Erik Husfeldt, præsident 1968-1976

Erik Husfeldt – præsident for Røde Kors i Danmark 1968-1976

Professor, dr.med. Erik Husfeldt blev valgt af hovedbestyrelsen som præsident for Røde Kors i Danmark i september 1968. Han var præsident frem til 1976, hvor han gik af som 75-årig.

Erik Husfeldt var et fremtrædende medlem af modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, deltog aktivt i redningen af jøderne i oktober 1943 og var fra foråret 1945 medlem af Frihedsrådet. Som en anerkendelse af indsatsen under krigen blev han medlem af Danmarks delegation til mødet den 26. juni 1945 i San Francisco, hvor FN-pagten blev underskrevet. Efter anden verdenskrig var Husfeldt en central person i det anti-kommunistiske arbejde i Danmark med tæt forbindelse til Socialdemokratiet. Samtidig var Erik Husfeldt en særdeles anerkendt læge, og en buste af ham i bronze er opstillet på Rigshospitalet i København. Han betegnes i den forbindelse som en ”hædersmand” og ”verdensmand”, som ”brugte ligeså meget tid på missioner ude i verden som på afdelingen” på Rigshospitalet. En del af sin tid brugte Erik Husfeldt så også på Røde Kors-arbejdet.

Erik Husfeldt havde i perioder af sit liv været tæt på Røde Kors og endda Røde Kors-delegat. Således var Erik Husfeldt Røde Kors-delegat og leder af Røde Kors i Danmarks hjælp til ofrene for opstanden i Ungarn i 1956. Husfeldts opfattelse af kommunismen kom til udtryk, da delegationen med tog ankom til Wiens hovedbanegård. Ved ankomsten stikker Husfeldt hovedet ud af togvinduet med de signede ord: ”Hejsa, hissa, hussasa – nu skal russki ha dada!” Husfeldt og hans team lykkedes under vanskelige vilkår med et hjælpearbejde på begge sider af fronten.

Derefter afskar den kolde krig for alvor Røde Kors-bevægelsen fra at gennemføre hjælpeaktioner i øst/vest-konfliktsituationer i Europa. Røde Kors i Danmark og Røde Kors-bevægelsen organiserede således ikke noget hjælpe- eller beskyttelsesarbejde til Tjekkoslovakiet til ofrene for Foråret i Prag, som inden for rammerne af Warszawapagten

blev nedkæmpet af Sovjetunionen bistået af Den Tyske Demokratiske Republik, Polen, Bulgarien og Ungarn. Røde Kors skal helt frem til den militære undtagelsestilstand i Polen i december 1981, før Røde Kors igen får mulighed for at bygge bro henover jerntæppet med international hjælpe- og beskyttelsesarbejde.

En væsentlig opgave for Erik Husfeldt som præsident var gennemførslen af Røde Kors’ nye vedtægter, som blev vedtaget i 1968, og som skulle træde i kraft den 1. april 1970. Se afsnittet om Johannes Frandsen. Det skulle imidlertid vise sig, at det var andre væsentlige Røde Kors-opgaver, som lagde beslag på Erik Husfeldts handlekraft og arbejdsindsats for Røde Kors.

Samarbejdet i Røde Kors-bevægelsen

Der var i Røde Kors-bevægelsen stærke krav om forandring. Ønsket var at fremme effektiviteten i Røde Kors’ hjælpearbejde og forbedre mulighederne for at nå frem med hjælp og beskyttelse til alle ofre for krig, krise og naturkatastrofer. Foråret i Prag i 1968, vietnamkrigen 1961-1975 og biafrakrigen i Nigeria 1967-1970 er eksempler på situationer, hvor Røde Kors-bevægelsen kom til kort eller kun i begrænset grad kunne yde international hjælp og beskyttelse til ofrene. Efter krigen i Biafra blev konsekvensen bl.a., at organisationen Læger uden Grænser blev dannet i 1971, hvilket af mange, også uden for Røde Kors-bevægelsen, herunder den danske regering, blev ansat for et stort prestigetab for Røde Kors.

