Johan Keller Bülow, formand 1932-1945

Johan Keller Bülow – formand for Røde Kors i Danmark 1932-1945

Hovedbestyrelsen valgte Johan Bülow til posten som formand for Røde Kors i Danmark den 18. januar 1932. Bülow var formand for foreningen frem til han døde den 6. december 1945, kun 60 år gammel.

Johan Bülow – en ny profil på formandsposten

Med Johan Bülow fik Røde Kors i Danmark atter en helt ny profil på formandsposten. Frem til 1917 var formændene folk fra forsvaret i uniform, fra 1917 civile med filosoffen, videnskabsmanden og samfundsdebattøren Harald Høffding som den første og derefter i 1921 erhvervsmanden og venstrepolitikeren C.M.T. Cold.

Johan Bülow var jurist og topembedsmand i statens tjeneste. Bülow blev ansat i Indenrigsministeriet i 1918, og blev kontorchef i ministeriet i 1921. I 1925 blev han departementschef i Socialministeriet og i 1926 departementschef i Sundhedsministeriet. I 1928 og frem til sin død i 1945 fortsætter Bülow i statens tjeneste som overpræsident i København. Som overpræsident var han født formand for Københavns Kommunes magistrat frem til 1938, hvor posten som formand for magistraten overgik til en nyoprettet post som overborgmester. Posten som overpræsident i København blev nedlagt med kommunalreformen i 2007.

Bülow havde således et grundigt indblik i statens, amternes og kommunernes sociale arbejde og sundhedsopgaver i en periode, hvor landets offentlige socialforsorg og sundhedsforvaltning var under forvandling. Den foreløbige kulmination var, da et flertal i Folketinget aftalte Kanslergadeforliget i januar 1933. Kanslergadeforliget indeholdt bl.a. en socialreform, hvor almisseprincippet i socialarbejdet blev afløst af en socialpolitik, som var baseret på retsprincipper.

Johan Bülow var også formand for Fællesudvalget for danske sociale og filantropiske institutioners samarbejde med udlandet, og organiserede fx Danmarks deltagelse i datidens internationale konferencer for socialt arbejde, som bl.a. drejede sig om forholdet mellem privat og of-

fentlig social virksomhed.

På denne baggrund var Johan Bülow i 1932 den rette mand på posten som formand for Røde Kors i Danmark, der netop ønskede at være en medspiller i samfundets udvikling på social- og sundhedsområdet. Johan Bülow var også kammerherrer, og havde derfor forbindelse til Kongehuset. Bülow nedstammede fra en adelsslægt, oprindelig fra Mechlenburg i Nordtyskland, men Johan Bülow havde valgt ikke at bruge von-betegnelsen i sit navn. Fra 1933 var Bülow formand for det Classenske Fideikommis.

Folkekuranstalten i Hald – Indenrigsministeriet nedsætter en kommission

I samspillet med det offentlige var Folkekuranstalten i Hald en helt central aktivitet for Røde Kors i Danmark. Det var derfor skadeligt for tilliden til Røde Kors’ ledelse, da Højesteret afsagde dom imod ledelsen af kuranstalten. Som nævnt blev det en konsekvens af dommen, at Røde Kors’ formand, C.M.T. Cold, trak sig som formand.

En anden konsekvens af Højesterets dom blev, at Indenrigsministeriet nedsatte en kommission til at undersøge Folkekuranstaltens arbejde og organisation. For Johan Bülow og Røde Kors var kommissionens vigtigste konklusion, at: ”Røde Kors i Danmark, der har organiseret Folkekuranstalten og har bragt den frem til dens nuværende anerkendelsesværdige stilling, bør også fremtidig bevare hovedindflydelsen på dens ledelse.”

Folkekuranstaltens ledelse blev ændret til en bestyrelse, hvor Røde Kors havde flertallet, men hvor der også var repræsentanter for staten, amterne, kommunerne og sygekasserne, som alle bidrog til kuranstaltens drift. Det var den første Røde Kors-institution, hvor ledelsen blev organiseret på denne måde, men ikke den sidste. Især efter 1945 fulgte mange Røde Kors-institutioner efter, fx institutioner for tuberkuloseramte, vuggestuer, børnehaver, plejehjem m.v.

En tredje konsekvens af sagen og Højesterets dom blev, at hovedbestyrelsen i Røde Kors besluttede at opstille en mindesten for overlæge P. Videbæk ved kuranstalten i Hald, for på denne måde udtrykke sin anerkendelse af Videbæks store og betydningsfulde indsats. Videbæk havde taget initiativ til kuranstalten, men forlod Røde Kors’ hovedbestyrelse i 1927 i protest mod ledelsen af kuranstalten.

Samaritterne – alle skal lære førstehjælp!

Med Johan Bülow fik samariterarbejdet øget opmærksomhed. Det kom især til udtryk ved deres 50-års jubilæum den 27. august 1933. Samaritterne havde i 1909 fået officiel status i en aftale indgået mellem regeringen v/Krigsministeriet og Røde Kors i Danmark, hvorefter samaritterne i tilfælde af krig kunne stilles til rådighed for forsvaret, men aftalen var aldrig blevet omsat i konkrete samarbejdsaftaler. Ved jubilæet i 1933 sagde Bülow til samaritterne: ”i de forløbne år har 35.000 mennesker fået uddannelse i samariterarbejdet, og der står nu 3.200 i samariterforeningerne. Men vi må videre frem, tiden viser, at der er behov for os. Ulykkestilfældenes antal er stærkt stigende, og det har ved flere lejligheder vist sig, hvor betydningsfuldt det er, at den første hjælp ydes rigtigt. Jeg vil udtale ønsket om, at enhver kvinde og mand på et eller andet tidspunkt under sin uddannelse vil gennemgå et samariterkursus!” Bülow udbragte derpå et leve for samaritersagen og dens vækst, og hver samariterforening fik som jubilæumsgave en ”fuldt pakket katastrofetaske”. Hele begivenheden med taler, sange og den særlige samariterhymne blev transmitteret af Statsradiofonien.

I fokus for samariterarbejdet var Røde Kors i Danmarks ’Katastrofetjeneste – førstehjælp på vejene’, som blev oprettet i 1932, og som omfattede oprettelsen af førstehjælpsposter langs de danske landeveje på steder, hvor der var langt til ambulancer og hospitaler. En del af initiativet var Røde Kors-katastrofetasken, som dannede skole i det internationale Røde Kors-samarbejde. I Danmark blev katastrofetasken et førstehjælpsredskab ved de 1.300 katastrofeposter, som i denne periode blev oprettet ved vejene.

Alle kunne se relevansen og nytten af samariter- og førstehjælpsarbejdet. Op til og ikke mindst under anden verdenskrig voksede opbakningen til arbejdet. I sin nytårshilsen 1944/1945 roste Johan Bülow således samaritterne for ”deres stigende engagement om løsningen af ekstraordinære opgaver”, og opgaveløsningen har helt sikkert været kompleks. I Røde Kors-tidsskriftet omtales fx ”det hemmelige samariterkorps på Kommunehospitalet i København”, og mange lokale Røde Kors-afdelinger har helt sikkert været aktive for at sikre, at samariterarbejdet på trods af krigen kom alle, som havde behov, til gode.

Umiddelbart efter krigen var Johan Bülows budskab til samaritter-

ne, at det nu var op til Røde Kors i Danmark at forhandle med myndighederne om samaritternes opgaver. Forhandlingerne skulle føres i lyset af, at landet nu havde fået Danske Kvinders Beredskab, og det vi nu kender som Beredskabsstyrelsen. Bülow havde et budskab til Røde Kors-samaritterne, som var indeholdt i dette spørgsmål til dem: ”Er samaritterne rede til at samarbejde, eller vil de hellere hygge sig med sig selv?” Det blev Bülows efterfølger, Kai Hammerich, som fik til opgave at få et svar på spørgsmålet.

