7 minute read
S. Meyer, formand 1914-1917
S. Meyer, stabslæge i Forsvaret, var formand for Røde Kors i Danmark fra den 1. august 1914 til 28. juni 1917.
Det var første gang, at Forsvarets stabslæge blev formand for Røde Kors i Danmark. Embedet som Forsvarets stabslæge var helt central, når det drejede sig om samarbejdet mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark. Stabslæge Meyer blev formand for Røde Kors i Danmark på netop den dag, da den første verdenskrig brød ud.
Det lykkedes som bekendt Danmark at holde sig neutral under første verdenskrig sammen med lande som Schweiz, Holland, Norge og Sverige. Røde Kors i Danmark blev mobiliseret af Røde Kors Komitéen i Genève og den danske stat til en humanitær indsats for krigens ofre, først og fremmest syge og sårede soldater og krigsfanger.
Røde Kors i Danmarks humanitære arbejde under første verdenskrig og oprettelse af kontor for krigsfanger
Takket være Danmarks neutralitet og støtte kunne Røde Kors i Danmark udføre et omfattende humanitært arbejde under første verdenskrig. Arbejdet omfattede: • Udsendelse af nødhjælp bestående af såkaldte ambulancer med læger, sygeplejersker, medicin, medicinsk udstyr og levnedsmidler. Det drejede sig bl.a. om hjælp til Rusland 1915-1918, Serbien 1915, Estland 1919, Østrig og Ungarn i 1919 og borgerkrigen i Finland 1918. • I 1917 igangsattes på opfordring af Røde Kors Komitéen i Genève behandling og pleje i Danmark af syge og sårede krigsfanger fra Østfronten. Der blev bygget to nye lejre i Horserød i Nordsjælland for russiske krigsfanger og Hald ved Viborg for tyske og østrig-ungarske krigsfanger. • Et omfattende humanitært arbejde for krigsfanger på Østfronten og internationalt samarbejde herom. Arbejdet blev, efter aftale med
Røde Kors Komitéen i Genève, organiseret som en del af Røde Kors
i Danmark i et krigsfangekontor bestående af fem store enheder: – en brevafdeling – en pakkeafdeling – et centralkontor til koordination af Røde Kors’ delegationer i Sankt.
Petersborg, Berlin, Wien og Paris – et centralkontor for udsendelse af delegater og – en bogafdeling (’bellibria’). International konference i 1917 i København for de krigsførende på Østfronten, som enedes om fælles regler for beskyttelse og hjælp til krigsfanger.
Arbejdet i Danmark med et krigsfangekontor begyndte den 3. oktober 1914. Den dag modtog Røde Kors i Danmark et telegram fra Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, hvori Røde Kors Komitéen opfordrede Røde Kors i Danmark til at oprette et krigsfangekontor for krigsfangerne på Østfronten. Det drejede sig om fanger fra Tyskland, Rusland, Østrig-Ungarn, Rumænien og Tyrkiet.
Der var en meget konkret anledning til Røde Kors Komitéens opfordring. Da første verdenskrig brød ud var det klart for Røde Kors Komitéen, at der ville blive tale om et større antal krigsfanger, og at der ville blive behov for oprettelse af et centralt krigsfangekontor i komitéens hjemby, Genève i Schweiz. I Schweiz var situationen imidlertid, at der ikke var nogen direkte kommunikationsforbindelse, dengang telegraf, til Rusland. Men en sådan forbindelse havde Danmark med en direkte telegraflinje fra København til Sankt. Petersborg i Rusland. Derfor sendte komitéen den 3. oktober telegrammet til Røde Kors i Danmark, som straks tog positivt imod komitéens opfordring.
Under første verdenskrig var der derfor to krigsfangekontorer: Et kontor i Genève for krigsfanger taget på Vestfronten, drevet af Røde Kors Komitéen, og et kontor i København for krigsfanger taget på Østfronten, drevet af Røde Kors i Danmark.
Røde Kors’ krigsfangekontor i Danmark blev centrum for et omfattende humanitært arbejde, som omfattede mindst 764 medarbejdere. Krigsfangekontoret havde lokaler i det nybyggede Christiansborg Slot, på Rådhuspladsen 2, på Ny Carlsberg Vej 142 og i Christian den 9.’s Palæ på Amalienborg.
Krigsfangekontorets arbejde voksede i takt med, at antallet af krigsfanger voksede. I 1916 bliver arbejdet organiseret i en fælles komité med et præsidium under Røde Kors i Danmark. Kontorets præsidium
havde prins Valdemar som ærespræsident og som medlemmer foreningens formand og lederne af krigsfangekontorets afdelinger. Ledelsen fik stor handlefrihed dels i forhold til den øvrige del af Røde Kors i Danmark, dels i forhold til Røde Kors Komitéen i Genève. I afsnittet om Harald Høffding, som var leder af kontorets bogafdeling og formand for Røde Kors i Danmark 1917-1922, beskrives forskellige aspekter af krigsfangekontorets arbejde, herunder krigsfangekonferencen i 1917, hvor fjenderne på Østfronten i første verdenskrig for første gang mødtes i humanitetens tjeneste.
Det er en væsentlig mangel i dansk historieskrivning, at den samlede historie om Danmarks og Røde Kors i Danmarks enestående, humanitære indsats under første verdenskrig stadig ikke er skrevet. Det var Danmarks neutralitet under den første verdenskrig, som muliggjorde den humanitære indsats for krigsfanger, og den kunne indpasses i Danmarks sikkerhedspolitik, som gik ud på dels at undgå at blive militært inddraget i krigen, dels at bevare muligheden for Sønderjyllands genforening med Danmark.
