Mennesket er ikke et håndværkertilbud

En diskussion af missionsteologi med afsæt i foreningen Grundtvigsk Forums formål og virke

Af Ingrid Ank

Selve ordet ”mission” er fraværende i foreningen Grundtvigsk Forums beskrivelser af sit formål og sin sag. Ikke desto mindre er mission forstået som det at ”ville nogen noget” bærende for Grundtvigsk Forums anliggende. Mission forstået som ”kristen mission” bygger inden for en grundtvigsk forståelsesramme på to forudsætninger: Den ene er, at mennesket er skabt i Guds billede og som sådan har en medfødt værdighed og et medfødt krav på individuel frihed. Den anden er, at menneskesynet er positivt – eller i hvert fald ikke aldeles negativt. Heri ligger der et opgør med den lutherske teologi.

Min gode ven Peter, der er lykkeligt gift med en dejlig mand, fortalte mig engang om sin veninde Julie fra efter skolen, der en aften brød fuldstændig sammen af gråd. Hun var opdraget in den for en kristendomsforståelse, hvor homoseksualitet var en synd, der stod i vejen for frelsen. Og hun kunne ikke bære tanken om, at hendes nye efter skoleven ikke kunne ”komme i himlen” sammen med hende. Peter, der også dengang var et humoristisk gemyt, for søgte at trøste hende og sagde, at det skulle hun slet ikke være så ked af, for han kendte faktisk ingen – udover må ske lige præcis Julie – der havde udsigt til at komme i himlen. Det var snarere Julie, man burde have ondt af, for det så ud til, at hun ville blive helt alene ”deroppe”.

Man kan sige, at Julie og Peter repræ senterer to forskellige teologiske positioner, som begge har forbindelseslinjer til den lutherske tradition. Julie op fatter mennesket som ”faldent”, dvs. som en synder, og genoprettelsen eller frelsen kan kun ske ved at følge nogle anvisninger – som vel at mærke er klare og gennemskuelige. Man skal døbes, man skal tro, og så skal man følge nog le retningslinjer for at blive frelst. Alle er syndere, men Gud har alligevel ud -

stedt ”visse garantier” til dem, der følger anvisningerne. Peter opfatter også mennesket som ”faldent”, dvs. som synder, men i modsætning til Julie op fatter han ikke anvisningerne som klare og gennemskuelige. Guds nåde og frel sesvirksomhed er op til Gud alene, og for mennesket er Guds nåde et mysteri um, der gives ufortjent. Det står grundlæggende skidt til med mennesket, og det er der egentlig noget befriende i, for så behøver man ikke spekulere i, hvem der er ”indenfor”, og hvem der er ”udenfor”.

I forhold til ”Julie” og ”Peter” udgør den grundtvigske teologi en tredje posi tion. Også den grundtvigske teologi står i gæld til den lutherske og kan beskrives i forlængelse heraf, men der er (mindst) én væsentlig forskel, nemlig den, at det ikke står så skidt til med mennesket. Mennesket er synder, men faldet er ikke fuldstændigt, mennesket er nemlig samtidigt skabt i Guds billede, og denne gudbilledlighed er bevaret. Mennesket – qua menneske – har hjerte, ånd og kraft. Og den skabte verden skriger ikke på frelse, for frelsen er allerede i gang. I dette liv og i denne verden, men også ud over dødens grænse.

Det kan synes en strid om ord og nu ancer at diskutere, hvor negativt mennesket bør beskrives, når udgangspunktet også i en grundtvigsk optik er, at mennesket – helt åbenlyst – gør ondt. Ikke desto mindre stiller jeg mig kritisk over for formuleringer i Når Gud møder mennesker: Missionsdokument DK-2020, som f.eks. slår fast, at: ”Vi lever i en turbulent tidsalder, hvor ver den gennemgår store forandringer, og mennesker kæmper med store udfor dringer såvel personligt som politisk.” (det gør verden og mennesker helt sikkert, men det er ikke karakteristisk for den nuværende tidsalder – tvært imod har ganske mange mennesker det langt bedre i dag, end man havde det for f.eks. 100 eller 200 år siden. Ikke kun i økonomisk forstand.). Eller: ”Den gennemgående presserende udfor dring i vores globaliserede verden er, at menneskers værdighed og identitet er under pres” (tvært imod mener jeg, at det er kendetegnende for nutiden, at mange mennesker er blevet klar over eller er i gang med at blive klar over de res krav på værdighed. Dermed bliver de også i stigende grad klar over deres krav på frihed og på en identitet, der omend præget af tradition og fælles skaber kan tage form ud fra menneskets individuelle valg. Dette opfatter jeg som noget positivt). Denne kritik – vil jeg hævde – har rod i et grundtvigsk menneskesyn og teologi. Den betyder også, at den indledende sætning i mis sionsdokumentet: ”Det er Guds mission at genoprette skaberværket og at frelse

mennesker”, for mig at se kalder på en større teologisk drøftelse: Hvad betyder ”genoprette”? Hvad betyder ”frelse”? Eller sagt på jævnt dansk: Hvor galt er det fat?

