Johannes Frandsen, præsident 1961-1968

Johannes Frandsen – præsident for Røde Kors i Danmark 1961-1968

Johannes Frandsen blev den 1. september 1961 valgt af hovedbestyrelsen som præsident for Røde Kors i Danmark. Johannes Frandsen var præsident frem til den 9. september 1968, hvor han afgik ved døden 77 år gammel.

Johannes Frandsen havde et særdeles godt kendskab til Røde Kors i Danmark. Frandsen var uddannet læge, dr.med., og han blev i 1928 chef for Sundhedsstyrelsen. Frandsen havde derfor været en vigtig partner for Røde Kors i Danmark i arbejdet for bl.a. at sikre økonomien for den dengang helt nye Folkekuranstalt i Hald ved Viborg. I 1932 blev Frandsens titel ændret til medicinaldirektør, hvilket han var frem til sin pension som 70-årig i 1961, hvor han blev præsident for Røde Kors i Danmark.

Under anden verdenskrig stillede Johannes Frandsen en af sine medarbejdere i Sundhedsstyrelsen, overlæge E. Juel Henningsen til rådighed for Røde Kors i Danmark. Det skete i 1944 i koordination med Udenrigsministeriet. Opgaven for Juel Henningsen var at repræsentere Røde Kors i Danmark i den kommission, som i oktober 1944 besøgte de danske jøder i Theresienstadt. Efter Danmarks befrielse 5. maj 1945 blev E. Juel Henningsen igen stillet til rådighed for Røde Kors af Sundhedsstyrelsen, som midlertidig erstatning af direktør Helmer Rosting, som var blevet arresteret af modstandsbevægelsen. Johannes Frandsen var også kendt med Røde Kors-arbejdet fra Sundhedstjenesten i Sydslesvig efter anden verdenskrig, som blev drevet af Røde Kors i Danmark.

Johannes Frandsens internationale engagement

Som medicinaldirektør var Johannes Frandsen international engageret, og han deltog aktivt i udviklingen af FN’s verdenssundhedsorganisation WHO. Ikke mindst takket være Frandsens indsats, er WHO’s europæiske regionalkontor placeret i København. Det internationale engagement tog Frandsen med sig ind i Røde Kors, og han engagerede

sig både i Røde Kors-bevægelsens internationale foreningspolitiske arbejde og i Røde Kors i Danmarks internationale bistandsarbejde.

Røde Kors’ undervisningshospital i Congo 1963-1977

Datidens største danske ulandsprojekt så dagens lys under Johannes Frandsen. Det var etablering af et undervisningshospital i Congo. Projektgenerator og ildsjæl var læge Jacob Raft, som overbeviste ledelsen af Røde Kors i Danmark om behovet for og nytten af et undervisningshospital i Kinshasa i Congo. Der blev iværksat en indsamling til fordel for projektet som fik stor folkelig opbakning. Indsamlingsresultatet var 12 millioner kroner svarende til 143 millioner 2018-kroner, og da staten fordoblede beløbet, kunne projektet iværksættes. På hospitalet var der undervisning af sygeplejersker, jordemødre, narkoseassistenter og læger.

Røde Kors’ syv grundlæggende principper vedtages 1965 i skyggen af Cubakrisen 1962

I 1962 stod verden på randen af en væbnet konfrontation mellem USA og Sovjet, som i værste fald kunne have ført til en altødelæggende global atomkrig. Situationen var, at Sovjet på Cuba opstillede raketter, som kunne armeres med atomvåben og ramme USA. USA forlangte raketterne fjernet, og skibe fra Sovjet på vej til Cuba med flere raketter fik af USA besked på at vende om. Risikoen for en altødelæggende atomkrig motiverede den internationale, neutrale Røde Kors Komité til at stille sit humanitære mandat til rådighed for det politiske FN. Opgaven for Røde Kors Komitéen ville være at inspicere Sovjets skibe for atomvåben. Røde Kors Komitéen fik kontor i FN-bygningen ved siden af FN’s generalsekretær. Som bekendt løste USA og Sovjet selv den højspændte situation, og Røde Kors Komitéen kom heldigvis ikke i aktion.

For Røde Kors var Cubakrisen en ekstrem situation, som forstærkede en årelang debat i Røde Kors-bevægelsen om fælles grundlæggende, humanitære principper for Røde Kors’ arbejde i krig og fred. Johannes Frandsen var en kendt og varm fortaler i Røde Kors-bevægelsen for vedtagelsen af et sæt fælles principper for alt Røde Kors-arbejde.

