Christian Albert Frederic Thomsen, formand 1876-1896

Christian Albert Frederic Thomsen – formand for Røde Kors i Danmark 1876-1896

General Christian Albert Frederic Thomsen blev som 49-årig formand for Røde Kors den 24. april 1876. Thomsen sad som formand frem til sin død den 28. juni 1896. Med 20 år på formandsposten er Thomsen den længst siddende formand i landsforeningens historie. Den forrige, første formand Holstein-Holsteinsborg blev siddende i bestyrelsen.

Thomsen havde betydelige lederevner, og han havde ry for at være arbejdsom, omhyggelig og forstod at administrere. I Rigsdagen med Folketinget og Landstinget var hans hjertebarn forsvarssagen. Han var kendt som en behagelig person, som forstod smidig optræden i forhandlinger. Som medlem af Folketinget var han bredt respekteret, da han som minister respekterede Folketingets flertal, og ikke kun baserede sig på et sikkert flertal i Landstinget. Da han efter svær sygdom døde i 1896, blev Røde Kors i Danmarks nekrolog offentliggjort i Den Internationale Røde Kors Komités tidsskrift.

Røde Kors i Danmark fik stor nytte af Thomsens 20 års formandskab fra 1876-1896. Thomsen var en handlekraftig leder og iværksætter, og under hans ledelse udvikledes Røde Kors i Danmark til en respekteret Røde Kors-forening i Røde Kors-bevægelsen. Nationalt blev der i denne periode iværksat mange væsentlige initiativer, som i årtier fremover i høj grad påvirkede foreningens udvikling.

Røde Kors i Danmark godkendes af regeringen den 26. juni 1876

General Thomsen søgte og fik regeringens godkendelse af foreningen som Danmarks nationale Røde Kors-forening, dels i overensstemmelse med beslutningerne på Røde Kors’ regeringskonference i Genève i oktober 1863, dels i henhold til Genèvekonventionen af 22. august 1864 om beskyttelse af syge og sårede krigsofre, som blev vedtaget med bl.a. Danmarks deltagelse.

Regeringens godkendelse findes i brev af den 26. juni 1876 fra stats-

ministeren (konseilspræsidenten) til general Thomsen. I brevet fortæller regeringen om dens glæde over foreningens oprettelse, og samtidig oplyser regeringen, at den dels vil benytte sig af foreningens tilbud, dels støtte foreningens arbejde. Dermed var det formelle grundlag på plads, så foreningen Røde Kors og myndighederne kunne forhandle om konkrete samarbejdsområder.

Regeringens officielle godkendelse fra 1876 er stadig gældende. En vigtig konsekvens af regeringens godkendelse var og er, at det giver landsforeningen en eneret i fredstid til at bruge Røde Kors-mærket og betegnelsen ’Røde Kors’.

Røde Kors i Danmark godkendes af Røde Kors Komitéen i Genève den 21. november 1876

For at bane vejen for samarbejdet med Røde Kors-foreninger i andre lande og Røde Kors Komitéen i Genève sendte general Thomsen foreningens vedtægter til Komitéen med oplysning om regeringens godkendelse. Godkendelsen kom med Røde Kors Komitéens brev af 21. november 1876.

Dermed var alle formaliteter på plads: Foreningens formelle oprettelse som en frivillig, neutral, national Røde Kors-forening til ’syge og såredes pleje under krigsforhold’, regeringens godkendelse af foreningen og med Røde Kors Komitéens godkendelse tillige foreningens optagelse i Røde Kors-bevægelsen.

Præsident Thomsen og Røde Kors’ neutralitet

C.A.F. Thomsen var kendt som officer, politiker og embedsmand og fra 1876 også som formand for Røde Kors. Thomsen var krigs- og marineminister fra december 1872, men ophørte som minister, da ministeriet Holstein-Holsteinborg gik af i juli 1874. Han blev valgt til Folketinget for partiet Højre og blev i 1884 formand for Folketingets Højre og i 1894 igen krigsminister. I perioden 1884-1894 var han direktør for Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og gennemførte de store klassiske byggerier til højskolen på Frederiksberg, som stadig kan ses og som i dag er en del af Københavns Universitet.

