FEM AKTUELLE HOVEDUDFORDRINGER

Flydende identitet – en sjælesørgers bidrag

Af Dan K. Månsson

Forfatteren drøfter på baggrund af sit sjælesørgeriske arbejde spørgsmål om identitet og argumenterer for, at den flydende modernitet opløser identiteten. Ud fra to cases beskriver han dernæst, hvordan sjælesørgeren kan hjælpe mennesker, hvis identitet er udfordret, ved at lytte og ved at holde evangeliet op som et spejl, hvorigennem konfidenten kan genopdage gudbilledligheden. Budbringerens egen identitet er dog også i spil, og sammen kan de to søge Kristus-identiteten. Det handler om identitet, der hviler i Gud.

Hvis vi finder vores sande jeg, finder vi Gud, og hvis vi finder Gud, finder vi vores mest autentiske jeg. (Benner 2007, 11)

Gennem flere år har jeg fået lov til at tale med mennesker, som havde brug for en samtale af sjælesørgerisk karak ter. Min erfaring er, at et væsentligt tema i de fleste sjælesørgeriske samtale er konfidentens identitet, altså: hvor dan kan jeg leve med mig selv? Frem for spørgsmålet: hvordan kan jeg leve med Gud? Den sjælesørgeriske samtale er på mange måder en bevægelse mod at blive eller være sig selv bevidst og be kendt. At konfidenter ikke i udgangspunktet spørger efter Gud, betyder ikke, at Gud er fraværende. Evangeli ets ånd og budskab er hele klangbunden i samtalen og ofte også årsagen til bevægelsen mod at rejse sig og træde frem som sig selv.

Når Gud møder mennesker: Missions dokument DK-2020 peger på det postmoderne menneskes flydende identitet som et væsentligt vilkår for mission i dag og peger på helhed og integrering som bærende elementer i evangeliefor midlingen. I sjælesorgstraditioner med betoning af et forkyndende element (f.eks. kerygmatisk sjælesorg) og / el ler sjælesørgerens åndelige udrustning (f.eks. karismatisk sjælesorg) vil der være sammenfald mellem sjælesorg og mission, mens nyere sjælesorgsretnin ger med helhedsfokus på konfidenten enten vil negligere evangeliet (f.eks. te rapeutisk sjælesorg) eller lade det være referenceramme og spejl (2 Kor 13,12) for samtalen (f.eks. trinitarisk sjælesorg

/ viatorisk sjælesorg) (for uddybning af de sjælesørgeriske retninger henvises til Grevbo 2006). Når jeg læser missi onsdokumentet i lyset af mit ståsted i en sjælesorgspraksis med helhedsfokus på konfidenten, svarer sjælesørgeriske erfaringer fra samtalerummet til den missionale kirkes måde at møde men nesker og formidle evangeliet i en troværdig form.

Identitet – givet, foranderlig og / eller konstrueret?

”Hvem er du? Beskriv dig selv med tre sætninger!” Det er et spørgsmål og en opgave, som kan gøre mange af os mundlamme, inden vi tøvende får fremstammet nogle få måske beskri vende ord. Identiteten kan beskrives, men den er ofte ordfattig, fordi den i overvejende grad hører til det inderste, som hele tiden kommer til udtryk, men sjældent italesættes.

Var svaret så ønsketænkning: sådan vil le jeg gerne være!? Eller indbildning: sådan tror jeg om mig selv!? Eller rea listisk: sådan er jeg!?

Identiteten er ikke enkel at få på plads. Nogle vil ”finde sig selv”, andre vil ”bli ve sig selv”, ”skabe sig selv” eller kæmper med ”at være sig selv”. Mennesker, som ”hviler i sig selv”, fremtræder me get tydeligere og mere åbne end mennesker, som ”gør sig til”. De sproglige udtryk, jeg her har brugt, antyder, at noget er givet i menneskets identitet, det grundlægges tidligt i menneskets tilværelse, mens andet bli ver til hen ad vejen alt efter omgivelsernes prægning.

