MISSION TIL TIDEN OG PÅ STEDET

Mission som gave og opgave – Praksis, tænkning og spiritualitet i missionsarbejde

Af Henrik Sonne Petersen

Artiklen tager afsæt i den udfordring, kirker og missionsorganisationer står i, og beskriver, hvordan mission er et udtryk for en dyb forbindelse mellem Gud og mennesker, hvor der både modtages og gives. Dermed knytter artiklen mission til en spiritualitet, hvor mission både er en gave og en opgave.

Mission er en underlig og vidunderlig ting på én og samme tid. Det er en aka demisk disciplin, og så er det en verden af praksis. I den sammenhæng, jeg skri ver i, er der sammenhæng mellem de to ting, hvor missionens praksis afspejles, forfines og forandres gennem tænk ning og analyse, og hvor tænkning og analyse trækker på indsigt og erfaring fra praksis. Men, ud over disse to aspek ter, teologi og praksis, er der et tredje aspekt, som er helt grundlæggende, og ofte nok unddrager sig opmærksom hed. Det handler om spiritualitet, eller det indre liv, som indgår i en dynamisk relation med de to andre. Spiritualitet og praksis hænger sammen som to si der af samme sag, hvor ingen af delene kan undvære hinanden, lige så lidt som bøn og barmhjertighed kan være hinanden foruden i en kristen sammen hæng. På samme vis hænger spiritualitet og teologi tæt sammen, uden at de kan erstatte hinanden. I dag er der for eksempel en forståelse af mission, som er bredt anerkendt og ofte gengivet i udtrykket ”Guds mission”. Kirkernes Verdensråd og Lausanne bevægelsen benytter nogle af de samme ressourcer, og samarbejder i flere tilfælde med Den katolske kirke. Men det betyder ikke, at udtrykkene for mission er ens. For vi står i hver vores tradition, og det er net op brugen af de etablerede indsigter, der signalerer ”ånden” i de forskellige traditioner. Som sådan er spiritualitet et udtryk for kirkens rigdom, og hvordan forskellige traditioner forvalter de fæl les indsigter (Malm 2019: 198).

I en mærkelig tid, som denne lille ar tikel er skrevet i, præget af en global pandemi forårsaget af en Covid-19 virus, er missionens praksis udfordret ekstraordinært. Men det ekstraordinæ -

re understreger blot det ordinære, at mission er udfordret på flere niveauer. Af samme grund står missionens tænk ning, missionsteologien, udfordret på centrale områder som f.eks., hvordan man skal tænke om mission i en ny tid. Ny Mission, nr. 38 (Dansk Missions råd 2020) handler om et aspekt, som har fået uhørt stor aktualitet i foråret 2020, nemlig hvordan vi arbejder med mission i en digital sammenhæng. Når både praksis og tænkning er udfordret, er det oplagt at vende opmærksom heden mod spiritualitet, og i den sammenhæng fremstår missions udfordring hverken som noget, der skal tænkes el ler gøres, men derimod som et spørgsmål om at modtage en gave. En gave, der knytter kirke og verden uløseligt sammen i relation til Skaberen.

Det er med afsæt i denne dynamik mel lem tre aspekter af mission, at jeg i det følgende vil arbejde med en analyse af nogle af forholdene omkring missions arbejde i Danmark, kort beskrive nogle udfordringer i en global sammenhæng, som kalder på kirke og missionsarbejde, og afrunde artiklen med bemærknin ger om den fornyelse, der er på spil i dynamikken mellem missionens praksis, tænkning og spiritualitet.

Mission som gave

Mission er en gave, der knytter kirke og verden sammen i en relation til Gud. Det er egentlig en sætning, der kalder på flere definitioner og afklaringer, men her skal vi nøjes med et par overve jelser over, hvad det indebærer at kalde mission for en gave. En gave handler ikke kun om det, der gives, men også om, hvem der giver den, og hvem, der modtager. Det betyder, at en gave er en blanding af en ting og en relation, som på en helt særlig måde overskrider skel let mellem det materielle og det spirituelle (Mauss 1925). Det lyder måske mærkeligt, men handler egentligt om det almindelige, at en gave ofte minder én om den, der har givet den. Naturlig vis betyder det også, at noget af det, vi har fået, kan få negative associationer, hvis der går skår i relationen. Det er den ambivalens, der så at sige er skrevet ind i gaven: det, man har fået givet, genly der af den, der har givet gaven.

