Optakten til et Røde Kors i Danmark – de to slesvigske krige

Optakten til et Røde Kors i Danmark – de to slesvigske krige 1848-1851 og 1864

Danmarks Humanitære Komité i treårskrigen i den første slesvigske krig 1848-1851

I marts 1848 begyndte treårskrigen, den første slesvigske krig, mellem Danmark og den provisoriske oprørsregering i Slesvig-Holsten. I Danmark var der stor folkelig opbakning til treårskrigen, og den folkelige opbakning til krigen omtales ofte som Ånden fra 1848.

For Danmark blev det en meget blodig borgerkrig med i omkring 1.400 dræbte og 3.600 sårede soldater. Den folkelige opbakning i Danmark til krigen kom til udtryk ved støtte til krigens faldne, til syge og sårede soldater og til soldaternes pårørende. Til det formål blev der kort før krigen bl.a. oprettet en Humanitær Komité. Komitéens fulde navn fortæller om dens opgaver: ’Komitéen for fire skilling pr. uge bidrag til støtte for vore soldaters hustruer og børn, de faldnes efterladte samt de hjemvendte sårede og døde’.

Danmarks nationale humanitære komité i den anden slesvigske krig i 1864

I løbet af 1863 blev det på grund af situationen i Slesvig-Holsten og i hertugdømmet Lauenborg mere og mere klart, at der kunne udbryde en international krig mellem Danmark og Preussen/Østrig, som støttede et selvstændigt Slesvig-Holsten. Den truende krigsfare førte til, at den humanitære komité fra treårskrigen 1848-1851 blev genoplivet og reorganiseret i 1863 i Danmarks nationale humanitære komité.

Komitéens formand blev etatsråd Jentzman. Komitéen fik til opgave at indsamle penge, tøj, mad, drikkevarer og medicin m.m. samt modtage gaver til de syge og sårede soldater og deres pårørende. Komitéen blev inddelt i en række undergrupper, som fx tog sig af: • Uddeling af penge • Fordeling af beklædning • Uddeling af sengetøj

Verdens første Røde Kors-armbind blev båret af Louis Appia under anden slesvigske krig. Det var autoriseret af Røde Kors Komitéen i Genève ved Gustave Moynier. Det var Moynier, som i 1874 kontaktede den danske filantrop Hans Suenson for at få stiftet en Røde Kors-forening i Danmark, hvilket Suenson gjorde.

Fordeling af mad- og drikkevarer Udlevering af tobak Humanitære behov hos pårørende til faldne og sårede soldater.

Krigsfaren skulle hurtigt vise sig at blive til en dramatisk og blodig virkelighed, idet den anden slesvigske krig mellem Danmark og Preussen/Østrig brød ud i januar 1864. Der er nogen usikkerhed om antallet af dræbte og sårede soldater på dansk side under 1864-krigen, men et gæt foretaget af kvalificerede historikere er, at mellem 2.000 og 3.000 soldater døde på slagmarken, og at der måske har været det dobbelte antal sårede. Der er således ikke tvivl om, at behovet for humanitær hjælp var stort, og at Danmarks nationale humanitære komité stod overfor en kolossal stor og vigtig opgave.

Røde Kors Komitéen stiftes i Genève i 1863

I 1859 tørnede store hære sammen i et blodigt slag ved Solferino i Norditalien. Det var Frankrigs og Sardiniens hære mod den østrigske hær. Resultatet af slaget ved Solferino var mere end 40.000 dræbte og sårede soldater. Genèveborgeren Henry Dunant deltog i den lokale, frivillige indsats for at hjælpe slagmarkens syge og sårede soldater. Der var et enormt behov for humanitær hjælp til de syge og sårede soldater. Arbejdet med at hjælpe gav Henry Dunant en særdeles god idé. Kort sagt gik idéen ud på at skabe fælles internationale humanitære principper for neutralt humanitært hjælpearbejde under krig. Henry Dunant beskrev idéen – senere benævnt Røde Kors-idéen – i bogen: ’Erindringer fra Solferino’, som udkom i 1862.

Der var stor international interesse for Røde Kors-idéen præsenteret i ’Erindringer fra Solferino’. Bogen var den direkte anledning til, at Henry Dunant – sammen med fire krigserfarne borgere i Genève: Gustave Moynier, Henri Dufour, Louis Appia og Théodore Maunoir – stiftede Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) den 17. februar 1863. Røde Kors Komitéens formål var kort sagt at forbedre hjælpen til syge og sårede soldater og at få staterne til at udarbejde fælles internationale regler herom.

