15 minute read
Freddy Karup Pedersen, præsident 1997-2005
Landsmødet valgte i 1997 den 56-årige professor, overlæge dr.med. Freddy Karup Pedersen, som landsforeningens præsident. Freddy Karup Pedersen blev genvalgt til posten på landsmødet i 2001. I begge tilfælde blev han valgt uden modkandidat. Da Røde Kors’ landsmøde, på forslag af Freddy Karup Pedersen og hovedbestyrelsen, havde begrænset muligheden for genvalg til to perioder, kunne Freddy Karup Pedersen ikke genvælges en tredje gang i 2005.
Freddy Karup Pedersen indtog præsidentposten med en solid Røde Kors-ballast. Han havde ti års erfaring fra arbejdet i Røde Kors’ hovedbestyrelse, og de sidste otte år var Karup Pedersen tillige vicepræsident. Endnu tidligere havde Freddy Karup Pedersen været udsendt af landsforeningen som Røde Kors-delegat til internationale Røde Kors-operationer, første gang i 1973.
For Freddy Karup Pedersen blev tiden som præsident især præget af: • Den stigende globalisering af Røde Kors-bevægelsen som en konsekvens af ophøret af den kolde krig i 1991 og indledningen af den globale krig mod terror fra 9/11 i 2001. • Danmarks deltagelse med såkaldte skarpe militære bidrag i krigene i Kosovo i 1999, i Afghanistan fra 2001 og i Irak fra 2003. • Det fortsatte arbejde med at gennemføre landsforeningens nye centrale beslutningsstruktur, hvor udviklingen af det frivillige sociale arbejde i Danmark og arbejdet med genbrug fik afgørende betydning for Røde Kors-afdelingernes udvikling.
Globalisering af Røde Kors-bevægelsen – de mest sårbare grupper i alle samfund
I 1986 fik Røde Kors-bevægelsen, i enighed med staterne, nye vedtægter med Røde Kors’ syv grundlæggende principper som det overordnede pejlemærke for alle dele af Røde Kors-bevægelsen. Dette er nærmere beskrevet i afsnittet om præsident Erik Stampe. Derefter begyndte et
arbejde i Røde Kors Forbundet for, med afsæt i Røde Kors-principperne, nærmere at identificere en fællesnævner eller overskrift for alle Røde Kors-foreningernes arbejde. Udviklingen tog fart efter ophøret af den kolde krig, idet den for mange Røde Kors-foreninger betød, at foreningerne ikke kunne efterleve Røde Kors-principperne, særligt princippet om uafhængighed.
Som vicepræsident havde Freddy Karup Pedersen deltaget aktivt i Forbundets globaliseringsarbejde. I løbet af 1990’erne blev Forbundets fællesnævner, at alle Røde Kors-foreninger skulle prioritere arbejdet med samfundets mest sårbare mennesker uanset årsagen til deres sårbarhed. Hidtil havde fokus særligt været på situationer med krig, naturkatastrofer, flygtningesituationer, ekstreme samfundskriser og lignende ekstreme situationer. Røde Kors-bevægelsens hjælpearbejde i disse situationer blev fastholdt, men blev for Røde Kors-foreningerne generelt suppleret med arbejdet for samfundets mest sårbare.
Sundhed – igen på Røde Kors-bevægelsens dagsorden
Præsident Freddy Karup Pedersen var formand for den 5. europæiske Røde Kors-konference, som blev afholdt i Danmark i begyndelsen af 1997.
Takket være Freddy Karup Pedersen og godt nordisk Røde Kors-samarbejde blev sundhed et væsentligt tema på Europakonferencen og en del af konferencens resultat. Senere i 1997 blev Freddy Karup Pedersen valgt til Røde Kors Forbundets forretningsudvalg (Governing Board) på Røde Kors Forbundets generalforsamling. I forretningsudvalget lykkedes det for Karup Pedersen med henvisning til resultatet af Europakonferencen i København, dels at sundhed kom på Røde Kors-bevægelsens humanitære dagsorden, dels at blive formand for en i samme anledning nyoprettet sundhedskomité for Røde Kors-bevægelsen. Freddy Karup Pedersen var formand for sundhedskomitéen frem til 2005.
