Harald Høffding, formand 1917-1921

Harald Høffding, – formand for Røde Kors i Danmark 1917-1921

Harald Høffding, professor, dr.phil., blev formand for Røde Kors i Danmark den 28. juni 1917. Harald Høffding var da 74 år. Valgperioden var uændret fire år, dvs. frem til den 30. maj 1921.

Landsforeningen Røde Kors i Danmark stiftes

Valget af Harald Høffding skete efter landsforeningens nye vedtægter, ofte omtalt som Røde Kors’ nye forfatning. Signalet til omverdenen var, at der i Danmark nu var et nyt Røde Kors, en ægte landsforening, med en for landet repræsentativ hovedbestyrelse. I hovedbestyrelsen blev det drøftet, om 1917, i stedet for 1876, skulle markeres som året, hvor Røde Kors i Danmark blev stiftet. Man holdt dog fast i 1876 som stiftelsesåret, da regeringen det år formelt gav Røde Kors i Danmark status som hjælpeforening i henhold til Genèvekonventionen, og at foreningen i 1914 netop i henhold til Genèvekonventionen havde startet et omfattende hjælpearbejde for de krigsførende parter på Østfronten under første verdenskrig.

Landsforeningen vælger Harald Høffding til formand

Harald Høffding var medlem af den nye hovedbestyrelse, men det kom som en overraskelse for ham, at han på hovedbestyrelsens møde i juni 1917 blev foreslået som formand for landsforeningen. Harald Høffding tog imod udfordringen og blev valgt, og han blev dermed automatisk formand for hovedbestyrelsen og for hovedbestyrelsens forretningsudvalg. Op til hovedbestyrelsens møde havde andre kandidater været i spil, men takket nej, og man, det vil sige den afgående formand og personerne omkring ham, var faktisk kommet i forlegenhed for en kandidat. Efter valget fandt Høffding ud af den rette sammenhæng ved at læse den afgåede formands breve herom i formandsmappen, men det kom heldigvis for Røde Kors ikke til at betyde noget for, hvad der skulle vise sig at blive et særdeles aktiv og betydningsfuldt virke som

formand for Røde Kors i Danmark. Om forgængerens efterladte formandsbreve bemærker Høffding tørt i sine erindringer, at ”afgåede formænd aldrig bør efterlade den slags skrivelser i deres mappe”.

Harald Høffdings vej ind i Røde Kors

Harald Høffdings vej til Røde Kors gik via krigsfangearbejdet. På opfordring af bibliotekar Vilhelm Slomann i Aarhus var Høffding i 1915 med til at danne ”Den danske Komité for Bogsamlinger til Krigsfanger”. Høffding blev formand for komitéen, som med det samme fik tilladelse til at bruge Røde Kors’ navn og mærke. I begyndelsen arbejdede bogkomitéen for indsamlede midler, men blev så en del af Røde Kors’ krigsfangekontor under navnet bogafdelingen, der blev finansieret af staten. Som leder af bogafdelingen blev Høffding medlem af hovedbestyrelsen.

Arbejdet med at sende bøger til krigsfanger var en nyskabelse og blev anerkendt af de krigsførende og af Røde Kors Komitéen i Genève som et væsentligt bidrag til at afhjælpe og forebygge ’lejrkuller’. Bogafdelingen fik stillet store lokaler til rådighed på Carlsberg i København, som kunne rumme op til flere hundredtusinder bøger, klar til at blive sendt til krigsfangelejre på Østfronten. Bogaktiviteten blev kendt og værdsat af krigsfangerne. Nogle af disse var filosoffer ligesom Harald Høffding og kendte til Høffdings værker, som var internationalt anerkendte. For nogles vedkommende var de oversat til mere end ti sprog. Der kom derfor også konkrete anmodninger om værker fra fangne filosoffer, og Høffding ”benyttede da, hvad jeg kunne undvære i mit eget bibliotek” i hjemmet, som var Carlsbergs æresbolig i København.