Indledende bemærkninger

I det følgende vil jeg komme ind på den grundtvigske teologi og antropologi, og hvilke konsekvenser den har for den måde, man i et grundtvigsk perspek tiv forholder sig til missionsteologi og til mission i praksis. Men allerførst må jeg komme med nogle indledende be mærkninger:

Jeg er blevet bedt om at skrive om mis sion ud fra en konkret kirkelig organisation, nemlig foreningen Grundtvigsk Forum. Det er nærmest et særkende for Grundtvigsk Forum, at der er mange forskellige fortolkninger af, hvad det grundtvigske er, og at der kan være stor uenighed også om afgørende spørgs mål. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er en eller anden fællesmæng de. Men det betyder, at jeg ikke kan tale på foreningens vegne, men kun udstikke nogle konturer for Grundt vigsk Forums missionsteologi – som jeg ser det.

Derudover er det vigtigt at sige, at den ”missionsteologi”, jeg mener at kunne få øje på inden for det grundtvigske, ikke nødvendigvis er eksklusiv for det grundtvigske eller for Grundtvigsk Fo rum. Andre steder vil man ganske givet møde en på nogle punkter lignende missionsteologi. Dertil kommer, at der selvfølgelig er bevægelse både i orga nisationerne og i de teologiske positioner. Grundtvigsk Forum er f.eks. ikke lig med ”Grundtvig”, men er tænkning og handling i bevægelse i forhold til den tid, vi lever i – med afsæt i arven fra Grundtvig. Og noget tilsvarende gør sig selvfølgelig gældende inden for andre organisationer eller traditioner. Mange steder diskuterer man de samme aktu elle spørgsmål og forsøger selvfølgelig at svare på dem med nutidige svar.

En sidste indledende bemærkning går på ordet ”mission” og ”missionsteo logi”. Det er på en måde fremmedord inden for det grundtvigske. Og også ord, der ofte forbindes med noget ne gativt. Det skyldes for det første, at der har været en periode i Danmarkshisto rien, hvor ”de missionske” (dvs. Indre Mission) og ”de grundtvigske” stod i skarp opposition til hinanden. Selvom der også er overlap og forbindelseslin jer mellem de to traditioner, så er det – og har det især været – en vigtig del af mange grundtvigskes selvforståelse, at de ”ikke var missionske.” For det an det har ordet mission fået visse meget negative konnotationer i retningen af noget med at tage friheden, magten og selvforståelsen fra andre mennesker

og at påtvinge dem ens egen overbevisning. Mission er blevet knyttet sammen med sindelagskontrol. Dette er ganske givet en velkendt belastning af ordet mission for folk, der i dag forsøger at give ordet en ny betydning. Samtidigt findes der stadig i dag former for mis sion, herunder kristen mission, som bør bekæmpes af hensyn til og i et forsvar for det enkelte menneskes autono mi. Der er ingen grund til at gøre sig blind for, at mennesker kan ønske at bemægtige sig andre mennesker, og at religion, herunder kristendommen, kan bruges hertil. Som jeg ser det, er det dog ikke religionerne i sig selv, der udgør faren her. Men det vil være løgn at sige andet, end at mennesker er og kan være farlige for hinanden. Det ven der jeg tilbage til. Som det vil fremgå af det følgende, står ordet ”frihed” både først og sidst i en grundtvigsk missions teologi, i det omfang man kan tale om en sådan.

Når jeg imidlertid har taget opgaven på mig, skyldes det, som nævnt, at tænk ning og handling er i bevægelse, og at også ord kan få nye konnotationer, herunder ordet mission. Og hvis man med ”mission” forstår det ”at ville an dre mennesker noget”, så findes dette selvfølgelig inden for foreningen Grundtvigsk Forum. I høj grad. Og i forlængelse heraf er det selvfølgelig nødvendigt hele tiden at formulere, hvad det er, man vil andre mennesker, med hvilket teologisk og antropologisk udgangspunkt, og hvordan man griber det an. Her mener jeg, at et væsentligt udgangspunkt for en grundtvigsk mis sionsteologi er at finde i det, jeg har kaldt den tredje position ovenfor: Det står i udgangspunktet ikke helt skidt til. Mennesket er ikke et ”håndværkertil bud”, der er – i grunden i mennesket – noget at bygge på, som skal styrkes. Der er plads til forbedring, men ikke behov for totalrenovering.