Arbejdet med formulering af Røde Kors-principperne begyndte for alvor på den 17. internationale Røde Kors-konference i Stockholm i 1948. Baggrunden var dels Røde Kors-bevægelsens smertelige erfaringer fra anden verdenskrig, hvor nationale Røde Kors-foreninger ikke arbejdede upartisk, neutralt og uafhængigt, og hvor Røde Kors Komitéen ikke levede op til sit humanitære mandat. Men baggrunden var

også den resolution, som FN’s generalforsamling vedtog i 1946 om de nationale Røde Kors-foreninger. Resolutionen lægger vægt på, at Røde Kors-foreningerne skal være uafhængige og i krig arbejde i overensstemmelse med de humanitære principper, som Genèvekonventioner hviler på. Men disse blev ikke nærmere defineret.

Under den kolde krig fortsatte arbejdet i Røde Kors-bevægelsen med at formulere bevægelsens principgrundlag. Med Cubakrisen i 1962 og Røde Kors Komitéens samarbejde med FN var der i Røde Kors-bevægelsen og verdensstaterne opstået en situation, som førte frem til vedtagelse om syv grundlæggende principper for Røde Kors’ arbejde.

I 1965 blev Røde Kors-principperne vedtaget og ’proklameret’ af den 20. internationale Røde Kors-konference. Der skulle således gå næsten 20 år fra FN’s generalforsamling vedtog resolutionen om de nationale Røde Kors-foreninger til værdigrundlaget for foreningernes arbejde blev endelig defineret i principperne. De syv grundlæggende Røde Kors-principper er:

Medmenneskelighed

Røde Kors, der opstod ud fra et ønske om at bringe upartisk hjælp til sårede på slagmarken, forsøger nationalt og internationalt at forhindre og lindre menneskelig lidelse, hvor den end måtte findes. Røde Kors’ formål er at beskytte liv og helbred og at sikre respekt for mennesket samt at fremme gensidig forståelse, venskab, samarbejde og varig fred mellem alle folkeslag.

Upartiskhed

Røde Kors yder hjælp uden hensyn til nationalitet, race, religion, overbevisning, klasse eller politiske holdninger. Røde Kors stræber efter at mildne menneskers ledelser og handler kun ud fra deres behov og hjælper dem først, der er i størst nød.

Neutralitet

For til stadighed at nyde alles tillid må Røde Kors ikke tage parti i fjendtligheder eller på noget tidspunkt engagere sig i uoverensstemmelser af politisk, racemæssig, religiøs eller ideologisk art.

Uafhængighed

Røde Kors er uafhængigt. De nationale Røde Kors-foreninger skal nok bistå deres regeringer i det humanitære hjælpearbejde og overholde de

respektive landes love, men de må altid bevare deres selvstyre, så de altid er i stand til at handle ud fra Røde Kors-principperne.

Frivillighed

Røde Kors er en frivillig hjælpeorganisation, der i sit arbejde ikke på nogen måde er tilskyndet af økonomisk fordel.

Enhed

Der kan kun være én Røde Kors-forening i hvert land. Foreningen skal være åben for alle og skal kunne udføre sit humanitære arbejde i hele landet.

Almengyldighed

Røde Kors er en verdensomspændende bevægelse, i hvilken de nationale Røde Kors-foreninger har samme status og samme ansvar og pligt til at hjælpe hinanden.

I 1986 på den 25. internationale Røde Kors-konference i Genève blev principperne en del af vedtægterne for Røde Kors-bevægelsen. I 1977 blev Genèvekonventionerne forbedret med to tillægsprotokoller, som garanterer, at Røde Kors-bevægelsen altid skal have adgang til at udføre bevægelsens arbejde i overensstemmelse med Røde Kors-principperne. I 2005, som var 60-året for oprettelsen af FN, blev cirklen fra 1946 sluttet, da generalforsamlingen vedtog en resolution, hvorefter al katastrofehjælp, uanset om det er statsligt eller privat, skal gives i overensstemmelse med principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed.

Et splittet Røde Kors?

Johannes Frandsen var på de internationale Røde Kors-møder fortaler for at fremme et bedre samarbejde i Røde Kors-bevægelsen og bedre koordinering af Røde Kors’ internationale arbejde. Det var Frandsens opfattelse, at der var store udfordringer for samarbejdet mellem Den Internationale Røde Kors Komité og Forbundet af nationale foreninger, idet opsplitningen i et forbund og i en komité gjorde det vanskeligt i alle situationer med krig og krise hurtigt at komme frem til ofrene med international humanitær bistand. Johannes Frandsen formulerede det på den måde, at samarbejdsproblemerne giver vanskeligheder for

Røde Kors i en globaliseret verden. Frandsens efterfølger Erik Husfeldt var enig, og han fortsatte arbejdet for at få løst disse problemer.