Harald Høffding – filosof, samfundsdebattør, radikal demokrat

Harald Høffding var uddannet teolog, men skiftede til filosofi, og blev dr.phil. og professor i filosofi ved Københavns Universitet. Hans videnskabelige værker og bøger høstede stor anerkendelse både hos fagfæller og mere bredt. De blev som nævnt ovenfor oversat til mange sprog og blev bl.a. brugt til faget filosofikum på mange universiteter rundt omkring i verden. På den måde fik studenter verden over kendskab til Harald Høffding. Mange af disse blev under første verdenskrig taget som krigsfanger og kom til at nyde godt af bogafdelingens arbejde. Efter indstilling fra Videnskabernes Selskab blev Harald Høffding i 1914 den første beboer af Carlsbergs æresbolig i Valby i København. Begrun-

delsen var Høffdings internationalt og nationalt anerkendte indsats som filosof. Så sent som omkring 1960 blev hovedværket ’Den humane etik’ nyudgivet i USA.

Harald Høffding var indehaver af ikke mindre end seks akademiske doktorgrader tildelt for videnskabelige afhandlinger. Således tildeltes Høffding en doktorgrad af universitetet i Genève, hvor Røde Kors’ hovedsæde ligger, for en bog om bysbarnet, filosoffen Jean Jacques Rousseau. Når Høffding som Røde Kors-præsident var til møde i Genève, blev han inviteret til at holde gæsteforelæsninger på Genève universitet. Her, som andre steder, var Høffdings forelæsninger velbesøgte. Høffding var en særdeles god formidler, og han var ikke bange for at træde ud af videnskabens verden og omsætte sin filosofi til samfundsholdninger og praktisk handling.

Høffding blev derfor også aktiv i politik. Anledningen var Estrup-regeringens vedtagelse i 1877 af den første provisoriske finanslov, som skete imod Folketingets flertal for at sikre store bevillinger til forsvaret. Høffding mente som mange andre, at folket skulle inddrages i en så vigtig beslutning, og at landet ikke var i en nødretssituation, som kunne begrunde Estrups måde at regere på. Høffding blev aktiv i Venstre, blev i 1884 formand for en liberal vælgerforening i København (Frederiksberg) bestående af venstrefolk, socialdemokrater og liberale højrefolk. Høffding optrådte offentligt på politiske møder – engang på et podie sammen med socialdemokrater. Dette faldt universitetets ledelse for brystet. Ledelsen mente, at en universitetslærd ikke skulle nedlade sig til at tale for et sådant forum. Der var en drøftelse i ledelsen om at få Høffding afskediget. Det blev dog ’kun’ til en advarsel, og den holdt ham ikke tilbage fra at deltage i den offentlige debat, hvor han var aktiv til systemskiftet og parlamentarismens indførelse i 1901 og indtil Venstre i 1905 blev delt i Venstre og Det Radikale Venstre. Høffding kunne ikke tilslutte sig nogen af retningerne og endte med at være partipolitisk neutral.

Høffdings hjerte bankede for den sønderjyske sag. Som barn oplevede Høffding Ånden fra 1848. Efter nederlaget i 1864 arbejdede han for at sikre danskheden i de tabte områder. Høffding var bl.a. med til at stifte en forening, som i det stille arbejdede for den sønderjyske sag. Han var også med til at stifte en fond, som indsamlede store pengebeløb, der blev deponeret i Haderslev bank, og som skulle bruges til at støtte dansksindedes landbrug, hvor prioritetsgæld var en risiko for, at den tyske regering ville opkøbe deres gårde. Der blev også via fonden, og det i det meget stille for ikke at give anledning til tysk vrede og

repressalier, kanaliseret penge fra den danske regering og finansloven til dette formål. Høffding rejste meget i det sønderjyske og var i tæt kontakt med ledende forkæmpere som C.V. Clausen og H.P. Hanssen.

Selv gjorde Harald Høffding ikke meget væsen af den betydningsfulde indsats for den sønderjyske sag, men det bør nævnes, at H.P. Hanssen i den tyske Rigsdag i Berlin fremhævede Harald Høffding som en af de ”fremragende repræsentanter”, som ”atter og atter (har) krævet en retfærdig løsning af det nordslesvigske spørgsmål”. Talen blev holdt den 23. oktober 1918, hvor Harald Høffding var formand for det neutrale Røde Kors i Danmark. Høffdings status i den sønderjyske sag har formentlig medvirket til, at landsforeningens udstrækning til det genforenede Sønderjylland i 1920 forløb gnidningsfrit.