Sprogligt kommer ”identitet” af sam me rod som ”identisk”, det vil sige noget, som er ens eller det samme. De psykologiske retninger vægter ”det givne” (det hen over tid samme, det medfødte, det tidligt grundlagte) forskelligt, men de anerkender dog alle noget givent i identiteten. Alle er også enige om, at andet i identiteten er foranderligt og muligt selv at konstruere.

Det kan diskuteres, hvor meget af den tidlige barndoms grundlæggende prægning der hører til det givne, som vanskeligt eller slet ikke lader sig æn dre med tiden. For de fleste mennesker vil den første prægning fra betydnings fulde voksne spores i deres identitet resten af livet.

Det kristne evangelium forkynder, at menneskets identitet er uløseligt for bundet med skabelse, forløsning og fællesskab. Mennesket er skabt som re lationsvæsen. Det er en del af gudsbilledets egenart: skabt i Guds billede, så det relaterer til Gud. Det er skabt som mand eller kvinde. Hver for sig er de hele unikke skabninger, og samtidigt er de skabt, så de passer sammen som

en enhed. Mennesket er levendegjort ved Guds ånde, det er ånd, psyke og krop. Menneskets værdi og værdighed begrundes skabelsesteologisk af gud billedligheden, det er skabt kun lidt ringere end Gud (Sl 8), og frelsesteologisk af Guds kærlighedsoffer på Golgata. Ved dåb og tro gør Gud mennesker til sine børn, en identitet, som kulminerer i Kristus-ligheden (1 Joh 3,1-2).

Dette kristne menneskesyn modsiger ikke den psykologiske betragtning af det givne og det foranderlige i menne skets identitet, men komplementerer den i et helhedssyn.

Flydende modernitet opløser identiteten

Når sociologen Zygmunt Bauman i år 2000 karakteriserer nutiden som fly dende modernitet, peger han på fem livsområder, som ”flyder” i senmoder nismen (Bauman 2006). Da flydende modernitet og flydende identitet for holder sig symbiotisk til hinanden, bruger jeg Baumans fem nedslag til at tydeliggøre den flydende identitet:

1) Frigørelse: Vi kan og vil selv be stemme og konstruere vores eget liv, hvilket både er befriende og angstprovokerende. Nødvendige opgør med social kontrol, usunde normer eller miljøer frigør alene mennesket, hvis det samtidigt er 2) 3) bevidst om egen identitet og tager

ansvar for egne valg. Individualitet: Vi iscenesætter os selv på bekostning af fællesskabet; egne behov og planer går forud for samhørigheden med andre. Umiddelbart kan det tolkes som selvbevidst, stærk eller tydelig identitet, men følgen bliver en udflydende, famlende identitet på stadig jagt efter bekræftelse. Individualisten overser at være relationsvæsen, at selvet næres af den gensidige relation.

Tid og rum: Vi lever i nuet, hvilket både viser sig i en historieløshed og ligegyldighed overfor fremtiden. At være omstillingsparat i et sam fund i rivende udvikling er på den ene side ideelt, og på den anden side fører det til rodløshed. Vigtige identitetsmarkører som, ”der har jeg rod, derfra min verden går”, eroderer. Men identiteten har brug for rødder og næres af fortidens kilder. Hvis den mister historici teten, bliver den optaget af det i tiden, som lige nu er meningsgi vende. Da det hele tiden vil ændre sig, flyder identiteten til stadighed med på næste bølge.

Arbejde: En arbejdsplads er i højere grad end tidligere et midlertidigt

sted, et springbræt til noget andet. ”Lang og tro tjeneste” er ikke et plus-begreb. Identiteten flytter fra uddannelse og professionsstolthed til tilfredsstillelse: hvad får jeg ud af det? Samtidigt er mange opga ver i samfundet under konstant forandring. De forandringskapable klarer sig, mens andre udfordres identitetsmæssigt.