Beskyttelse mod luftangreb 1933

I januar 1933 udgav Røde Kors i Danmark en pjece med titlen: ’Den civile befolknings beskyttelse mod luftangreb’. Pjecen henvendte sig til og blev sendt til Folketinget, regeringen, alle landets byer, medierne og Røde Kors’ afdelinger. Pjecen var en opfordring til myndighederne om at være ordentligt forberedt, hvis krigen og luftkrigen skulle ramme landet. Røde Kors betegnede dette som en opgave, som ikke kunne løses af en privat organisation som fx Røde Kors i Danmark. Inspiration til initiativet kom fra samarbejdet i det internationale Røde Kors, hvor Tysk Røde Kors var aktive med initiativer, der kunne beskytte civilbefolkningen mod krigens konsekvenser, og luftkrig var den nye trussel.

Røde Kors’ initiativ blev den direkte anledning til nedsættelsen af Luftværnskommissionen, som førte til oprettelsen af Statens Civile Luftværn den 1. januar 1939, som senere blev til Civilforsvaret, og som i dag er Beredskabsstyrelsen.

En anden konsekvens af Røde Kors i Danmarks initiativ var dannelsen af Dansk Luftværnsforening i 1934, senere omdøbt til Civilforsvarsforbundet, nu Beredskabsforbundet, som fra 1. januar 2019 har en tilskudsbaseret aftale med Forsvarsministeriet om at – lidt ligesom i 1933 – levere ”Information til befolkningen om civilbeskyttelse ved større ulykker og katastrofer i Danmark med moderne civilbeskyttelsestænkning, planlægning, uddannelse og anvendelse af frivillige som centrale elementer”.

Bloddonorerne i Danmark

Det at give blod blev i begyndelsen af 1930’erne organiseret af landets hospitaler på frivillig basis. Spejderne var de første, som organiserede bloddonorer. Senere blev Falcks Redningskorps og andre organisationer også involveret. Røde Kors-afdelinger blev også aktive, og i 1935 organiserede fx Esbjerg Røde Kors-afdeling et donorkorps.

Røde Kors’ hovedbestyrelse udarbejdede retningslinjer for afdelingernes bloddonorarbejde, også her med inspiration fra det internationale Røde Kors-samarbejde. I 1937 opfordrede de aktive Røde Kors-afdelinger hovedbestyrelsen til at danne et landsråd for de frivillige bloddonorkorps i Danmark. Formålet skulle være at sikre frivilligheden en ensartet kvalitet og bedre udnyttelse af ressourcerne.

I 1939 hverver Røde Kors på opfordring af Krigsministeriet 27.000 bloddonorer, som står til rådighed for hæren i tilfælde af krig. Efter anden verdenskrig dannes en landsdækkende organisation: Danmarks Frivillige Bloddonorer. I 2019 er det stadig Danmarks Frivillige Bloddonorer, som organiserer de frivillige, medens ansvaret for sikring af kvalitet og effektiv udnyttelse af ressourcer er forankret i det offentlige hospitalssystem.

Røde Kors-foreninger i mange lande har bloddonorvirksomhed som en fremtrædende Røde Kors-aktivitet, og ved internationale Røde Kors-møder herom inviteres Danmarks Frivillige Bloddonorer til at deltage.

Ungdommens Røde Kors integreres i Røde Kors-afdelingernes arbejde

En hovedopgave for Johan Bülow var efter mange års debat også at skabe ro om Ungdommens Røde Kors. I manges øjne havde Ungdommens Røde Kors udviklet sig til en organisation, som ikke havde den nødvendige forankring i foreningen.

Med Johan Bülow i spidsen fik Røde Kors’ hovedbestyrelse i 1933 landsmødets opbakning til et forslag om, at Røde Kors i Danmark fortsat skulle have et Ungdommens Røde Kors. Ungdomsarbejdet skulle ske efter principper fastsat af hovedbestyrelsen, og lokalt skulle ungdomsarbejdet forankres i Røde Kors-afdelingerne, og målet var, at ungdomsarbejdet skulle være en integreret del af afdelingernes samlede indsats. Samtidig blev der givet flere ressourcer til Ungdommens Røde Kors til landsdækkende aktiviteter, og Ungdommens Røde Kors fik, ligesom samaritterne, eget tidsskrift.

1933 – Danmark tiltræder Genèvekonventionen af 1929 om beskyttelse af krigsfanger

Konventionen blev udarbejdet i 1929. Folketingets tiltrædelse, formelt ratifikation, blev vedtaget den 13. juni 1933, og tiltrædelsen indebar samtidig en skærpelse af lovgivningen i Danmark om beskyttelse af

Røde Kors-mærket og navnet Røde Kors. Røde Kors havde nationalt og internationalt set et stigende misbrug af mærket. Misbruget var især et problem på forskellige hygiejneartikler.

Anden verdenskrig 1939-1945 og Røde Kors

Ved udbruddet af anden verdenskrig var Johan Bülow formand, og Røde Kors i Danmark var velfungerende og i øjenhøjde med udviklingen i samfundet. Landsforeningen havde fundet løsninger på Folkekuranstalten i Hald, Ungdommens Røde Kors var integreret i foreningens arbejde, samaritterne var aktive og havde bred opbakning i samfundet. Nye aktiviteter havde set dagens lys som fx bloddonorvirksomhed og det civile beredskab i samfundet.

Danmarks neutralitet 1939 og Røde Kors i Danmark

Forud for anden verdenskrig var der ikke fred i Europa eller i verden. Fascisterne havde siden 1922 magten i Italien med Mussolini i spidsen, nazisterne med Hitler som leder, som fik magten i Tyskland i 1933, og i Spanien blev fascisten Franco sejrherre i en blodig borgerkrig 19361939. Japan førte krig i Manchuriet i 1932 og angreb Kina den 7. juli 1937, hvilket blev starten på anden verdenskrig i Asien. Italien angreb Abessinien i 1935, nazisternes Tyskland annekterede Østrig og invaderede Tjekkiet i 1938, og Stalins Sovjetunion var et kommunistisk regime, som brutalt udryddede modstandere af regimet, først og fremmest i Sovjetunionen, men også uden for landets grænser. Situationen kulminerede i Europa med udbruddet af anden verdenskrig, da Tyskland angreb Polen den 1. september 1939.

Røde Kors-arbejdet i Danmark op til anden verdenskrig var i perioden under Johan Bülow koncentreret om udviklingen af det nationale arbejde. Røde Kors-afdelingerne organiserede en indsamling til fordel for ofrene for den italiensk-abessinske krig 1935-1936, men generelt stod landsforeningens internationale arbejde i skyggen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Der var kun gået 20 år siden afslutningen af første verdenskrig. Det lykkedes dengang at holde Danmark ude af krigen og støtte bl.a. det omfattende humanitære arbejde til fordel for ofrene for krigen. Genforeningen i 1920 af Sønderjylland med Danmark var det vigtigste resultat for Danmark.

Da anden verdenskrig brød ud, var Danmark stadig en neutral stat. Alle de nordiske lande havde erklæret deres neutralitet på et møde i Stockholm i 1938, og Danmark havde den 31. maj 1939 indgået en ikke-

angrebspagt med Tyskland.