Røde Kors Komitéens initiativ fik international opbakning. For at fremme initiativet arrangerede Røde Kors Komitéen i oktober 1863 en international humanitær konference for regeringer. Konferencen blev en succes. De deltagende stater enedes om at:

• der i alle lande etableres neutrale foreninger – Røde Kors-foreninger – af frivillige, som yder upartisk medmenneskelig hjælp til sårede og syge soldater • hjælpen er et supplement til den hjælp, som forsvarets sundhedstjenester i krig yder til deres syge og sårede soldater • Røde Kors-foreningerne og deres frivillige afmærkes med Røde

Kors-mærket • Røde Kors-foreningerne samarbejder og støtter hinanden og • Røde Kors Komitéen i Genève kan efter egen vurdering tage humanitære initiativer og er internationalt anker for Røde Kors-foreningernes samarbejde.

Allerede måneden efter blev det første nationale Røde Kors-selskab dannet i kongeriget Württemberg i november 1863.

Danmark var også inviteret til at deltage i den humanitære konference i Genève i oktober 1863, men krigsminister Oberst Lundbye så sig nødsaget til at melde afbud på grund af den truende krigsfare. Hverken den danske regering eller Danmarks nationale humanitære komité deltog således i den humanitære konference i Genève i Schweiz, men krigsministeren forsikrede Røde Kors Komitéen om, at Danmark var meget interesseret i konferencens overvejelser og resultater.

Danmarks nationale humanitære komité og Røde Kors Komitéen i Genève under krigen i 1864

Da krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig brød ud i januar 1864 besluttede Røde Kors Komitéen i Genève at sende to delegater til fronten, Louis Appia til den tyske side og Charles van de Velde til den danske. Oprindelig skulle Henry Dunant selv have deltaget, men han blev forhindret, og Charles van de Velde blev hans stedfortræder. Van de Velde havde ikke som Appia og Dunant konkret krigserfaring med at organisere hjælp til syge og sårede. For eksempel havde både Dunant og Appia hjulpet syge og sårede soldater efter slaget ved Solferino i 1859 i Norditalien.

Opgaven for de to Røde Kors-delegater var at berette om hjælpen, som 1864-krigens syge og sårede soldater modtog. Beretningerne skulle sendes til Røde Kors Komitéen i Genève. Beretningerne skulle bl.a. bruges til en international regeringskonference, som Schweiz indkaldte til, og som blev afholdt i august 1864. Formålet med konferencen var at blive enige om fælles internationale regler om hjælp til og beskyttelse

af krigens ofre.

Charles van de Velde rejste straks til Danmark. I København, på krigsskuepladsen ved Dybbøl i april 1864 og på Fyn mødte og besøgte Røde Kors-delegaten de væsentligste aktører og hospitaler, som ydede Danmarks humanitære hjælp, herunder læge- og sygeplejehjælp til syge og sårede soldater. Van de Velde mødtes bl.a. med udenrigsministeren, biskop Monrad, krigsministeren, oberst Lundbye, enkedronning Caroline Amalie, der havde været gift med Christian den 8., og som var meget aktiv i filantropisk arbejde, og ved forsvarets hovedkvarter ved Dybbøl general Steinmann, general Gerlach og stabslæge Rørbye. Røde Kors-delegaten besøgte hospitaler og lazaretter på Als, på Fyn og i København.

Van de Velde ankom til Als og Dybbøl den 14. april, hvor slaget om Dybbøl var den 18. april. Van de Velde fik således lejlighed til på tætteste hold at følge arbejdet med at hjælpe syge og sårede soldater. Alle døre var åbne for Røde Kors-delegaten.

Charles van de Veldes beretning til Røde Kors Komitéen i Genève er fuld af ros over den hjælp og pleje, som Danmark gav til syge og sårede soldater og deres pårørende. Hjælp blev ikke kun givet til egne soldater, men omfattede også hjælp og pleje til syge og sårede preussiske og østrigske soldater, som var i Danmarks varetægt som krigsfanger.

Charles van de Velde beretter, at der er stort sammenfald mellem de opgaver, som udføres af Danmarks nationale humanitære komité, og opgaverne for de nye nationale Røde Kors-foreninger. I Danmark var der dog ikke umiddelbart opbakning til alle dele af Røde Kors’ arbejde. Der var således ikke hos forsvarets læger i Danmark opbakning til, at sygeplejersker skulle pleje syge og sårede soldater, og der var heller ikke i forsvaret opbakning til en frivillig, humanitær og neutral indsats de steder, hvor de sårede soldater blev bragt hen til behandling og pleje.

Charles van de Velde kunne heller ikke overbevise Danmarks nationale humanitære komité om behovet for et organiseret neutralt og internationalt samarbejde til at sikre hjælp til syge og sårede soldater og deres pårørende. Komitéen kunne ikke forestille sig noget, som var bedre end den danske måde at gøre det på.

