus Kristus som et budskab, der er kontekstualiseret i kulturen og i mødet med samfundsudviklingen mere generelt.
Der vil naturligvis ofte være en diskus sion om kontekstualiseringens måder og tilgange. Diskussionen hænger, når jeg for eksempel ser det i et afrikansk perspektiv, tit sammen med en spørgen efter mere lokal, både personlig og kol lektiv, identitet, uafhængighed, selvværd og selvstændighed. Men vi møder også det mere enfoldige eller inderlige ønske om bedre at kunne forstå den kristne tro i sin egen kontekst.
Der er givet indsigtsfulde redegørelser om kontekstualisering, for eksempel om den afvisende eller ukritiske eller kritiske kontekstualisering. Jeg har i det ovenstående valgt en anden måde at fremstille problemstillingen på. Der følger her en kort skitse af forskellige modeller, som vi kan møde i missionste ologien. De har alle lange historiske tråde, bagudvendte, som de må være. Jeg bruger her nogle andre begreber end konstekstualisering for at beskrive dis se modeller: istandsættelse, tilpasning, vekselvirkning og konflikt.
Istandsættelse/restaurering
Denne model er præget af, at man er optaget af at se tilbage. Det missions teologiske projekt består i en tilbagevenden, en bestræbelse efter at gøre dét, der har været godt gennemtænkt og har fungeret godt i fortiden. Istand sættelse eller restaurering fylder dagsordenen for det missionsteologiske arbejde. Strategien består i at befri os selv fra moderne strømninger og gen vinde en position, der stadig kan have troværdighed for et stort antal menne sker. Ældre metoder og teologiske formuleringer er i fokus ud fra en fast tro på, at disse positioner er holdbare og levedygtige alternativer i søgen efter mening og sandhed.
Det samlede, mangfoldige kirkebilllede kloden rundt viser et hav af eksempler på, at denne måde at tænke på fortsat fylder meget. Konservative miljøer er ofte, hvilket kan have gode teologiske grunde, på udkig efter det bevarings værdige, det, der bør beskyttes mod forfald og ødelæggelse. Vi skal ikke ka pitulere over for alt det moderne eller moderniteten.
Når istandsættelse som model har så stærk en appel til mange, kan det have flere årsager. Erfaringer fra tidligere ti ders vækkelse i mission og evangelisering bringes ind som hovedargument. Det har fungeret tidligere, og det vil helt sikkert fungere igen. Derfor må vort arbejde være præget af det, der har vist sig solidt og vedkommende i en tidligere storhedstid, for eksempel i en åndelig vækkelse.
Bibelen er Guds åbenbarede ord, og vores opgave i dag består i at kommu nikere dette ord, som det står skrevet. Dette stærkt formulerede mål og ønske betyder nogle gange, at man tænker meget i retning af, at der skal skabes en modkultur. Det er måske ikke den mo derne kultur, der skal omvendes, men vægten lægges alligevel ofte på en erstatningskultur. Istandsættelsen eller restaureringen skal helst være total og ikke mangle noget. Det medfører en fare for tilbagetrækning og isolation. En teologisk ghettotilværelse, hvor der ikke er plads til virkelig samtale med andre traditioner og synspunkter. Det kan ende med ren selvbekræftelse og -tilstrækkelighed i en ”osteklokke”.
Guds rige er blevet kaldt ”den om vendte verden”, og vi kaldes som kristne til efterfølgelse af Kristus som herre i alt vort liv, vore prioritererin ger. På den måde er der et stærkt behov for, at vi ligedannes med Kristus og opbygges i troen på ham. Mit mål med beskrivelsen ovenfor er ikke at nedgøre behovet for istandsættelse og restaurering, men at formulere en kritik af de kirkelige og missionske
miljøer, som på forskellige måder udgør en ghetto i kulturen.
Tilpasning
Et andet svar på moderniteten kan kaldes tilpasning. Der findes mange udgaver af tilpasning, og det vil være vigtigt at definere, hvad der missionsteologisk set er på dagsordenen. Tilpasningen udtrykker en generel positiv holdning til ”denne verden” og en søgen efter et identitetspunkt mellem de bedste kulturelle værdier og det kristne bud skab. Udfordringen, som man nu opfatter den, består i at revidere det kristne budskab, så det kommer mere i harmo ni med de fremherskende trosopfattelser og holdninger.
Vi lever i dag i et helt andet kulturelt miljø end det, der fandtes blandt men nesker på Bibelens og den første kirkes tid, argumenteres der. Vi skal derfor opdatere eller revidere troens sprog, så det fortsat kan tale til vores samtidige på en meningsfuld og kraftfuld måde. I stedet for at gøre brug af gamle ord og bekendelsers formuleringer. Vores tilpasningsarbejde skal derfor primært bestå i at formidle den kristne tro på en for nutiden troværdig og relevant måde. Umiddelbart kan det lyde tillok kende, men det er også klart, at tilpasning kan gøre det vanskeligt at værne sig mod teologisk relativisme og plu ralisme. Det kan i en del tilfælde indebære, at menneskers almindelige erfaringsverden får karakter af åbenbaring og kommunikation fra Gud.