I det følgende vil jeg dels skitsere kon turerne for en grundtvigsk ”missionsteologi” og dels pege på nogle eksempler på, hvordan den udmøntes i praksis i regi af foreningen Grundtvigsk Forum.

Friheden er teologisk begrundet Frihed er teologisk begrundet. Før man kan ville et menneske noget, må man først ville hendes frihed til selv at tage det, man vil hende, til sig eller lade være. Denne frihed er så afgørende, fordi hvert enkelt menneske har en gudgiven autonomi og værdighed, som knytter sig alene til det at være skabt i Guds billede. Værdigheden er der på forhånd, det er ikke noget, vi giver hinanden. Men som mennesker må vi bekræfte hinanden i denne autonomi, for det er sådan Gud har skabt og villet mennesket. Ikke at bekræfte den an dens autonomi er således at forsøge at

tage mennesket ud af mennesket. Det er altså kristeligt set vigtigere – uende ligt vigtigere – at give og sikre andre mennesker frihed end at tilskynde dem til f.eks. at blive døbt og at blive en del af den kristne menighed, hvor vig tigt dette end kan forekomme. Det er ukristeligt at tage friheden fra menne sker. Der er intet, der retfærdiggør det. Det er kristeligt – og udtryk for kristen mission – at gøre det modsatte. Og der med kan ”det kristne” i kristen mission sådan set være helt usynligt, og samti digt ville forpligtelsen til at give og sikre andre mennesker frihed være en frit svævende påstand uden den teologiske begrundelse.

I indledningen til værket Nordens my tologi (1832) skriver Grundtvig sådan her: ”Mennesket er ingen Abekat, be stemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skab ning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Gud dommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles Gud dommelig Bevidsthed.” Dette kan man også sige på den måde, at ethvert men neske er en person, et væsen med egen vilje, tænke- og taleevne, som kan sæt te initiativer i gang af egen kraft. Mennesket er mageløst, dvs. hver enkelt af os er et unikum. Og mennesket er ufor udsigeligt, det er ikke en ting eller et dyr med en bestemt og forudsigelig ad færd. Gud vil, at hvert enkelt menneske skal være dette enestående, uforudsi gelige og skabende væsen, og hvis man forsøger at overtage kontrollen med et andet menneske, så forsøger man at gøre mennesket til et efterabende dyr. En abekat. Et umenneske. Friheden er således teologisk begrundet som det, der står foran al menneskelig interak tion.

Grundtvig begrunder dette særligt menneskelige, den menneskelige vær dighed, i gudbilledligheden, dvs. i skabelsen. Samtidigt henter han også sin insisteren på frihed hos Luther, nemlig ud fra tanken om, at der er en uover stigelig grænse for, hvad man kan tvinge et andet menneske til. Man kan – i princippet – godt tvinge et menneske til f.eks. at afsige trosbekendelsen. Men det er umuligt at tvinge et menneske til at tro på den. Det eneste, man opnår, ved at forsøge at tvinge et menneske til at tro eller til at have bestemte overbe visninger, er at tvinge et menneske til at lyve (Luther, 1523). Også hos Luther er der altså et autonomi-begreb, men nesket er noget ”i sig selv” og ikke en klump voks, der kan formes af andre mennesker efter forgodtbefindende. Forskellen mellem Grundtvig og Luther er, som nævnt, at Grundtvig har eller

måske snarere udvikler et – i grunden – positivt menneskesyn.