Et praktisk og meget vigtigt resultat af Freddy Karup Pedersens og Røde Kors Forbundets sundhedsindsats er, at nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger deltager i FN’s verdenssundhedsorganisation WHO’s vaccinationskampagner og i bekæmpelsen af epidemier som fx den særdeles smitsomme og livsfarlige ebolavirus. Forbundet har en samarbejdsaftale med WHO for at sikre et uproblematisk samarbejde mellem WHO og Røde Kors-foreningerne.
En anden vigtig sag for Freddy Karup Pedersen var at sikre, at livsvigtig medicin, fx til HIV/AIDS-ramte, gives til alle, som har behov for medicinen, og ikke kun til dem, som har råd til at købe den.
En tredje vigtig sag var, at det lykkedes at få WHO’s anerkendelse af Røde Kors’ pionerindsats for et psykosocialt arbejde til alle katastrofeofre. WHO tog konceptet til sig og var dermed med til at sikre en global accept af det psykosociale arbejde.
Historisk set var det et gensyn, at sundhed blev en prioriteret del af Røde Kors-bevægelsens arbejde. Der havde i bevægelsen, fx hos Røde Kors Komitéen været en tendens til at nedprioritere sundhedsområdet i det internationale arbejde. Med Freddy Karup Pedersens og Røde Kors Forbundets initiativ lykkedes det at revitalisere sundhedsarbejdet. Det skete først og fremmest ved at udnytte de nationale Røde Kors-foreningers mulighed for at engagere Røde Kors-frivillige, ikke blot generelt i den primære sundhedstjeneste, men også i konflikt- og kriseområder helt fremme i den forreste frontlinje.
Røde Kors-bevægelsen – samarbejdet med militæret
Røde Kors-idéen blev født på krigens slagmark, og i 1863 var de første nationale Røde Kors-foreningers opgave at bistå nationalstaternes militær med at hjælpe syge og sårede soldater. Opgaven blev første gang formaliseret af staterne i Genèvekonventionen af 1864, og findes nu i Genèvekonventionerne af 1949 og konventionernes tillægsprotokoller.
Virkelighedens verden i 1990’erne og derefter var, at krige nu udkæmpedes af meget brede koalitioner af stater. Til forskel fra fx koreakrigen, hvor nationale Røde Kors-foreninger, fx i Danmark, Norge og Sverige, var aktive med en række humanitære hospitals- og sundhedsbidrag, bliver disse bidrag nu ydet af staternes egne sundhedssystemer. Det betød, at de nationale Røde Kors-foreninger ikke længere var en integreret del af sundhedstjenesten i de respektive landes forsvar. Samtidig kunne de nationale Røde Kors-foreninger være aktive i Røde Kors-bevægelsens humanitære arbejde, som man fx så det i områder, hvor foreningernes lande var aktive med skarpe militære indsatser. Det kunne således ikke udelukkes, at Røde Kors i Danmark, som en del af Røde Kors-bevægelsen, var aktiv i et område, hvor Danmark fx med mandat fra Sikkerhedsrådet i FN samtidig var militært engageret.
Med disse erfaringer i ryggen var Freddy Karup Pedersen og Røde Kors i Danmark initiativtager til helt nye retningslinjer for Røde Kors-bevægelsens samarbejde med det militære forsvar. En vigtig del af samarbejdet er at sikre, at forsvaret i alle lande er fuldstændig klar over Røde Kors’ formål og opgaver, og at Røde Kors skal have adgang til at hjælpe alle ofre for væbnede konflikter, og at denne hjælp skal ydes
på grundlag af Genèvekonventionerne og Røde Kors-principperne. På den anden side skal Røde Kors selv overholde Røde Kors-principperne og afholde sig fra at blande sig i militærets indsatser. Overholder militæret ikke krigens love, har Røde Kors-foreningerne ikke alene adgang til, men de har også pligt til at være ofrenes fortaler, og de må tage fat i regeringerne for at stoppe krænkelser. Om nødvendigt og oftest som en sidste udvej må det ske med en offentlig fordømmelse. Det vigtigste er at sikre ofrenes liv og helbred.