Harald Høffdings humane etik var baseret på begreberne sympati og velfærd. Høffdings udvikling af velfærd er noget helt nyt. Høffding bruger ordet velfærd i stedet for nytte og lykke i betydningen: det yderste mål for hele samfundets bestræbelser. Høffding fik på den måde stor betydning for udviklingen af tankegodset for nutidens velfærdssamfund, hvor Danmark er en velfærdsstat hvor bl.a. de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. I litteraturen bliver Harald Høffding derfor betegnet som den radikale demokrat.

Der er mange positive persontegninger af Harald Høffding. På dette sted må det være på sin plads at gengive den, som Røde Kors i Danmark gav, da Harald Høffding den 11. marts 1918 fyldte 75 år. Røde Kors hylder Harald Høffding for, i en tid fyldt med brydsomt arbejde, tålmodigt og udholdende at føre vanskelige forhandlinger i hovedbestyrelsen og forretningsudvalget frem til konkrete resultater, og det med en forsonende elskværdighed. Samtidig stillede Høffding sig til rådighed for en lang række repræsentative pligter og åbnede sit hjem i æresboligen på Carlsberg for Røde Kors-arbejdet. Røde Kors beskriver Harald Høffding som en person med ”en åndelig kultur og fornemhed, der er fri for fornemhedens ydre apparat, en usnobbet værdighed, som dækkes bag en jævn ligefremhed, og dette i forenelighed med en personlig karakter, hvis stil ikke er tilstræbt eller føles som en skal, der kunne fjernes, men som et naturligt udtryk for et livs arbejde med tankens og personlighedens største problemer.”

Harald Høffding – formålet med Røde Kors

Harald Høffding var med egne ord ”fødselshjælperen”, og ville ikke være ”en jubelidiot, der blot lader sig fejre hvert femte år”. Der skulle

ske noget for Røde Kors, og som grundlaget for handling havde Høffding denne holdning til, hvad formålet må være for en organisation som Røde Kors i Danmark:

”når Røde Kors både i sin internationale og nationale virksomhed bygger på menneskekærligheden, repræsenterer den derved i virkeligheden en højere retfærdighed. Det samfund, som Røde Kors bygger op mellem folkene eller i det enkelte folk, udfylder et hul, som den statslige og kommunale retfærdighed lader tilbage og fortsætter derved statens og kommunens arbejde ud over de hidtidige grænser.” Harald Høffdings ambition for Røde Kors i Danmark lå i forlængelse af hans filosofi om den humane etik, som er omtalt ovenfor. Udmøntningen af Røde Kors formål skulle ske gennem et nyt sammenhængende nationalt og internationalt aktivitetsgrundlag for Røde Kors i Danmark. Høffding mål som formand for Røde Kors i Danmark var derfor både at gennemføre det i 1917 besluttede nye demokrati med etableringen af en landsforening og at udvikle foreningens arbejde til at omfatte: • Et internationalt humanitært nødhjælpsarbejde til gavn for ofre for krige, kriser, store epidemier og naturkatastrofer • Et nationalt humanitært hjælpearbejde med beredskabsopgaver for krig med fokus på førstehjælp og sygepleje og med sociale og sundhedsmæssige opgaver som et supplement til den offentlige indsats.

Harald Høffding – fødselshjælperen for det nye Røde Kors i Danmark

Det var en omfattende dagsorden, som Harald Høffding satte for sig selv og for Røde Kors i Danmark. Lykkedes han, foreningens ledelse og afdelinger med arbejdet? En oversigt nedenfor over nogle af de væsentligste aktiviteter synes at vise, at det lykkedes:

Hovedstaden får egen Røde Kors-afdeling 1917

Som konsekvens af den nye landsforening skal der etableres en ny Røde Kors-afdeling for København og Omegn. Det skete den 29. november 1917, hvor Harald Høffding indleder det konstituerende møde for afdelingen for København og Omegn. Den geografiske udstrækning var og er stor, og er stort set uændret frem til nu, og omfatter Frederiksberg, Dragør, Københavns og Tårnby kommune.

Et usædvanligt humanitært initiativ – konference om krigsfanger, Amalienborg, Christian den 9.’s Palæ 1917

Krigsfangekontoret for Østfronten er kort omtalt tidligere, og det nævnes, at Røde Kors i Danmark i oktober 1917 arrangerede en konference om fælles internationale regler for krigsfanger. Det var et enestående initiativ. For første gang under den første verdenskrig lykkedes det at få de krigsførende stater på Østfronten til at mødes, dels fordi mødet blev afholdt i det neutrale Danmark, dels fordi værten for mødet var det ikke mindre neutrale Røde Kors i Danmark.