Det hører også med til fortællingen om krigsfangekontorets arbejde, at Kongehuset, hvor prins Valdemar var blevet ærespræsident for krigsfangearbejdet, havde tætte familiebånd til zar-regimet og derfor kunne spille en aktiv rolle for at sikre kommunikationen mellem krigsfangekontoret og Rusland. Efter oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 blev forbindelserne vanskeligere, og i 1919 måtte krigsfangearbejdet i Rusland ophøre.
Foreningens demokrati i 1917
Foreningens formand S. Meyer forsvarets stabslæge havde ved sin tiltræden den 1. august 1914 ikke kun den første verdenskrig som udfordring. Formand Meyers hovedopgave blev at føre foreningen ind i en ny og mere demokratisk tidsalder. Som bekrevet af Harald Høffding, foreningens formand fra 1917, var situationen såvel ved foreningens stiftelse i 1876 som i 1914 den, at: ”Tidligere havde en bestyrelse i København haft ledelsen, og afdelingerne uden for København betragtedes blot som filialer.” Samtidig var bestyrelsen i København selvsupplerende. Den selvstændige Dameafdeling var etableret i 1899, foreningen Samariten i 1911 og krigsfangekontoret i 1914. Hverken Dameafdelingen, foreningen Sama-
riten eller krigsfangekontoret havde formel indflydelse på bestyrelsen i København.
I årene op til at stabslæge Meyer blev formand i 1914, var der stor utilfredshed med den centrale ledelse i København, som i realiteten i henhold til vedtægterne kunne handle uden at inddrage lokalforeningerne, Dameafdelingen og foreningen Samariten. Kritikken af den manglende legitimitet blev koblet sammen med et ønske om, at foreningen i langt højere grad skulle være udfarende og aktiv fremfor passiv og afventende. De aktive var især repræsenteret af samariterkolonnerne. Det lykkedes først for kolonnerne at få et møde med den centrale ledelse den 25. oktober 1915.
På mødet med den centrale ledelse opnåede kolonnerne ledelsens tilsagn om nedsættelse af et udvalg, som skulle udarbejde nye vedtægter for en landsforening Røde Kors i Danmark. Der var lagt op til, at de centrale elementer i et nyt sæt vedtægter skulle være, at hovedbestyrelsen have repræsentation fra hele landet, at alle aktivitetsområder skulle være repræsenteret i hovedbestyrelsen, at København ikke havde flertallet i hovedbestyrelsen og at hovedbestyrelsen skulle vælge foreningens formand og ledelse. Udvalget blev nedsat, men var ikke af den hurtige slags.
På foreningens generalforsamling den 6. maj 1916 fortsatte debatten om foreningens fremtidige organisering. Foreningens tidligere formand, oberst Lütken, talsmand for filialen Viborg Røde Kors og for initiativet med nye vedtægter, klagede på generalforsamlingen over, at det nedsatte udvalg arbejdede meget langsomt. For at styrke det medlemsbaserede demokrati var Lütken også talsmand for iværksættelse af massiv medlemshvervning. Målet var, at foreningen i stedet for 3-400 medlemmer skulle komme op på 100.000 medlemmer. Formanden, S.
Efter fremsættelse af et konkret vedtægtsforslag fortsatte debatten på et møde den 25. november 1916 for delegerede, som repræsenterede alle dele af foreningen. To helt centrale problemstillinger var, om Røde Kors i Danmark skulle være en medlemsbaseret landsforening med afdelinger og amtsforeninger i hele landet, og om hovedbestyrelsen skulle have et født flertal bestående af repræsentanter fra København. Der var kamp til stregen og afstemninger ved navneopråb. Fx stemte kun k medens ni stemte ja og seks stemte ikke.
Det var kun foreningens generalforsamling, som kunne ændre vedtægterne for Røde Kors i Danmark. Den 12. maj 1917 samledes generalforsamlingen, og først efter ganske svære forhandlinger fik foreningen
nye vedtægter. Resultatet af generalforsamlingen var, at Røde Kors i Danmark blev en landsforening, hvis øverste myndighed er generalforsamlingen. Medlemmerne er organiseret i Røde Kors-afdelinger og afdelingerne i amtsforeninger, som er repræsenteret i en hovedbestyrelse, hvor København ikke har et født flertal. Hovedbestyrelsen vælger foreningens formand og et forretningsudvalg. Efter vedtagelsen afgav formanden sin beretning for foreningens virksomhed og regnskab for 1916 til generalforsamlingen. Beretningen var en indikator for behovet for forandring. Beretningen lød således: ”Året har været en tro afspejling af 1915”.
Da generalforsamlingen sluttede, var den gamle organisation nedlagt, og der var skabt en ny landsforening. Formand Meyer, meddelte, at han ikke ønskede at være en del af den nye forening. Hovedbestyrelsen for den nye forening blev sammensat den 28. juni 1917. I hovedbestyrelsen blev ’Viborggruppen’ repræsenteret af overlæge Videbæk og apoteker Andreasen, og krigsfangekontoret blev repræsenteret af Harald Høffding. Men oberst Lütken, der havde været en central talsmand for forandringen, blev ikke en del af den nye hovedbestyrelse og forlod senere Røde Kors. Foreningens nye vedtægter blev trykt i Tidsskrift for Røde Kors, nr. 10, juni 1917.