Filosoffer og teologer har indgående diskuteret begrebet ”gave,” men i den ne sammenhæng kan vi nøjes med at bemærke et aspekt af gensidighed. Det er dog ikke en gensidighed som i en økonomisk eller politisk sammenhæng, hvor der er tale om en ”noget-for-no get” tankegang. Godt nok indgår mange af vores gaver i en slags symmetrisk ”noget-for-noget”, hvor en julegave til mig ”byttes” med en julegave til dig… Men, der er faktisk gaver, der gi ves, uden at der forventes noget igen. Den slags gaver udtrykker kærlighed,

et ønske om at etablere eller bekræfte en relation, og de har en mere asym metrisk funktion. For samtidigt med, at de udtrykker en relation, er gaven ikke givet med forventning om, at noget gives igen, andet end at gaven modta ges i åbenhed, og en relation etableres eller styrkes. Det er i forlængelse af de erfaringer, at det giver mening at knyt te ordene mission og gave sammen. Allerede fra Jesu fødsel stod det klart, at Gudsbarnet var en helt speciel gave til verden, som på mange måder var for beredt igennem historien. Allerede fra de første tider og fra de første sider i Bibelen tales der om aftaler mellem Gud og mennesker, ”pagter”, hvor det er en væsentlig pointe, at Gud er den agerende, givende, rammesættende, mens menneskeheden er modtagen de, lyttende. Disse aftaler finder i Jesu fødsel deres ultimative udtryk, hvor det bliver klart, at Gud og menneskehed er knyttet sammen, ja hele skaberværket er knyttet til Gud. Gudsbarnet var den gave, som i sit liv og hele væsen forene de Gud og verden på så radikal vis, at hans efterkommere, kirken, uløseligt er knyttet til verden og skaberværket, og det er baggrunden for, at vi i den situa tion, hvor kirkens mission er udfordret, lægger vægt på, at mission ikke kun handler om at gøre noget, men om at modtage og blive forandret, formet af Guds gave til verden. Vi forbinder så tit mission med ting, der skal gøres, organisation og tænkning, og derfor kræver det en ekstra indsats at gøre det klart, hvad der ligger i at beskrive mission som gave. Det er da også noget helt grundlæggende, der er på spil. For det handler helt grund læggende om en bestemt karakter af menneskelivet, nemlig at en stor del af livet ikke handler om at gøre, tænke eller praktisere, men om at modtage. Vi modtager kærlighed fra vores nær meste, varme fra solen, liv fra vores forældre, og vi lever på og af jorden. Netop det både skrøbelige og stærke element af modtagelse og gave gen lyder i missionens melodi, der spilles med alle verdens toner, festligt klædt i nationale dragter og lokale rytmer. Stærkt er det, fordi det går igen hos os alle, og skrøbeligt er det, fordi ethvert forsøg på at kontrollere eller systemati sere modtagelse ødelægger musikken. I forlængelse af den musiske metafor betyder det, at modtagelsens klang kun genlyder i frihed.

Mission forankret i kontekst

Mission har en lokal og global side, og det er en del af den underlige og forun derlige karakter. For mission kan godt være ”fra alle steder – til alle steder”, som slagordet går i disse år, samtidig med at vi tager det alvorligt, at mission i høj grad har med kultur at gøre. Af

samme grund skal vi i det følgende tage afsæt i en dansk virkelighed, sådan at vi holder os det for øje, at vi er engagere de i mission fra et bestemt sted, og derfor ser muligheder herfra, men også er begrænset af vores afsæt. Forankring på et sted, i en sammenhæng, er en be tingelse i missionsarbejdet, også selvom det foregår langt væk og handler om forandring og fornyelse. Forankring, forandring og fornyelse er tre perspek tiver på missionsarbejde, som griber ind ”I forhold til antallet af ansatte og ud

i hinanden, og tilsammen giver os en sendte, så viser indberetningerne, at

række billeder af, hvordan missionens en af de væsentlige arbejdsmetoder i

dynamik udspiller sig: gavekarakter og danske missionsorganisationers arbejde

opgaver slynger sig sammen, og føjer stadig er udsendelse af personer i kor

vigtige brikker til vores forståelse af, tere eller længere tid… Mens der kan

hvad mission er, for så vidt vi aner, at registreres et årligt udsving i antallet

det handler om liv og livets fylde (WCC af korttidsudsendte – typisk volontører

2012), samtidigt med at det afspejler – er antallet af langtidsudsendte svagt

kirkens bestræbelse på at følge det, der men støt faldende, fra 163 til 148 per

er kaldt Guds egen dans, hvor Gud dan soner”. (DMR medlemsstatistik 2018, 3)

udveksling af kærlighed og fællesskab. Folkelig forankring Den folkelige forankring af missionsarbejdet har forandret sig. Det er konklusionen på de statistiske oversigter, der udarbejdes årligt af Dansk Missionsråd til Danida. Der var i 2017 i alt 24.198 medlemmer i DMR’s medlemsorgani sationer, svarende til 0,4% af befolkningen. I forhold til 2014, hvor der var 31.594 medlemmer, svarer det til et fald på 24%.

