Trosopdagelse i en sekulær kultur

Af Anne Mie Skak Johanson

Denne artikel bygger på forfatterens forskningsprojekt om, hvordan danskere i dag finder kristen tro, og indledes med en drøftelse af troens mulige plads i et postsekulært samfund. Dernæst beskrives danskeres rejse fra sekularisme til genuin kristen tro som en bevægelse initieret af en åndelig erfaring, vejledt gennem undervisning i den kristne tro, og funderet ved integration i den kristne tro. En rejse, der kan beskrives med ordene: Touched – taught – transformed. På baggrund af sine 40 interviews peger hun på manglende religiøst sprog, rationalisme og individualisme som udfordringer på vejen til tro og konkluderer, at kirker bedst kan understøtte trosrejsen netop ved at være kirke.

Danmark er på mange områder et sekulært samfund, hvor rationalisme, individualisme og fravær af religion i det offentlige rum præger kulturen. Sam tidigt er 75 procent af befolkningen medlemmer af Folkekirken. Hvis hertil lægges medlemmer af andre kristne kirker, kunne man forledes til at tro, at danskerne trods deres sekulære kultur er meget kristne. Men det er langtfra det indtryk, man får, når man besøger landets kirker søndag formiddag eller falder i snak med naboen om eksisten tielle emner. Der er et modsætningsfyldt forhold til kirke, religion og Gud i en dansk sammenhæng. Hvordan det påvirker danskernes spiritualitet og evne til at finde troen på den kristne Gud, er, hvad jeg i det følgende vil give nogle bud på. Artiklen baseres hovedsageligt på resul tatet fra mit forskningsprojekt ”When What We Know Is Not Enough” (Johan son 2020), hvor jeg undersøgte, hvordan danskere i dag finder kristen tro. I projektet har jeg talt med 40 danskere, som hver især har været på en trosrejse. Rejsen har ført dem fra en manglende bevidsthed om muligheden for person lig relation til Gud til en erkendelse af Guds eksistens og Guds indbydelse til fællesskab. Den erkendelse har foran dret deres livsperspektiv og gjort, at de nu lever et liv med tro, og at de på for skellig vis er tilknyttet et kristent fællesskab. Deltagerne i undersøgelsen var alle medlemmer af Folkekirken. Deres trosfortællinger har dannet grundlaget for forskningsresultaterne, som altså forholder sig til, hvordan kulturkristne

folkekirkemedlemmer finder personlig kristen tro.

Gudstro i et postsekulært samfund

Trods massiv sekularisering findes tro og religiøsitet stadigt i Danmark. Ifølge religionssociolog Peter Lüchau har dan skernes religiøsitet været stabil gennem de sidste 35 år, med en svag stigning indenfor de seneste år (Lüchau 2005, 35). Forskellige undersøgelser giver for skellige svar, men samlet set ser det ud til, at minimum halvdelen af Danmarks befolkning identificerer sig selv som kristne. 1 Til trods for sekularisering er det at tro på Gud og at værdsætte den kristne kulturarv en del af danskernes identitet.

Den tyske filosof Jürgen Habermas kal der et samfund, der som det danske er kendetegnet ved sekularitet samtidigt med en voksende religiøsitet, for et postsekulært samfund. En betegnelse, som ikke kun passer på det danske sam fund, men også på flere af vores europæiske naboer.

