C.H. Arendrup, formand 1907-1911

C.H. Arendrup – formand for Røde Kors i Danmark 1907-1911

Der er ikke i Tidskrift for Røde Kors i Danmark konkrete oplysninger om generalmajor Arendrup. Efter at Arendrup forlod formandsposten, fortsatte han med at arbejde i Røde Kors. Da landsforeningen i 1917 blev reorganiseret, blev Arendrup medlem både af den nye hovedbestyrelse og af hovedbestyrelsens nye forretningsudvalg.

Den første samarbejdsaftale mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark – 1909

Under Arendrups formandskab for Røde Kors i Danmark blev der for første gang indgået to generelle samarbejdsaftaler mellem henholdsvis Krigsministeriet og Marineministeriet og Røde Kors i Danmark. Formålet med aftalerne var, at Røde Kors i Danmark i en krigssituation kunne supplere Forsvarets sundhedstjeneste med førstehjælps- og samariterarbejde. Aftalerne blev indgået den 28. maj 1909 og undertegnet af formand Arendrup og konseilspræsident (statsminister) og forsvarsminister N. Neergaard. Aftalens officielle titel var ’Overenskomst mellem de militære ministerier og foreningen Det Røde Kors og dens anerkendelse som hjælpeforening for det militære sundhedsvæsen’. Fra regeringens anerkendelse i 1876 af Røde Kors i Danmark skulle der således gå 33 år, før regeringen og Røde Kors rent faktisk kunne blive enige om en sådan aftale.

Hjælpen til det militære sundhedsvæsen skulle primært udføres af Røde Kors-samaritter organiseret i sanitetskolonner. Det blev ordnet på den måde, at samaritterne i de lokale Røde Kors-afdelinger fra 1910 også organiserede en såkaldt krigskolonne, dvs. en gruppe samaritter, som var særligt uddannet til at hjælpe i krigssituationer.

Foreningen ’Samariten’ dannes af Røde Kors i Danmark i 1911

Overenskomsten mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark blev dog aldrig udmøntet i mere konkrete aftaler, dvs. aftaler, som på grund-

lag af varetagelsen af konkrete aktiviteter, udløste økonomisk støtte til Røde Kors’ krigskolonner. Samaritterne var imidlertid meget aktive, og lokalt afholdt samariterkolonnerne øvelser arrangeret af Forsvarets sundhedstjeneste. Denne aktivitet foregik imidlertid uafhængigt af de to overordnede samarbejdsaftaler og må tilskrives dels interesse i dele af Forsvaret for konkret samarbejde med Røde Kors, dels at Røde Kors-samaritternes førstehjælps- og plejekompetencer kunne bruges af Forsvaret.

Røde Kors-afdelingernes samariterarbejde var således fra 1909 under hastig udvikling, og den 6. oktober 1911 oprettede Røde Kors i Danmark derfor foreningen ’Samariten’. Den første kendte samaritervagt blev afholdt allerede i 1887. Oprettelsen af Samariten i 1911 var resultatet af et intensivt lobbyarbejde fra en række af Røde Kors-afdelingernes samariterkolonner, som ønskede mulighed for udvidet førstehjælpsarbejde til bl.a. at omfatte ambulancevirksomhed m.v. Samariterarbejdet var organiseret i en særskilt forening i foreningen helt frem til 1992, hvorefter samariterarbejdet fik status som en aktivitetsgruppe i den lokale Røde Kors-afdeling.

Med oprettelsen af Samariten i 1911 havde Røde Kors i Danmark to formelle foreninger under sin paraply: Dameafdelingen og Samariten. Antallet af samaritter toppede under anden verdenskrig med 24.000 samaritter. Samariterarbejdet er stadig en kerneaktivitet for Røde Kors i Danmark og er i 2019 tillige en del af Danmarks nationale og internationale katastrofeberedskab.

Umiddelbart efter at generalmajor Arendrup havde forladt posten som formand for Røde Kors Danmark, men fortsat var med i Røde Kors’ ledelse, blev han et fremtrædende medlem af en gruppe konservative forsvarsvenner. de indsamlede hvad der svarer til ca. 30 millioner nutidskroner, som skulle bruges til omgående bygning af en militær forsvarsinstallation nord for København. Beløbet blev overrakt til kong Christian 10. den 30. december 1912 med opfordring til kongen om at sikre, at pengene af regeringen blev brugt som ønsket af forsvarsvennerne. Opfordringen til kongen skete uden hensyn til, at Danmark også dengang havde et konstitutionelt monarki, hvor den udøvende magt varetages af regeringen. Den 3. januar 1913 måtte kongen derfor sende beløbet retur med henvisning til, at det var en sag for regeringen. Kongen undlod dog ikke til regeringens store irritation at rejse sagen på et møde i Statsrådet.