ser med sig selv og med universet i en

Indtægtsmæssigt sker der også et fald i

2014 2017 Medlemmer

31.594 24.198 Fald: 24%

Udsendte

298 1

277 2

Fald: 7%

Ansatte

Ca. 200 3

Ca. 250 3

Stigning: 25% 4

1 – 135 korttidsudsendte; 163 langtidsudsendte 2 – 119 korttidsudsendte; 148 langtidsudsendte 3 – mange har deltid, så tallet er et skøn 4 – det ser ud som en stor stigning, men kan være et resultat af forskellig måde at opgøre antal ansatte på

2014 2016 2017

Indsamlede gaver

93,5 ? 67

Frie midler 1

midler 1

186,5 209,2 184,4

Udviklingsmidler/ Danida (i millioner kroner)

36,7 29,5 23,8

Samlede midler 2

til global mission (i millioner kroner)

232,2 209,2 208,2

1 – indsamling, arv, fonde og genbrug – kaldes frie midler 2 – indsamling, arv, fonde (frie midler) og udviklingsmidler (bundet til projektarbejde)

perioden fra 2014-2017, hvad der hænger sammen med, at færre personer giver et stabilt beløb til mission. Den Umiddelbart kan analysen af udviklin

samlede indtægt i form af ”frie mid gen i DMR’s medlemsorganisationer se

ler”, ligger nogenlunde stabilt, fordi grum ud. Men, er udfordringen i ”fol

indtægter fra arv, genbrug og fonde kelig forankring” ensbetydende med,

kompenserer for de færre givere. at dansk forankret mission står overfor tryder den gave, der knytter kirke og

DMR’s bestyrelse noterer i årsberetnin gen for 2018:

den … folkelige forankring er verden tæt til ham, så analysen er, sin

vigende og [den] økonomiske alvorlige karakter til trods, ikke et op

udvikling under pres i forhold til læg til opløsning. Der kan være andre

danske missionsorganisationer. … grunde til at ændre på organisation og

I det bredere kirkelige bagland sågar nedlægge organisationer, men

– specielt i en bred folkekirkelig forandring i folkelig forankring er ikke

sammenhæng – er forståelsen af sådan en grund.

global mission ikke særlig udfoldet. Det samme gælder i høj grad den bredere offentlighed, hvor for ståelsen af global mission er uden nogen stor dybde eller forståelse. Dette betyder, at danske missi sion på en måde, som er relevant pres i forhold til deres fremtid og berettigelse…

opløsning? Der er ikke noget, der tyder på, at Gud opgiver sin mission eller for

Den er derimod at opfatte som et op læg til overvejelse af blandt andet følgende spørgsmål:

Realisme: forstår vi egentlig mis onsorganisationer er under øget

i dagens Danmark? Hvad er missi

onens opgave? Hvad skal vi lade ligge?

Forankring: hvad er vores ”missi on” forankret i? Hvad er mandatet?

Sprog: hvordan taler vi om mission, så det giver mening i dag? I Dan mark?

Realisme, forankring og sprog: mission anno 2020 Realisme om missionens situation handler om det mandat, der er til at drive arbejdet. Èn del af mandatet har med folkelig forankring at gøre, mens en anden har med afsæt og mål at gøre. De statistiske oplysninger har givet os en pejling omkring den første del, mens vi kan tage afsæt i spørgsmålet: ”Hvor er Gud på færde?” for at finde svar på anden del. For det spørgsmål hjælper os til at vende blikket væk fra institutioner og konserverende struk turer hen imod opgaven, som i første række er at følge Gud og være trofast i det. Lidt mere kød på beskrivelsen får vi, hvis vi spørger efter mandatet i de bibelske fortællinger. Her lyder der for skellige stemmer, der tilsammen anslår missionens store musik. Kirken er sendt til verden som godt nyt. Historisk har vi sendt mennesker til andre kirker og til andre folkeslag, men missionens prak sis handler ikke kun om at sende… Det handler også om at forkynde (Matt 28) og invitere mennesker til tro (Joh 14,1), at være del af Guds-orienterede fæl lesskaber, hvor ”blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” (Luk 7).

Hvordan taler vi om alt dette, når der ikke længere er en fælles forforståel se af ord, vendinger og motivation? Egentlig sker der allerede en masse i danske kirker: diakoni, sognearbejde, omsorg, ”healing prayer”, netværks grupper… Men alt dette kaldes kun sjældent for ”mission”, fordi dette ord langt på vej stadig er knyttet til forestil linger som:

”Mission” foregår lang væk hjem mefra! ”Mission” gør mennesker til objek ter! ”Mission” gør sig selv bedre end andre: vi, de frelste, taler til dem, de fortabte! ”Mission” tager patent på Guds autoritet og lader et ”vi” tale på Guds vegne!