Today, public consciousness in Europe can be described in terms of a “post-secular society” to the extent that at present, it still has to “adjust itself to the continued existence of religious communi ties in an increasingly secularized environment.” The revised reading of the secularization hypothesis re lates less to its substance and more to the predictions concerning the future role of “religion”. (Haber mas 2008)

I et postsekulært samfund er sekula risme og rationalisme fortsat en væsentlig del af verdensopfattelsen, men der er plads til religiøsitet og det, der ligger udenfor det rationelle. Der er altså mere religiøsitet i vores nuvæ rende kultur end tidligere. Ofte er indholdet af det religiøse dog forandret i forhold til tidligere generationers tro. Når danskerne i dag erklærer deres tro på Gud, er trosforestillingerne sjæl dent samstemmende med den kristne gudsforståelse. Danskernes tro er ty pisk et patchwork af trosforestillinger sammensat af det enkelte individ, og er sjældent veldefineret eller færdig tænkt. Trosforestillingerne bruger ofte ord hentet fra kristendommen, som ”Gud er kærlighed”, ”alle mennesker er elsket af Gud” eller ”du skal være god ved dit medmenneske”, men sel ve substansen i troen samstemmer ikke med kristendommens grundantagelser. Substansen er derimod ofte en sam menblanding af egne forestillinger, humanisme, hinduisme, helseprogram mer, psykologi og andet. Dette gælder også for Folkekirkens medlemmer. Kun 43 procent af Folkekirkens medlemmer

tror på den Gud, som kirken forkynder. 2 Flertallet af danskere forstår Gud som en højere magt eller en udefinerbar ån delig kraft. Denne lidt diffuse tro, som mange danskere altså bekender sig til, er desværre sjældent i stand til at give danskerne trøst eller mestrings-stra tegier, når livet bliver svært (La Cour 2005, 69).

Det er desuden sjældent, at danskere har et religiøst netværk, altså én, man kan ringe til og bede om forbøn hos, eller en bekendt, der kan bringe Guds trøst eller et Fadervor, når det er til trængt. Det betyder ikke, at danskernes tro, sådan som de selv forstår den, ikke er seriøs og stærk. Det betyder, at kirken må påtage sig den rolle, det er, at ”gøre Kristus kendt og troet” også i

mødet med egne medlemmer (Iversen 1999, 37).

Rejsen fra sekularitet til genuin kristen tro

Det er ind i denne sammenhæng og med den udfordring, jeg har undersøgt, hvilken indflydelse den postsekulære kultur har på danskernes mulighed og evne til at finde genuin kristen tro. Jeg har talt med personer, som fornyeligt har fundet troen på den kristne Gud, og bedt dem fortælle om deres vej til tro. Ved at analysere og sammenholde troshistorier var det mit mål at tegne konturerne af den trosvandring, nuti dens danskere oftest tager, når de går fra en sekulær verdensopfattelse uden erkendelse af Guds eksistens til en ver -

densopfattelse, som inkluderer Gud og troens verden. Forskningsresultaterne skal hjælpe os som kirken i Danmark med at forstå, hvordan vores kultur påvirker trosopdagelsen, og hvordan vi bedst kan hjælpe den søgende med at finde tro.

Undersøgelsen viste, at den mest be trådte sti, når danskere i dag finder troen på Gud, indeholder seks trædesten. Det er ikke alle, der bruger alle sten, og rækkefølgen kan variere en smule, men hovedparten af de 40 deltagere i undersøgelsen har fulgt den nedenfor beskrevne sti.

For mange er første skridt på troens vej en åndelig oplevelse. Oplevelsen gør, at de begynder at undersøge troens hvad, hvordan og hvorfor. En anden bevæggrund til at starte på trosrejsen kan være en indre uro eller en eksi stentiel krise, som efterfølgende tolkes som Guds kaldelse. For at finde svar opsøger søgende de steder, hvor tro praktiseres. Det kan være kirken eller et andet kristent fællesskab. Flere har også søgt andre steder end i kirken, men ikke fundet svar. Der spørges nu til en forklaring på oplevelser eller indre

TOUCHED

uro. Hvis troens svar og Kristus selv ac cepteres, skabes der typisk en kontakt til et trosfællesskab/en kirke. Her star ter en integration af troens virkelighed hos den nytroende gennem deltagelse i kirkens trospraksisser og ved at opdyr ke egne. Endelig er sidste trædesten at træde ind i den proces, som fortsætter gennem resten af livet nemlig trans formationen. Her er målet, som Paulus skriver det, at kunne rumme Kristi fylde (Ef 4,13).