En del steder på kloden er man for eksempel optaget af analogierne mellem kristen tradition og de loka le religiøse og kulturelle traditioner. I udgangspunktet er det et spændende kontekstualiseringsprojekt. I befriel sesteologiske kontekster kan vi møde retninger, der vægtlægger erkendelsen af, at Guds ånd arbejder i almindelige verdslige processer. I mit arbejde med forskellige ”afrikanske” teologier er jeg stødt på såkaldt ”kulturteologi”, som fortrinsvist er forankret i lokale etnofilosofiske og stammeorienterede traditioner. Her er tænkningen tilpasset og præget primært af lokal identitet og tro.
Vekselvirkning
En tredje model består i at fokusere på vekselvirkningen mellem kristendom og kultur. Størrelserne vekselvirker med hinanden. Den kristne åbenbaring kan godt have enestående karakter, men missionsteologien eller den teologiske tænkning skal gå i en fortløbende dia log med moderniteten. Det er således vigtigt at påvise, at åbenbaringen op fylder menneskehedens dybeste længselssuk og menneskers bestræbelser. Vejen mellem tro og fornuft, Kristus og kulturen, er dialogisk. Den teologi -
ske tænkning er formidlende og brobyggende. Vekselvirkningen tjener en renselse af den kulturelle vision uden at havne i en benægtelse af den.
Sandheden fuldkommes eller opfyldes i Kristus og gennem hans forløsning. Det er ikke sådan, at kulturen udgør et kriterium for kristendommens sandhed. Men denne model forudsætter allige vel et forholdsvist positivt syn på kultur og religion. Vekselvirkning tænkes ofte ind i en formidlingsteologi. Den indebærer et åbent og kommunikativt forhold til kulturelle spørgsmål og fak torer. Der består en afstand eller et dyb mellem Kristus og kulturen, men der kan bygges en bro hen over dette dyb.
Der findes også forskellige udviklinger af denne model. Den er dog præget af ønsket om dialog og at få skabt en funktionel og forpligtende samtale mellem kristentroen og de kulturelle og religiøse faktorer i de sammenhæn ge, som man nu er en del af. Den menneskelige eksistens og erfaring er en forpligtende samtalepartner i mission og evangelisering. Nogle kritikere har peget på, at Gud let bliver en funkti onel Gud, der passer ind i menneskers eget kram. Livsemner spejles i bibeltek ster og kristendommens historie og tradition, men der sker reelt en afbøjning eller en tilpasning, så vi står tilbage med en kristendom uden ”modhager”, uden kritik af gældende kultur og re ligion.
I en dansk sammenhæng er det fri stende at nævne den store salmedigter N.F.S. Grundtvig, fordi han som ”vek selvirkningsteolog” i en del af sin digtning var optaget af – i det mindste på et begrebsligt plan – at knytte til ved nordisk mytologi og lokale iagttagelser. Han tænkte ganske dynamisk og funk tionelt om kirke, tro og teologi. Det har været væsentligt i den folkelige reception af Grundtvig og hans salmer. Andre modeller, for eksempel restaure ringsmodellen, fremhæver her, hvor de vigtigste byggematerialer i teologien bør komme fra. Kritikken af vekselvirk ning oplever jeg både berettiget og uberettiget.
Konflikt/konfrontation
Den fjerde og sidste model er konfrontationssøgende. Den sigter efter en konflikt, et opgør. Men med hvad? Det kan være et opgør med traditionelle, religiøse forestillinger og ritualer, som der skal gøres helt og aldeles op med. Den konfliktsøgende teologi forstår sig selv i lyset af den guddommelige åbenbaring i Skriften, hvor den hoved sageligt ser brud og manglende sammenhæng med de rådende kulturelle værdier og holdninger i tiden. Konflikt tænkningen ses ofte i pågående kalden til tro og omvendelse. Trosforsvaret
tjener med andre ord proklamationen af evangeliet. Der er afgørende forskel mellem tro og vantro, hvor vantroen selvfølgelig skal konfronteres. Den af åbenbaringen oplyste fornuft og den menneskelige mangelfulde fornuft står skarpt overfor hinanden. Evangeliet vekselvirker ikke på nogen måde med kulturen.
Den verdslige kulturs værdier og forud sætninger skal konfronteres sådan, at mennesker gennem tro og omvendelse tilslutter sig nye livsværdier og gudsri gets nye perspektiv. Menneskeheden udgør spørgsmålet, og evangeliet sva ret. Mennesker kan først se ret på sig selv i lyset af svaret, som det er givet i den kristne åbenbaring. Derfor må de omvendes.
