Hvorfor er vi her? En drøftelse fra et missionsselskabs perspektiv

Af Frede Ruby Østergård

I denne artikel kommenterer forfatteren fra sit perspektiv som generalsekretær for Promissio på Missionsdokument DK-2020s enkelte dele. Han genkender sig mange steder i missionsdokumentet, men drøfter undervejs også kritisk en række formuleringer, bl.a. om missionsorganisationer som ”katalysatorer” for ”synergi” og om uforanderlighed og nytænkning af kirkens rolle i Guds mission.

For nogle år siden iværksatte vi i Promissio et grundlæggende arbejde med at forstå, hvorfor vi fortsat er i gang som missionsselskab. Det er utrolig vigtigt for en organisation – og ikke mindst for en værdibaseret organisati on, som en kirkelig organisation er – at den samlede organisation ved, hvorfor den er sat i verden. Derfor er det også virkelig spændende at se på den over ordnede mission (vores eksistensberettigelse) for vores fælles arbejde i Dansk Missionsråd. Hvad er det, der sætter os i gang, og hvad er det for en opgave, vi skal løse?

Det er klart, at vores organisationer har opgaver, som vi ikke kan undgå, selvom det umiddelbart kan virke uvæsent ligt for kerneopgaven, men det er nu engang nødvendigt, at der er styr på givernes skattefradrag, it-system, for sikring og alle mulige retningslinjer, når man arbejder som organisation i vores samfund. Alt dette er nødvendigt, men hvis ikke det er organisationens missi on, der driver arbejdet, så bliver det noget helt andet, som tager vores fokus, og som sender os i en forkert retning. Derfor er det godt, at Dansk Missions råd med dette temanummer arbejder med det fundamentale for arbejdet som missionsselskab – også ind i frem tiden.

I denne artikel vil jeg drøfte Når Gud møder mennesker: Missionsdokument DK-2020 set fra et missionsselskabs, Promissio’s, perspektiv.

Støtte til kirken lokalt og globalt

I indledningen af missionsdokumentet står flere ting, som jeg uden videre kan

se mig selv i som leder af et missionsselskab. Vi er her i bund og grund, fordi Gud ønsker, at mennesker skal få en relation til ham, mens de lever her. Og som der står allerførst, så er det ”Guds mission at genoprette skaberværket og at frelse mennesker”. Det er vores ud gangspunkt og vores opgave som kirke, og derfor også en opgave, vi som missi onsselskaber tager del i.

Når missionsdokumentet også siger, at de ”kristne missionsorganisationer støt ter kirkerne lokalt og globalt i deres missionale væren og praksis”, så tæn ker jeg, at det er en præcis beskrivelse af vores opgave i dag – det er ikke så specifikt, men det er ret præcist.

Jeg genkender oplevelsen af, at vi lever i en ”turbulent tidsalder”. En tidsalder, hvor vi bliver mere og mere globale, og samtidigt bliver vi som enkeltindivider mere og mere lokale i vores tankegang. Måske så lokale, at det kun er den kva dratmeter, vi står på, vi kan (gider at) overskue. Vi kan simpelthen ikke over skue det globale, og derfor tænker vi mere på det, der sker hos mig, og har måske ikke engang overskud til at tæn ke på dem henne i nr. 16. Så hvordan skal man kunne tænke på nogen, som bor meget længere væk? En positiv effekt kan blive, at den lokale menig hed får mere fokus på at være i mission lokalt, selvom jeg ofte oplever, at med lemmerne af de lokale menigheder i Danmark heller ikke er fokuserede på den opgave. Det betyder helt sikkert også, at der er færre kristne, der kan overskue en opgave, som rækker ud over grænserne, hvis man da ikke på en eller anden måde er blevet grebet af den opgave, vi som missionsselskaber har.

I missionsdokumentet står der også, at ”missionsorganisationernes frem tid ligger i at støtte kirkerne i Syd og Nord ved at fungere som katalysatorer for synergi på tværs af geografiske og kulturelle forskelle”. Det, er jeg overbe vist om, er sandt, og dog er der ofte en begrænsning i de billeder, vi får brugt, som jeg gerne vil påpege her.

Begrebet ”synergi” udtrykker, at der er samspil mellem to eller flere faktorer, der forstærker hinanden, således at den kombinerede effekt bliver større end summen af de enkelte faktorers bidrag. Det, mener jeg, er helt korrekt at sige om det arbejde, som missionsselska berne driver. Vi forsøger at kombinere vores partneres viden og indsats med vores viden og indsats, som igen ikke er mulig uden alle vores venner, som sidder rundt i Danmark. De er reelt årsagen til, at ”vi” har en viden og kan gøre en ind sats. Det betyder forhåbentligt både en forstærket effekt hos vores partnere og en forstærket effekt i kirken i Danmark.