Neutralitet var også dengang et ubetinget krav til de nationale Røde Kors-foreninger. Kunne formand Thomsens politiske arbejde forenes med dette krav? Svaret ville i dag være et klart nej, men dengang et ligeså klart ja! Hverken i foreningen eller andre steder blev der i den anledning stillet spørgsmålstegn ved formand Thomsens eller Røde Kors’ neutra-

litet. Tværtimod er det nok snarere sådan, at Thomsens politiske virke blev set som en fordel for foreningen i forhold til foreningens opgaver, og Røde Kors’ udtalelser og handlinger efterlod ikke tvivl om, at Røde Kors ville hjælpe alle ofre for krig, venner såvel som fjender.

Det er en del af neutralitetsbilledet, at Danmark dengang var et neutralt land i det internationale samfund. I Røde Kors-regi kom neutraliteten til udtryk på den måde, at Thomsen på de store, internationale Røde Kors-konferencer repræsenterede både Røde Kors i Danmark og den danske regering. Deltagerne på Røde Kors-konferencer var de nationale Røde Kors-foreninger, regeringerne og Røde Kors Komitéen i Genève.

Landsforeningens demokrati i 1876

Røde Kors i Danmark var en forening, hvor magten lå hos en bestyrelse, som var selvsupplerende og som selv valgte formanden. Bestyrelsen skulle have sin base i København, og den havde samtidig ansvaret for Røde Kors’ arbejde i Københavnsområdet. Røde Kors-afdelingerne ude i landet, ’provinsen’, havde status som ’filialer’. Filialerne fik lov til at bruge Røde Kors’ navn og Røde Kors-mærket, og de havde pligt til at rapportere til bestyrelsen i København om deres økonomi og aktiviteter. Filialerne skulle også støtte det arbejde, som blev besluttet af bestyrelsen i København. Men filialerne havde ingen formel indflydelse på – fx hvem der skulle være foreningens formand.

Den første Røde Kors-filial i Danmark blev oprettet i aarhus allerede den 17. maj 1876. Andre Røde Kors-filialer fulgte hurtigt efter i fx Hillerød, Maribo, Odense, Kolding, Randers og Viborg.

Særlige aktiviteter kunne også få lov til at bruge Røde Kors’ navn og Røde Kors-mærket. Det gjaldt fx Damekomitéen, som blev oprettet i 1882. I 1899 ændrede den navn til Dameafdelingen. Dameafdelingen fik egne afdelinger i Danmark, men formelt var den underlagt bestyrelsen i København, som dengang i øvrigt udelukkende bestod af mænd. Se om Dameafdelingen i afsnittet om generalmajor von Pfaff, formand 1896-1903.

Foreningen havde en medlemsbase, som var knyttet til landsledelsen, dvs. bestyrelsen i København, og som er optrykt i foreningens årsberetninger. Efter en kortere periode med medlemsfremgang skrumpede medlemstallet til få hundrede. Dette holdt sig stort set uændret frem til begyndelsen af første verdenskrig i 1914.

Den demokratiske skævhed i den centrale, københavnsbaserede ledelse af foreningen Røde Kors i Danmark blev tydeligere, efterhånden

som der blev oprettet flere Røde Kors-afdelinger, der fik egne medlemmer, egne aktiviteter og mange aktive frivillige. Det blev især tydeligt, da foreninger i foreningen, henholdsvis Dameafdelingen og foreningen Samariten, blev etableret, men de havde ikke nogen formel indflydelse på foreningens centrale ledelse, bestyrelsen i København. De lokale Røde Kors-afdelinger ønskede også et medansvar for den centrale ledelse af foreningen. Det endte i 1917 med den første grundlæggende reorganisering af den centrale beslutningsproces i Røde Kors i Danmark. Der fortælles mere herom i afsnittet om stabslæge S. Meyer, som var formand for Røde Kors i Danmark i perioden 1914-1917.