Vi skal støttes i at stå selv

Samtidigt med at friheden står forrest i al menneskelig interageren og der med må stå forrest i en hvilken som helst udformning af en grundtvigsk missionsteologi i praksis, så er der det paradoksale, at frihed er noget, vi får af hinanden. Grundtvig befandt sig i en tid præget af både oplysningstænknin gen og romantikken, hvor spørgsmålet om dannelse var i fokus. Hos filosof fen Immanuel Kant finder man første gang formuleringen af det, man siden har kaldt ”det pædagogiske paradoks” (von Oettingen, 2001). Sagt forenklet: At mennesket skal have støtte for at stå på egne ben. Beskæftigelsen med dette dannelses-paradoks findes hos mange andre samtidige og senere tænkere, og det findes i høj grad også i Grundtvigs pædagogiske tænkning: Mennesket vokser og bliver til i en vekselvirkning med alt det, mennesket indgår i og kommer af. Det er pædagogikkens væ sentligste opgave at bringe mennesket til at stå på egne ben, at blive livsdue ligt, men det er netop en pædagogisk opgave. Jeg bliver ikke til mig selv af mig selv, men i kraft af andre og i kraft af det, at nogen vil mig noget. Man kan gøre ubodelig skade ved at tage frihe den fra et andet menneske og diktere, hvordan det skal være og blive. Og man kan gøre lige så ubodelig skade ved at overlade et andet menneske helt til sig selv. Ikke fordi, som man nogle gange kan høre det omtalt, at vi udover frihed også har brug for fællesskab, nærvær og omsorg (hvad vi selvfølgelig har), men fordi frihed er noget, vi får af hinanden. Vi vokser i selvstændighed i kraft af relationerne, i kraft af sproget og samtalen, i en stigende bevidsthed om at være et handlende og igangsæt tende menneske i en verden befolket af andre frie og handlende mennesker.

En grundtvigsk missionsteologi hviler altså både på en insisteren på menne skets frihed: Det er kristeligt at kæmpe for næstens frihed. Det er ukristeligt at gøre det modsatte. Og den hviler sam tidigt på en insisteren på, at vi ikke skal lade hinanden i fred. Vi skal ville hinan den noget.

Og vi har brug for, at andre vil os no get. Aktuelt kan man sige, at dette taler imod de tendenser, man finder inden for det, der ofte betegnes som ”den identitetspolitiske dagsorden”. I hvert fald hvis man herved forstår en opfattelse af mennesket som noget sta tisk: Jeg er, hvad jeg er. I en grundtvigsk antropologi vil man snarere beskrive mennesket som noget, der bliver til, end som noget færdigt. Så derfor skal vi ville hinanden noget, og vi kan tåle

at blive modsagt, udfordret, inspireret og påvirket. Men vi skal ikke tage frihe den fra hinanden.

Hvordan man så udfolder dette i prak sis, er en anden snak.

Praksis

Grundtvigsk Forum er en kirkelig organisation. Men det er også en folkeoplysningsorganisation, og det er en organisation, der arbejder for at bringe de grundtvigske tanker om skole, dan nelse, demokrati og samfund i spil. Med mere. Det at være kirkelig organisation udgør således kun én gren blandt flere i organisationens arbejde. I organise ringen af Grundtvigsk Forums arbejde er det samlede område, foreningen ønsker at påvirke, inddelt i tre felter: 1) kirke, 2) skole, 3) kultur og samfund. Samtidigt er der altså dette fortegn – friheden – der som nævnt er teologisk begrundet.

Friheden og menneskets værdighed står som fortegn, både når der f.eks. diskuteres skoleformer og pædagogik, og når der diskuteres demokrati og ci vilsamfund. Således er der sådan set et teologisk fortegn foran det hele. Det er f.eks. teologisk begrundet, at skolens opgave ikke er at gøre eleverne kristne, men hjælpe dem til at blive frie og livs duelige individer og samfundsborgere. Det er også teologisk begrundet, at de mokrati ikke bare skal være et demokrati som styreform – et folkestyre, hvor vi stemmer om, hvem der skal repræ sentere os i lovgivningsarbejdet – men være et frit demokrati med plads til og fri stemme til mindretallene. Og med tillid til, at mennesker lokalt kan tage ansvar for at lave samfund sammen. Det bygger alt sammen – grundtvigsk set – på den teologiske forudsætning, at hvert enkelt menneske har frihed og værdighed.

Det teologiske fortegn betyder som nævnt ikke, at det er afgørende for ”missionen”, at det teologiske fortegn altid er tydeligt. Det er mission i sig selv at kæmpe for næstens frihed inden for rammerne af – og ikke i modsætning til – samfundet og det fælles liv. Samtidigt har det teologiske alligevel en vigtig af smitning på foreningens agendaer. Når foreningen f.eks. arrangerer eller delta ger i offentlige debatter om demokrati og åndsfrihed, er det samtidigt afgø rende for Grundtvigsk Forum at være med til at pege på tro og religion som åbnende og bærende dimensioner i et menneskeliv og i et fællesskab, og ikke udelukkende som politiske ”problem felter” – sådan som man kan synes, at den offentlige debat om religion kan have en tendens til.