Røde Kors-bevægelsens retningslinjer for samarbejdet med militæret blev vedtaget af Røde Kors-bevægelsen i 2005. Forslaget var på initiativ af Røde Kors i Danmark udarbejdet i samarbejde med Røde Kors-foreningerne i Tyskland, Holland og England samt Røde Kors Komitéen og Forbundet i Genève.
Danmark i krig – Røde Kors i Danmark fortaler for krigens ofre
Freddy Karup Pedersen var præsident i perioden 1997-2005. I denne periode deltog Danmark i NATO’s bombninger af Kosovo i 1999, var fra januar 2002 engageret militært i krigen i Afghanistan og var fra begyndelsen med i krigen mod Saddam Husseins regime i Irak i marts 2003. Dette kom til at præge Freddy Karup Pedersens præsidentskab, og er også i dag begivenheder, som vækker til debat i Danmark.
Den 5. februar 2019 blev Krigsudredningen offentliggjort på Københavns Universitet. Krigsudredningen var et bestillingsarbejde fra Folketinget, idet et flertal i Folketinget, efter at Afghanistan-Irak kommissionen var blevet nedlagt af Folketinget, blot ønskede en historieudredning om baggrunden for, og som læring for eftertiden, af Folketingets beslutninger om, at Danmark skulle deltage med militære styrker i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak. Røde Kors i Danmark havde hilst den nedlagte Afghanistan-Irak kommission velkommen, da den også skulle ind og vurdere selve krigenes forløb med mulighed for at lære af fortidens handlinger. Historieudredningen skulle ikke gå ind i spørgsmål om, hvordan krigene blev ført eller om behov for hjælp til og beskyttelse af krigens ofre. Under krigene havde Freddy Karup Pedersen og Røde Kors i Danmark flere gange haft behov for at forsvare krigens folkeret og havde opfordret regeringen og forsvaret til at gøre det samme. Røde Kors i Danmark havde i forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne og Danmarks deltagelse i kosovokrigen i 1999 kunnet koncentrere sig om det humanitære hjælpearbejde til bl.a. de
titusinder, som flygtede fra krigene. Angrebet på USA den 11. september 2001 var et chok for verdenssamfundet og et wakeup call for Røde Kors-bevægelsen. Røde Kors var ikke i tvivl om, at USA og dets allierede ville besvare angrebet. Senere i september måned 2001 mødtes repræsentanter fra Røde Kors Komitéen i Genève og Røde Kors i Danmark derfor i Forsvarsministeriet med repræsentanter fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet. Formålet med mødet var en Røde Kors-appel til Danmark om at arbejde for at sikre, at krigens love ville blive overholdt i de kommende militære konfrontationer. Krigen i Afghanistan blev en realitet, og i januar 2002 gik Danmark ind i krigen med deltagelse af soldater fra Frømandskorpset og Jægerkorpset.
Krigens folkeret og grundlæggende menneskerettigheder blev trådt under fode i krigene i Afghanistan og Irak af terrorregimer, terrorister og deres håndlangere, men også af de krigsførende stater. Her overgik virkeligheden desværre fantasien med systematisk tortur i USA’s hemmelige fængsler i bl.a. Ægypten og Polen med brutal og umenneskelig behandling af fanger i USA’s fangelejr Guantanamo Bay på Cuba og med tortur og anden mishandling af fanger i USA-fængslerne Bagram i Afghanistan og Abu Ghraib i Irak.