Touched – Taught – Transformed

For yderligere at beskrive, hvordan trosvejen typisk forløber i en postseku lær kultur, foreslår jeg at udskifte det kendte missionale aksiom ”Belong – Belive – Behave” med et nyt, der bedre passer ind i vores postsekulære virkelig hed. Ordene i det nye aksiom er ”Touched – Taught – Transformed” (Berørt – Undervist – Transformeret).

Som allerede nævnt, begynder trosrej sen ofte med en berøring af Gud. Det kan være en oplevelse af, at Gud er til stede i et rum, f.eks. i kirken, eller det kan være en guddommelig berøring

som en helbredelse eller anden fysisk

TAUGHT

TRANSFORMED

manifestation. Andre oplevede, at Gud taler til dem med en hørbar stemme, eller at troen på Gud pludselig, som en stor lys-åbenbaring, giver mening. Det er ikke alle de interviewede, der har sådanne oplevelser, men langt de fle ste. Få har som det første trin på deres trosrejse mødt mennesker, som prakti serede den kristne tro, og dér oplevet, at tro ligesom greb dem. Åndelige op levelser kan ikke sættes på formler, og det er svært at sige, hvor ofte danskere bliver berørt af Gud. Dette er ikke un dersøgt i en dansk sammenhæng, men en engelsk undersøgelse viser, at ca. halvdelen af befolkningen har haft en eller anden form for åndelig oplevelse.

Næste skridt på trosvejen er en indfø ring i den kristne tro. Fordi der i en sekulær kultur er et fravær af religion i det offentlige rum og dermed en manglen de italesættelse af det religiøse og tro, har mange tabt evnen til at forstå og formulere sig religiøst. Dermed er der opstået en form for religiøs analfabetis me. For at en åndelig oplevelse eller berøring kan koble sig på en trosramme, er undervisning og indføring i troens verden nødvendig. Dette gælder både for indføring i trosgrundlag, men også i trospraksisser. For halvdelen af delta gerne i undersøgelsen skete den første undervisning og oplæring gennem et Alpha-kursus. Men også søndagens prædikener, andre former for kurser, Te ologi for Lægfolk og bibellæsning blev nævnt som læringssteder. Når så man ge af undersøgelsens deltagere fandt trosoplæring gennem et Alpha-kursus, kunne man nemt betvivle undersø gelsens repræsentative karakter. Men de adspurgte er både aldersmæssigt, geografisk, socialt og hvad angår køn repræsentative for danskerne. Årsa gen til denne overrepræsentation af Alpha-deltagere er nok snarere, at me get få udbyder kurser i grundlæggende kristendom, og at Alpha-kursets stil passer den postsekulære individualisme. Måske antager kirken, at dens medlem mer allerede kender til kristendommens trossætninger, og medlemmerne mener måske, de burde.

Det er værd at bemærke, at overnatur lige oplevelser ikke automatisk afføder tro. Uden undervisning mangler der en forklaringsramme for oplevelsen. Man ge mennesker, også en del af dem, jeg har talt med, har haft overnaturlige op levelser, uden at det førte til tro. Det er først, når troen på Gud og muligheden for at være i relation med Gud bliver forklaret, at der kommer en ramme, som troen kan bygges op omkring. Min undersøgelse viser, at når den kristne tro skal forklares, er det nødvendigt at kommunikere i et sprog, som helt almindelige mennesker forstår. Højtra vende teologiske refleksioner giver ikke det basale trosfundament, som troen

i sin første fase har brug for, og kan kommunikere, at det religiøse ikke er knyttet til det levede liv. Desuden skal undervisningen gives i en tryg og fri at mosfære, hvor der er mulighed for at stille spørgsmål og selvstændigt sige til og fra. Dertil kommer, at forklaringen af den kristne tro ikke kun skal hand le om trossætninger og historierne fra Bibelen, men også give en indføring i, hvordan den kristne tro leves. Det er i spændingsfeltet mellem teoretisk un dervisning og trosvidnesbyrdet, at den søgende får mulighed for at forstå, hvad den kristne tro handler om.