Et andet eksempel kunne være, at i offentlige debatter om skole og dan -

nelse er det en grundtvigsk mærkesag, at skolen har sit eget formål, nemlig at hjælpe børnene til at blive livsduelige inden for rammerne af et fælles sam fund, og at skolen ikke kan spændes for nogen vogn – hverken kirkens eller konkurrencestatens eller nogen anden – der reducerer mennesket til middel for et ”højere formål”. Samtidigt er det også – men ikke i modsætning hertil – igen en grundtvigsk mærkesag, at der ikke skal undervises om religion i sko len på en måde, hvor religion udelukkende præsenteres som et problem og konfliktfelt, men derimod også som et potentielt åbnende og bærende sym bolunivers. Og at en naturvidenskabelig og en religiøs tilgang til verden, menneskelivet og tilværelsen ikke skal fremstilles som gensidigt udelukkende alternativer.

Hvad angår foreningens mere direkte engagement i teologi og kirke, så er det formuleret i foreningens formål, at foreningen skal ”fremme gode vilkår for evangeliets forkyndelse og styrke vekselvirkningen mellem kirke og folk”. Dette foregår både udadtil i forhold til f.eks. diskussioner om forholdet mel lem stat og kirke og indadtil f.eks. ved at deltage i samtalen om liturgisk for nyelse og liturgisk frihed. For at nævne nogle få eksempler.

Det grundtvigske i internationale sammenhænge

Mange i Danmark er præget af den grundtvigske arv og tradition, og sam fundet som helhed er også. Hvis man indimellem kan have svært ved at få øje på det grundtvigske, kan det derfor skyldes, at det er alle vegne. Bevæger man sig uden for Danmark bliver det te meget mere tydeligt, og det er i høj grad både interessant og inspirerende at undersøge de steder og sammen hænge – f.eks. højskoler eller højskolelignende steder – der har taget nogle af de grundtvigske tanker til sig. Det gælder så vidt forskellige dele af ver den som Indien, Sydkorea, Bangladesh, Nigeria, Polen, USA m.fl. En del af disse steder er dukket op inden for de sene ste 10-20 år.

Disse steder udfolder selvfølgelig ”det grundtvigske” på deres egne betingel ser og med afsæt i deres egen kulturelle og samfundsmæssige kontekst, men samtidigt er der alligevel nogle fæl lesnævnere. En fællesnævner er – som nævnt i indledningen – at man i tilgan gen til mennesket holder fast i, at det ”ikke står helt skidt til”. Der er noget at bygge på – der er hjerte, ånd og kraft – som er i mennesket qua menneske. En anden fællesnævner er frihedstanken. Dette betyder f.eks., at når der arbejdes med medborgerskab på en højskole i Bangladesh, så skal der samtidigt insi -

steres på, at medborgerskab ikke handler om at gå i takt. Friheden må stå først og sidst – ind i og ikke ud af fællesska bet. Arbejdet med at følge og støtte de internationale grundtvigsk-prægede initiativer er også et vigtigt anliggende for Grundtvigsk Forum.

Vi kan ikke gennemskue os selv

Det står ikke helt skidt til. Men en grundtvigsk teologi og antropologi er de ubevidst – gør andre mennesker til

samtidigt heller ikke blind for, at ond 1832 Nordens mytologi

skab og lidelse er en realitet i verden. Og at mennesket kan gøre ondt – og gør det. Et enkelt opslag i en avis bur de være nok til at overbevise os om, at mennesker – som nævnt – både er og tig grundtvigsk pointe er dertil, at mennesket er en gåde – ikke mindst for sig selv. Vi kan ikke fuldt ud gennemskue os selv, og vi kan ikke gennemskue vores egne motiver. Dette gælder også, når vi vil hinanden noget, og også når vi bilder os ind, at vi kun vil hinanden det gode. Også derfor må friheden stå først og sidst, så vi ikke – i nogle tilfæl et middel for vores eget projekt. Dette aspekt er helt afgørende at have med, når man diskuterer missionsteologi.

Litteratur

Grundtvig, N.F.S. kan være farlige for hinanden. En vig

Luther, Martin 1523 Om lydighed mod den verdslige øvrighed

Von Oettingen, Alexander 2001 Det pædagogiske paradoks: et grundstudie i almen pædagogik, Klim

Ingrid Ank er leder af Grundtvig-Akademiet, Grundtvigsk Forum og redaktør af tidsskriftet Grundtvigsk Tidende. Derudover er hun formand for Foreningen Åndsfrihed og næstfor mand i Grundtvig-Selskabet, cand.theol. og præst.