Husfeldts forgænger på præsidentposten, Johannes Frandsen, havde engageret sig i denne sag, som også blev Husfeldts sag. Engagementet blev støttet af de nordiske Røde Kors-foreninger og bl.a. Canadisk Røde Kors. Det førte til, at Røde Kors-bevægelsen i 1971 søsatte et omfattende projekt om Røde Kors’ fremtidige rolle og opgaver i verdenssamfundet. Canadas regering finansierede projektet og Canadisk Røde Kors’ vicepræsident, Donald Tansley, blev projektleder. Målet med Tansley-projektet var et nyt sæt regler for samarbejdet i Røde Kors-bevægelsen, som dels samlede Røde Kors-bevægelsen om fælles grundlæggende opgaver, der byggede på de i 1965 vedtagne Røde Kors-principper, dels fik regeringernes opbakning på den internationale Røde Kors-konference.

Efter et særdeles omfattende arbejde blev projektrapporten: ’The Tansley Report’ præsenteret i 1975. Dens forslag fik imidlertid en blandet modtagelse. Tansley foreslog fx, at Røde Kors-bevægelsens grund-

læggende opgave skulle være katastrofehjælp, hvor ofrenes behov for hjælp og beskyttelse skulle være styrende, og hvor hjælpen skulle gives uden forhåndsbetingelser og være upartisk. Med tanke på den kolde krig og væbnede konflikter i Sydøstasien og i Mellemøsten, hvor en række Røde Kors-foreninger ikke levede op til Røde Kors-principperne, er det måske forståeligt, at rapporten fik en blandet modtagelse i Røde Kors-bevægelsen. For Røde Kors-bevægelsen var det imidlertid ikke acceptabelt at være afskåret fra at yde nødhjælp i krig, fordi den ene af krigens parter ikke har tillid til Røde Kors’ neutralitet, som det fx skete under biafrakrigen i Nigeria 1967-1970, hvilket førte til dannelsen af organisationen Læger Uden Grænser i 1971.

Arbejdet med at finde en global fællesnævner for Røde Kors-bevægelsen blev derfor søsat på ny, men denne gang i et mere institutionelt spor. Røde Kors-bevægelsen nedsatte et udvalg bestående af Røde Kors Komitéen, Forbundet og en række nationale foreninger, som var forankret i alle verdensdele. Det blev et kompliceret og langsommeligt arbejde. Undervejs fik Røde Kors-bevægelsen dog positive erfaringer med hjælp og beskyttelse til ofre for krige og kriser, hvor hjælpearbejdet ikke blev begrænset af Genèvekonventionernes formelle krav, men kunne udføres på grundlag af humanitære initiativer og Røde Kors-principperne. Det var fx: • Den militære undtagelsessituation i Polen i 1981, hvor Røde Kors

Komitéen i Genève besøgte politiske fanger, og bl.a. Røde Kors i

Danmark leverede humanitær hjælp til Polen. • Borgerkrigen i Libanon 1975-1990, hvor Røde Kors Komitéen stod for udveksling af fanger mellem krigens parter og koordinerede internationalt Røde Kors-hjælpearbejde med medicin og fx behandling i Danmark af krigsofre. • Forskellige militære konflikter i Mellemamerika, herunder krigen i

El Salvador 1980-1990, da Røde Kors Komitéen fik adgang til nogle af oprørsbevægelsens fanger, som var i regeringens varetægt. • Krigen mellem Storbritannien og Argentina i 1982 om Falklandsøerne i Sydatlanten, hvor krigens parter aftalte et højere beskyttelsesniveau end fastlagt i Genèvekonventionerne, fordi ingen af krigens parter ønskede, at civilbefolkningen på øerne skulle rammes af krigen. • Den sovjetisk-afghanske krig 1979-1989, hvor Røde Kors Komitéen i

Genève kom til at spille en rolle med hjælp og beskyttelse til krigsfanger, og hvor Røde Kors-bevægelsen gav hjælp til krigens millioner af afghanske flygtninge i Pakistan.

Der skulle gå ti år, før Røde Kors-bevægelsen nåede i mål. Det lykkedes på den 25. internationale Røde Kors-konference i 1986, tæt på afslutningen af den kolde krig. Konferencen vedtog med regeringernes tilslutning nye, globale regler for Røde Kors-bevægelsens internationale samarbejde og for de nationale Røde Kors-foreningers opgaver. Reglerne findes i ’Statues of the Red Cross and Red Crescent Movement’, og betegnes her i fortællingen som Røde Kors-bevægelsens vedtægter.