Overfor disse forestillinger formulerede en rundbordssamtale om mission i 2019 en væsentlig pointe:

Kirken vil mennesker noget, men vi vil ikke gøre nogen til noget. Med andre ord: mennesker er ikke objekter for kirkens mission, men

vi er sammen med andre del i Guds sendelse af sig selv til verden. (Jør gensen og Dalsgaard, 2019)

Samtidigt udfordres vi i Når Gud mø der mennesker: Missionsdokument DK2020 til at ændre sproget radikalt. Mis sion er ikke længere noget, der foregår i en anden geografisk sammenhæng end vores egen, men det foregår ”fra alle steder, til alle steder”. I den sam menhæng er spørgsmålet om folkelig forankring penibelt. For uden en vis opbakning, en vis økonomisk støtte og et vist engagement er der en fare for, at forandring og fornyelse forbliver et skrivebordsprojekt, eller et æterisk in ternationalt projekt uden rod i kulturelle fællesskaber og værdier. På den vis har mission et demokratisk aspekt indbygget, som virker sammen med kirketænkning og missionsteologi. Lidt tøvende kan vi spørge til, hvordan vi skal forstå den forankring. Er det kun et forstyrrende spørgsmål om økonomi og lokal legitimitet? Eller er det faktisk et spørgsmål om, at ”ånden” i mission, spiritualiteten, både handler om indre liv og om folkelighed og forankring? Er fornyelse af missionsarbejde noget, der afhænger af en samklang mellem et in dre liv og en folkelig accept?

Konkret er spørgsmålet i dag, om der er folkelig forankring for en forståelse af mission, der ikke er geografisk oriente ret, men f.eks. tematisk orienteret, dvs. en mission, der lige så godt kan finde sted i Århus Vest, som i Etiopien eller Libanon? Har vi overhovedet et sprog for sådan en mission? Eller rettere: er det gamle sprog i missionsarbejdet det rette for en ny tids mission? Alle dis se spørgsmål klinger med i det store spørgsmål: ”Hvor er Gud på færde?” Men for så vidt det er et spørgsmål, der har lydt i hele kirkens historie, har kir kens fædre og mødre allerede kæmpet med det, og fra dem modtager vi gode vejledninger (Malm 2019), som jeg her gengiver nogle af med mine egne ord:

Slip bønnen løs! Lås ikke bøn fast i strukturer, men lad den være udtryk for et livtag med vanskelig hederne. Lederne må gå foran – og lytte, lære, ledes... Sat foran Guds ansigt – stille, lyttende, modtagende – forandrer han os, så vi forvandles.

Forankring som gave og opgave Sammenfattende kan vi sige, at missionsarbejdets mandat har med folkelig forankring og med Gudsliv at gøre: hér modtages impulser i bøn og gudstjene ste; hér spindes det net af samhørighed, der giver mission legitimitet; hér formes udtryk af tillid til hinanden og til det store, globale fællesskab af men nesker. Der er en givethed og en sam-

hørighed i forankringen, som relaterer til den tillid (K.E. Løgstrup), uden hvil ket lokale fællesskaber så let forfalder til apati, eller sågar til vold (Judith Bu tler). Men, med forankring følger også en opgave i form af et kritisk perspektiv på fastlåste positioner om, hvad der er missionsarbejde, hvor det foregår, og hvordan det udfoldes. Det er en af de mærkværdige konsekvenser af at be tragte mission som en gave: ting vendes på hovedet. I dette tilfælde sker der det, at forankring både bekræftes som en given, kulturel betingelse for missi on, samtidigt med at forestillingen om, hvordan mission skal føres ud i livet, udfordres.

Mission og globale udfordringer

Vender vi blikket ud i verden, lægger vi mærke til, at mange kirker står med store institutioner som en levende arv efter den moderne missionsperiode i form af skoler, hospitaler og klinikker såvel som hjem for enker og forældre løse børn. Der er egentlig stadig god brug for dem: unge har brug for god uddannelse, og syge har brug for ple je, børn har brug for omsorg. Men en del steder spørger kirker, om det rent faktisk er religiøse aktørers opgave at gøre det? Er det ikke mere relevant at engagere sig i andre dele af det, der kaldes civilsamfundet, og f.eks. arbej de med kønsroller, sådan at kvinder og unge ikke skal lide under patriarkalske strukturer, og i det hele taget styrke det demokratiske liv? Dertil kommer, at klimaforandringer kalder på koor dineret indsats af alle parter, inklusive trosbaserede organisationer og kirker, ligesom fattigdom, sult og almindelig mangel på helt basale goder som vand og mad stadig er en udfordring man ge steder. Alle disse ting finder udtryk i FN’s såkaldte Verdensmål (Sustainable Development Goals, SDG), som dels be skriver de 17 mest presserende opgaver, verdenssamfundet står med, dels angiver en global sammenhæng, som indebærer, at de store udfordringer ikke blot er nogle, der udspiller sig i Det Glo bale Syd, men tværtimod er udfordringer for alle lande, og derfor ikke kan håndteres med armslængdeafstand, ej heller reduceres til et spørgsmål om konsulentbistand til ”de andre”.