Danmarks nationale humanitære komité endte dog med i et brev af 8. maj 1864 til Røde Kors Komitéen i Genève at tilslutte sig de beslutninger, som mange lande og Røde Kors Komitéen enedes om i Genève i oktober 1863. I brevet lovede komitéen at opfordre den danske regering til at arbejde positivt for virkeliggørelsen af beslutningerne. I brevet

opfordrede komitéen samtidig Røde Kors Komitéen i Genève til at arbejde aktivt for gennemførelsen af neutralitetsprincippet i alle lande til beskyttelse af sårede og syge soldater, deres hjælpere og de genstande, køretøjer og steder, som er nødvendige til hjælp og pleje.

For Røde Kors Komitéen i Genève betød komitéens brev, at Røde Kors Komitéen derefter betragtede Danmarks nationale humanitære komité som en neutral Røde Kors-forening.

Danmark er med til at vedtage verdens første konvention om beskyttelse af ofre for krig

Efter at de militære kamphandlinger mellem Danmark og Preussen/ Østrig var afsluttet, inviterede Schweiz i august 1864 alle Europas lande, herunder Danmark samt USA, Brasilien og Mexico til en regeringskonference i Genève. Formålet med konferencen var at følge op på bl.a. Røde Kors Komitéens opfordring om at få vedtaget internationale regler om hjælp til syge og sårede soldater i krig. Det var vigtigt at sikre, at sårede og ukampdygtige syge soldater blev erklæret neutrale, og at deres hjælpere og hjælperedskaber også blev erklæret neutrale.

Danmark bakkede op om det schweiziske initiativ, og Danmark deltog som eneste nordiske land i regeringskonferencen i Genève. Den danske regerings repræsentant var gehejmeetatsråd, dr.med. Fenger.

Den 22. august 1864 vedtog Fenger, og dermed Danmark, sammen med 11 andre lande verdens første humanitære konvention om beskyttelse af ofre for krig: Genèvekonventionen af 1864. Denne historiske begivenhed markeres i vor tid af Røde Kors i Danmark og Tysk Røde Kors. De to Røde Kors-foreninger mødes hvert år den 22. august til en højtidelighed på Dybbøl Banke foran Røde Kors-foreningernes fælles mindesten for de to første Røde Kors-delegater, Louis Appia og Charles van de Velde. Mindestenen er placeret ved stien ind til Historiecenter Dybbøl Banke.

Louis Appia og Charles van de Velde var begge på krigsskuepladsen under slaget ved Dybbøl den 18. april 1864. Begge sendte detaljerede beretninger om den humanitære indsats til Røde Kors Komitéen i Genève. Beretningerne var en del af materialet til staternes konference i Genève, som den 22. august 1864 resulterede i vedtagelsen af den første Genèvekonvention, og der er ikke tvivl om, at beretningerne havde stor betydning for forhandlingerne, som førte til konventionens vedtagelse.

Danmarks nationale humanitære komité fra 1863 – er den en national Røde Kors-forening?

Som en direkte konsekvens af Røde Kors’ internationale konference i oktober 1863 og vedtagelsen af den første Genèvekonvention den 22. august 1864, arbejdede Røde Kors Komitéen i Genève for oprettelsen af frivillige, neutrale Røde Kors-foreninger i alle lande. Røde Kors Komitéen tog i august 1864 Danmark med i den gruppe lande, som havde en national Røde Kors-forening. Årsagen til det var, at den danske komité i brev af 8. maj 1864 havde skrevet til Røde Kors Komitéen, og at Danmark havde været med til at vedtage den første Genèvekonvention den 22. august 1864. Andre lande, som havde vedtaget Genèvekonventionen, og som havde en national Røde Kors-forening, var: Belgien, Frankrig, Oldenborg, Preussen, Spanien og Württemberg.

Men Røde Kors Komitéen kom senere i tvivl, om foreningen i Danmark nu også var en sand Røde Kors-forening.

Tvivlen hos Røde Kors Komitéen opstod, da den i 1866 opfordrede neutrale, nationale Røde Kors-foreninger til at sende hjælp til ofrene i Italien for den preussisk-italiensk-østrigske krig, og da komitéen i 1870 opfordrede foreningerne til at hjælpe ofrene for den fransk-tyske krig i 1870-1871. I 1866 var svaret fra Danmarks nationale humanitære komité, at den stadig måtte bruge alle ressourcer på arbejdet med at hele Danmarks sår efter krigen i 1864. Samtidig udtrykker komitéen håb om, at italienernes retfærdige sag må sejre. Denne udtalelse er i strid med princippet om neutralitet. I 1870 holdt den danske komité sig uden for Røde Kors-bevægelsens arbejde for neutral humanitær hjælp til franske og tyske krigsofre.

Røde Kors Komitéen i Genève konkluderede derefter, at Danmarks nationale humanitære komité ikke kunne betragtes som en frivillig, neutral og national Røde Kors-forening, ligesom komitéen ikke kunne blive en del af Røde Kors-bevægelsen.