Organisationen ændres – nye vedtægter for Røde Kors i Danmark

Da Johannes Frandsen tiltrådte som præsident, mødte han et Røde Kors i Danmark, hvor der blev talt meget om behov for store organisatoriske forandringer. En stor del af debatten foregik i Røde Kors’ tidsskrift. Tidsskriftets redaktør søgte aktivt at fremme debatten i demokratiets ånd. Redaktøren var ansat på Røde Kors’ landskontor, og hans navn var Christian Kelm-Hansen. Efter nogle år forlod Christian Kelm-Hansen posten som redaktør, men efter at have arbejdet i andre organisationer og været medlem af Folketinget, vendte Kelm-Hansen tilbage til Røde Kors i Danmark, hvor han i 1993 blev valgt som præsident for landsforeningen.

For Johannes Frandsen blev arbejdet med en ny organisation for Røde Kors i Danmark et gennemgående tema for hans tid som præsident. Det var med nogen tøven, at Frandsen gav sig i kast med et omfattende vedtægtsarbejde, der skulle bane vej for en fornyelse af organisationen og få den frivillige indsats til at blomstre. Han nåede ikke selv at se resultatet, idet han døde den 9. september 1968, kort før forslagene blev behandlet og vedtaget på landsmødet i oktober 1968. De nye vedtægter trådte i kraft den 1. april 1970.

Ifølge de nye vedtægter skulle Røde Kors i Danmark organiseres geografisk, som kommunerne blev det efter kommunalreformen af 1970. Antallet af kommuner blev reduceret fra 1.098 til 277, og antallet af amter blev reduceret fra 25 til 14. Tilsvarende skulle der være en Røde Kors-afdeling i hver kommune, som blev ledet af en generalforsamlingsvalgt bestyrelse, og en Røde Kors-amtskreds i hvert amt.

I en parallel struktur etablerede Røde Kors i Danmark en uddannelses- og beredskabsorganisation, som omfattede følgende fem aktivitetsområder: • Kursusvirksomhed i førstehjælp • Samaritarbejde • Socialt arbejde • Sundhedsarbejde • Ungdomsarbejde. De fem aktivitetsområder fik hver deres organisation med særskilte, uafhængige udvalg i afdelingerne, i amtskredsene og nationalt. På na-

tionalt niveau etableredes et uddannelses- og beredskabsudvalg, hvis medlemmer automatisk var medlem af hovedbestyrelsen. Det kan imidlertid konstateres, at Røde Kors ikke havde nogen aftale med myndighederne om deltagelse i det kommunale eller statslige beredskab i Danmark. Da opsplitningen løbende medførte samarbejdsproblemer lokalt, regionalt og nationalt, besluttede landsmødet, hvor afdelingerne havde flertal, i 1992 at ophæve beredskabsorganisationen, og ansvaret for alle lokale aktiviteter blev overført til Røde Kors-afdelingernes bestyrelser.

Bortset fra etablering af en beredskabsorganisation, som kun fik kort levetid, beholdt Røde Kors i Danmark grundlæggende strukturen, som blev vedtaget i 1917. Landsmødet mødtes hvert andet år og behandlede vedtægtsforslag og fx medlemskontingent. Imellem landsmøderne bestemte en hovedbestyrelse bestående af repræsentanter fra Røde Kors-amtskredsene, hvor amtskredsene fra henholdsvis Øst- og Vestdanmark valgte hver deres vicepræsident, fem medlemmer af det centrale uddannelses- og beredskabsudvalg samt op til otte ’kongevalgte’, der var individuelle medlemmer af hovedbestyrelsen, som hovedbestyrelsen selv kunne vælge. Der var tradition for, at landsforeningens præsident var kongevalgt, og at landsforeningens tredje vicepræsident var kongevalgt. De øvrige kongevalgte valgte hovedbestyrelsen efter en vurdering af hovedbestyrelsens behov for at få tilført kompetence m.v. Nævnes kan fx, at forfatteren Thorkild Hansen i en periode var medlem af hovedbestyrelsen, og at der normalt var en folkeretskyndig jurist.

Hovedbestyrelsen var en meget stor forsamling med op til 46 medlemmer, som under sig havde præsident, præsidium, forretningsudvalg, økonomiudvalg, et centralt uddannelses- og beredskabsudvalg og fem centrale aktivitetsudvalg. Den centrale beslutningsstruktur var ikke gennemskuelig og enkel, men uigennemskuelig og kompliceret.