Mission i globalt perspektiv: den særlige forskel Missionsarbejde er naturligt relateret til de globale udviklingsopgaver, for missi on deler karakter med kirken, og er en del af verden, både i hvad hun er, og hvad hun gør. Forstår vi alene mission som et udtryk for, hvad kirken gør, mi ster vi blikket for enheden og den universelle samhørighed; forstår vi alene mission som et udtryk for, hvad kirken er, mister vi let forbindelsen til virke ligheden, og overser vi de mange mel-

Matrix for global mission – inspireret af Michael Biehl i K.Mtata 2013

Ressourcer

Immaterielle ressourcer

Materielle ressourcer Økumeni Evangelisering Bøn, gudstjeneste Nadver Bibellæsning Offentlighedsteologi Teologisk uddannelse Partnerskab

Diakoni – socialt engagement ”Stedets diakoni” ”Space for grace” – integra tion af værdier i arbejde og organisation Udviklingsprojekter (ret tighedsbaseret arbejde) og partnerskabs-aftaler Med-vandring med margina liserede… Dialog-arbejde: interreligi øse relationer mhp. fred og forhindring af terror

Direkte udtryk

Udtryk hvor det ikke er så enkelt at se, hvordan

Tro og lovprisning Folkelig forankring Nådegaver Bevidsthed om endelighed og om synd Holdninger: tålmodighed, kærlighed… Holistisk livs-perspektiv Vidnesbyrd

Forkyndelse Socialt og politisk ansvar Kirke som mægler i konflikter ”Transformation” - integreres/ synliggøres i ritualer/liturgi/ bøn… Kritik af alle former for under trykkelse, også i kirken (”advocacy” og ”profetisk røst”) Vision om en bedre verden Dialog-arbejde: tros-dialog

Indirekte udtryk

lemregninger i form af kontekst, kultur og kommunikation, hvad der desværre kan medføre, at kirkens mission bliver et redskab i magthavernes hænder eller en legitimering af en forskel mellem os og de andre.

Egentlig er det så enkelt. Opgaven er opgaven med at elske – tjene og lytte hjerte og af hele din sjæl og af hele sin styrke, og din næste som dig selv” (Luk 10). Men samtidigt er det så svært, for kirken er et kulturelt betinget fælles skab, og står overfor andre fællesskaber, både lokalt, nationalt og globalt,

at ”elske Herren din Gud af hele dit – skal udspille sig. Bag disse spørgsmål

ligger der et grundlæggende forhold, som det er værd at trække frem. Når vi siger, at mission både handler om at elske og tjene, er det andre ord for, at mission både handler om ”at være” et vidnesbyrd om Guds kærlighed, og ”at gøre” det klart i ord og handling, at Gud elsker verden. I bibelsk inspirerede vendinger kan vi formulere det sådan: Gud elskede verden, så han sendte sin søn, og sender sin søns efterfølgere ud i verden, både for at gøre det muligt, at enhver, som tror, skal blive frelst (Joh 3,16), men også for at gøre det klart for fattige, fanger og blinde, ja, for alle nødlidende (Luk 4), at de er mere end fattige, fangne og blinde. For de skal vide, at tiden er inde, Guds rige er kom met nær (Mk 1), og de er elsket af Gud (Joh 17).

Disse ord genlyder både af tro og af rettigheder, og ingen af delene kan undværes. Global mission er med andre ord både trosbaseret og rettighedsba seret. Kompleksiteten kan afspejles i en matrix, hvor der er plads til begge aspekter, og hvor de sættes i relation til hinanden, både i direkte og indirekte udtryk.

Organiseringen af matrixen kan disku teres, men for mig er det væsentligt at synliggøre sammenhængen mellem de forskellige dele som et udtryk for inte greret eller holistisk mission. I nogle kirkers og organisationers arbejde er tingene skilt ad, mens andre holder dem tæt sammen, som det f.eks. tit er til fældet hos dem, der relaterer til Global Christian Forum (globalchristianforum. org), der samler karismatisk inspirerede kirker og organisationer. Der er argu menter for at gøre både det ene og det andet, men den forskellige praksis ind byder til et fortsat arbejde med at lære fra og med hinanden, i stræben efter at finde gode teologiske udtryk for mission, der kan spejle såvel spirituali tet som det praktiske, og hjælpe begge til at undgå overdrivelser og totalitære tendenser.