For Røde Kors i Danmark betød dette, at foreningen ligesom under første verdenskrig kunne påtage sig humanitære opgaver til fordel for ofrene i de krigsførende lande. Arbejdet kunne ske i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité i Genève.

For Det Internationale Røde Kors Forbund betød krigsudbruddet, at forbundet flyttede hovedkontoret fra Paris til Genève i det neutrale Schweiz, som også var hovedkvarter for Den Internationale Røde Kors Komité. Både Komitéen og Forbundet har i dag deres hovedkvarterer i Genève. De nationale Røde Kors-foreninger i de krigsførende lande blev mobiliseret, så de kunne understøtte deres regeringer og befolkningerne med humanitært arbejde.

Krigsfangekontor oprettes i Det Gule Palæ i Amaliegade i København. Hjælp til krigsramte i Finland og Polen 1939-1940

Ved anden verdenskrigs udbrud oprettede Røde Kors Komitéen i Genève et krigsfangekontor for krigsfanger fra krigen mellem Tyskland, England og Frankrig. Røde Kors i Danmark blev anmodet om at oprette et krigsfangekontor for krigen mellem Tyskland og Polen og det baltiske område. Hovedbestyrelsen oprettede derfor den 30. november 1939 en særlig organisation under navnet ’Kontoret for udenlandske anliggender og krigshjælp’, som fik egen direktør, der refererede til Johan Bülow. Kronprinsen, den senere kong Frederik 9., blev ærespræsident. Det var en struktur, som kendtes fra krigsfangearbejdet under første verdenskrig.

Samme dag – den 30. november – begyndte den finsk-russiske krig, og dagen efter iværksatte Røde Kors i Danmark en storstilet indsamling med appel om ”hjælp til krigsramte personer”. I appellen henvises til, at Røde Kors i Danmark under første verdenskrig ydede neutral hjælp for 60 millioner kroner, hvilket i 2018 ville svare til 1,9 milliarder kroner. Indsamlingen blev støttet af regeringen med statsminister Th. Staunings personlige opbakning.

Indsamlingen var en stor succes og årsag til, at Røde Kors i Danmark allerede den 21. december med skib kunne sende 125 Røde Kors-delegater, hospitalsudstyr, medicin, 300 tons tøj m.m. til Finland. Krigen sluttede den 13. marts 1940, og al hjælp blev foræret til Finland, som havde behov for humanitær nødhjælp. I begyndelsen af 1940 blev der også sendt humanitær hjælp til polske flygtninge i Letland, Litauen og Rumænien.

Det Gule Palæ, Amaliegade 18 i København var bolig for prins Valdemar frem til 1939, da prinsen døde. Prins Valdemar var ærespræsident for Røde Kors i Danmarks krigsfangekontor under første verdenskrig. Da der ikke var plads til det nye krigsfangekontor i Røde Kors’ landskontor i Puggaardsgade i København, indgik staten og Røde Kors aftale om, at Det Gule Palæ skulle stilles til rådighed for Røde Kors’ arbejde under og, som det skulle vise sig, efter anden verdenskrig. Staten ejer stadig palæet, som nu bruges af Kongehuset til Hoffets administration.

Bülow ansætter en kontroversiel direktør for krigsfangekontoret 1939

Som direktør for krigsfangekontoret ansatte Røde Kors i Danmark Helmer Rosting. Han blev valgt efter kontakt med Udenrigsministeriet, hvor han havde været ansat efter at have været Folkeforbundets højkommissær for Danzig, nu Gdansk, 1932-1934.

Det er muligt, at Udenrigsministeriet ikke var utilfreds med, at Rosting i november 1939 blev direktør for krigsfangekontoret i Røde Kors. Rosting var under sin ansættelse i Udenrigsministeriet fremkommet med synspunkter, som klart var i strid med regeringen og statsminister Staunings neutralitetspolitik, idet Rosting talte til fordel for en mere tyskvenlig kurs. Rostings kontroversielle, tyskvenlige synspunkter blev offentliggjort i et tysksproget, nordisk tidsskrift i december 1939, efter at han var blevet ansat som direktør i Røde Kors.

Da statsminister Stauning fik at vide, at Rosting var blevet direktør for Røde Kors’ krigsfangekontor og derefter offentligt havde kritiseret regeringens neutralitetspolitik, skrev Stauning et vredt brev til Bülow. I brevet meddelte Stauning, at havde han vidst, at Rosting skulle være direktør for krigsfangekontoret, havde han og staten ikke støttet Røde Kors’ store indsamling, som var iværksat den 1. december 1939. Bülow svarede Stauning, at Rosting havde lovet ham at respektere Røde Kors’ neutralitet, underforstået, at han ikke ville ytre sine tyskvenlige synspunkter. Det gjorde han heller ikke i perioden frem til Danmark blev besat den 9. april 1940. Derefter havde Rosting svært ved at tie stille med sine tyskvenlige sympatier. Således gentog Rosting sine tyskvenlige synspunkter i efteråret 1940 i det nazistiske dagblad Fædrelandet.

Rosting havde med sine tyskvenlige artikler i 1939 og 1940 ikke respekteret Røde Kors’ neutralitet. Rostings tyskvenlige sympatier fremmede helt sikkert hans handlemuligheder i forhold til besættelsesmagten. Det må dog nok konstateres, at Rostings sympatier for Tyskland var

af en sådan styrke, at det gjorde ham blind for at tage humanitære initiativer, som lå udenfor det, der var fastsat i konventioner aftalt med Røde Kors Komitéen i Genève eller med den tyske besættelsesmagt.

20.-23. maj 1940. Møde i Det Gule Palæ – direktør Rostings tyske og schweiziske forbindelser

Ved udbruddet af anden verdenskrig beskyttede Genèvekonventionerne kun syge og sårede soldater, skibbrudne og krigsfanger. Civile var ikke beskyttet mod krigens umenneskelighed, heller ikke i besatte områder. Det betød, at Røde Kors Komitéen i Genève og de nationale Røde Kors-foreninger ikke havde nogen formel hjemmel til at hjælpe civile ofre for krig og besættelse.

Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940. Derefter var Danmark ikke længere en neutral stat, og Røde Kors i Danmark kunne ikke længere varetage opgaven med et krigsfangekontor for krigens ofre på Østfronten. Det blev nu en opgave for Røde Kors Komitéen i Genève.

Både Røde Kors i Danmark og Røde Kors Komitéen i Genève ønskede, at Røde Kors i Danmark kunne fortsætte med at udføre et humanitært arbejde for krigens ofre.

Derfor udsendte Johan Bülow umiddelbart efter den 9. april 1940 et ’cirkulære’ til alle Røde Kors-afdelingerne. Bülow udtrykte i cirkulæret: ”min bestemte forventning om, at samtlige Røde Kors-afdelinger og samtlige medarbejdere til enhver tid vil stå til rådighed for samfundet og hjælpe efter bedste evne, hvor det gøres fornødent. I en for landet tung tid, hvor alle må være på deres post ved trofast at udfylde sin plads, er det mere end nogensinde nødvendigt, at Røde Kors er sig sin stilling og sit ansvar bevidst og handler i overensstemmelse med sine traditioner.”

Bülow gentog opfordringen om at være til disposition for samfundet med regelmæssige mellemrum, og det blev efterhånden konkretiseret derhen, at Røde Kors-afdelingerne samtidig med samariteropgaven især skulle bistå Civilforsvaret (Statens Civile Luftværn) og hospitalerne.

Hvad med krigens ofre i Danmark og i udlandet? Der var mange danske statsborgere i de tysk besatte områder og i de allieredes områder. Krigen betød, at de var afskåret fra at kommunikere med familie i Danmark. En del af disse udlandsdanskere var aktivt involveret i krigen.

