Louis le Maire, præsident 1956-1961

Louis le Maire – præsident for Røde Kors i Danmark 1956-1961

Da Louis le Maire vælges som præsident, er han kun 51 år gammel. Louis le Maire er professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet og direktør for Statens Sindssygehospitaler. Han vælges af hovedbestyrelsen for Røde Kors i Danmark den 2. september 1956 og er præsident frem til den 1. september 1961. Louis le Maire forlader posten som præsident, fordi han udnævnes som dommer i Højesteret, eller, som det formuleres i Tidsskrift for Røde Kors, fordi der ”er blevet lagt yderligere beslag på hans arbejdskraft”.

Opstanden i Ungarn i oktober 1956

En måned efter Louis le Maire var blevet præsident, udbrød opstanden i Ungarn i oktober 1956. Et storstilet hjælpearbejde blev organiseret af det internationale Røde Kors i Genève. Røde Kors i Danmark besluttede at deltage i hjælpearbejdet, og regeringen støttede initiativet.

Den senere præsident for Røde Kors i Danmark, overlæge, professor, dr.med. Erik Husfeldt blev leder af hjælpearbejdet i Ungarn, og han havde med sig som souschef overlæge Karl Lehmann, der i 1950 havde fået idéen til hospitalsskibet Jutlandia. Delegationen førte bl.a. komplicerede forhandlinger om levering af hospitalsudstyr til et hospital i Budapest og organiserede de første fordelinger af fødevarer til befolkningen i Budapest og til ungarske flygtninge i Østrig. Røde Kors i Danmark deltog således i hjælpearbejdet på begge sider af den kolde krigs jerntæppe. Et vigtigt grundlag for hjælpearbejdet var en TV-indsamling: Ungarnshjælpen, som gav 6,5 millioner kroner til hjælpearbejdet svarende til 92 millioner 2018-kroner.

Efter afslutningen af arbejdet var Louis le Maire vært for en sammenkomst i Tivolis Koncertsal for det udsendte personale. Alle blev takket af præsidenten, men især Husfeldt og hans souschef, overlæge Karl Lehmann, fik hædrende omtale. Louis le Maire slutter med ordene: ”Et kapitel er afsluttet, men hjælpen må ikke standse.”

Hjælpen til Ungarns flygtninge fortsættes – Dansk Flygtningehjælp stiftes

Opstanden i Ungarn og den blodige nedkæmpelse af opstanden, som Sovjetunionen og dets allierede i Warszawapagten gennemførte, skabte nye strømme af flygtninge i Europa. Landene havde mange forskellige måder at håndtere flygtningesituationen på. Efter oprøret i Ungarn blev det klart for Røde Kors i Danmark og andre organisationer, at det var nødvendigt, at modtagelsen af flygtninge her i landet skulle organiseres som en samlet, koordineret og velforberedt indsats. I 1957 var Røde Kors i Danmark derfor medinitiativtager til oprettelsen af Dansk Flygtningehjælp. Flygtningehjælpens første opgave blev at sikre, at modtagelsen af 1.000 flygtninge fra Ungarn foregik under ordnede forhold i et samarbejde mellem relevante myndigheder og organisationer, herunder Røde Kors i Danmark. Røde Kors’ præsident Louis le Maire blev den første formand for Dansk Flygtningehjælp, hvilket han var i årene 1956 og 1957.

Louis le Maire betegner Ungarnshjælpen ”som et klassisk eksempel på, hvor nødvendigt det er, at Røde Kors altid og over alt er parat til at gå i aktion,” men understreger ligesom sin forgænger H.M. Hansen, at det er vigtigt, at Røde Kors også støttes, når det igen bliver hverdag.

Folkekuranstalt i Hald overtages af staten

Ved Louis le Maires indsats blev Røde Kors’ Folkekuranstalt i Hald overdraget til staten. For Louis le Maire var det et godt eksempel på en Røde Kors-opgave, som blev startet af Røde Kors, og som derefter enten var videreført af det offentlige eller var ophørt, fordi udviklingen havde vist, at den var blevet overflødig. Louis le Maire sikrede, at statens overtagelse skete på en for Røde Kors værdig og tilfredsstillende måde.

Dermed var Røde Kors i Danmarks sidste landsdækkende, nationale aktivitet afviklet. Institutionsarbejdet blev herefter koncentreret om institutioner i Røde Kors’ amtskreds-afdelinger. Røde Kors-afdelingerne havde ansvaret for de øvrige nationale aktiviteter.

Kvindernes rolle i Røde Kors bliver omtalt

”Kvinder har særlige forudsætninger for Røde Kors’ arbejde” er overskriften på en artikel i Røde Kors’ tidsskrift skrevet af Louis le Maire.

I artiklen omtaler Louis le Maire en bog om kvinders arbejde i Britisk Røde Kors under og efter anden verdenskrig. Le Maire skriver: ”Man

overbevises stadig om, at kvinder må have specielle forudsætninger for at gå ind i dette arbejde; vel at mærke, når de som Evelyn Bark følger et personligt kald og ikke blot ønsker at slå tiden ihjel.” Underforstået, at der ikke er behov for ’hattedamer’ i Røde Kors, men for folk med holdning. Samme holdning har le Maire sikkert set som noget helt naturligt hos mænd, som var aktive i Røde Kors.

I 2005 får Røde Kors i Danmark en kvinde som præsident for landsforeningen. Se afsnittet om Bodil Nyboe Andersen præsident 2005-2009.

Ny direktør/generalsekretær for Røde Kors i Danmark 1957

Aage Schoch, der efterfulgte Kai Hammerich som direktør i 1949, forlod direktørposten i 1957. Det blev en vigtig opgave for Louis le Maire og hovedbestyrelsen at finde en afløser. Valget faldt på Arne Fremm, som fungerede i 23 år frem til 1980, hvor han døde.

Om årsagen til Aage Schochs afgang henvises bl.a. til ”gemytternes uoverensstemmelse”. Aage Schoch blev ansat af Kai Hammerich på et tidspunkt, hvor der var udstukket en anden linje for Røde Kors-arbejdet end den linje, som Røde Kors i Danmark nu fulgte. Et signal herom var, at titlen for landsforeningens øverste administrative leder i Arne Fremms periode blev ændret fra direktør til generalsekretær, som også er titlen i dag. Arne Fremm havde, ligesom Age Schoch, under besættelsen været en del af modstandsbevægelsen og medlem af De Frie Danske. Efter anden verdenskrig var Arne Fremm meget aktiv i foreningen Fredsvenner, som senere blev til Mellemfolkeligt Samvirke. Fremm havde fx også været aktiv i arbejdet med modtagelsen i Danmark af flygtninge fra opstanden i Ungarn i 1956.

Louis le Maires eftermæle

Røde Kors i Danmark beskrev årene med Louis Le Maire som præsident som ”fem gode år for Røde Kors i Danmark”. På det tidspunkt kunne alle med indsigt i Røde Kors stadig huske de fem onde år under Danmarks besættelse 1940-1945.