De krigsførende stater på Østfronten havde én fælles humanitær interesse, og det var at sikre liv og bedre forhold for deres soldater, som en modpart havde taget som krigsfange. Der var tale om flere millioner krigsfanger på Østfronten. At sikre krigsfangernes værdighed, liv, helbred og ophold var samtidig et mål for Røde Kors’ arbejde.

Konferencens mødested var usædvanligt, men neutralt. Ærespræsidenten for krigsfangekontoret, prins Valdemar, sørgede for, at Amalienborg kunne være mødested for konferencen. Møderne blev holdt i Christian 9.s Palæ, som i dag er bolig (residens) for dronning Margrethe 2. Der skabtes efterhånden en god stemning på mødet og: ”der blev røget mange cigaretter i dronning Louises gamle dagligstue”. Dronning Louises ægtefælle var kong Christian 9.

Når prins Valdemar havde forfald, blev mødet ledet af Harald Høffding og chefen for Udenrigsministeriet, Herluf Zahle. Det lykkedes at få fjenderne på Østfronten til at forhandle om de fælles humanitære spørgsmål. Dog lykkedes det ikke at få fjenderne til at være sammen i mere festlige rammer. Det blev i stedet for af Udenrigsministeriet og Røde Kors smidigt ordnet på den måde, at først tyskerne, østrigerne og tyrkerne og dernæst russerne og rumænerne var til festmiddag i Harald Høffdings æresbolig på Carlsberg. Det viste sig under festlighederne, at et fælles, ufarligt tema var Harald Høffdings videnskabelige værker. Flere af de deltagende landes ministre, diplomater og officerer havde i deres studietid benyttet Høffdings bøger, og Høffding blev på den måde genstand for hyldest og omtale. Middagene i æresboligen blev gengældt af de enkelte landes delegationer, og Høffding fortæller herom: ”Senere holdt vedkommende fremmede ministre hver for sig fester, så at det også i denne henseende var en ret anstrengende tid”.

Men vigtigst af alt var det, at de krigsførende på Østfronten blev enige om en håndbog (manual) for behandling af krigsfanger. Den blev også overdraget til Røde Kors Komitéen i Genève, og den blev brugt

af de øvrige krigsførende i første verdenskrig. I 1921 blev håndbogen formelt fremlagt af Danmark og Røde Kors i Danmark på den 10. internationale Røde Kors-konference i Genève. Håndbogen blev siden et væsentligt input til det internationale arbejde, som i 1929 førte til vedtagelsen af Genèvekonventionen af 1929, der bl.a. indeholdt helt nye regler om hjælp til og beskyttelse af krigsfanger.

I 1917 vidste ingen i Danmark, at håndbogen om behandling af krigsfanger og Genèvekonventionen af 1929 skulle få stor betydning for Danmark under anden verdenskrig. I 1940-1945 var Danmark besat af Tyskland, og i august måned 1944 blev det danske politi taget af tyskerne. Mange blev ført til koncentrationslejre i Tyskland, men de danske myndigheder fik aftalt med tyskerne, at de formelt skulle have status som krigsfanger. Røde Kors i Danmark udgav derfor i 1944 en pjece på dansk om krigsfangekonventionen, og betjentene i koncentrationslejrene kunne modtage Røde Kors-pakker, og de kunne via Røde Kors kommunikere med deres nære familie hjemme i Danmark. Det er tankevækkende, at det danske forsvar, da Danmark var krigsførende i 2002 i Afghanistan og i 2003 i Irak, trods erfaringerne fra første og anden verdenskrig ikke havde styr på, hvordan fanger skulle behandles. Se afsnittet om Freddy Karup Pedersen, præsident 1997-2005.

Den finske borgerkrig 1918

Røde Kors organiserede en ’Finlandsambulance’ omfattende hospitalshjælp til ofrene for den finske borgerkrig i 1918. Den blev sendt til Finland med hospitalsudstyr, medicin, læger, sygeplejersker og logistikfolk.