En løsning på dette spørgsmål blev fundet på et møde 20.-23. maj

1940 i Det Gule Palæ. Røde Kors i Danmark var vært for mødet, og deltagerne var derudover den tyske besættelsesmagt, som havde en repræsentant med fra Berlin og Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, lægen Marcel Junod, som i den periode var en del af Røde Kors Komitéens lille delegation i Berlin.

På mødet i Det Gule Palæ tilkendegav Røde Kors Komitéen, at Røde Kors i Danmark havde den nødvendige kapacitet til at løse opgaverne i Danmark med humanitær krigshjælp, og at Komitéen derfor ikke havde behov for at oprette en delegation i Danmark. Dette var både Røde Kors i Danmark og den tyske besættelsesmagt indforstået med. Forudsætningen for denne forståelse var, at krigsfangekontorets hjælp skulle udføres i overensstemmelse med Genèvekonventionerne, som ikke beskyttede civile, og med den måde, som Røde Kors Komitéen arbejdede på.

Efter mødet i Det Gule Palæ rejste direktøren for krigsfangekontoret, Helmer Rosting i perioden oktober 1940 til august 1943 flere gange til Berlin og Genève for at fremme kontorets arbejdsmuligheder for at hjælpe danske med breve og levnedsmidler i andre dele af det tyskbesatte Europa og for at forhandle om humanitær hjælp til fx Norge og Finland. Det må antages, at Rosting på disse rejser fik et grundigt indblik i situationen i Tyskland og Tysk Røde Kors, og at han også fik detaljeret viden om Røde Kors Komitéens holdninger, arbejde og prioritering af arbejdet.

Johan Bülow deltog ikke i Rostings møder i Berlin og Genève. Selvom Bülow også var ansvarlig for Røde Kors-arbejdet i Det Gule Palæ, er indtrykket, at Rosting i høj grad selvstændigt styrede arbejdet, som udgik fra Det Gule Palæ. Johan Bülow var landsforeningens øverste leder, men koncentrerede sig nok mest om den del af landsforeningens arbejde, som udgik fra Røde Kors’ landskontor i Puggaardsgade, og han tegnede især arbejdet i Røde Kors’ lokale afdelinger. Ved begyndelsen af besættelsen var Røde Kors i Danmark således delt i to: Landsforeningen i Puggaardsgade koncentreret om Røde Kors-afdelinger og krigsafdelingen i Det Gule Palæ, som arbejdede efter aftaler indgået dels med danske myndigheder, som finansierede arbejdet, dels med den tyske besættelsesmagt, Røde Kors Komitéen i Genève og Tysk Røde Kors.

I forhold til udviklingen i Danmark under den anden verdenskrig forblev Helmer Rosting en væsentlig aktør under hele besættelsen. Udviklingen af Johan Bülows rolle, udover at være den øverste leder, var måske at indtage en dobbeltrolle, hvor han på samme tid bakkede

op om krigsfangekontorets arbejde ved Helmer Rosting, og, især efter august 1943, samarbejdede med myndighederne om at bruge Røde Kors til løsningen af humanitære opgaver, som ikke var omfattet af Genèvekonventionen.

Med baggrund i Helmer Rostings virke som Folkeforbundets højkommissær havde Rosting en bred kontaktflade til den tyske besættelsesmagt i Danmark og Berlin, til Tysk Røde Kors og til Røde Kors Komitéen i Genève. Et af Røde Kors Komitéens mest fremtrædende medlemmer var Carl Jacob Burckhardt, som i 1937 blev Folkeforbundets højkommissær i Danzig, hvor Rosting var højkommissær 19321936. Alle højkommissærer havde tæt kontakt på højt niveau til Hitlers styre, hvilket bl.a. er dokumenteret i breve mellem Burckhardt og Hitlerregimet, som er offentliggjort af Røde Kors Komitéen i Genève. Kontakten var Hitler og kredsen omkring ham. I 1941 blev Burckhardt leder af Røde Kors Komitéens krigsfangehjælp, og i perioden 1. januar 1945-31. december 1948 var han præsident, dvs. den øverste leder for Røde Kors Komitéen.

For at få det rette billede af Røde Kors i Danmarks humanitære krigshjælp under anden verdenskrig vil det på denne baggrund være nødvendigt at se nærmere på relationerne på den ene side mellem Tysk Røde Kors og Røde Kors Komitéen og på den anden side Røde Kors i Danmark.

Den Internationale Røde Kors Komité i Genève og Tysk Røde Kors under anden verdenskrig – blev ofrene svigtet?

Den Internationale Røde Kors Komité i Genève og Tysk Røde Kors har åbnet deres arkiver for uafhængige forskere, som har gennemført grundige og omfattende videnskabelige studier af deres virksomhed op til, under og umiddelbart efter anden verdenskrig. Et afgørende spørgsmål er, om de svigtede krigens ofre, og især om mere kunne være gjort for at forhindre nazisternes mord på seks millioner jøder.

Da Hitler kom til magten i 1933 ophørte Tysk Røde Kors med at beskæftige jøder. Allerede i november 1933 var alle ansatte jøder i Tysk Røde Kors blevet afskediget, og jødiske medlemmer af Tysk Røde Kors var ekskluderet. Dette var i strid med Tysk Røde Kors’ egne vedtægter, men Tysk Røde Kors undlod at protestere. Mange af jøderne blev senere myrdet i nazisternes udryddelseslejre. Nazisterne ønskede et Tysk Røde Kors uden jøder og kun til aktiviteter, som kunne understøtte den nazistiske krigsmaskine, som var under opbygning. Skridt for skridt

blev organisationen en integreret del af naziregimet, og i 1936 satte nazisternes SS-ledelse i Berlin sig også på ledelsen af Tysk Røde Kors. Tysk Røde Kors havde på dette tidspunkt store sociale aktiviteter og et stort sundhedsarbejde, som var udviklet i perioden op til 1933. Disse aktiviteter måtte afvikles, da nazisterne i 1933 kom til magten. Tysk Røde Kors blev tvunget til at koncentrere foreningens arbejde om militær sygepleje, militærets sanitetstjeneste og førstehjælp i militæret samt beskyttelse af civilbefolkningen i Tyskland i tilfælde af krig.

Der er ikke fundet dokumentation for, at Tysk Røde Kors som organisation var involveret i nazisternes udryddelse af seks millioner jøder og af andre befolkningsgrupper. På den anden side var der ikke i Tysk Røde Kors protester eller initiativer til forebyggelse eller begrænsning af nazisternes folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Tysk Røde Kors’ opgave var arbejdet til fordel for syge og sårede tyske soldater og redningstjeneste for civilbefolkningen. I alt anslås det, at Tysk Røde Kors under anden verdenskrig mobiliserede 600.000 ansatte og frivillige til arbejdet, som også omfattede fx informationsarbejde, propaganda til fordel for den tyske stat. Efter Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940 udsendte Tysk Røde Kors således en lille pjece, som hyldede den tyske hær, Wehrmacht, for dens sejrrige besættelse af Danmark.