Global mission som gave og opgave Vi har allerede været inde på, at kirkens mission er et udtryk for det, at alt le vende skylder Skaberen livet. Det kan lyde rosenrødt, men det betyder ikke, at det er enshed, stilstand eller fravær af konflikt, der er idealet. Pluralitet og konflikt er ikke af det onde, men et udtryk for verdens kompleksitet, for passion og i det hele taget for det, at forskellighed er et gode. Men, det, der ikke springer ud af fællesskabet, er mistænksomhed, apati og fordomme om ”de andre”, eller for den sags skyld vold eller krig. Missionens globale gave måles med andre ord ikke på, om folk, fællesskaber og tro ligner hinanden, men på, om vi sammen og hver for sig vender os i tilbedelse mod Herren, og

afviser uretfærdige strukturer, vold og undertrykkelse, om end det indebærer konflikter. Oscar Romero har givet det et radikalt udtryk:

”Det er let at være ordets tjener uden at forstyrre verden: et meget spiritualiseret ord, et ord uden forbindelse til historien, et ord som kan lyde i enhver del af verden, fordi det ikke hører til nogen del af verden. Et ord som dét skaber ingen problemer, starter ingen konflikter. Hvad der starter konflik ter og forfølgelse … er det ord som … forkynder og anklager”. (Citeret i Stone 2007, 298; HSP oversættel se)

De konkrete opgaver i global missi on er uendeligt mange, hvad der står helt klart, hvis vi ser nærmere på Ver densmålene (SDG’erne). Men lad mig alligevel nævne nogle få af disse opga ver, som på en særlig måde er relevante set fra Dansk Missionsråds perspektiv:

1. Forkyndelse og vidnesbyrd er på spil i alle fire aspekter af ovenstå ende ”matrix for global mission”. Kærlighed og tro skal formidles, men ikke som et sæt formuleringer, andre skal acceptere og tilslutte sig. Det handler meget mere om, at kirkens fællesskab dannes og for mes af Gud til et fællesskab, der afspejler Jesu liv, død og opstandelse, 2.

3. og derved er et levende vidnesbyrd om Guds kærlighed – en stående invitation til et livsfællesskab, som ikke forklarer så meget, men som bekender, fortæller, lovsynger og er med til at sætte rammer om et kristent liv (Stone 2007, 236).

Teologisk uddannelse: Der er et stort behov for god, teologisk uddannelse formet over den læst, der springer ud af menighedens lokale engagement i at forkynde evangeliet, bevare freden og holde kirken sammen i tid og rum. Og det behov bliver større… Uden uddannelse på mange niveauer har kirken svært ved at finde forank ring i en moderne verden, hvor der er stort behov både for profetiske røster, for assistance i kampen mod forfølgelse og for deling af evan geliet, så nyt liv bliver til (Dansk Missionsråd 2018).

Profetisk røst (advocacy): Udvikling af en profetisk røst er en bevæ gelse, der både involverer danske organisationer og kirker og inter nationale partnere, for her gælder det ikke kun om at sige noget, konfrontere usunde strukturer og bakke op om demokrati, men det gælder først og fremmest om at være et modspil… Den radikale del er en udfordring til os selv, vores

4.

5. organisationer og kirker til at åbne os for kritik og forandringer, så kritikken har klangbund i organisa tion såvel som medlemmers liv.

Klima (og sikkerhed) - er i første række noget, der presser os, fordi vi kan se, at der skal gøres noget, hvis det ikke skal gå galt. Derfor er vi nødt til at arbejde med det. Men der er også en motivation i den gensidige afhængighed, der består mellem mennesker og natur, som i en kirkelig sammenhæng trækker på tanken om Gud som skaber.

Forfølgelse: Nationalisme og terror trykker religionsfrihed og religiøs tolerance, og det udgør et særligt problem for kristne, som er den gruppe mennesker, der rammes hårdest. Det kalder på dyb empati og støtte fra os, der forstår os som kristne. Samtidigt udspiller forfølgelser sig i en sammen hæng, der har med rettigheder og sikkerhed at gøre. Der er en særlig opgave forbundet med at udfolde sammenhæng og berøringsflade mellem forfølgelsens aspekt og ar bejdet med tros- og religionsfrihed, som handler om sammenhængen mellem et trosbaseret og et rettig hedsbaseret perspektiv.