Den anden grundlæggende ændring af den centrale beslutningsproces i Røde Kors i Danmark fandt sted 75 år senere i 1992, hvor afdelingernes indflydelse blev markant styrket. Se afsnittet om Christian Kelm-Hansen, præsident 1993-1997.

1887 – Røde Kors i Danmark deltager for første gang i Røde Kors-bevægelsens internationale humanitære arbejde

Røde Kors i Danmarks første nødhjælpsaktion blev iværksat den 14. september 1877. Under den russisk-tyrkiske krig 1877-1878 oprettede Den Internationale Røde Kors Komité i Genève et kontor i byen Trieste, som nu er en del af det nordlige Italien. Tyrkiet brugte Røde Halvmåne-mærket i stedet for Røde Kors-mærket. Komitéens kontor skulle vurdere behovet for nødhjælp og fordele nødhjælp indsamlet fra de nationale Røde Kors-foreninger. Røde Kors i Danmark arrangerede den første landsindsamling, som gav 5.100 kroner I alt blev der sendt nødhjælp og materiel for ikke mindre end 31.000 kroner, som kan omregnes til ca. 2,3 millioner nutidskroner. Nødhjælp og materiel blev sendt til både den russiske og til den tyrkiske side i krigen.

Røde Kors i Danmarks første internationale delegater, tre læger, blev udsendt den 12. december 1877. Det var lægerne Tscherning og August Price, som via Trieste rejste til Konstantinopel (nutidens Istanbul). En tredje læge, Amundsen, sluttede sig til kort efter. De tre læger arbejdede på hospitaler i Erzurum på den anatolske højslette i Tyrkiet i samarbejde med Tyrkiets Røde Halvmåne. August Price døde af tyfus i Erzurum 9. april 1878, og Røde Kors i Danmark udfærdigede bl.a. et æresdiplom til hans minde som en Røde Kors-delegat, der i arbejdet for krigens syge og sårede var ”falden på Ærens Mark”.

De første Røde Kors-sygeplejersker uddannes og sættes i arbejde 1878

Røde Kors i Danmark uddannede og stillede de fem første Røde Kors-sygeplejersker til rådighed for offentligheden den 1. februar 1878. En af foreningens aktiviteter var at yde gratis pleje til ’ubemidlede familier’, hvilket blev muligt takket være økonomisk støtte fra en række velgørende fonde, institutioner m.v. I krigstid ville sygeplejerskerne blive stillet til rådighed for Forsvarets pleje af syge og sårede soldater. Det havde været på tale at samarbejde med Diakonissestiftelsen om uddannelsen, men Røde Kors besluttede selv at stå for uddannelsen.

Røde Kors-sygeplejerskerne kom i aktion på flere måder i forhold til behovet for sygepleje i samfundet. Som noget nyt deltog fx ni af foreningens sygeplejersker fra juli til december i 1889 i en national kampagne for at forhindre en truende tyfusepidemi. Røde Kors-sygeplejerskerne arbejdede på sygehuset i Randers, og tilbagemeldingen fra sundhedsmyndighederne var, at takket være sygeplejerskernes indsats blev det ”muligt at omskabe Tøjhuset til et velordnet sygehus, der allerede den første dag kunne modtage ca. 60 syge”.