Røde Kors-bevægelsen udvides med Forbundet af Røde Kors-foreninger 1919

Frem til afslutningen af første verdenskrig bestod Røde Kors-bevægelsen af de nationale Røde Kors-foreninger og Røde Kors Komitéen i Genève. Et ønske om et forbund af Røde Kors-foreninger blev født i Japansk Røde Kors, og det blev varmt støttet af Amerikansk Røde Kors, som under første verdenskrig havde gennemgået en kolossal udvikling, og som havde adgang til omfattende ressourcer. Både USA’s præsident og Amerikansk Røde Kors ønskede, at de nationale Røde Kors-foreninger ved siden af Røde Kors Komitéen i Genève skulle have deres eget, internationale humanitære samarbejde med opgaver, som ikke var begrænset til krigens syge og sårede soldater.

Amerikansk Røde Kors fik Røde Kors-foreningerne i Storbritannien,

Frankrig, Italien og Japan med på idéen. På et møde den 2.-8. marts 1919 i Cannes i Sydfrankrig blev de enige om at etablere et internationalt Røde Kors Forbund. De inviterede derefter en række andre Røde Kors-foreninger, herunder de nordiske, til et møde om initiativet. Mødet blev afholdt i marts 1920.

Harald Høffding kontaktede Svensk og Norges Røde Kors, som havde opbygget et tæt samarbejde under første verdenskrig om hjælp til syge og sårede krigsfanger. Svensk Røde Kors og Røde Kors i Danmark havde fx operativt hospitalssamarbejde i det, som efter den russiske revolution i oktober 1917 blev kaldt for Sovjetrusland. Der var imellem de nordiske Røde Kors-foreninger enighed om to afgørende forudsætninger for deltagelse i det nye Røde Kors Forbund:

For det første skulle Forbundet være åbent for alle Røde Kors-foreninger og ikke kun en ’sejrherrernes forening’. Til det varslede møde i marts 1920 var Tysk Røde Kors fx ikke inviteret.

For det andet skulle Røde Kors Komitéen i Genève, som stiftede Røde Kors-bevægelsen, støtte op om initiativet.

Det skulle vise sig at være en kompliceret sag at nå frem til en enighed om opgaverne for et internationalt Røde Kors Forbund og krævede mange års forhandlinger. Harald Høffdings efterfølger som formand, C.M.T. Cold, kom til at spille en fremtrædende rolle i dette arbejde. I afsnittet om Cold fortælles mere herom.

Harald Høffding deltog i mødet i marts 1920 i Genève. Han var ledsaget af en repræsentant for regeringen, direktøren for Statens Serum Institut, Thorvald Madsen, idet Røde Kors i Danmark ønskede, at Forbundet skulle have en koordinerende rolle i det internationale arbejde med bekæmpelsen af pandemier. Dengang var der ikke nogen Verdenssundhedsorganisation, WHO, og verdenssamfundet havde i 1918 og 1919 været ramt af den spanske syge, som havde kostet ca. 50 millioner menneskeliv. Røde Kors i Danmark havde stillet alle sine Røde Kors-sygeplejersker til rådighed for det omfattende behov for pleje af de titusinder, som her i landet blev ramt af den spanske syge. To af disse sygeplejersker blev desværre også smittet og blev ofre for den spanske syge. På mødet i Genève var der både blandt regeringsrepræsentanter og i de nationale Røde Kors-foreninger motivation for et internationalt samarbejde til bekæmpelse af pandemier. Udfordringen var, om dette kunne organiseres i Røde Kors’ regi i et Røde Kors Forbund.

På mødet i Genève blev Røde Kors i Danmark medlem af det nye Forbund af Røde Kors-foreninger, men ellers var resultaterne beskedne.

Harald Høffding fortæller således, at: ”Udbyttet af denne konference var ikke stort, skønt talerne (og middagene) var mange”. For filosoffen Harald Høffding var det et plaster på såret, at han med sin doktorgrad i filosofi ved Genève universitet blev indbudt til en gæsteforelæsning med efterfølgende spørgetime. Begge dele foregik på fransk. Høffding fortæller, at ”jeg følte mig som en gammel kavalerihest, der hører trompeten”.