Missional forvandling og fornyelse

I internationale sammenhænge har det seneste årti genlydt af en besindel se på, hvad der er motivation for mission. I tekster og deklarationer tales der uproblematisk om kærlighed til Gud (Pave Frans og Lausanne-bevægelsen), om nyt liv og discipelskab (Kirkernes Verdensråd) og om opofrende tjeneste i diakoni (Lutherske verdensforbund). Men når vi skal bringe det fra tekst til missions-praksis, kæmper vi med at for stå, hvad det betyder, for det lyder så drastisk og radikalt…

Det nye liv – som modtagelse… Hvis jeg skal vove at sætte mine egne ord på det, der er brug for i mission anno 2020, vil jeg beskrive det som pas sioneret modtagelse af Gud og mennesker. Følg mig, sagde Jesus, i det at tjene Gud og mennesker. I afkald og tjeneste! I kærlighed og uselviskhed, som en mu lighed for at give plads til Gud og næsten, hvad der samtidigt, paradoksalt nok, er en mulighed for at finde sig selv igen. For i åbenheden overfor Gud og næsten spejler vi det liv, Faderen giver, og er derved tæt på kernen i det nye liv, den fornyede menneskelighed, som Kristus forløser og selv er kraften i.

Kristne brødre og søstre verden over fejrer gudstjeneste, priser Gud og deler evangeliet under forhold, hvor der ikke

er fred, og i deres tjeneste for mennesker og lokale samfund viser de os, at vidnesbyrdet om Kristus ikke er fana tisme, men er en dyb, dyb vision af et nyt liv, et nyt menneskeligt fællesskab, som ikke knægtes af modstand, fordi det ikke består i magt og styrke, men i selv at modtage. Modtagelse er på en mærkelig måde omdrejningspunkt i det nye liv! Det at modtage kan for stås som vores primære gensvar til Gud (Malm 2018, 192), og udgør som sådan kirkens inderste kompas. I forhold til mission får det den direkte konse kvens, at en forståelse af, at vi (i Nord) er givende, mens de (i Syd) er modta gende, er i uoverensstemmelse med et kerneelement i vores tro. Er dét her en af grundene til, at vi finder så meget træthed i kirker og missionsarbejde, at vi har mistet forbindelsen med en helt essentiel del?

”Jo, jo – man skal kunne tage imod, men det er for at kunne give”, vil nog le måske indvende!? Problemet er, at dermed bliver modtagelse et instru ment for noget andet, nemlig at give, og vi mister fornemmelsen for, hvordan ”modtagelse” vender op og ned på mange ting i vores forståelse af mission:

Når vi samler ind til mission, er det ikke, fordi vi støtter et projekt hos ”dem” i Syd, som om det er os, der har en mission. Nej, vi samler ind, fordi vi sammen med brødre og søstre i Syd har et projekt, og sam men med dem modtager midler og kræfter til at forandre verden;

Når vi engagerer os i diakonalt arbejde som f.eks. at dele kaffe og kage ud på havnen, er det ikke nødvendigvis for at søge en anledning til at sige noget. I en anden sammenhæng har jeg kaldt det ”øjeblikkets teologi”, som et forsøg på at beskrive, at vi sammen modtager noget fra Kristus, når vi mødes et øjeblik, om det så blot er via et smil, over en kop kaffe eller med et venligt ord på vejen;

Når vi arbejder med fattige, hjem løse og prostituerede i missionsarbejde, er det ikke nødvendigvis, fordi vi har så mange ressourcer, at vi kan forandre deres liv. Vi har derimod en forventning om, at Kristus møder os dér, hvor vi møder hinanden!

Alt dette vender blikket mod det in dre liv, spiritualitet, med fornyet kraft. Men, er det ikke at vende ryggen til et brændende spørgsmål om ret og uret i verden, hvis vi sådan vender blikket indad? Er det mission at bede, vandre ad pilgrimsstierne og søge stilheden foran Herrens ansigt? I mine øjne er det indre liv drivkraften i missionens praksis og teologi, og uden det liv kan mission

måske godt producere resultater, men ingen frugter. Eller, med Rowan Wil liams ord:

”Det, mennesker … ser [i nye bøns former] er helt enkelt muligheden for et mere menneskeligt liv – et liv med mindre febril konsumption … [og] en glæde, som skiller sig ra dikalt fra tilfredsstillelsen af hvert øjebliks impuls. Hvis vores evange lisering ikke kan åbne dørene til denne erfaring, risikerer … kirken [at] blive sørgeligt lig mange rent menneskelige institutioner …: ængstelig, opfarende, konkurren ceorienteret og kontrollerende. På et dybere plan indebærer en sand evangelisering altid en gen-evan gelisering også af os selv som kristne, en genopdagelse af hvor anderledes vores tro er, hvordan den forvandler os og lader os genvinde vores egen menneskelig hed”. (Williams 2018; HSP oversættelse)