Røde Kors-sygeplejerskerne blev også en vigtig del af Røde Kors i Danmarks internationale humanitære hjælpearbejde. De første Røde Kors-sygeplejersker blev udsendt fra Danmark den 30. april 1897 til hjælpearbejdet i den kortvarige græsk-tyrkiske krig om øen Kretas status. Foreningen sendte i alt ti sygeplejersker: Christine Reinhard, Amalie Schrøder, Maria Coulthard, Anna Bang, Emma Frederiksen, Dagmar Christensen, Elise Jensen, Kamilla Borre, Kirstine Wulff og Astrid Kiær samt lægen I. A. Friis til Athen. I Athen tog sygeplejerskerne sig af syge og sårede græske soldater på tre af byens hospitaler frem til udgangen af august 1897. Lægen var aktiv tæt på fronten på den græske side af krigen.

Sygeplejen og sygeplejersker er stadig en helt central del af Røde Kors i Danmarks internationale humanitære arbejde. I 2018 har Røde Kors-sygeplejersken Lindy Lillelund på forlaget Lindhardt & Ringhof udgivet bogen ’Mellem liv og død – På job som sygeplejerske i en krigszone’. I bogen får læseren et enestående indblik i Røde Kors-sygeplejerskens arbejde, dets vilkår, muligheder og begrænsninger i krig og under flygtningekriser. Lindy Lillelund modtog i 2017 sygeplejerskernes mest prestigefyldte hædersbevisning Florence Nightingale Medaljen. Den er opkaldt efter Florence Nightingale, som er den moderne sygeplejes grundlægger, og som især er kendt fra krimkrigen 1853-1856

mellem Rusland og Storbritannien, Frankrig og Osmannerriget, hvor hun udførte et pionerarbejde med sygepleje af krigens syge og sårede soldater.

Siden 1913 er Florence Nightingale Medaljen uddelt hvert andet år af Den Internationale Røde Kors Komité i Genève. Den gives til sygeplejersker, som har ”udvist exceptionelt mod i konflikt- og katastrofeområder eller udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed”. I alt har 40 danske sygeplejersker modtaget medaljen. Den første modtager var Magdalena Tidemand for sin indsats under første verdenskrig, hvor hun allerede i 1912 var udsendt som Røde Kors-sygeplejerske til krigene på Balkan.

Historien om sygeplejens udvikling i Danmark, herunder om Røde Kors i Danmark og Røde Kors-sygeplejerskernes indsats, kan opleves på Dansk Sygeplejeråds Museum i Kolding.

De første kurser i førstehjælp afholdes i 1884

I Røde Kors i Danmarks årsberetning for 1884 fortælles om positive erfaringer i Tyskland med førstehjælpsuddannede samaritter, som blev organiseret i samariterforeninger. På grundlag af de tyske erfaringer startede Røde Kors i Danmark de første kurser i førstehjælp i efteråret 1883. Kurserne i førstehjælp kaldtes samariterkurser. Erfaringerne med kurserne var positive, og arbejdet fortsattes. I begyndelsen var kurset kun for mænd, men blev i 1887 suppleret med kurser for kvinder, som var lærere. Formål: ”at virke til mere almindelig Kjendskab hos Lægmand til den første behandling af Syge, navnlig Saarede og Tilskadekomne, … inden den fornødne Lægehjælp kan bringes til stede”. Kurser i førstehjælp og samariterarbejdet har lige siden været en hovedprioritet i Røde Kors i Danmarks nationale arbejde.

Det var den tyske læge, Friedrich Esmarch, som fandt på at bruge ordet ’samarit’ om frivillige førstehjælpere organiseret i ’samariterforeninger’ ligesom han udviklede førstehjælpskurser specielt designet til den brede befolkning. Friedrich Esmarch var fra Slesvig. Han deltog i den første slesvigske krig 1848-1851 som læge på oprørernes side, hvor han blev taget til fange. Han deltog igen som læge på tysk side i den anden slesvigske krig i 1864. På Sønderborg Slot har Museum Sønderjylland en udstilling, hvor der også er omtale af læge Esmarchs bedrifter. I Kiel i Slesvig i Tyskland er der til minde om Friedrich Esmarch opstillet en stor statue af ham.