I 1920 kørte man i tog for at komme fra Danmark til møder i Genève og andre steder i Europa. Den nu 77-årige Høffding skriver om turen i 1920 gennem Tyskland, at ”det var meget uhyggeligt og besværligt at rejse gennem Tyskland på den tid”. Fx oplevede Høffding og Madsen ved togskifte i Hamburg på vej tilbage til Danmark, at der nu var generalstrejke, og de kom kun under stort besvær frem til færgebyen Warnemünde og om bord på danmarksfærgen til Gedser. Udsigten til den slags strabadser var måske en medvirkende årsag til, at Harald Høffding ikke deltog i den efterfølgende 10. internationale Røde Kors-konference i Genève i 1921. En anden årsag var nok, at Høffding ikke ønskede at fortsætte som formand, når hans valgperiode udløb i 1921.

I 2019 er Røde Kors-bevægelsen uændret sammensat af nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger, nu 192, Røde Kors Komitéen i Genève (ICRC) og Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger (IFRC).

Folkeforbundet 1919, De Forenede Nationer 1945 og de nationale Røde Kors-foreninger

I marts 1920 deltog Harald Høffding og Serum Instituttets direktør Thorvald Madsen som fortalt ovenfor i mødet i det nye Røde Kors Forbund med den dagsorden, at det skulle være en hovedopgave for Forbundet at koordinere det internationale arbejde for bekæmpelse af sygdomsepidemier som fx influenza, kolera, difteri, pest, malaria m.fl. Den direkte anledning var den spanske syge. Staterne var også interesserede i, at Røde Kors påtog sig denne opgave.

Da staterne efter første verdenskrig i 1920 oprettede Folkeforbundet, som blev forløberen for FN, var der i Folkeforbundets Pagt en bestemmelse om Røde Kors-foreningerne. Det var i artikel 25, hvorefter de nationale Røde Kors-foreninger skulle arbejde for fremme af sundhed, forebyggelse af sygdomsepidemier og mindske menneskelig lidelse i verden. Det var derfor logisk for Røde Kors i Danmark og den danske stat, at dette også skulle være hovedopgaverne for de nationale Røde Kors-foreningers samarbejde i Røde Kors Forbundet.

Efter anden verdenskrig fik de nationale Røde Kors-foreninger ikke nogen selvstændig omtale i FN-pagten i 1945. Det internationale samarbejde om sundhed og bekæmpelse af sygdomsepidemier endte med at blive organiseret i Verdenssundhedsorganisationen WHO, som Røde Kors har en samarbejdsaftale med.

FN’s generalforsamling vedtog den 19. november 1946 en resolution (UNGA I/nr. 55), som omhandler Røde Kors-foreningerne. Resolutionen er stadig styrende for forholdet mellem de nationale Røde Kors-foreninger og FN. Til forskel fra Folkeforbundspagten fra 1919 nævnes der i resolutionen ikke noget om Røde Kors-foreningernes aktiviteter. I stedet lagde FN’s medlemslande i generalforsamlingen vægt på, at Røde Kors-foreningerne skal værne om deres uafhængighed, og de skal i deres arbejde handle i overensstemmelse med Genèvekonventionerne og Røde Kors’ humanitære værdier og idégrundlag, som er indeholdt i de syv grundlæggende Røde Kors-principper, der blev vedtaget af den internationale Røde Kors-konference i 1965. Principperne og baggrunden for deres vedtagelse er beskrevet i afsnittet om Johannes Frandsen, præsident 1961-1968.

FN’s prioritering skete med baggrund i erfaringerne med Røde Kors-foreningernes udvikling og arbejde i tiden op til og under anden verdenskrig. Uafhængigheden og neutraliteten for flere Røde Kors-foreningers vedkommende var blevet tilsidesat af deres regeringer, og fx var Tysk Røde Kors fra 1933 et redskab for det nazistiske styre i Tyskland. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 kom også Røde Kors i Danmarks uafhængighed og neutralitet under pres. Se afsnittet om formand Johan Keller Bülow og afsnittet om præsident Kai Hammerich.

Sønderjyllands genforening med Danmark 1920

Harald Høffding havde som omtalt et særdeles solidt kendskab til Sønderjylland og tæt kontakt til landsdelens danske ledere. Da Sønderjylland igen blev en del af Danmark ved genforeningen den 15. juni 1920, var det takket være Høffdings engagement i den sønderjyske sag, at Røde Kors i Danmark fuldstændig gnidningsfrit kunne udstrække sit arbejde til det genforenede Sønderjylland.