Det er muligt, at virkeligheden også overgik fantasien for danske myndigheder, men allerede i 2002 sendte Freddy Karup Pedersen et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen om den manglende respekt for krigens folkeret i spørgsmålet om behandlingen af fanger i krigen i Afghanistan. Karup Pedersen opfordrede statsministeren til at tage kontakt til USA med henvisning til, at USA ikke kunne tilsidesætte krigens folkeret, og at der ikke var noget hul i folkeretten, som åbnede mulighed for at torturere fanger. Freddy Karup Pedersen fik ikke noget entydigt svar fra den danske statsminister, og Karup Pedersen tog derfor spørgsmålet op på landsmødet for Røde Kors i Danmark i november 2003. Landsmødet bakkede op om Karup Pedersens initiativ, og mødet vedtog en erklæring, som opfordrede regeringen og medlemmerne af Folketinget til at være aktive i arbejdet med at sikre respekten for krigens folkeret.
Det var meget usædvanligt, at Freddy Karup Pedersen som præsident og leder af en national Røde Kors-forening på denne måde konfronterede regeringen og statsministeren. Historiens dom kan næppe fældes endnu, men udviklingen siden synes at vise, at det var berettiget, da Freddy Karup Pedersen som præsident for Røde Kors i Danmark bad den danske regering og Folketinget om aktivt at forsvare kri-
gens folkeret. I januar 2016 udtalte Danmarks forsvarschef 2002-2008 således offentligt, at: ”da vi går ind i Irak har vi ikke en klar definition på hvad en fange er.
En fange, der bliver holdt tilbage i to timer ved et checkpoint, mens hans køretøj bliver rodet igennem; er han fange eller er han tilbageholdt? Den administration som var nødvendig til at kunne varetage det der, det var ikke på plads.” Det må konstateres, at Danmark ikke havde forberedt sig godt nok på opgaven med at håndtere fanger, og det er beskæmmende, ikke mindst i lyset af Danmarks krigsfangearbejde under første verdenskrig, den nytte som Danmark under anden verdenskrig havde af beskyttelsesreglerne i krigsfangekonventionen af 1929 og Danmarks indsats med udvekslingen af krigsfanger i Korea.
Freddy Karup Pedersen havde inden krigene i Afghanistan og Irak på nærmeste hold erfaret betydningen af krigens folkeret. Det skete i sommeren 2001, da Karup Pedersen sammen med generalsekretæren besøgte Gaza, Vestbredden og Israel. Under besøget oplevede Karup Pedersen, hvordan de israelske besættelsesstyrker med gummikugler skød på stenkastende palæstinensiske børn, og hvordan Israel praktiserede besættelsessituationen. Karup Pedersen beskrev situationen som apartheidlignende og som en kollektiv afstraffelse af befolkningen i de besatte områder. Efterfølgende blev Karup Pedersen kritiseret for at politisere, men han afviste ved at slå fast, at: ”Vores opgave er at råbe op, hvis de internationale humanitære regler overtrædes. Og det gør de her. Vi er dybt bekymrede for de mange civile ofre, og vi er først og fremmest til for dem. Samtidig gør vi også opmærksom på, at selvmordsbomber og skud mod civile i
Israel også er brud på folkerettens regler.”
Freddy Karup Pedersen får international anerkendelse
Freddy Karup Pedersen var fra 1997 medlem af forretningsudvalget i Røde Kors Forbundet. Som beskrevet ovenfor deltog han aktivt i arbejdet med at skabe en fælles humanitær dagsorden for Røde Kors-bevægelsens arbejde i den nye globaliserede verden efter den kolde krigs ophør i 1991 og efter begyndelsen af krigen i Afghanistan i 2001. I 2003 mødtes den 28. internationale Røde Kors-konference i Genève. Den er
sammensat af alle dele af Røde Kors-bevægelsen og alle stater, som har tiltrådt krigens love i den humanitære folkeret: Genèvekonventionerne af 1949. I 2019 er det alle verdens stater.