Antallet af danskere undervist i førstehjælp efter Røde Kors’ kur-

susbøger kan tælles i millioner. I 2019 – mere end 130 år efter det første Røde Kors-kursus – er indholdet justeret og udvidet, men altid tilpasset behovet for førstehjælp til befolkningen. De væsentligste nyskabelser er udvendig hjertemassage og psykosocial støtte.

Den første store internationale humanitære mærkesag: Hjælp til og beskyttelse af ofre for søkrig

Med afsæt i drøftelser på den 4. internationale Røde Kors-konference i 1887 i Karlsruhe i Tyskland tog Røde Kors i Danmark kontakt til Marineministeriet for at undersøge, om Genèvekonventionen af 1864 kunne udstrækkes til at omfatte søkrig. Der blev i 1889 opnået enighed mellem marineministeren og Røde Kors om et konkret forslag om hjælp til og beskyttelse af syge, sårede og af skibbrudne i søkrig.

Røde Kors i Danmark sendte forslaget til Røde Kors Komitéen i Genève og til alle andre Røde Kors-foreninger i lande, som havde en ’krigsmarine’. Der var opbakning til forslaget, og Røde Kors-foreningerne i Frankrig, Italien, Rusland, Tyskland og Østrig tog kontakt til deres respektive regeringer for at få deres opbakning. Derefter blev forslaget fremsat på den 5. internationale Røde Kors-konference i Rom i april 1892, hvor det blev positivt modtaget.

Efter Røde Kors-konferencen i Rom overtog regeringerne og Røde Kors Komitéen i Genève arbejdet med forslaget. Resultatet blev for det første, at 1864-Genèvekonventionen på en international regeringskonference i 1905 blev udvidet til at omfatte skibbrudne og syge og sårede soldater i søkrig. Dernæst blev det sikret, at Haagkonventionerne af 1899 og 1907 om midler og metoder i krig også kom til at indeholde regler om beskyttelse af ofre og skibbrudne i søkrig.

Senere Røde Kors-konferencer har også været forum for afgørende beslutninger om bedre hjælp og beskyttelse af ofre for væbnede konflikter. Den 33. internationale Røde Kors-konference afholdtes i Genève i december 2019. Konferencens hovedtema var bedre og mere sikker hjælp til og beskyttelse af ofre for væbnede konflikter. Det er desværre ikke altid, at regeringerne på Røde Kors-konferencerne følger Røde Kors-bevægelsens opfordringer. Det var således tilfældet i 1930’erne, hvor der ikke var opbakning til at udvide Genèvekonventionen til at omfatte hjælp og beskyttelse af civile. Ej heller i vor tid, hvor regeringerne ikke følger Røde Kors’ opfordringer om bedre international overvågning af Genèvekonventionerne og om bedre beskyttelse af fanger i både internationale og ikke-internationale væbnede konflikter.

De første to nationale humanitære mærkesager 1892 – Udbredelse af kendskabet til Genèvekonventionen

Røde Kors i Danmark udtalte på et tidspunkt, at selvom Røde Kors-sagen var udbredt til hele ”den civiliserede verden”, så måtte Røde Kors desværre konstatere, at Røde Kors-sagen i Danmark kun havde ”vundet ringe Udbredelse og Forståelse”. Kendskabet til såvel Røde Kors-idéen og Røde Kors-bevægelsen som til Genèvekonventionen af 1864 var beskedent. Røde Kors’ dialog med Krigsministeriet medførte dog, at ministeriet i 1892 udgav ’Soldater-Læsning, Nr. 14’, som var skrevet af korpslæge Gordon Norrie. Det var ifølge Røde Kors’ 17. årsberetning i 1893 den første publikation i Forsvaret, hvor soldaterne i et letforståeligt sprog kunne læse om Genèvekonventionen og om dens baggrund og formål.