Oplysning og medlemshvervning

Den nye hovedbestyrelse besluttede, at Røde Kors’ tidsskrift skulle udsendes gratis til alle medlemmer. Der blev også udgivet en publikation med titlen Det Røde Kors, som blev givet til alle afdelinger og Røde

Kors-aktiviteter for at højne landsforeningens fælles bevidsthed om Røde Kors. I publikationen fortælles således om Røde Kors-idéen og den udvikling, som Røde Kors i Danmark havde gennemgået. Medlemshvervningen blev intensiveret, og ansvaret for hvervningen blev forankret i de lokale Røde Kors-afdelinger. Indsatsen bar frugt. Allerede i 1919 havde Røde Kors i Danmark 31.000 medlemmer mod 6.000 i 1914. På grund af svigtende økonomi bliver Røde Kors-tidsskriftet fra 1922 et abonnementsbaseret tidsskrift.

Den første Røde Kors-landsindsamling og det første Røde Kors-frimærke

Den første landsdækkende indsamling, Røde Kors Ugen, blev afholdt 3.-9. maj 1919. Den skulle egentlig have været afholdt i november 1918, men den spanske syge kom i vejen. Ugens overskrift var: ’I krig – I fred – Barmhjertighed’. Landsdækkende Røde Kors-indsamlinger har været arrangeret lige siden, i vor tid med husstandsindsamlinger hvert år den første søndag i oktober måned.

Generaldirektoratet for Postvæsenet udgav i 1921 for første gang et velgørenhedsfrimærke, og frimærket var til fordel for Røde Kors i Danmark. Frimærket var et rødt kors på hvid bund med en påtrykt overpris. Siden fulgte mange velgørenhedsfrimærker til fordel for Røde Kors – det seneste i 2014 – som havde samme grafiske udtryk som Røde Kors-frimærket fra 1921: Et rødt kors på hvid bund. Velgørenhedsfrimærker må ikke forveksles med fx julemærker, som ikke er et frimærke. Det første julemærke blev trykt allerede i 1904.

Med de mange nye medlemmer var medlemskontingent blevet en betydningsfuld indtægt for afdelingerne. Disse indtægter, og et mindre generelt statstilskud, var ikke øremærket til konkrete aktiviteter.

Den første landsindsamling af tøj

I november 1920 hærgede epidemier i Sovjetrusland, Polen og de øvrige østeuropæiske lande. Røde Kors i Danmark organiserede den første landsdækkende tøjindsamling. Der blev indsamlet tøj, linned og lignende til ofrene for epidemierne. Tøjindsamlinger til katastrofeofre har gennem tiderne været en Røde Kors-aktivitet. Nu om dage er aktiviteten udviklet til et omfattende nationalt arbejde, som er organiseret omkring Røde Kors-afdelingernes Røde Kors-butikker og tøjindsamlingscontainere.

Krigsfangekontoret og ’wienerbørn’

Røde Kors i Danmarks krigsfangekontor havde en afdeling i Wien. Efter første verdenskrig blev afdelingen i 1919 brugt som platform i det internationale arbejde med at organisere hjælp til østrigske børn, ’wienerbørn’, som bl.a. blev sendt til Danmark for at blive reddet fra sultedøden i Østrig. Formelt måtte afdelingen ikke udføre arbejdet, da der ikke var tale om ”syge eller sårede krigsfanger”, men det humanitære behov var åbenlyst, og kontorets handlekraftige organisator, oberstløjtnant Carl Fock, fik i den rette Røde Kors-ånd ledelsens accept til at udføre arbejdet. Til Danmark kom 53 særtog med ”18.525 små wienerbørn”, som opholdt sig i landet fra tre måneder til tre år. Omkring anden verdenskrig var Danmark igen i stand til at tage imod børn fra krigs- og sultramte lande. De mest kendte eksempler er børn fra Finland før krigen og fra Holland efter krigen.

Røde Kors i Danmarks første generalsekretær

Røde Kors’ hovedbestyrelse tiltræder den 17. marts 1919, at apoteker Albert Andresen, Viborg, ansættes som foreningens første generalsekretær. Albert Andresen var med i gruppen, som i 1917 lykkedes med ændringen af Røde Kors i Danmark.