Røde Kors Komitéen i Genève har først i 1990’erne beklaget, at den ikke under anden verdenskrig aktivt og åbent arbejdede for at beskytte jøderne mod nazisternes forfølgelse og udryddelse. Røde Kors Komitéen var udmærket bekendt med nazisternes forfølgelse af jøderne og andre befolkningsgrupper. Komitéens egen begrundelse for ikke at gå ud med offentlig kritik af nazisterne og støtte til jøderne kan opsummeres således: • Røde Kors Komitéen havde i Genèvekonventionerne kun mandat til at hjælpe sårede og syge soldater, skibbrudne og krigsfanger. Først i 1949 blev Komitéens mandat udvidet til også at omfatte civile. Det var Røde Kors Komitéens opfattelse, at tyskerne ville standse Komitéens omfattende og velfungerende arbejde for krigsfanger, hvis Komitéen gik ud over sit mandat og kritiserede nazisternes forfølgelse og umenneskelige behandling af jøderne og andre befolkningsgrupper. • Det var også Røde Kors Komitéens opfattelse, at der ville være en reel risiko for, at Tyskland ville lægge pres på den schweiziske regering og måske gøre ende på Schweiz’ neutrale status ved at besætte landet. Røde Kors Komitéen erkender i dag, at dette var en fejlvurde-

ring, og at den skulle have lagt hele Komitéens humanitære prestige i at arbejde direkte mod naziregimet og komme med offentlige udmeldinger for at gøre, hvad der stod i Røde Kors’ magt for at stoppe forfølgelsen og udryddelsen af jøderne. Røde Kors Komitéen har argumenteret for, at de allierede fx USA og Storbritannien var bekendt med nazisternes forfølgelse af jøderne, og at de allierede mere aktivt skulle have forsvaret jøderne. Uanset hvad de allierede kunne eller burde have gjort, så ville nazisterne formentlig ikke i spørgsmålet om jøderne på nogen måde have lyttet til fjendens synspunkter. Arkivstudier viser, at Røde Kors Komitéen var splittet i spørgsmålet. Et flertal med Komitéens præsident, Max Huber, og Carl Burckhardt som de mest fremtrædende, var imod initiativer til fordel for jøderne. Et mindretal ønskede en aktiv linje til støtte for jøderne. Der er beskrivelser af, at både Huber og Burckhardt var negativt indstillet overfor jøderne, og at de beskrives som antisemitter. Der er også beskrivelser af, at de begge ved siden af deres arbejde for Røde Kors Komitéen havde en udbytterig kommerciel virksomhed med Tyskland. Der henvises i forskningen til, at Røde Kors Komitéen før anden verdenskrig, desværre forgæves, søgte at få staternes opbakning til en udvidelse af Genèvekonventionerne til også at omfatte civile og civilbefolkningen. Pointen her er, at det ikke kunne komme som en overraskelse for nogen regering, hvis Røde Kors Komitéen under anden verdenskrig havde søgt at beskytte jøderne og andre civile, selvom Komitéen ikke havde noget mandat i konventionerne. Det lykkedes fx for Røde Kors Komitéen ved begyndelsen af anden verdenskrig at få de krigsførende til at acceptere, at fjendens borgere ikke var prisgivet vilkårlig behandling, men kunne interneres i lejre. Røde Kors’ kuranstalt i Hald blev således stillet delvis til rådighed for internering af civile britiske statsborgere, som var i Danmark ved krigens udbrud. Via Røde Kors’ eftersøgningstjeneste i København fik de bl.a. mulighed for at brevveksle med deres familie hjemme i Storbritannien. Det er også en vurdering, at Røde Kors Komitéen undervurderede tyskernes interesse i, at Komitéen uhindret kunne udføre arbejdet for krigsfanger, som også omfattede alle tyske krigsfanger taget af de allierede. Røde Kors Komitéens spillerum for handling var således større, end hvad Komitéen antog, og Komitéen ville derfor have haft mulighed for at presse tyskerne til en bedre behandling af jøderne.

Endelig havde Røde Kors Komitéen – dengang som nu – ifølge Komitéens folkeretligt anerkendte vedtægter retten til at tage de humanitære initiativer, som Komitéen anser for nødvendige for at beskytte og hjælpe alle ofre for krige og kriser. Komitéen havde således et reelt mandat til at tage de nødvendige humanitære initiativer.

Røde Kors Komitéen i Genève har beklaget sit svigt under anden verdenskrig. Det har Røde Kors Komitéen gjort for at undskylde sin passivitet og manglende handling samt i respekt for de millioner af jøder og andre ofre, som blev myrdet af nazisterne under anden verdenskrig. Men ikke kun derfor. Det er samtidig for Røde Kors Komitéen og for hele Røde Kors-bevægelsen et klart signal om, at Røde Kors har et moralsk, humanitært ansvar for aktivt at søge at forhindre forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og umenneskelig og nedværdigende behandling af civile og civilbefolkninger samtidig med, at Røde Kors uden tøven skal hjælpe og beskytte ofrene. Røde Kors’ moralske ansvar ligger i de grundlæggende principper for Røde Kors-bevægelsens arbejde.

Det udtrykkes ofte, at det, som skete for jøderne og andre befolkningsgrupper under anden verdenskrig, må ikke ske igen. Men desværre skete det igen, ja, det sker lige nu, og al erfaring taler desværre for, at verdenssamfundet også i fremtiden vil se nye forbrydelser mod menneskeheden, endda folkedrab.

I dag har alle dele af Røde Kors-bevægelsen med Røde Kors Komitéen i Genève i spidsen, de nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-foreninger, Israels Røde Davidsstjerne og foreningernes internationale Forbund i Genève fælles ansvar for at være med til at sikre, at ofrene ikke lades i stikken, og at verdenssamfundet også bliver gjort ansvarlig.

Røde Kors i Danmark – et svigt, men også et omfattende humanitært hjælpearbejde

Tysk Røde Kors op til og under anden verdenskrig var et villigt redskab i hænderne på naziregimet, og Tysk Røde Kors stod udelukkende til rådighed for den tyske krigsmaskine. Tysk Røde Kors kunne af Røde Kors i Danmark kun bruges til forhandlinger om løsning af humanitære opgaver, som var dækket af eksisterende aftaler. Det skete også.

Røde Kors Komitéen i Genève havde ved krigens begyndelse fået krigens parter til at acceptere beskyttelse af fjendens borgere i eget land eller besat område, men holdt sig derudover frem til krigens sidste måneder strengt til det formelle mandat, som Komitéen havde i Genève-

konventionerne.

Røde Kors Komitéen har indrømmet at have svigtet ved ikke at have udnyttet mandatet i Komitéens vedtægter til at tage humanitære initiativer for at forhindre eller formindske nazisternes forfølgelse af jøderne eller i forhold til forfølgelse af andre civile eller civile grupper (fx kommunister).

For Røde Kors i Danmark var konsekvensen af Røde Kors Komitéens svigt og manglende handling, at Røde Kors i Danmark undlod at tage humanitære initiativer, som ikke i forvejen var aftalt i Genèvekonventionerne, besluttet af besættelsesmagten eller aftalt mellem myndigheder i Danmark og besættelsesmagten. De humanitære initiativer blev i første instans taget af ansvarlige danske myndigheder og af pårørende til krigens ofre. Når det så lykkedes for myndighederne at få aftaler om hjælp på plads med besættelsesmagten, blev Røde Kors i Danmark brugt som operatør.

Med dette udgangspunkt leverede Røde Kors i Danmark en omfattende humanitær hjælpeindsats under anden verdenskrig.

Røde Kors i Danmark – hjælpearbejdet 1939-1945

Røde Kors i Danmark har opsummeret hjælpearbejdet i 11 områder:

1. Danske statsborgere i udlandet beskyttet af Genèvekonventionerne.

Civile danske statsborgere bosiddende i Belgien, Finland, Grækenland, Frankrig, Holland, Norge og Tyskland havde om gruppe fået status som beskyttede personer omfattet af Genèvekonventionerne. Hver måned sendtes fra begyndelsen af besættelsen 7.000 pakker med levnedsmidler á seks kilo til denne gruppe.