Medlemmerne af den internationale Røde Kors-konference vælger fem personer, som alle skal komme fra en national Røde Kors-forening. Sammen med to fra Røde Kors Komitéen og to fra Røde Kors Forbundet udgør de Røde Kors-bevægelsens Permanente Kommission (The Standing Commission).
I 2003 valgte den internationale Røde Kors-konference Freddy Karup Pedersen som medlem af Den Permanente Kommission. Dette var dels en anerkendelse af Freddy Karup Pedersens internationale indsats for Røde Kors-bevægelsen, dels med en tillid til, at Karup Pedersen kunne bidrage til den fortsatte udvikling af Røde Kors-bevægelsen. Den danske regering støttede sammen med de øvrige nordiske regeringer aktivt Freddy Karup Pedersens kandidatur.
Som medlem af Den Permanente Kommission var Freddy Karup Pedersen leder af Kommissionens arbejde med at udarbejde en fælles strategi for Røde Kors-bevægelsen. Freddy Karup Pedersen var medlem af Den Permanente Kommission frem til den 29. internationale Røde Kors-konference i 2007.
Røde Kors i Danmark og de mest sårbare grupper i Danmark – et frivilligcharter vedtages
Det var en ambition for Freddy Karup Pedersen, at Røde Kors i Danmark skulle følge Røde Kors-bevægelsens nye prioritet for de nationale Røde Kors-foreninger og prioritere arbejdet for de mest sårbare grupper i samfundet. Forslag blev udarbejdet til landsmødet og fremsat af præsidenten på vegne af hovedbestyrelsen. Forslaget blev hverken rost eller kritiseret, og det var dermed usikkert, om der i Røde Kors-afdelingerne rent faktisk var opbakning til initiativet.
Ligesom i en række andre nationale Røde Kors-foreninger var der nogen usikkerhed med hensyn til, hvad det egentlig ville sige at arbejde for de mest sårbare grupper. Hovedbestyrelsen valgte efterfølgende en slags et skridt ad gangen-strategi byggende på de erfaringer, som de lokale Røde Kors-afdelinger efterhånden fik fx afdelingen i Hvidovre med et natherberg for kvinder, mange afdelingers arbejde med ensomme samt julehjælp, ferielejre for børn i udsatte grupper, flygtningearbejde m.fl. aktiviteter. Men hovedbestyrelsen valgte også, sammen med andre organisationer og foreninger at arbejde for en højere grad af
accept af det frivillige sociale arbejde i samfundet.
Freddy Karup Pedersen deltog derfor i arbejdet med at udvikle et charter for samspillet mellem den frivillige verden og det offentlige. Frivilligchartret blev vedtaget i 2001. Der var tale om en legitimering af det frivillige arbejde, og det havde stor betydning for udvikling af kommunernes og amternes, nu regionernes, samarbejde med civilsamfundets frivillige organisationer. I 2013 blev frivilligchartret opdateret med deltagelse af præsidenten for Røde Kors, Susanne Larsen.
Samariterarbejdet i beredskabet – et 25 års langt sejt træk!
Røde Kors-samaritterne var de stærkeste modstandere af den nye enstrengede centrale beslutningsstruktur, som blev vedtaget i 1992. Den betød nemlig, at samaritterne fremover ikke var en forening i foreningen, men var ansvarlige over for bestyrelserne i de lokale Røde Kors-afdelinger. I 1990’erne lykkedes det endvidere kun for enkelte Røde Kors-afdelinger at få en aftale med det kommunale beredskab om en frivillig indsats i beredskabssituationer, men bortset fra Hovedstadens Beredskab havde kommunerne generelt set ikke noget ønske om at indgå aftaler.
Samaritterne frygtede på denne baggrund, at deres arbejde ville blive nedprioriteret af hovedbestyrelsen, og en del Røde Kors-afdelinger delte samaritternes bekymring. På et tidspunkt var der hårdnakkede rygter om, at kræfter centralt i landsforeningen ønskede at nedlægge samaritternes arbejde med henvisning til, dels at samaritterne blot var en omkostning for landsforeningen, dels at Røde Kors-samaritternes indsats ikke var efterspurgt af de statslige og kommunale beredskaber.