En hovedopgave for generalsekretæren var at oprette Røde Kors-afdelinger i hele landet og at skabe sammenhæng i foreningen. Albert Andresen lykkedes med arbejdet. Han var generalsekretær frem til sin død i 1941. I taknemmelighed for hans store indsats er en mindesten for Albert Andresen placeret ved det nuværende landskontor for Røde Kors i Danmark, som ligger på Blegdamsvej 27 på Østerbro i København. Landsforeningen har haft i alt otte direktører/generalsekretærer. Den nuværende 8. generalsekretær er Anders Ladekarl.

Folkekuranstalten i Hald

Under første verdenskrig drev regeringen under Røde Kors-mærket to lejre for syge og sårede krigsfanger fra Østfronten. Den ene lå i Horserød på Sjælland og den anden i Hald ved Viborg. I 1917 besluttede den nye hovedbestyrelse at arbejde for, at lejren i Hald efter krigen kunne blive en Røde Kors Folkekuranstalt. I 1918 fik regeringen en ansøgning om initiativet, og svaret var positivt. Røde Kors’ Folkekuranstalt ved Hald ved Viborg blev åbnet den 1. august 1922.

Det blev kaldt for en folkekuranstalt, fordi der her i landet var behov for ”en helbredelsesanstalt for den del af befolkningen, som ikke havde

råd til at søge de dyrere private kuranstalter”. Overlæge Videbæk fra Viborg var den helt centrale, humanitære kraft bag initiativet. Videbæk havde, sammen med den nye generalsekretær Albert Andresen, været en del af den gruppe, som banede vejen for, at Røde Kors i Danmark i 1917 blev en ægte landsforening. Sygeplejerske Cecilie Lütken var en anden væsentlig drivkraft bag oprettelsen af Folkekuranstalten i Hald.

Økonomien i Folkekuranstalten skulle bl.a. sikres ved, at opholdet, eller en del af opholdet, blev betalt af den del af landets sundhedsvæsen, som var baseret på sygekasser.

I taknemmelighed for overlæge Videbæks indsats er der rejst en mindesten for ham i Hald ved Viborg, hvor Folkekuranstalten lå.

Førstehjælp, samariterarbejde og sygeplejerskernes sundhedsarbejde

To væsentlige aktiviteter var førstehjælps- og samariterarbejdet, organiseret i foreningen Samariten, og arbejdet med at uddanne sygeplejersker og organisere sygeplejerskernes sundhedsarbejde. Et grundlag for arbejdet var aftalen fra 1909 mellem Forsvarsministeriet og Røde Kors i Danmark.

I tiden op til, under og efter første verdenskrig lykkedes det ikke Røde Kors i Danmark at få aftalen med Forsvaret udmøntet i operationelle aftaler om aktivitetssamarbejde, ved at Røde Kors i Danmark påtog sig et ansvar for sundheds- og sygeplejeaktivitet, for ambulancevirksomhed eller for et krigsberedskab omfattende førstehjælp og sygepleje. Alligevel voksede samariterarbejdet under den første verdenskrig og enkelte afdelinger begyndte også med ambulancevirksomhed, som imidlertid ikke blev en økonomisk bæredygtig aktivitet for landsforeningen.

Ambitionen for Røde Kors i Danmark var uændret at være en relevant aktør i samfundet, når det drejede sig om hjælp, nationalt og internationalt, til katastrofeofre, sygeplejevirksomhed, førstehjælpsuddannelse og sikring af førstehjælp til ofre for ulykker og sygdom. Indtil videre var det imidlertid en aktivitet, som Røde Kors, trods megen anerkendelse fra myndighederne, drev på eget initiativ og selv finansierede.

Harald Høffding slutter som formand

På hovedbestyrelsesmødet i oktober 1920 meddeler Harald Høffding, at han ikke søger genvalg. Ved sin afgang udtaler Høffding til foreningen, at der i Danmark ”stadig vil ligge betydningsfulde opgaver for Røde

Kors, som endnu ikke er optagne af stat eller kommune eller af andre filantropiske foreninger”. Høffding var med egne ord fødselshjælper for den nye Røde Kors-landsforening, som blev skabt i 1917. Høffding leverede en imponerende indsats til gavn for foreningen Røde Kors og for Røde Kors’ arbejde. Samtidig havde det for ham været en virksomhed, som ”har været af en noget anden art end den, der tidligere optog mig i livet”. Høffdings arbejde som fødselshjælper for Røde Kors var dermed afsluttet. Spørgsmålet var så, om den nye landsforening kunne stå på egne ben.