Dokumentet siger, at opgaven for missionsselskaberne er at være ”katalysator” for denne synergi. Inden for kemi dækker begrebet katalysator over et kemisk stof, som fremmer en kemisk re aktion uden selv at indgå i reaktionen, og i den forstand er det ikke korrekt at sige om et missionsselskab.

Jeg vil mene, at det er afgørende for den forøgede reaktion, som missions selskabet skal forsøge at fremme, at vi selv er en del af processen – at vi ikke bare er et stof ved siden af, men at vi rent faktisk også selv bliver bevæget. Det hænger sammen med, at jeg ser et missionsselskab som noget andet end blot en organisation bestående af formål i nogle vedtægter, en ge neralforsamling, en bestyrelse, nogle medarbejdere og en masse donorer. Et missionsselskab er mere end en organi sation. Et missionsselskab er et fællesskab af mennesker, som ønsker, at der skal ske en reaktion, og de vil i høj grad gerne selv være med i reaktionen. De vil i høj grad gerne selv påvirkes af re aktionen.

Der er da også en anden måde at ud lægge begrebet ”katalysator” på, som passer meget bedre på missionsselska bernes virke. Katalysatoren er den omstændighed, der virker fremmende for en bestemt udvikling. Den bestemte udvikling, som et missionsselskab må være katalysator for, er synergien mel lem to eller flere parter på tværs af geografiske og kulturelle forskelle, som giver den kombinerede større effekt end summen af de enkelte partneres bidrag. Eller endnu tydeligere for et missionsselskab: Målet er at koble flere partneres indsats, så det fremmer Guds riges mission på tværs af geografiske og kulturelle forskelle.

Proklamation og demonstration

Afsnittet om ”Mission, helhed og integritet” flugter efter min mening godt med, hvad et missionsselskab med rette kan stå for.

Ud over den præcist formulerede ”for udsætning” har jeg lyst til at tilføje, at det er utroligt vigtigt, at vi både har vo res ”omsætning” i praksis ved at møde det hele menneske i enhver situation, og at vi har en ”målsætning” om tro skab mod evangeliet om Guds mission for øje, når vi realiserer vores mission for arbejdet. ”Mission” forstået som det formål, der er vores eksistensberet tigelse.

Sammenhængen mellem omsætning og målsætning er blevet tydeligere i Promissio’s vedtægter, efter at vi er be gyndt at bruge to ord om vores opgave, som samler dette. Vi vil bringe evange liet over grænser i ”proklamation” og ”demonstration”. Ordene står kun indi -

rekte i vedtægterne, da vi i stedet har valgt at skrive nogle eksempler på re sultatet af proklamationen og demonstrationen.

De to ord er hentet fra det lille blå hæfte med Cape Town-erklæringen på dansk (side 42), som citerer The Micah Declaration on Integral Mission. Det er vigtigt for os, at vi i troskab mod evan geliet og Guds mission netop forsøger at bringe evangeliet – både med det, der skal siges, forkyndes, undervises osv og med det, der skal demonstreres. Ikke som en offentlig demonstration på hovedgaden – det er også prokla mation – men som en demonstration af, at vi hjælper de mennesker, vi er sat iblandt.

En demonstration af evangeliet. En de monstration af Guds barmhjertighed. Med andre ord er det altså vigtigt for et missionsselskab, at vi har det med os, at vi ikke blot forkynder eller blot gør godt – for de to ting hænger sammen i Guds mission. Det er som to slag af samme hjerte, der udfylder og supple rer hinanden, som vi skriver i vores eget missionssyns-dokument. 1

Hovedudfordringerne

Analysedelens fem punkter har sat nogle tanker i gang hos mig. Det første punkt handler om identitet, og vores identitet som missionsselskab er helt klart i spil. Vi er blevet mere og mere samarbejdspartner med de kirker, som vi har været med til at stifte eller i hvert fald har støttet i mange år, og vi har ar bejdet grundigt på at udforme aftaler, som ligger vægt på partnerskabet. At det er to ligeværdige partnere, som er sammen om opgaven.

Som missionsselskab står vi mellem partneren i et givent land og kirken i Danmark. Selvom vi laver nogle gode fælles papirer om partnerskabet, er vi stadigvæk udfordret af pengenes be tydning. Penge besidder en stærk magt. Hvordan får vi snakket om de penge, der skal støttes med, uden at de kom mer til at signalere et magtforhold i beslutningsprocessen? Det er stadigvæk – og vil nok altid være – en udfordring, og noget, som berører vores identitet.