Missional forvandling som gave og opgave På en paradoksal måde er det ikke at vende verden ryggen, når vi vender os til Gud i bøn og stilhed. For det er der, vi formes i hans billede, der sendte sin søn til verden. Gaven vi taler om her, er at modtage; opgaven består i at lægge vores eget væk. Det lyder radikalt, og er det i høj grad! For her vendes tingene igen på hove det! Hvis vi ikke kan tale om objekter i mission, som vi så ovenfor, og nu heller ikke om et subjekt, der ejer arbejdet, sætter mål og planlægger, hvad er mis sion så? Spørgsmål som disse presser sig på, når vi antager, at missionens subjekt er Gud, altså at det er Gud, der har en mission (cf. ”Guds mission”). For er Gud missionens subjekt, kunne det umiddel bart lyde som om, vi alle bliver til objekter!? Men, uden at jeg skal konkludere noget på Guds vegne, ser det ikke ud til, at det er det, der sker. Tværtimod tyder det på, at når missionens subjekt er Gud, bliver vi alle til en ny slags sub jekter (Knuth 2020), der også får myndighed til at pakke Guds gave ud i en bestemt sammenhæng. Er det sådan, det forholder sig, bekræfter det, at Gud er tilstede i alle kulturer, og at det er lokale fællesskaber, der bedst udfolder budskab, tro og udtryk (cf. ovenståen de matrix). I den forbindelse betyder det også, at det ”at lægge vores eget væk” udtrykker, at syndens og dødens perspektiv lægges væk, så vi ikke gør os til herre over andre, men følger i Vor Herres fodspor og modtager, lytter og lærer sammen med mennesker i andre kulturelle sammenhænge, i bøn om at møde Herren dér, hvor vi møder os selv, og hvor vi møder andre.

Spørgsmålet om det nye liv, om fornyel -

se af liv og verden, er i dette perspektiv ikke et spørgsmål om, hvordan vi kan evangelisere de andre, eller hvordan vi kan forandre verden, om end begge har deres berettigelse. Men det primæ re spørgsmål er, hvordan vi selv kan blive forvandlet som fællesskaber, så det nye liv kommer til syne, samtidigt med at vi genfinder vores egentlige menne skelighed.

Skal vi sammenfatte disse tanker om mission anno 2020, vil jeg tage afsæt der, hvor vi begyndte, nemlig i det, at missionsarbejdet er væsentligt udfor dret, hvilket kalder på overvejelser om den spiritualitet, altså det overordne de perspektiv, der kommer til udtryk i missionens tænkning og praksis. På den baggrund vil jeg foreslå at forstå missi on som et både underligt og vidunderligt udtryk for kirken, der er forpligtet på virkeligheden, næres af en kærlig hed til den verden og det menneskelige fællesskab, der har Gud som ophav, og som møder Gud dér, hvor vi møder os selv, hinanden og de fremmede, der er omkring os. I det perspektiv er mission både en gave og en opgave!

Litteratur

Biehl, Michael 2013 ”Religion, Development, Mission”, i Mtata, Kenneth (red.) Religion: Help or Hindrance to Development, Geneva: LWF Documentation 58. Dansk Missionsråd 2018 Ny Mission, nr. 34: Teologisk uddan nelse, København: DMR. 2020 Ny Mission, nr. 38: Mission i en digital tidsalder, København: DMR.

Jørgensen, Jonas og Søren Dalsgaard 2019 ”Rapport fra ’teologiske rundbords samtaler om folkekirkens mission i dag”, København: Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Knuth, Anton 2020 ”Who is the Subject of Mission? The Need to Decolonize Mission From the Perspective of ‘the Margins’”, i Transformation, vol.37(2).

Malm, Magnus 2018 Fri til at tjene. Lederskab i Jesu fodspor, Frederiksværk: Boedal.

Mauss, Marcel 1925 ”The Gift: Forms and Functions of Exchange in Archaic Societies”, oversat fra fransk ”Essai sur le don: forme et raison de l’échange dans les sociétés archaïques”, publiceret i tidsskriftet, L’Année Sociologique.

Stone, Brian 2007 Evangelism after Christendom. The Theology and Practice of Christian Witness, Michigan: Brazos Press.

Williams, Rowan 2018 ”Det avslöjande ansiktet. Mission er at visa världen ett ansikte som for mats av kontemplation” (tale til den katolske kirkes bispesynode i 2012), i Pilgrim, 2018:4, 15f.

World Council of Churches (WCC) 2012 Together Towards Life: Mission and Evangelism in Changing Landscapes.

Henrik Sonne Petersen er Generalsekretær i Dansk Missionsråd.