Hvor dybt tør du synke De fleste vil nok betænke sig ved at lade deres blink eller flue synke ned på bunden, så det ligger helt stille. Men når havørreden er på tobisjagt, er det en fremragende metode. Af Thomas Bjerre Larsen tbl@sportsfiskeren.dk
Stevns viser sig fra sin smukkeste side med indbydende krusninger på overfladen efter flere dage med helt stille vejr. Vi er de første på en ellers klassisk plads, og forårssolen stråler fra øst. Roligt fisker vi os hen langs kysten og nyder det første rigtige forår. Jeg fisker med bombardaflåd og en hvid/oliven jiggyfly, mens makkeren har en stor og indbydende kystwobler på som dagens første tilbud. Vi dækker fle-
re indbydende områder med tæt blæretang og store sten uden nogen kontakt til fisk. Diskussionen falder hurtigt på, om vi er for tidligt på færde, og om der overhovedet er kommet tobiser ind, som vi havde håbet på. Efter et lille stenrev skifter kysten over til leopardbund med en del sand og klatter af bevoksning. Jeg er trådt op på en mindre sten, hvorfra jeg gennem polaroidbrillerne tydeligt kan se bundforholdene. Jeg kaster på langs af kysten og sætter fart på fluen. Mit bombadaflåd skøjter i overfladen, selv om det er en så kaldt
„hoover model“, der skulle fiske lige under overfladen. Over et sandområde stopper jeg indspinningen. Jiggyfluen, der er belastet med to coneheads, får lov at synke mod bunden. En, to, tre, fire sekunder vent, vent...og så fart på igen... BANG. Stangen hugger mod vandoverfladen, idet en havørred river line af hjulet. Havørreden tog lige i det sekund, fluen lettede fra sandbunden. Nyt kast og fuld fart på igen. Spinstop. Tælle: En, to ... hjulet giver line i et sejt træk. Denne gang nåede fluen ikke engang
Dybe hug. Selv om tobiserne sprang i overfladen, var det ikke der, havørreden kunne overlistes. Blinket blev først taget, da det flaksede indbydende mod bunden.
58
Sportsfi skeren
2 // Marts 2012