2. Danske og norske statsborgere i koncentrationslejre i Tyskland.

Den 1. oktober 1943 blev de danske jøder, som ikke var flygtet til Sverige, sammen med de i 1941 i Horserød internerede danske kommunister taget af tyskerne og ført til koncentrationslejre i Tyskland. Til hver interneret sendtes fra Danmark hver måned to pakker med levnedsmidler. Pakkerne blev i begyndelsen sendt med tog eller skib til Tyskland. Da politiet blev taget af tyskerne i august 1944, kunne arbejdet organiseres i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 1929 om beskyttelse af krigsfanger, da politiets folk fik status som krigsfanger. Røde Kors oprettede derefter en kørselsafdeling med lastbiler, som blev brugt til at transportere hjælpen til politiet. Alle aftaler med den tyske besættelses-

magt blev indgået af myndighederne, departementschefstyret, og arbejdet blev finansieret af staten. Lastbilerne kørte i konvoj helt frem til koncentrationslejrene og om muligt helt frem til de steder, udekommandoer, hvor de internerede var på tvangsarbejde. Der blev frem til krigens slutning afsendt 70 lastbilkonvojer med i alt 137.280 levnedsmiddelpakker.

3. Danske statsborgere i tyske fængsler i Danmark.

I Aarhus, Aalborg, Odense, Kolding og Padborg (Frøslevlejren) oprettede Røde Kors i Danmark hjælpekontorer, som skulle yde hjælp til fangerne og stå til rådighed for fangernes pårørende og bl.a. formidle kontakt. I København blev opgaven med hjælp til fangerne i Vestre Fængsel varetaget af landskontoret. Hjælpen omfattede bl.a. besøg til de fængslede, at skaffe besøgstilladelser til pårørende, lægekonsultation ved dansk læge til de fængslede og opfølgning på lægelige anvisninger fx levnedsmidler og aflevering af tøjpakker. Der er kun begrænsede beskrivelser af denne hjælp, men der har været tale om et råderum for humanitære initiativer. Således fortælles det i Røde Kors’ tidsskrift, at det i syv tilfælde lykkedes Røde Kors i Danmark at få omstødt tyske dødsdomme til livstidsstraffe.

4. Krigsfanger i Tyskland.

Ved krigens begyndelse fik Røde Kors i Danmark mulighed for at sende levnedsmiddelpakker til krigsfanger i Tyskland, der var omfattet af Genèvekonventionerne, fx fra Frankrig, Belgien og England. Der blev af de danske myndigheder givet tilladelse til 1.500 pakker pr. måned.

5. Det danske militær interneres som krigsfanger.

Den 29. august 1943 blev det danske militær interneret af tyskerne i 19 interneringslejre i Danmark. De danske soldater har ifølge Genèvekonventionerne status som krigsfanger. Røde Kors i Danmark besøger lejrene hver dag, opretter en hjælpefond og starter en indsamling til fordel for soldaterne. Soldaterne hjemsendes i løbet af oktober måned 1943.

6. Hjælp til Norge.

Hjælpen til Norge lykkedes bl.a. takket været indsamlinger koordineret af Kai Hammerich, som efter krigen blev præsident for Røde Kors i Danmark. Der blev sendt et mobilt hospital til Norges Røde Kors med 150 senge til brug for civilbefolkningen. Norges Røde Kors modtog fødevarehjælp til fordeling fx blandt landets hospitaler og børnehjem.

Det var Norges Røde Kors, som foretog vurderingen af behovet for hjælp, der fortsatte efter krigsafslutningen den 4. maj 1945.

7. Finland.

Under den første finlandskrig 1939-1940 arrangerede Røde Kors i Danmark en stor landsindsamling og sendte i 1940 som hjælp til Finsk Røde Kors et mobilt hospital med 200 senge og 123 Røde Kors-delegater omfattende læger, sygeplejersker, chauffører m.v. samt fødevarer for en million kroner. Efter krigens afslutning i 1940 blev det mobile hospital foræret til Finsk Røde Kors. Under den anden finlandskrig i 1941 kom det mobile hospital i brug igen, og der blev sendt Røde Kors-læger og -sygeplejersker til bemanding af hospitalet, supplerende hospitalsudstyr, to ambulancefly samt fødevarer. Foreningen Norden i Danmark og Røde Kors i Danmark stiftede derefter Finlandshjælpen, som stod for det videre hjælpearbejde.

8. Belgien og Holland.

Til fordeling blandt børn i Belgien blev der sendt tørmælk og fødevarer særlig egnet for børn. Hjælpen blev forstærket efter Tysklands kapitulation, og der sendtes hjælp til børn både med fly og lastbilkonvoj.

9. Breve og eftersøgninger – Røde Kors’ eftersøgningstjeneste.

Når krig bryder ud mellem stater afbrydes normal kommunikation mellem staterne. Genèvekonventionen gør det muligt for krigsfanger og civile at kommunikere via Røde Kors med deres nærmeste pårørende. Det værste for en pårørende er ikke at vide, hvad fjenden gør med ens mand, barn, hustru m.v. De pårørende har mulighed for at bruge en særlig Røde Kors-brevblanket og bede Røde Kors om at videresende til den pårørende i fjendens hænder. Røde Kors kan også starte en eftersøgning af en pårørende. Dette var helt centrale aktiviteter for Røde Kors i Danmark under anden verdenskrig, og aktiviteterne fortsatte efter krigen, da mange pårørende var forsvundet eller flygtet fx til Danmark og afskåret fra at komme hjem. Tusindvis af Røde Kors-breve og -telegrammer blev sendt via Røde Kors i Danmark til Røde Kors Komitéens centrale eftersøgningstjeneste i Genève og i en periode også Stockholm via den nationale Røde Kors-forening i modtagerland fx England og frem til modtageren, som kunne være en bror, en søster, en datter m.fl. På den måde opretholdtes livsvigtig kontakt mellem familier på tværs af krigens fronter.

10. Svensk Røde Kors-aktion med De Hvide Busser i foråret 1945.

Evakuering af 7.000 danske og norske koncentrationslejrfanger blev iværksat og styret af Svensk Røde Kors efter aftale med de tyske myndigheder i Berlin. Røde Kors i Danmark stillede lastbiler til rådighed for aktionen, og Røde Kors-frivillige fra 95 Røde Kors-afdelinger her i landet hjalp med at forsyne de 7.000 evakuerede koncentrationslejrfanger og mandskabet med mad og drikke under transporten gennem Danmark til Sverige. Røde Kors i Danmark stillede også biler, mandskab og sygeplejefaciliteter til rådighed for Svensk Røde Kors’ aktion, da den blev udvidet til at omfatte evakueringen af 10.000 hovedsageligt belgiske og franske kvinder fra koncentrationslejren Ravensbrück.

11. Tyske og ikke-tyske/allierede flygtninge i Danmark.

Efter krigsafslutningen fik Røde Kors i Danmark til opgave at lokalisere ikke-tyske flygtninge og stå for driften af lejre for denne gruppe flygtninge. Røde Kors i Danmark havde tilbudt at varetage opgaven for alle flygtninge, også de mere end 200.000 tyske flygtninge, som i krigens sidste måneder var kommet til Danmark, men opgaven blev begrænset til de allierede flygtninge.