Endelig må troen gribes og integre res hos den enkelte. Den søgende må åbne døren til troen og lade Guds Ånd virke foreningen mellem mennesket og Gud og den efterfølgende transfor mation. Denne forening er naturligvis Guds værk, men åbenheden og det at skabe rum for den spirituelle transfor mation kan hjælpes på vej af religiøse praksisser. Her nævner deltagerne i undersøgelsen bøn, salmestrofer eller lette lovsange, der bruges meditativt, samt ordinære gudstjenester og bi bellæsning som de praksisser, der har haft størst betydning. Mange er meget interesserede i bibellæsning, og over halvdelen af de adspurgte i undersø gelsen fandt viden om kristendommen gennem bibellæsning. De fleste ople vede dog, at det var svært at læse og tolke Bibelen, og derfor værdsatte de præstens tekstudlægning i prædikener ne om søndagen, bibelundervisning til sogneaftner og bibellæsning i mindre læsegrupper.

Kultur og religiøsitet i det postsekulære

De 40 deltagere i undersøgelsen fortalte deres troshistorie, og som andre livshistorier giver sådanne fortællinger indsigt i den bagvedliggende livsopfat telse og kultur. I det følgende vil jeg kort beskrive tre af de områder, hvor den postsekulære kultur, ifølge under søgelsen spiller en rolle for forholdet til tro og religion.

Manglende sprog for det religiøse En kultur sekulariseres, når åndelige og religiøse elementer ikke er en del af den offentlige sfære. I et sådant samfund kan religion fortsat findes i det private domæne. Hvis et samfund ikke kun er sekulariseret, men også sekularistisk, findes religiøsitet hverken i det offent lige rum eller i den private sfære (Lodberg 2016, 262). Danmark betragtes som et sekulariseret samfund, men ikke et sekularistisk samfund, idet Folkekirken forfatningsmæssigt har en prominent plads i samfundet. Mit forskningsprojekt viser dog, at i dele af befolkningen er det religiøse helt fra værende og kulturen nærmest sekularistisk. En del af deltagerne i undersø-

gelsen var vokset op i et miljø, hvor det religiøse var en del af livet. Det betød f.eks. kirkegang juleaften, deltagelse i dåb, konfirmationer og salmesang i skolen eller til andagt til spejder. For dem var tro og religiøsitet en del af den private sfære. Imidlertid fortalte andre interviewpersoner, der ikke var opdra get i sådan en sammenhæng, at: ”Det var ikke noget, vi talte om” eller: ”Det var ikke noget, vi dyrkede”. En inter viewperson deltog i konfirmationsundervisningen i 7. klasse, men forbandt det ikke med noget religiøst. Som han husker det, var der derefter ingen, der nævnte noget om tro eller religion for ham igen, før han blev 32 år, og da kun fordi han selv tog initiativ til at opsø ge kirken. Det indikerer, at den danske kultur ikke alene er sekulariseret men også delvis sekularistisk. Fraværet af re ligiøsitet i dele af samfundet medfører en tabt evne til at forstå og verbalisere religiøse anliggender. Et par af delta gerne i undersøgelsen sagde, at de, før de påbegyndte deres egen trosrejse, ikke engang var klar over, at den religi øse dimension manglede i deres liv.

