Louis Carl Frederik Lütken, formand 1913-1914

Louis Carl Frederik Lütken – formand for Røde Kors i Danmark 1913-1914

Oberst Louis Carl Frederik Lütken var foreningens formand fra den 21. juni 1913 til den 1. august 1914. Lütken levede fra den 19. april 1863 til den 27. juni 1918, hvor han døde som 55-årig.

Oberst Lütken blev landets første departementschef i 1905. Det var for Krigsministeriets administration, og han var departementschef frem til 1909. I den periode vedtoges Genèvekonventionen af 1906 og Haagkonventionerne af 1905 og 1907. Genève- og Haagkonventionerne indeholdt regler for metoder og midler i krig og om hjælp til og beskyttelse af ofre for krig. Der er ikke tvivl om, at oberst Lütken havde et indgående kendskab til reglerne, som bl.a. gav de overordnede rammer for Røde Kors-foreningernes humanitære arbejde under krig. I sin formandsperiode fik Lütken under ophold i Berlin endvidere indblik i, hvordan reglerne blev gennemført nationalt i Preussen for Preussisk Røde Kors, som varetog førstehjælps- og sygeplejeaktiviteter for den preussiske hær. Oberst Lütken var sammen med sin søster, oversygeplejerske Lütken af den opfattelse, at Røde Kors i Danmark burde organiseres som Preussisk Røde Kors.

I forlængelse af Genève- og Haagkonventionerne indgik Røde Kors i Danmark aftaler med Krigs- og Marineministerierne i 1909 om foreningens humanitære arbejde for hæren og flåden i krigstid. Aftalerne blev som tidligere omtalt ikke omsat til konkrete initiativer, men forhindrede ikke, at Røde Kors-samariterarbejdet i Danmark var under stadig udvikling. Dette var også tilfældet i andre landes Røde Kors-foreninger. Denne internationale udvikling af Røde Kors’ samariterarbejde var grundlaget for beslutninger i 1912 på den ovenfor omtalte Washingtonkonference, som dels gav mere præcise og skarpe regler for Røde Kors-foreningernes arbejde under krig, dels prioriterede samariterarbejdet.

Formand Lütkens sympati for den preussiske model, som byggede på et lokalt forankret samariterarbejde, betød, at han arbejdede for mo-

dellens gennemførelse i Røde Kors i Danmark. Han havde opbakning fra samaritterne og samariterkolonnerne, og han samarbejdede bl.a. tæt med Røde Kors-filialen i Viborg, som blev ledet af overlæge P. Videbæk og apoteker Andreasen, der var kolonnefører for Viborg-samaritterne.

Lütken kunne dog ikke i landsforeningens centrale ledelse mønstre et flertal for sine forslag. Den 1. august 1914 forlader han formandsposten. Lütken ender med i 1915 også at forlade Røde Kors’ centrale ledelse.

Lütken fortsætter dog med at arbejde for en ændring af Røde Kors i Danmark. Det centrale budskab er, at: ”foreningen fra at være en speciel Københavns forening nu måtte gå over til at blive en landsorganisation”. Lütken var en meget skarp og nok også en skrap debattør. Med baggrund i forslaget om at ændre foreningens demokrati angreb Lütken i 1915 i dagbladet National Tidende således offentligt ledelsen af Røde Kors i Danmark. Røde Kors’ ledelse havde nu stabslæge S. Meyer som formand. Han imødegik angrebet med at henvise til, at det sker på et ”særligt kritisk tidspunkt”, og at bladets læsere ikke alle har forudsætningerne for at kunne foretage ”en rigtig vurdering af forholdene”. At Lütken kunne være noget fremfusende var ikke noget nyt og kom fx til udtryk i 1880’erne, da han som løjtnant i forsvaret blev idømt ”en måneds arrest for hård fremfærd over for mandskabet”.

Sygeplejerske Cecilie Lütken og oberst C.L.F. Lütken – to søskende og Røde Kors-aktivister

Cecilie Lütken blev uddannet som sygeplejerske ved militærhospitalet i København i 1898. Hun blev med det samme engageret i udviklingen af sygeplejen i militæret samt i sygeplejerskernes organisatoriske arbejde i Danmark. Cecilie Lütken var i 1899 med til at stifte Dansk Sygeplejeråd, som hun blev æresmedlem af i 1949.

Som sygeplejerske blev Cecilie Lütken aktiv i Røde Kors i Danmark, som dels uddannede sygeplejersker, dels arbejdede med hjemmesygepleje. Cecilie Lütken var drivkraften i arbejdet med at engagere frivillige kvinder i det militære sygeplejearbejde. I 1910 lykkedes det at få uddannet enkelte kvinder til denne aktivitet, hvilket foregik på Røde Kors’ sygeplejeskole i København. De frivillige kunne imidlertid ikke fastholdes, og aktiviteten måtte senere opgives.

Cecilie Lütken var tæt knyttet til broderen Frederik Lütken, oberst og formand for Røde Kors i Danmark 1913-1914. Oberst Lütkens engagement i forsvaret og især i Røde Kors i Danmark fik stor betydning

for Cecilie Lütkens liv. I perioder kørte de et parløb for at udvikle Røde Kors i Danmark til en ægte lokalt forankret landsforening, der ikke skulle være afventende og passiv, men aktiv og hjælpende.

Cecilie Lütken repræsenterede flere gange Røde Kors i Danmark og Krigsministeriet på møder i udlandet. Som nævnt i afsnittet om formand Balle, deltog Cecilie Lütken i Røde Kors’ Washingtonkonference i 1912, og hun repræsenterede i flere omgange Krigsministeriet og regeringen på møder i Berlin bl.a. om samarbejdet i krig mellem civil (fx Røde Kors’) og militær sygepleje.

Da første verdenskrig brød ud den 1. august 1914, blev Cecilie Lütken engageret i Røde Kors i Danmarks humanitære krigsarbejde. Efter foreningens reorganisering i 1917 blev hun medlem af foreningens nye hovedbestyrelse og hovedbestyrelsens forretningsudvalg, hvilket ikke var tilfældet for hendes brors vedkommende.

Ved afslutningen af første verdenskrig blev Cecilie Lütken udlånt til Britisk Røde Kors, som i en kort periode var til stede i København. Opgaven var at bistå Britisk Røde Kors med organiseringen af sygepleje m.v. ved hjemsendelsen af 100.000 engelske krigsfanger. De skulle fra krigsfangelejre i det østlige Tyskland sejles til København og, efter et kort ophold i København, videre med skib hjem til Storbritannien. Dette var blot den første af mange hjælpeaktioner, som Cecilie Lütken var en del af i årene efter første verdenskrig og frem til hendes pensionering.

Som det fremgår, var Cecilie Lütken en dygtig, organisatorisk begavet og særdeles engageret sygeplejerske. Men hun var mere end det. Hun var også nysgerrig på verden, og hun elskede at rejse ud og opleve andre folk og lande. Hendes første store rejse var i 1903, en seks måneders tur til Østen. Hun skulle ikke betale for rejsen, da hun, som det også skete for en del andre fremtrædende borgere i Danmark, var inviteret af H.N. Andersen, stifteren og lederen af rederiet Østasiatisk Kompagni, ØK.

Efter første verdenskrig blev Cecilie Lütken medlem af Hovedstadens Røde Kors-afdeling, og hun var i 1923-1924 formand for afdelingen. I 1944 blev Cecilie Lütkens erindringer udgivet som bog. Hun døde 86 år gammel den 7. maj 1950.