Der findes ikke nogen samlet beskrivelse af Røde Kors-afdelingernes virksomhed under krigen. Afdelingerne fortsatte så vidt muligt det arbejde, som de havde udført før krigens udbrud, men der er ikke tvivl om, at de humanitære behov affødt af krig, besættelsesmagtens voldsregime med summariske henrettelser, jødeforfølgelse og deportationer til koncentrationslejre stillede store krav til Røde Kors-afdelingerne. Røde Kors-formand Johan Bülow appellerede regelmæssigt til afdelingerne om, at ”Røde Kors er sig sin stilling og sit ansvar bevidst og handler i overensstemmelse med sine traditioner”, og der blev stillet krav til Røde Kors-afdelingerne om deltagelse i indsamlinger, om bistand til Civilforsvaret og om at være frivillige på hospitalerne.

Holocaust, Theresienstadt og Røde Kors i Danmark

Holocaust betyder folkedrab. Under anden verdenskrig var det Tysklands mål at udrydde den jødiske befolkning i Tyskland og i de af Tyskland besatte lande, herunder Danmark. Langt de fleste jøder blev myrdet i de tyske koncentrations- og udryddelseslejre, hvor den mest kendte og berygtede er udryddelseslejren Auschwitz, som ligger i det nuværende Polen. I dag har Auschwitz status som et mindesmærke for folkedrabet. Folkedrabet mod jøderne under anden verdenskrig mar-

keres hvert år over hele verden den 27. januar, fordi Auschwitzlejren den 27. januar 1945 blev befriet af de sovjetiske styrker.

Den tyske besættelsesmagt i Danmark havde som mål, at jøderne i Danmark skulle udryddes. Besættelsesmagten indledte deres udryddelsesaktion den 1. oktober 1943. Det lykkedes heldigvis for de fleste jøder at flygte til Sverige, men nogle blev taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet. I Danmark blev 472 jøder taget af tyskerne, og 470 var fanger i koncentrationslejren Theresienstadt. Af dem omkom 51. De overlevende blev reddet ud af lejren af Svensk Røde Kors’ hvide busser. De nåede i sikkerhed i Sverige den 18. april 1945.

Da jøderne blev taget af tyskerne i oktober 1943 og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt, gik pårørende, venner, danske myndigheder og departementschefstyret med det samme i gang med forhandlinger med den tyske besættelsesmagt for at sikre deres liv og for at holde kontakten. Det samme var tilfældet for de danske kommunister, som indtil da havde været fængslet i Horserødlejren i Nordsjælland, men i oktober 1943 blev sendt til koncentrationslejren Stutthof nær Gdansk i det nuværende Polen. Omkring 150 danske kommunister kom til Stutthof, 22 døde; seks døde i lejren, ni døde på dødsmarchen bort fra lejren, efter at de tyske vagter havde forladt den, mens syv omkom af følgesygdomme efter befrielsen den 5. maj 1945.

Det lykkedes for departementschefstyret ved Udenrigsministeriet og Socialministeriet at få en aftale med den tyske besættelsesmagt om kontakt til fangerne og forsendelse af pakker; først tøjpakker og senere også pakker med levnedsmidler. Røde Kors i Danmark og Røde Kors Komitéen i Genève afviste at gå ind i forhandlingerne om hjælp med den begrundelse, at det lå uden for det mandat, som de havde i Genèvekonventionerne, som dengang ikke dækkede hjælp til civile. Men det lykkedes for departementschefstyret at få en aftale på plads, og Røde Kors i Danmark blev valgt som operatør for forsendelse af pakker m.v.

Det var en del af aftalen mellem departementschefstyret og den tyske besættelsesmagt, at Danmark skulle have mulighed for at besøge koncentrationslejren Theresienstadt. Besøget blev forsinket af tyskerne flere gange, men juni 1944 blev der endelig givet grønt lys. Tyskerne var bl.a. interesseret i et dansk besøg for at sætte en stopper for rygter om umenneskelige forhold ’grauelgeshichten’ i Theresienstadt, som var opstået, efter at Tysk Røde Kors havde besøgt lejren og havde berettet om forholdene til Røde Kors i Genève.

Det var tyskernes ønske at føre danskerne og Røde Kors (Røde Kors i Danmark, Tysk Røde Kors og Røde Kors i Genève) bag lyset, når de besøgte Theresienstadt. Delegationen skulle opleve et Theresienstadt som en lejr, hvor fangerne havde det godt med gode opholdsfaciliteter, rigeligt med mad, adgang til sundhedsfaciliteter, mulighed for aktiviteter i fritiden og hvor børnene gik i skole.

Delegationen var sammensat af en repræsentant for Udenrigsministeriet, Frants Hvass, som var chef for ministeriets politisk-juridiske afdeling, og en repræsentant for Røde Kors i Danmark, som, efter aftale mellem Røde Kors og Udenrigsministeriet og Socialministeriet, blev E. Juel Henningsen, der var læge i Sundhedsstyrelsen. Juel Henningsen havde indtil dette tidspunkt ikke nogen formel tilknytning til Røde Kors i Danmark. Han fortæller selv, at han i forhold til besøget i Theresienstadt var en for alle parter neutral person. Både Juel Henningsen og Hvass havde erfaringer med at forhandle med besættelsesmagten i Danmark, og Juel Henningsen havde også været på illegal rejse til Sverige i 1943 for at hjælpe danske, jødiske læger med at udøve deres lægegerning. Røde Kors Komitéen i Genève var repræsenteret af Komitéens delegat i Berlin, dr. Rossel og Tysk Røde Kors ved lægen Heidenkampf.

Hitlerregimet var bl.a. repræsenteret af en ’kriminalrat’ Renner, som E. Juel Henningsen tilfældigvis otte dage før rejsen havde mødt til nogle hårde forhandlinger i Shellhuset, der var tyskernes hovedkvarter i København. Juel Henningsen havde på mødet været fortaler for ”danske lægers sag”, som formentlig betød, at læger i Danmark skulle have adgang til at behandle alle med behov for lægehjælp, herunder modstandsfolk i tysk varetægt. Juel Henningsen fortæller, at Renner havde været ”høj i hatten, grusom, sarkastisk”, men var nu, da de mødtes i Berlin på vej til Theresienstadt, ”smilende og hjertelig”. Vigtigere var det for den danske del af delegationen at vide, at Renner også kunne tale dansk. Under de seks-syv timer, som besøget i Theresienstadt varede, organiserede Hvass og Juel Henningsen derfor deres samtaler med de danske jøder på den måde, at Renner ikke kunne være to steder på samme tid.

Blev delegationen ført bag lyset?

E. Juel Henningsens officielle rapport efterlader det indtryk, at det lykkedes for tyskerne at føre delegationen bag lyset. Samtidig er det åbenbart, at delegationen stod i et svært dilemma. Aftalen mellem Danmark, Tyskland og Røde Kors var, at man kun måtte rapportere det, man rent faktisk så eller hørte under besøget. Personlige vurderinger

eller opfattelser var ikke tilladte.

E. Juel Henningsen fortalte selv ti år senere, at ”iscenesættelsen var åbenbar – overalt hvor vi kom frem, var det, som blev der trukket i usynlige tråde – marionetter gik i gang”, og at ”vi kunne jo nok regne ud, at vi fik det bedste, det udvalgte, det iscenesatte at se”. Hvis tyskerne fik det indtryk, at besøget ikke var en succes set med tyskernes øjne, frygtede Juel Henningsen og Hvass, at forsendelsen af pakker med levnedsmidler fra Danmark ville blive stoppet, at forholdene generelt ville blive forværret med de værst tænkelige konsekvenser for lejrens fanger. Derfor blev rapporten en afspejling af det af tyskerne iscenesatte skuespil. For Juel Henningsen var det vigtigste om muligt ikke at ødelægge igangværende, humanitære initiativer til fordel for de danske jøder. Håbet var, at jøderne på et tidspunkt kunne komme hjem til Danmark, hvilket lykkedes med De Hvide Busser. Juel Henningsen fortæller også, at han ikke havde forestillet sig, at alle ikke-danske jøder, som havde været med til at forskønne Theresienstadt op til besøget, og som under besøget havde fungeret som marionetter i forskellige aktiviteter, straks efter besøget blev sendt til Auschwitz og Birkenau, hvor de blev myrdet i lejrenes gaskamre.