Det ser vi også lidt af i det andet punkt, hvor det handler om mødet med den fremmede. Det er helt korrekt, at vi som missionsselskaber har lange histo rier og relationer med vores partnere. For kort tid siden blev jeg mindet om det, da en leder i en partnerkirke igen bragte vores over 70-årige historie sam men på banen og brugte det til at understrege, at det er baggrunden for, at vi har en stærk tilknytning til hinanden. Det var en person fra Etiopien, og jeg kom til at tænke på, om den opfattel se holder i længden, hvis de får samme

syn på mennesket og fællesskabet, som vi har her hos os?

Den herskende opfattelse af menne sket i den østlige kultur (som man f.eks. har i Etiopien) er, at et menneske fun damentalt er en del af et fællesskab. Hos os i den vestlige kultur er det men nesket for sig selv, det individualistiske. Dog bliver menneskesynet hos befolk ningerne i vores partnerlande i Syd i høj grad påvirket af vores kultur og tæn kemåde, f.eks. gennem vestlige film og medier på nettet, men måske også gen nem den måde, vi prioriterer støtten til partnerne. Så hvordan vil det se ud hos vores partnere om 20 år? Vil de stadig væk opleve en lige så stærk tilknytning til den organisation, som de har arbej det sammen med igennem mange år, eller vil det kun være på papiret, at vi har en stærk relation? De stærke rela tioner er netop vigtige, når man snakker partnerskaber, opgaver, penge og magt. Med andre ord tror jeg, at vores afrikanske venner i partnerskaberne nok også får den udfordring med tiden, hvilket vi i så fald kan byde ind med en vis viden om, da vi pt. konstant over sætter på tværs af kulturforskelle. Den oversættelse i mødet med den fremme de kræver forståelse for det fremmede.

Dokument nævner også, at missionssel skaberne kan være en vigtig ressource for det tværkulturelle arbejde og det internationale missionsarbejde i Dan mark. For os, der arbejder lønnet eller ulønnet i missionsselskaberne, er det en selvfølgelighed, at selskaberne kan være en vigtig ressource blandt kirke og menigheder i Danmark – det er li gefrem noget af vores identitet. Men hvordan gør vi det, uden at vennerne i Danmark synes, vi bruger for mange midler i Danmark i forhold til at bruge midlerne på arbejdet hos partnerne?

Jeg oplever, at mange mener, at det er vigtigt, at missionsselskaberne er med til at løfte blikket hjemme i Danmark på søstre og brødre ude i verden, men lige så mange mener, at det ikke bør kunne ses i årsregnskabet!

En del af udfordringen for de fleste missionsselskaber, som er ”associeret” med folkekirken, er, at vi kun har en selvstændig platform at tale ud fra, og når vi skal i kontakt med kirken – som vi selv ser os som en del af – skal vi tale med sogne-, valg- og frimenigheder samt forskellige kristne fællesskaber og foreninger. Det vil sige, at vi skal bruge en del ressourcer – herunder indsamle de midler – på at få de rigtige mennesker i tale. Det ligger ikke i kirkens DNA, at international mission er en del af det arbejde, som kirken understøtter øko nomisk eller udfører. Derfor handler det om relationer og tillid mellem men nesker i de forskellige organiseringer,

og hvis den relation ikke er bygget op, er det ikke muligt at bruge missions selskaberne som en ressource for det tværkulturelle arbejde. Ind i det skal også medtænkes, at der er flere nati onale organisationer og mange lokale grupper, som arbejder godt og kon struktivt med det tværkulturelle, hvilket er helt naturligt, da det også er en opgave, som falder ind under deres vin gefang. Udfordringen er altså, hvordan vi får et samspil i gang mellem de orga nisationer, som fokuserer på opgaver i Danmark, og os, som har ressourcerne til at give dem international mission un der huden.

Under det tredje punkt om klimakri sen er jeg enig i, at det er Guds mission at genoprette alt det, der er faldet og ødelagt. Det er dog utydeligt, hvad der menes, når der i missionsdokumentet står, at ”det kommer til udtryk både lokalt i menighedsliv og globalt i ud viklingssamarbejde”. Med det ordvalg kommer det til at se ud som om, det lokale i Danmark er menighedsarbej det, og det globale alene er udviklingsarbejde. Når vi generelt omtaler ”udviklingsarbejde”, er det arbejde uden alt det andet, som vi normalt har med som missionsselskab – uden proklamati onsdelen, kunne man sige. Denne misforståelse er sikkert ikke tilsigtet. Som missionsselskab arbejder vi, som allere de omtalt, med både proklamation og demonstration i Danmark og de andre lande, vi arbejder i. Udviklingsarbejdet går altså hånd i hånd med vores almin delige kirkearbejde.