Den første handlingsplan vedtages i 1976 – Røde Kors i Danmark 100 år efter

Tansley-initiativet og arbejdet med nye fælles, globale regler for Røde Kors-bevægelsens samarbejde og arbejde inspirerede Røde Kors i Danmark til at iværksætte arbejdet med en fælles, national ramme for arbejdet i Danmark. Det skete i form af en handlingsplan, som landsmødet vedtog i 1976 i 100-året for stiftelsen af Røde Kors i Danmark.

En handlingsplan for hele landsforeningen blev også set som nødvendig i lyset af, at landsforeningens nye vedtægter gav Røde Kors-afdelingerne stor frihed til at tage lokale humanitære initiativer. Røde Kors-afdelingerne var selvstændige enheder i landsforeningen. Landsforeningens centrale organ imellem landsmøderne, hovedbestyrelsen, havde ikke magt til at vedtage en fælles, national prioritering af Røde Kors-afdelingernes arbejde fx i lyset af samfundsudviklingen. De lokale Røde Kors-afdelinger havde kompetencen til at tage lokale humanitære initiativer, og det gjorde de, men der var ikke nogen overordnet ramme for deres arbejde.

Derfor inddrog Erik Husfeldt og hovedbestyrelsen som noget helt nyt Røde Kors-afdelingerne i arbejdet med at udforme en handlingsplan, som ved 100-årsjubilæet i 1976 blev vedtaget af landsmødet i maj under overskriften: Røde Kors i Danmark 100 år efter. Det var samtidig første gang i landsforeningens historie, at den vedtog en samlet handlingsplan for foreningens arbejde.

I tråd med Tansley-rapportens anbefaling fastslog handlingsplanen om Røde Kors’ identitet, at: ”Den helt grundlæggende og væsentlige opgave for Røde Kors er at give bistand på et ubetinget og upolitisk grundlag, hvor og når der opstår menneskelige behov for beskyttelse og bistand enten som følge af naturkatastrofer eller konflikter. Det er den rolle, som vil være tilbage, når alle andre opgaver, som Røde Kors i tidens løb har påta-

get sig, eventuelt er forsvundet. Det er katastrofehjælp udført på basis af Genèvekonventionerne, som adskiller Røde Kors-bevægelsen fra andre foreninger og bevægelser, og det er den rolle, som Røde

Kors gennem alle årene bedst har kunnet udføre.” 1976-handlingsplanen refererer ikke til Røde Kors-principperne som grundlaget for alt Røde Kors-arbejde. Ifølge handlingsplanen af 1976 er Røde Kors-bevægelsens mandat i Genèvekonventionerne således det, ”som adskiller Røde Kors-bevægelsen fra andre foreninger og bevægelser”. I dag er Røde Kors-principperne styrende for at sikre, at foreningen ikke handlingslammes, hvis mandatet i Genèvekonventionerne ikke, som det skete under anden verdenskrig, kan omsættes til humanitær handling.

Om det nationale arbejde fastslår handlingsplanen, at landsforeningen i: ”sit nationale arbejde skal skelne mellem opgaver, som ligeså godt kan løses af andre, og opgaver hvis løsning helt eller delvis afhænger af en Røde Kors-indsats. Princippet om nødhjælpsbistands medvirken til opbygning og fastholdelse af beredskabsmæssige aktiviteter må ikke forveksles med aktiviteter, som helt eller delvis bygger på godgørenhed.” På grundlag af disse helt overordnede principper fastslår handlingsplanen, at Røde Kors-afdelingerne skal ”koncentrere sig om”: • afvikling af institutioner som anses som en samfundsopgave, og hovedbestyrelsen får ansvaret for at fremme afviklingen • socialt arbejde som en hovedopgave for Røde Kors-afdelingerne.

Indsatsen skal afpasses ”samfundets sociale system og bistandsprogram”, og afdelingerne skal arbejde for at ”påvirke befolkningens syn på årsagen til, at der opstår sociale tabere” • informationsarbejde og uddannelse af befolkningen, som dels omfatter befolkningskurser i førstehjælp og sundheds- og sygepleje, så den enkelte borger i Danmark får et personligt beredskab og bedre kan klare ulykkessituationer, sygdom og sundhed, dels udbredelse af kendskabet til Røde Kors, Røde Kors’ arbejde og de principper, som er retningsgivende for Røde Kors’ arbejde • ungdomsarbejde.

En god del af handlingsplanen handler om landsforeningens økonomiske situation i erkendelse af, at de eksisterende indtægter ikke kunne dække handlingsplanens ambitionsniveau. Nogen løsning var ikke fundet, da handlingsplanen blev vedtaget. 100-års jubilæets aktiviteter og gaver skulle dog blive et godt grundlag for det fremtidige arbejde.