4) Fællesskab: Fællesskaber er mere flygtige og ustabile end tidligere: Forældres eller egen skilsmisse og indgåelse af nyt parforhold; familiebegrebet antager utallige former; vi flytter oftere. Tidligere tiders mere stabile socialt, økono misk, fagligt og politisk opdelte fællesskaber flyder ud og erstattes af tværgående og mere midlerti dige fællesskaber. Når identiteten præges af foranderlige og midler tidige relationer, bliver den også mere flydende.

Vilkårene, vi dannes af, er ikke i samme grad som tidligere konstanter. Det be tyder, at mennesket i sin opvækst skal forholde sig til en pluralitet af omskif telige påvirkninger. Barnet spejler sig i voksne, som selv er usikre på, hvem de er, eller som til stadighed modellerer på deres identiteter.

Kirkens budskab om Guds uforander lighed og ufravigelige løfter og om evighedsperspektivet er modbillede til tidens fluiditet. Kirkens opgave er at tage imod, rumme og være fællesskab for mennesker med en flydende iden titet.

To cases fra mit samtalerum

For at give mit bud på en sjælesørgerisk inspiration til kirkens mission vil jeg først tage læseren med ind i samtale rummet til to forskellige samtaler, hvor begge konfidenter er udfordret identi tetsmæssigt. 1

Erik Da finanskrisen i efteråret 2008 rasede, blev jeg opsøgt af Erik fra den finansiel le sektor. Han var sygemeldt på grund af stress. Erik følte enorm skyld over økonomiske dispositioner, som havde ført hans kunder ud i dyb økonomisk krise. Han var blevet anbefalet at tale med mig af et kristent familiemedlem. Selv dyrkede han buddhistisk inspireret meditation og havde ingen kirkelig til knytning.

I vores samtaler fortalte Erik, hvordan han efter en hektisk dag på kontoret plejede at meditere en halv time, inden han vendte hjem til familien. På den måde kunne han balancere sit liv. Hans selvbillede var en dygtig forretnings mand og en nærværende ægtefælle og far.

Finanskrisen havde skabt ubalance. Me -

ditation hjalp ham ikke længere. Han var presset af vrede kunder, kunne ikke sove, havde tankemylder, og familien var en pestilens. Alt var i spil.

Samtalerne var stort set monologer, hvor han fortalte om sit liv, sine rela tioner og værdier. Mange relationer var ødelagt af krisen. Han tvivlede på sine buddhistiske værdier. Når grund pillerne forsvandt, blev det vanskeligt at holde sammen på sig selv. I slutnin gen af tredje samtale kigger han op og spørger: Hvad hjælper egentlig dig til balance?

Eriks identitet som afbalanceret, dyg tig, omsorgsfuld, med værdier som reel og fair blev udviskede, da relationerne vendte sig imod ham med et helt an det billede af ham. I den situation søger Erik først indad for at genfinde sig selv gennem timers fortælling om sit liv, og så søger han nye mulige relationer at spejle sig i, fordi det er i relationen, vi bliver til.

Ester En veninde havde anbefalet Ester at tale med mig. Ester havde været ar bejdsløs i flere år, havde skrevet utallige ansøgninger, havde sjældent hørt fra arbejdsgiverne, blot et par gange hav de hun været til samtale. Familien var lille, ligesom omgangskredsen. Ingen havde brug for hende, og hun så ikke grund til at være her længere. Ester var ikke kirkegænger, ud over juleaften og ved særlige lejligheder. Hun fortalte om sin interesse i astrolo gi, angelologi, yoga, healing og meget mere. Ester havde deltaget i utallige selvhjælpskurser, alle præget af noget religiøst. Hun var meget optaget af at søge i sit indre efter noget, der kunne forbinde hende med en åndelig ver den. Intet af det gav mere end kortvarige oplevelser af helhed, integritet og mening.