I en artikel i Christianity Today omtaler C. John Sommerville danskerne som tavse og ambivalente, når det gælder Gud, tro og religion. 3 Denne tavshed går ifølge Sommerville flere generatio ner tilbage. Danskernes manglende evne til at ud trykke sig om åndelige ting kalder han for en ”tavsheds-spiral”:

Evidently, Danish society lacks any vocabulary with which to discuss religion or religious feelings … a spiral of silence on the subject of religion that is now into at least its third generation. (Sommerville 2010)

Det manglende sprog afføder mang lende forståelse og manglende kompetencer inden for tro og tradition, altså manglende kompetencer, når det gæl der bøn, gudstjenestedeltagelse, forståelse af religiøse højtider og respekt for det religiøse. Dette blev tydeligt i undersøgelsen, når de interviewede berettede om deres første møde med kirke og kristne praksisser. En kvinde fortalte, hvordan hun følte sig som en novice, da hun først kom til kirken: ”Jeg vidste ikke, hvad vi sang. Jeg var helt ... Jeg følte mig som et otte år gammelt barn, der var landet på den forkerte planet”. Den manglende kompeten ce og viden gør, at kirken i sit møde med søgende skal gøre sig umage for at være forklarende og indførende – uden dog at virke nedgørende. Der er brug for anvisninger og guidning, for at kirkens rum kan være et trygt sted for søgende. Desuden er der brug for at sætte ord på åndelighed og kristen livs -

praksis både i kirken, og når der tales om tro generelt.

Rationalisme og religiøsitet Rationalisme præger og former verdensopfattelsen i det sekulære samfund. Her er det alene det, der kan vejes og måles, som anses for virkeligt, og årsag/virknings-princippet er ene ste plausible forklaringsmodel for livshændelser. Denne verdensopfattelse er fortsat dominerende i en postsekulær kultur. Selvom kulturen og enkeltperso ner i det postsekulære er mere åbne for det religiøse, er rationalisme fortsat det altoverskyggende ontologiske paradig me. Derfor er det trods åbninger fortsat tabubelagt at være troende. I rationa lismen opfattes troen på et guddommeligt, overnaturligt væsen, der kan interagere i vores verden, som enfoldig overtro. Denne kulturelle tabuisering eller stigmatisering af personlig tro kan afføde en frygt for at blive opfattet som religiøs og for at dele religiøse tan ker med andre.

En fjerdedel af de interviewede i min undersøgelse talte om en frygt for at blive religiøs. En af de interviewede fortalte, hvor udfordrende det var at fortælle vennerne, at hun var begyndt at komme i kirken og begyndt at tro på Gud: ”…de her (de troende) mærkelige mennesker. Forestil dig, at man skulle begynde at tro på Gud. Hvor mærkeligt er det? Men så begyndte andre menne sker at sige, at man faktisk kan tro på Gud og stadig være normal.”

Selve udtrykket ”religiøs” er i det post sekulære danske samfund forsat en uønsket etikette. ”Religiøs” betragtes ofte som synonym for naiv, moralsk selvretfærdig, modstander af moderne livsformer og styret af gamle livsfor nægtende regler. Selv efter et personligt og afgørende møde med den åndelige verden fandt flere af de adspurgte det socialt akavet at tale om tro. En af de interviewede udtrykte det sådan: ”... fordi det på en eller anden måde ses som små-kedeligt. Det kan være svært bare at komme som lalleglad kristen og synes, at det er okay.” Den kulturelle afstandtagen overfor en bevidst kristen tro betyder, at der skal en vis overvin delse til, før den enkelte kan åbne sig for den kristne tro. For nogen er det let at være modkulturel, men for de fleste kræver det både tid og mod. Det er derfor en hjælp, hvis det religiøse, kir ken og troen ikke fremstår for kulturelt afvigende og mærkeligt. Naturligvis er der i selve evangeliet en forargelse, som ikke kan eller skal undgås, men el lers bør kirken i sin stil bestræbe sig på kulturel normalitet.