Arbejdet med udbredelsen af kendskabet til Røde Kors-sagen og til de internationale regler om beskyttelse og hjælp til ofre for væbnede konflikter, Genèvekonventionerne, er en grundlæggende fortalersag for Røde Kors i Danmark og for Røde Kors-bevægelsen som helhed. Formålet er at sikre, at alle ofre hjælpes og beskyttes i situationer med væbnet konflikt og krise. Sådan var det i 1876, og sådan er det i 2019. Et eksempel fra nyere tid: Ikke mindst takket være en ihærdig fortalerindsats fra Røde Kors i Danmark, udgav det danske forsvar i 2016 en manual for forsvarets arbejde med Genèvekonventionerne, den humanitære folkeret og menneskerettighederne under væbnede konflikter. Manualens forord var skrevet af forsvarsministeren.

1894 – den første lov i Danmark om beskyttelse af Røde Kors-mærket

Den 5. internationale Røde Kors-konference i 1892 vedtog en indtrængende opfordring til regeringerne om at gøre en ekstra indsats for at bekæmpe et stigende misbrug af Røde Kors-mærket. Røde Kors i Danmark fulgte op på opfordringen med en henvendelse til regeringen, som fik et meget positivt resultat med vedtagelse af Lov af 27. april 1894 om straf for brugen af urigtige varebetegnelser. Lovens § 6 bestemmer: ”Det er forbudt her i landet at sælge eller falholde varer, på hvilke eller på hvis etiketter eller indpakning er anbragt det i Genfer

Konventionen af 22. august 1864 omhandlede mærke, det røde

Kors, eller en til dette mærke svarende betegnelse eller benævnelse. Overtrædelse af denne bestemmelse straffes med bøder på indtil 100 kroner.

Med samme straf anses den, der uhjemlet benytter ovennævnte mærke, betegnelse eller benævnelse på skilte, i bekjendtgørelser, på regninger, fakturaer eller andre forretningsdokumenter.

Ovenstående bestemmelser kommer dog ikke til anvendelse på lovligt registrerede varemærker, der indeholder det røde Kors, men for sådanne varemærker kan fornyelse af registreringen ikke finde sted.”

I 2019 er Røde Kors’ navn og Røde Kors-mærket beskyttet i straffeloven og den militære straffelov på linje med andre internationale kendetegn. Der er imidlertid ikke længere i dansk lovgivning konkrete lovbestemmelser om beskyttelse af Røde Kors’ navn og af Røde Kors-mærket.

Røde Kors i Danmark får statstilskud i 1887 og lønnet sekretariatshjælp i 1889

I 1887 fik Røde Kors i Danmark for første gang et statstilskud, som ikke var øremærket særlige aktiviteter eller opgaver. Statstilskuddet var på 4.000 kroner, svarende til ca. 0,3 millioner 2018-kroner, hvilket var et anseeligt beløb for den relativt lille forening, som Røde Kors var. I den anledning udtalte Røde Kors i Danmark, at man kan derefter ”ikke alene se bort fra de finansielle betænkeligheder ved den yderligere udvidelse af foreningens sygepleje- og samariterarbejde, men også give sig i færd med Løsningen af andre nærliggende opgaver”. Der tænktes især på at supplere militærets beredskab for ’lazaretaktiviteter’ i krigstid. Siden 1887 har Røde Kors i Danmark modtaget statstilskud til sit arbejde, både øremærket til aktiviteter og generelle tilskud. I 2019 modtog Røde Kors i Danmark et ikke-øremærket statstilskud på 5,3 millioner kroner.

I 1889 blev Hans Suenson, som i 1875 tog initiativet til et Røde Kors i Danmark, udnævnt til lønnet forretningsfører for Røde Kors i Danmark, hvilket han var frem til sin død i 1893. Røde Kors i Danmark har siden haft et sekretariat med lønnet medhjælp. I 1889 fik foreningen en arv på 96.000 kroner, som yderligere konsoliderede foreningens økonomi.