Midt i tredje samtale spørger hun plud selig: Hvad giver dit liv mening?

I Esters tilfælde er det eksistentielle i identiteten udfordret. Fraværende rela tioner tærer på livslysten. Ester søger en eksistentiel mening i det åndelige uden at blive tilfredsstillet. Nu er spørgsmå let, om kristendommen kan give hende en grund til, at hun er den, hun er, eller en mulighed til at blive en anden end den, hun er.

I begge cases er konfidentens identitet udfordret. I sjælesorgens rum fokuse res på identitetsmarkørerne mening, selvværd, skyld, skam, evner og spiritu alitet. Begge søger et fast holdepunkt. Erik synes at have haft et, mens Ester synes ikke at have fundet et. Hørt med sociologen Baumanns ører handle de samtalerne om frigørelse (skyld og skam), individualitet (selvværd), tid og rum (mening), arbejde (arbejdskrise og

arbejdsløshed) og fællesskab (familie, kunder og spiritualitet).

Lytte

Min sjælesørgeriske tilgang er en medvandring efter forbillede i Jesu spørgsmål til de to Emmausvandrere: ”Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?” (Luk 24,13f.). Som Søren Kierkegaard si ger i Synspunktet for min forfatter-virksomhed:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og frem mest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjæl pekunst… For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han for staaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke (Kierkegaard 1964, 96).

Ved tålmodigt at lytte til et andet men neskes historie sker det ganske ofte, at mennesket taler sig til en position, hvor det selv begynder at lytte. Hen ri Nouwen har beskrevet kunsten at lytte som evnen og villigheden til fuld opmærksomhed på konfidenten: ”Det smukke ved at lytte er, at de, der bliver lyttet til, begynder at føle sig accepte rede, begynder at tage deres ord mere alvorligt og opdage deres egne sande selv” (Daily e-Meditation, min oversæt telse).

Sjælesorgen har lært mig, at ønsker vi at hjælpe mennesker med flydende identitet (hvad enten temaet er selv værd, seksualitet, spiritualitet, relationer) til evangeliets faste grund, må vi først lytte til dem. Det er altså mis sionens diakonale væsen og ikke dens proklamerende side, som er vejen til menneskers hjerter.

Evangeliet som spejl

Kirkens budskab er et spejl (2 Kor 3,18) for dets tilhørere. Da identitet som an ført skabes i relationer, er det oplagt, at kirken til stadighed peger på Jesus Kristus. Billedet af ham er værd at spejle sig i, f.eks. hans ”Jeg er”-forkyndelse i Johannesevangeliet (hyrden, døren, ve jen, opstandelsen m.fl.). Spejling i Jesus baner vej for en genopdagelse af gud billedligheden og en Kristus-identitet.

Og så er kirkens budskab ikke det før ste, mennesker møder. De møder først kirkens udsending eller evangeliets budbringer.

Budbringerens identitet

Både i Eriks og Esters tilfælde spørger de til sjælesørgerens eget livsfunda ment. De er begge på udkig efter noget andet end det, de kommer fra. Og da

er det naturligt at spejle sig i sjælesørgeren. Ikke fordi denne er særlig, men fordi vedkommende repræsenterer en anden. Den virkelighed har Jesus selv ved nogle lejligheder peget på, stærkest i ordene om verdensdommen (Matt 25,31ff.). Sjælesorg er i nogen måde ikke alene en dialog men en ”tri alog” mellem konfident og sjælesørger og Gud.