Individualisme Forskningsprojektet viste et tredje og meget velkendt træk ved den postse -

kulære kultur, nemlig individualisme. Også når danskerne søger og finder tro, spiller individualismen ind. I tros historierne redegjorde de interviewede sjældent for familie og venners interak tion eller reaktion på deres nyfundne tro. Ofte blev de nære relationer slet ikke nævnt, med mindre interviewe ren spurgte. De fleste respondenter beskrev en trosrejse, som de foretog alene, uden ledsagelse af andre krist ne, familie eller venner. At finde tro var et individuelt projekt. Respondenterne gav udtryk for en vis frihed forbundet med denne individualisme og fokuse rede på, hvad de som enkeltpersoner oplevede og fik gennem troen på Gud, uanset om deres ægtefæller eller børn delte troen med dem. 4 Vores postsekulære kultur er individualistisk, også når det gælder det at finde tro. For kirken betyder det, at et ensidigt fokus på fæl lesskab som missional strategi ikke nødvendigvis imødekommer det behov for selvstændig søgen og refleksion, som danskere i det postsekulære har.

Som allerede beskrevet er kristne fæl lesskaber vigtige som steder, hvor troslivet kan udforskes, men ikke nødvendigvis som rejsefæller i søgen efter tro. Forpligtende deltagelse i et kristent fællesskab ligger for de fleste danskere langt nede ad trosvejen.

Kirke og mission i det postsekulære Danmark

Det har været berigende at lytte til undersøgelsens mange troshistorier. For mig er beretningerne et bevis på en voksende spirituel søgen i Danmark og på Guds virke midt iblandt os. Tros fortællingerne viser os, hvordan Gud møder danskere i dag, og indikerer dermed, hvad vi som kirke kan gøre for at understøtte menneskers trosrejse. Som kirke kan vi ikke give mennesker tro. Det er en sag mellem Gud og den søgende. Men vi kan støtte de søgende på deres vandring mod tro. Mit projekt gik ud på at undersøge, hvordan vi som kirke bedst gør det, eller for at sige det på en anden måde: hvordan vi som kir ke bedste kan dele evangeliet i vores kontekst. For at finde frem til det må vi til stadighed spejde efter, hvor Gud virker og møder mennesker. Det er, som den tidligere engelske ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, sagde: ”Mission, it’s been said, is finding out what God is doing and joining in” (Wil liams 2003). Som missional kirke skal vi læse vores kultur og være kulturelt relevante eller kontekstualiserede. Men vi skal også være modkultur, da kultu ren er menneskeskabt og derfor altid på visse punkter modsiger evangeliet, vi skal altså også være kritisk kontekstu aliserende (Hiebert 1994, 88). Samtidigt må vi altid spejde efter, hvor Gud sær -

ligt manifestere sig, hvor vi som kirke særligt genkender Guds Ånds virke. Det er at følge Gud i hans mission – missio Dei.

I Missionsdokument DK-2020 er der afsat et særskilt afsnit til postsekulær spiritualitet. Og den personlige spiritu alitet er væsentlig, når vi som kirker arbejder med mission. Særligt i Danmark, hvor den personlige religiøsitet, som al lerede beskrevet, kan blive negligeret, er fokus på personlig tro afgørende. Mission inkluderer det at kalde hvert eneste menneske til tro på og følge skab af Kristus, også danskerne. Derfor må vi som kirker finjustere vores missi onale kompas, så vi frimodigt taler om tro og kristen spiritualitet på et sprog, som danskerne forstår og dermed sva rer på de spørgsmål, som de stiller.

I min undersøgelse sluttede interviewe ne ofte med, at jeg spurgte deltagerne om deres forslag til, hvordan kirken bedst kunne støtte danskere i at finde en bevidst kristen tro. De fleste svare de: ”Ved at være kirke!” Rigtig mange havde fundet troen ved at deltage i et kristendomskursus, men derudover havde den helt almindelige sogneguds tjeneste stor betydning. Det at komme sammen som kirke til en helt almindelig gudstjeneste, at synge sammen, lytte til prædiken og opleve trosvidnesbyrdet i et fællesskab af troende, som var til ste de, var vigtigt. Dog var det altafgørende, at atmosfæren i kirken var gæstfri, at sproget var forståeligt, og at troens verden blev italesat. I min afhandling kalder jeg det: ”Tilgængelig spirituali tet”, ”forståelig indføring i kristendommen” og ”et åbent og trygt trosfællesskab”. Og det jo er lige til at tage fat på som kirke.