Det er kendt stof, at de offentlige myndigheder ser på vores udførelse af udviklingsarbejdet som et udviklings arbejde med en ”added value” – vi har forstand på at tage højde for de religiø se aspekter i udviklingsarbejdet. Det er klart, at vi ikke driver proklamationsar bejde for evangeliet for Danida-midler, men samtidigt ved vi også, at den loka le menighed i Etiopien og Liberia ved, hvor skoen trykker, når projektet skal udformes og drives. Vi arbejder i øvrigt på, at de lokale menigheder får en stør re andel i udførelsen af projekterne, for det er dem, som skal være i proklamati on og i demonstration.

Det må i øvrigt også gælde for tilgan gen til det fjerde punkt, den socioøkonomiske ulighed, at vi skal formidle den kærlighed, som Gud har vist os.

Det femte punkt om spiritualitet er indlysende, hvis man har rejst i Afrika. Når vi f.eks. sender folk til Etiopien el ler Liberia, så oplever de en anden tilgang til Gud, og hvad han betyder for hverdagen hos de mennesker, som de besøger. Det er en vigtig opgave – må ske en af de vigtigste – når vi ønsker at inspirere danskere til det internationale og tværkulturelle arbejde, at de får lov

at møde personer i partnerkirkerne og besøge menighedsarbejdet dér. Vi må sørge for, at det ikke bliver en turisttur, men at vi italesætter, at det er et besøg hos kristne brødre og søstre. Vi må for berede dem på, at de får lov til at træde ind i deres liv. De må også forberedes kulturelt, så de er forberedte på de si tuationer, de kommer til at stå i. Man kan let træde ved siden af på de gæst frie venners bekostning, eller komme til at stå med en ”regning”, som man ikke havde tænkt på inden rejsen – f.eks. at man er kommet til at love noget, som ikke holder. Når de besøgende kommer hjem, har det sat sig spor, og de har syn for, at Guds kirke er mere end den lo kale kirke.

En anden vinkel på denne del har jeg oplevet, når jeg sidder til møde med topledelsen i partnerkirkerne. Som ”klassisk kristen” kan jeg føle mig som en minoritet i Danmark, men når jeg sidder til møde med f.eks. kirkelederne i verdens største lutherske kirke (Etiopi en), er jeg pludselig ”mainstream-kristen”. Det vækker desuden spørgsmålet, hvordan vi kan give disse kristne brødre og søstre taleret ind i den dan ske (folke)kirke?

Nytænkning og omprioritering

Under opsummeringen af analysen i missionsdokumentet lyder det: ”Såle des kalder vores tid og samfund på nytænkning af kirkens rolle i Guds mission og omprioritering af dens betroede res sourcer.” Jeg kan svare ja til en omprioritering af kirkens betroede ressourcer – både dem, vi som missionsselskaber er blevet betroet, og en del af de midler, som kirken i øvrigt er blevet betroet. Situationen er en anden end tidligere i både Afrika og Danmark. I Afrika er de blevet selvstændige og mere selvkøren de, og i Danmark er vi blevet færre til at støtte kirkens arbejde.

Der er dog en del af sætningen, som jeg ikke er sikker på, at jeg er enig i. Jeg vil umiddelbart mene, at der må mang le et ord omkring nytænkningen. Der kunne f.eks. stå ”kalder på nytænkning af kirkens håndtering af kirkens rolle i Guds mission”. Kirkens rolle er den samme, som da Jesus satte os i gang, som vi f.eks. kan læse om i Matthæus evangeliet 28,18-20. Og det bliver den ved med at være, til han kommer igen. Det handler i stedet om, hvordan vi sør ger for, at rollen bliver gennemført; og vi bliver nødt til at drøfte, hvordan vi håndterer den rolle, ind i den situation kirken globalt set er i nu.

Når jeg skriver kirken, så er missionssel skaberne jo en del af den, og det er ikke sikkert, at der skal være lige så mange missionsselskaber, som der har været. Det kan også være, at der bliver flere – f.eks. bliver der oprettet flere og fle -

re små selskaber eller foreninger uden ansatte. Det kalder på en helt anden struktur, så vi sikrer os, at kirkens betro ede ressourcer forvaltes af den rigtige knowhow, så det ikke fører til misbrug.

Kirkens rolle i Guds mission er ikke for andret, for det er stadigvæk kirkens opgave, at mennesker skal føres ind i relation til Jesus, og de, som allerede er i den relation, skal kunne leve og blive i den. Det er derfor, at vi må proklamere og demonstrere Guds barmhjertighed i vores arbejde – uanset hvor vi hver især arbejder med kirkens opgave.

Note

1. Promissio’s missionssyns-dokument findes på nettet: www.promissio.dk/vi-er/ basisdokumenter/

Frede Ruby Østergård, cand.theol., er generalsekretær i missionsselskabet Promissio og medpræst i valgmenigheden Bykirken i Favrskov. Desuden er han næstformand for Blå Kors Danmark.