1 minute read
Initiativet til en Røde Kors-forening i Danmark
Initiativet til en Røde Kors-forening i Danmark
Initiativtager: Hans Suenson i 1875
Som følge af de negative reaktioner fra Danmarks nationale humanitære komité begyndte Røde Kors Komitéen i Genève at undersøge mulighederne for oprettelsen af en Røde Kors-forening i Danmark. Et medlem af Røde Kors Komitéen, Gustave Moynier, tog derfor i 1874 kontakt til den anerkendte danske filantrop, cand.polit. Hans Suenson, da Suenson var på besøg i Genève. Hans Suenson var i Danmark bl.a. udgiver af Tidsskrift for Filantropi. Moynier opfordrede Suenson til at tage initiativ til en Røde Kors-forening i Danmark. Hans Suenson accepterede Røde Kors Komitéens opfordring.
Tilbage i Danmark samlede Hans Suenson en kreds af ansete mænd, som støttede initiativet. Denne gruppe inviterede til et stiftende møde for at starte en Røde Kors-forening i Danmark. Mødet blev afholdt den 28. april 1875. Det stiftende møde vedtog foreningens vedtægter og valgte foreningens første bestyrelse. Dermed var Røde Kors i Danmark en realitet.
Initiativets forankring i samfundet
En væsentlig årsag til, at det lykkedes at få opbakning til en Røde Kors-forening i Danmark, var, at hærens stabslæge, dr. Salomon, var tilhænger af en supplerende frivillig sygepleje. Ligeledes var der også bred opbakning til et internationalt neutralt humanitært samarbejde for at hjælpe syge og sårede krigsofre. I 1864 havde stabslæge Rørbye i Forsvaret været en stærk modstander af et sådant initiativ, og der var dengang hverken i Forsvaret eller i Danmarks nationale humanitære komité opbakning til et internationalt humanitært samarbejde.
Der er på denne baggrund ikke tvivl om, at initiativet var forankret i Forsvaret samt i de dele af landets politiske ledelse, som var tæt knyttet til Forsvaret – først og fremmest regeringen.