Afrunding

Vi lever i et postsekulært samfund, hvor religion, tro og Gud, trods åbninger for det religiøse, fortsat ikke er emner, som normalt diskuteres ved køkkenbor dene. Men dog finder mennesker ind i en personlig tro på Gud – eller rettere: mennesker kaldes og mødes af Gud, også i Danmark. Som kirke kan vi støt te søgerne på deres trosvanding ved at tage bestik af vores kultur, lytte til og lære af dem, som finder tro, og facili tere det, der skal til for at hjælpe dem på vejen mod en bevidst erkendelse af, at Gud er til og kalder til efterfølgelse.

Noter

1. Forskellige undersøgelser giver forskellige svar på danskernes religiøsitet. En undersøgelse fra Catinét for Ritzau i 2014 viser, at 45,7 procent af danskerne tror på

Gud. En Megafon-måling foretaget for

TV 2 og Politiken i 2011 angiver andelen af ikke-troende til 31 procent, mens tallet for 2017 er 48 procent. En 2018 undersøgelse fra Pew Research Center angiver andelen af troende i Danmark til 65 procent, hvoraf 63 procent tror på

Gud. En undersøgelse fra YouGov 2019

2.

3.

4. foretaget for Kristeligt Dagblad viser, at 43 procent af Folkekirkens medlemmer siger, at de tror på Gud. Undersøgelse af danskernes tro foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad i 2019. C. John Sommerville, professor emeritus fra University of Florida, skrev sin artikel som en respons på Phil Zuckermans bog Society Without God fra 2010. Der skal naturligvis tages forbehold for, at en trosfortælling nødvendig vis fortælles i jeg-form. Dog har jeg i lignende interviews med mennesker fra andre kulturer ikke mødt en så udpræget individualisme.

Litteratur

Habermas, Jürgen 2008 “Notes on Post-Secular Society”. New Perspectives Quarterly 25 (4): 17–29.

Hiebert, Paul G. 1994 Anthropological Reflections on Mis sional Issues. Michigan: Baker Books

Iversen, Hans Raun 1999 ”Kulturkristendom, kirkekristendom og karismatisk kristendom – kristendomsformernes baggrund og samspil i Folkekirken”, i Ny Mission nr. 1: Kulturkristendom og kirke, 6-43. Valby: Unitas.

Johanson, Anne Mie Skak 2020 “When What We Know Is Not Enough: Exploring Danish Contem porary Faith Development In The Local Congregation”. Dissertation for the Degree Doctor of Intercultural Studies, Fuller Theological Seminary.

La Cour, Peter 2005 “Danskernes Gud i krise”, i Gudstro i Danmark, 59–81. Frederiksberg: Anis.

Lodberg, Peter 2016 Danskernes tro gennem 1000 år. Kbh.: Kristeligt Dagblad.

Lüchau, Peter 2005 “Danskernes Gudstro siden 1940’erne”, i Gudstro i Danmark, 31–58. Frederiksberg: Anis.

Sommerville, C. John 2010 “Happy in the State of Denmark”, Christianity Today, no. May/June 2010.

Williams, Dr. Rowan 2003 “Archbishop’s Presidential Address – General Synod, York, July 2003”.

Anne Mie Skak Johanson er sognepræst i Tyrstrup og Hjerndrup kirker i Christiansfeld. Hun er cand.theol. fra Århus Universitet 2001 og Doctor of Intercultural Studies fra Fuller The ological Seminary 2020. Hun er formand for Mission Afrika, engageret i Danske Kirkedage og bestyrelsesmedlem af EA Danmark.