Alle med behov for hjælp skal hjælpes!

Erik Husfeldt og hovedbestyrelsen var ikke altid enige. På et tidspunkt under krigen i Vietnam havde USA bombet Nordvietnam, og behovet for humanitær hjælp var stort. Husfeldt ønskede, at hovedbestyrelsen skulle engagere sig i et hjælpearbejde. Det skete ikke.

På det umiddelbart efterfølgende landsmøde indgik Erik Husfeldt en aftale med den daværende formand for Ungdommens Røde Kors, Bent Kauffmann, som i dag er formand for Hillerød afdeling. Aftalen var, at Bent Kauffmann som en slags protestaktion skulle skubbe Erik Husfeldt væk fra landsmødets talerstol og forlange, at Røde Kors iværksatte en hjælpeaktion til fordel for krigsofrene i Nordvietnam. Som aftalt således gjort. Ifølge Bent Kauffmann faldt aktionen dog ikke i god jord hos alle landsmødets deltagere. Og det blev heller ikke muligt for Røde Kors at få accept fra krigens parter til at gennemføre en hjælpeaktion i Nordkorea.

Statens 100-års jubilæumsgave til Røde Kors i Danmark – Lille Amalienborg

Erik Husfeldt havde en stor goodwill hos regeringen, og der er ikke tvivl om, at Erik Husfeldt udnyttede denne goodwill til fordel for Røde Kors. Regeringens jubilæumsgave til Røde Kors, som blev godkendt af Folketinget, var en storslået gave. Røde Kors fik som gave den imponerende palæejendom på Dag Hammarskjölds Allé 28 i København. Ejendommen havde været brugt af Forsvaret til Østre Landsdel Kommando, som imidlertid var nedlagt. Den blev bygget under første verdenskrig af tømmerhandler Harald Simonsen, som blev rig på bl.a. at sælge tømmer til Tyskland. Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af den tyske besættelsesmagt, og efter krigen blev ejendommen overtaget af Forsvaret. I folkemunde kaldes ejendommen Lille Amalienborg.

Røde Kors i Danmark fik stillet ejendommen til rådighed som en ”livsvarig brugsret” med staten som ejer. Ordningen betød, at landsforeningen kunne arbejde med at gennemføre den nye organisation og

den nye handlingsplan uden at skulle bekymre sig om rammerne for foreningens landskontor.

Ændrede behov for landsforeningens centrale administration betød, at staten i 2007, som led i et mageskifte mellem flere aktører, solgte Lille Amalienborg for 76 millioner kroner – Røde Kors i Danmark mageskiftede til en ejendom på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg og fastholdt samtidig landskontoret på Blegdamsvej på Østerbro i København, som landsforeningen havde købt i 1993.

Post Danmark udgav et jubilæumsfrimærke, der kunne købes til en overpris, som blev doneret til Røde Kors.

Undervisningshospitalet i Congo

Hvad der i begyndelsen var Danmarks største ulandsprojekt udviklede sig ikke positivt for Røde Kors i Danmark. Rigsrevisionen påtalte flere gange problemer med administrationen af projektet, lønniveau m.v. Kort efter Erik Husfeldts fratræden som præsident opgav Røde Kors i Danmark at stå for projektadministrationen. For Røde Kors en ulykkelig udgang på et projekt, hvis iværksættelse var båret af en stor vision og et stort humanitært engagement.

Hovedbestyrelsen får et helt særligt nyt medlem

Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev som kronprinsesse gift den 10. juni 1967 med nu afdøde prins Henrik. Hans Kongelige Højhed Prinsen havde et ønske om, at han skulle varetage konkrete arbejdsopgaver. Røde Kors i Danmark stillede sig beredvilligt til rådighed, og i 1969 blev prins Henrik kongevalgt medlem af hovedbestyrelsen for Røde Kors i Danmark. Prinsen fik titel som kommitteret for Røde Kors i Danmark. Titlen var inspireret af Hjemmeværnet, som også har en kommitteret. Dog var funktionen i Røde Kors frivillig og ulønnet. Som hovedbestyrelsesmedlem og kommitteret fik prins Henrik forskellige opgaver bl.a. i forhold til undervisningshospitalet i Congo og deltagelse i internationale Røde Kors-møder.