For at imødekomme samaritterne fik Freddy Karup Pedersen med landsmødets og hovedbestyrelsens opbakning nedsat et udvalg, som ikke skulle stille spørgsmålstegn ved, om samaritternes arbejde skulle fortsættes, men komme med forslag til opgaver m.v. for det fremtidige samariterarbejde i Røde Kors. Udvalgets nedsættelse betød, at der blev skabt ro om samariterarbejdet. Der var ikke længere tvivl om landsforeningens opbakning til samariterindsatsen, dens betydning for landsforeningens generelle beredskab og for arbejdet med førstehjælp. Men det skulle vise sig at blive et 25-årigt langt sejt træk for landsforeningen at få en offentlig anerkendelse af behovet for en frivillig Røde Kors-samariterindsats i beredskabet i Danmark.
Da orkanen Bodil ramte Danmark i 2013 med efterfølgende ødelæggende oversvømmelser, og da den ekstraordinære flygtningesituation opstod i Europa og Danmark i 2015, hvor flygtninge gik på de lolland-
ske og sønderjyske motorveje, var der bud efter Røde Kors-samaritternes kompetencer og indsats. Samaritternes indsats var en del af forhandlingsgrundlaget, da Røde Kors i Danmark og Beredskabsstyrelsen den 11. december 2018 indgik en ny strategisk samarbejdsaftale. Samarbejdsaftalen var medvirkende til et tættere samarbejde på områder som beredskabsfaglig uddannelse af frivillige og ansatte, frivilligorganisering og -ledelse i og uden for beredskabssituationer og humanitære operationer i internationale katastrofesituationer.
Røde Kors’ genbrugsarbejde – foreningens enhed sikres
Genbrugsarbejdet i Røde Kors blev startet i en Røde Kors-afdeling, og det spredte sig først langsomt, men senere meget hurtigt til stort set alle Røde Kors-afdelinger i Danmark samt til Færøsk Røde Kors og Grønlandsk Røde Kors.
I begyndelsen i 1970’erne var der ikke fælles retningslinjer for genbrugsarbejdet. Med flere butikker, ønsket om et vist kvalitetsniveau i butikkerne, større synlighed og højere kvalitetskrav til genbrugstøj i det internationale bistandsarbejde, blev det nødvendigt med fælles spilleregler. Det var en ufravigelig regel fastsat af hovedbestyrelsen, at landskontoret stod for al formidling af genbrugstøj til Røde Kors’ internationale bistandssamarbejde.
Enkelte afdelinger ønskede imidlertid ikke at efterleve de fælles spilleregler, de leverede selv genbrugstøj til Røde Kors-foreninger i andre lande og solgte selv overskudstøj til opkøbere i udlandet. Freddy Karup Pedersen mødtes med afdelingerne for at få dem til at ændre holdning. Det lykkedes ikke at skaffe forståelse for, at der kun kan være én Røde Kors-forening i hvert land, og at dette er nødvendigt for at sikre kvaliteten og indholdet af Røde Kors’ internationale hjælpearbejde. Resultatet blev, at en enkelt Røde Kors-afdeling måtte lukkes for at sikre enheden i landsforeningen.
Freddy Karup Pedersens indsats medførte, at landsforeningens genbrugsarbejde udviklede sig stærkt. I 2019 er der 240 Røde Kors-butikker i 203 Røde Kors-afdelinger. Røde Kors-butikkernes nettooverskud på mere end 65 millioner kroner er med til at sikre det økonomiske grundlag for afdelingernes frivillige humanitære arbejde. Røde Kors’ genbrugsarbejde udføres nu efter fælles regler i hele landet og i alle landets Røde Kors-afdelinger. Den overordnede genbrugsstrategi har Røde Kors-afdelingerne selv været med til at udvikle, og strategien er vedtaget af Røde Kors’ hovedbestyrelse.