Der kan naturligvis rejses kritiske spørgs mål til denne model. Nogle vil sige, at al form for kontekstualisering er ophørt i og med denne måde at tænke på. Det er nu ikke så sikkert. Tænkningen er præget af en negativ forventning til menneskets eller kulturens vækst udenfor Guds rige, uden omvendelse. Synden er så stærk en magt, at menne sket har brug for at blive omvendt på en radikal måde. Tiltroen skal placeres i forhold til Guds stærke løfter om at vil le genskabe det ødelagte forhold mellem Gud og menneske. Evangeliet om Kristus kan her gå sejrrigt ud af kampen med åndemagterne i denne verden. Optimismen består i, at evangeliet har en kraft og en magt til at overbevise og transformere. Missionsteologien er ikke villig til at afbøje sit budskab i mødet med tidsånden. Den er derimod villig til at benytte tidens sprog og tage nu tidige udfordringer op, men også dette skal tjene til evangeliets udbredelse og sejrsgang. Guds rige er ikke en isoleret ø, men der er brug for både en indre og en ydre transformation.
Afrundende anbefaling om kontekstualisering i missionsteologien
Kontekstualisering i kristen mission og missionsteologi skal ifølge min opfat telse kunne varetage flere af de nævnte opgaver. Den ovenstående skitse af en række teologiske grundholdninger og modeller er ikke et oplæg til, at det er afgørende kun at vælge én model. Hver enkelt holdning og tilgang bærer både på stærke og svage sider. De kan godt udfylde hinanden ud fra et ønske om at gribe til en frugtbar og sund kon tekstualisering. Anliggender og emner skal indkredses og vurderes kritisk. Jeg har i en anden sammenhæng forsøgt at godtgøre, at modellerne kan udfylde hinanden (Olsen 2001, 149ff).
I virkeligheden står vi med en spænding mellem det meningsfulde og identitets skabende på den ene side, og det, der
fortjener at blive konfronteret og modsagt på den anden side. Dybest set har det med spændingen mellem det kon tekstuelle og det universelle at gøre. Missionsteologien – sammen med al teologisk tænkning – skal, når den er bedst, kunne løfte flere opgaver. Den skal både kunne stabilisere og destabili sere. Den skal kunne forny og levendegøre det eksisterende, og den skal også med klar røst kunne skabe konflikt.
Missionsdokument DK-2020 er et stu diedokument. Det er også et vigtigt debatoplæg. Jeg læser det som et eksempel på kontekstualisering. Det adresserer konkrete emner og udfor dringer i den nutidige verden og virkelighed. Det kontekstuelle er præget af noget foranderligt. Derfor har denne type missionsdokument et midlertidig hedens præg. Fokus på klimakrisen er et eksempel på et relativt nyt emne i denne missionskontekst, og den teo logiske begrundelse for at integrere emnet vil sikkert også kunne diskute res. Hele identitetsproblematikken er vigtig, men den kan også adresseres ud fra andre teologiske vinkler. Selv har jeg haft fokus på mere korsteologiske begrundelser, der kan bidrage til at øge spørgsmålet om troværdig mission i en nutidig kontekst. Der vil også kunne tilføjes andre og væsentlige bibelske begrundelser for mission, som er ned tonet eller fraværende i missionsdokumentet. Det gælder for eksempel også emnet Bibelen og mission. Det har igen at gøre med, hvordan man overhove det styrker sendelsesidentiteten, også som del af missionsdokumentets fo kus på identitet. Med til debatten om kontekstualisering hører, sådan ser jeg behovet, også udviklingen af selvstæn dighed i bred forstand i kirkerne. Dette felt er ikke belyst i nogen særlig grad.
Missionsdokument DK-2020 byder på nyttige overvejelser, og det indeholder også elementer, der kan læses i lyset af de forskellige modeller og tilgange. Noget stabiliserer, andet destabiliserer. Noget opbygger og restaurerer, andet udgør en modsigelse i mødet med ti dens og verdens ånd. Kristen mission kan aldrig ende op i ren tilpasning, i så fald er det ikke længere kristen missi on. Samlet set kan missionsdokumentet medtænkes i og inspirere kirker og missionsorganisationer i Danmark til at arbejde målrettet med kontekstualise ring. Det gælder herhjemme såvel som andre steder i verden.
Litteratur
Bevans, Stephen B. 1992 Models of Contextual Theology, Maryknoll: Orbis Books.
Bloesch, Donald G. 1992 A Theology of Word and Spirit: Authority and Method in Theology, Carlisle: The Paternoster Press.
Bosch, David J. 1991 Transforming Mission: Paradigm Shifts in Theology of Mission, Maryknoll: Orbis Books. Olsen, Jørn Henrik 2001 Kristus i tropisk Afrika – i spændingsfeltet mellem identitet og relevans, Uppsala: Svenska Instituttet för Missionsforskning (SIM).
Jørn Henrik Olsen, cand.theol., ph.d., forfatter, forsker og foredragsholder. Tidligere undervisningsleder på Brødrekirkens Præsteseminarium i Mbeya, Tanzania. Kandidatstipendiat, adjunkt og forskningslektor på Københavns Universitet. Fakultetsleder på Menighedsfakultetet, Aarhus. Nu med selvstændig freelancevirksomhed. Har skrevet mange artikler til antologier og tidsskrifter og blandt andet udgivet Kristus i tropisk Afrika – i spændings feltet mellem identitet og relevans (Uppsala 2001).