Som evangeliets budbringere repræ senterer vi budskabet og må finde os i, at budskabet bliver målt på os. Sam tidigt lever vi i og farves af strømningerne i tiden. Vi er ikke undtaget de flydende sociale, politiske, økonomi ske og kulturelle bevægelser; de flyder også ind i os. For en del kirkegængere er udfordringen at få kirkelighed og virkelighed integreret i en helhed, hvor de oplever sig som hele kristen-menne sker hele tiden. I sjælesorgens rum erfarer vi, at kirkegængere søger hjælp til at genopdage deres selvværd, være til stede i egen seksualitet, slå sig til ro i én menighed, finde sine teologiske og menneskelige identitet.

Egentlig er der ikke et ”dem” og ”os”. Kirkens budbringere søger også til sta dighed efter evangeliets sikre grund, hvor vi ved os gudvillede, elskede, til givne, udrustede, sendt. Er vi ikke bevidst om egne identitets-udfordringer, opstår blinde vinkler i budskabsformid lingen. Ignorerer eller dækker vi over egen rodløshed, mister vi det missiona le aspekt i kirkelivet. Dette har mange aspekter, lad mig blot nævne et: Er er faret tilgivelse ikke en del af min identitet, bliver min adfærd enten selvudslettende (indadrettet) eller moraliserende (udadrettet). Ingen af delene er moti verende for en missional adfærd.

Kristus-identiteten

Flydende identitet er en strømning i tiden, som præger mennesker i og udenfor kirken. Kirken har nok en ”Me re-forstaaen” (Kierkegaard), men er dog kaldet til medvandring, hvor kir kens folk først må lytte og søge at forstå deres medmennesker. En sådan vandring fører ofte til en invitation, hvor vi som kirkens folk får lov til at dele egne erfaringer af evangeliets budskab med vores medvandrere. Som apostlen Johannes skriver: ”Det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rør te ved…, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os” (1 Joh 1,1f.).

Det sande evangelium bliver ganske en kelt mere troværdigt af at blive spejlet i formidlerens levede liv i al dets skrø belighed. At kirkens egne selv er på vej, giver andre mod til at slå følge.

Sammen på vejen søger både sjælesør -

ger og konfident, kirkens budbringer og søgende ind i Kristus-identiteten. Han er Guds billede (1 Kor 4,4), som vi spejler os i for at hvile i ham og lig ne ham. Vi søger et sind som hans (Fil 2,5ff.) for at leve et liv som hans (Joh hviler i Gud.

Note

1. Konfidenterne er i begge tilfælde anonymiserede.

Litteratur

Bauman, Zygmunt 2006 Flydende modernitet. København: Hans Reitzel.

Benner, David G. 2007 At lære sig selv at kende. Danmark: Boedal. Buber, Martin 1992/1964 Jeg og Du. København: Hans Reitzels Forlag A/S.

Grevbo, Tor Johan S. 2006 Sjelesorgens vej. En vejviser i det sjelesørgeriske landskap – historisk og aktuelt. Oslo: Luther Forlag. 13,13f.). Det handler om identitet, der

Isaksen, Sjur 2013 ”Identitet – en innledning”. I Tids skrift for Sjelesorg, nr. 3.

Kierkegaard, Søren 1964 Synspunktet for min forfatter-virksomhed. I Søren Kierkegaards samlede værker (bind 18). København: Gyldendal

Lund, Jørn; Køppe, Simo; Feldbæk, Ole og Østergaard, Uffe 2020 Identitet. I Den Store Danske. Gyldendal. Hentet 13. maj 2020 fra www.denstoredanske.dk

Nouwen, Henri Daily e-Meditation. Hentet 13. maj 2020 fra henrinouwen.org/meditation/listening-spiritual-hospitality

Dan K. Månsson er teolog og freelance sjælesørger (sjaelesorg.dk). Pastoral-klinisk uddannet i sjælesorg fra Menighetsfakultetet, Oslo, og Institutt for Sjelesorg, Modum Bad. Tidligere sognepræst i Sundkirken, Toreby Sogn og landsleder i LM Kids (Luthersk Missions børnearbejde). Pt. vikarpræst i fire sogne omkring Rødby.