For E. Juel Henningsen blev besøget i Theresienstadt begyndelsen på et stærkt engagement i hjælpearbejdet for krigens ofre, og han besøgte bl.a. koncentrationslejrene Buchenwald og Neuengamme og deltog i Svensk Røde Kors’ redningsaktion med De Hvide Røde Busser i april 1945.

Røde Kors i Danmark og anden verdenskrigs afslutning – historiens dom!

Direktøren for Røde Kors’ krigsfangekontor, Helmer Rosting blev umiddelbart efter Tysklands kapitulation den 4. maj 1945 anholdt af modstandsbevægelsen. Frihedsrådet havde udarbejdet lister over de personer, som af hensyn til retssikkerheden skulle interneres med henblik på nærmere undersøgelse. Rosting var på arrestationslisten for at have samarbejdet med tyskerne og på grund af den tyskvenlige holdning, som han offentligt have tilkendegivet under krigen. Rosting blev arresteret og behandlet hårdt, men løsladt, for dog umiddelbart efter igen at blive arresteret og atter løsladt. Rosting søgte derefter at få garanti fra modstandsbevægelsen om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham. Det lykkedes ikke, hvorefter Rosting begik selvmord. Det bør nævnes, at medstifter af Frihedsrådet i sommeren 1943, cand.

polit., chefredaktør Aage Schoch i 1949 blev ansat som direktør for Røde Kors i Danmark, og at medlem af Frihedsrådet fra januar 1945, lægen, professor, dr.med. Erik Husfeldt også blev engageret i Røde Kors. Husfeldt var i perioden 1968-1976 præsident for Røde Kors i Danmark.

For Johan Bülow og Røde Kors i Danmark var modstandsbevægelsens arrestation af Helmer Rosting, og Rostings efterfølgende selvmord, måske den værst tænkelige afslutning på krigen og den værst tænkelige begyndelse på fredsarbejdet.

Under krigen havde Johan Bülow og Røde Kors’ ledelse måttet tage stilling til, om Rosting, som klart have krænket Røde Kors’ neutralitet, skulle fortsætte på posten som leder af krigsarbejdet. Deres beslutning var, at Røde Kors i Danmark skulle beholde Rosting på direktørposten. Johan Bülow udtalte i maj 1945 om arbejdet under krigen og om dets vanskeligheder, at: ”Vi hævdede overfor tyskerne, at Røde Kors i Danmark måtte bevare sin uafhængighed, da den danske forvaltning var bevaret, oprindelig hele regeringsapparatet, senere departementschefstyret. Og dette synspunkt blev også respekteret. Tyskerne blandede sig ikke i Dansk

Røde Kors’ virksomhed, således som de gjorde i forskellige andre besatte lande.”

Johan Bülows udtalelse blev trykt i Røde Kors’ tidsskrift og blev efterfulgt af en lakonisk meddelelse om, at direktør H. Rosting var bevilget orlov på grund af sygdom. Efter Helmer Rostings selvmord udtalte Røde Kors’ hovedbestyrelse, at Rosting: ”inden for Røde Kors fuldt ud har gjort sin pligt og handlet i Røde

Kors ånd.”

Johan Bülows efterfølger på formandsposten, Kai Hammerich har om situationen under anden verdenskrig udtalt, at: ”Også Dansk Røde Kors blev således på godt og ondt præget af den balancepolitik, der førtes af Danmark under besættelsesperioden, og det må overlades til historiens dom at afgøre, i hvilken udstrækning og på hvilke måde Dansk Røde Kors løste de opgaver, der påhvilede det.”

Det må konstateres, at ledelsen af Røde Kors i Danmarks krigsarbejde under anden verdenskrig ikke til fulde er beskrevet med tilhørende analyser. Fx hvilken betydning, det havde haft for Røde Kors-arbejdet, hvis Danmark i 1940-1945 kunne siges at være i krig med Tyskland. I perioden 1940 og frem til august 1943 var der således ikke en væbnet konflikt i landet, som aktiverede krigens regler i folkeretten. Kommunisterne blev efter pres fra den tyske besættelsesmagt interneret som politiske fanger i 1941, men det var danske myndigheder, som forestod og havde ansvaret for interneringen. I august 1943 blev forsvarets personel taget af tyskerne og interneret frem til oktober 1943, hvorefter tyskerne løslod dem. Interneringen af forsvarets personel skete i overensstemmelse med krigsfangekonventionen af 1929, men betød ikke, at der i Danmark var en væbnet konflikt. Regeringen gik af i august 1943 i protest mod tyskernes handlinger, men den overlod landets ledelse til et departementschefstyre, som fortsatte regeringens samarbejdspolitik i forhold til den tyske besættelsesmagt. Da hæren var væk, blev tyskernes aktion mod de danske jøder og kommunister gennemført i oktober 1943, men det affødte ikke en reaktion, som udviklede sig til en væbnet konflikt. I sommeren 1944 udbrød folkestrejken, som blev slået hårdt ned af tyskerne med over 100 dræbte og 600 sårede. I august 1944 blev politiet taget af tyskerne, og de tilfangetagne betjente fik status som krigsfanger efter krigsfangekonventionen af 1929. Situationen i Danmark i de store byer må senest fra sommeren 1944 kunne betegnes som en væbnet konflikt omfattet af folkeretten, idet en velbevæbnet og velorganiseret modstandsbevægelse hjulpet af Tysklands fjender, de allierede, kæmpede mod besættelsesmagten, og hvor besættelsesmagten svarede igen med militære midler.

I en sådan situation skal den nationale Røde Kors-forening samarbejde med krigens parter for at hjælpe og beskytte krigens ofre. Det var derfor nødvendigt – og forventeligt – for ledelsen af Røde Kors i Danmark at have kontakt og forhandlinger med alle krigens parter omfattende den tyske besættelsesmagt, myndigheder i Tyskland med ansvar for internering af danske borgere i tyske koncentrationslejre, de danske myndigheder, som havde et ansvar for at sikre og beskytte danske borgeres liv og helbred samt Norges Røde Kors, hvor der var en krigssituation, til Svensk Røde Kors i det neutrale Sverige, til Tysk Røde Kors i det krigsførende Tyskland og Røde Kors Komitéen og Røde Kors Forbundet i Genève.

Røde Kors’ formand Johan Bülow var overpræsident i København

og forhenværende departementschef. Der er ikke tvivl om, at Bülow har haft gode og tætte forbindelser til regeringen frem til august 1943 og derefter til departementschefstyret. Sådanne kontakter har uden tvivl fungeret uafhængigt af Helmer Rosting, og at departementschefstyret har kunnet bruge krigsafdelingen af Røde Kors i Danmark som et redskab for statens arbejde med at hjælpe og beskytte internerede i Danmark og i koncentrationslejrene i Tyskland.

Der er heller ikke tvivl om, at Johan Bülows opfordringer til de lokale Røde Kors-afdelinger om at engagere sig i det humanitære arbejde i overensstemmelse med Røde Kors’ traditioner åbnede for lokale humanitære initiativer, som skete uafhængig af den centrale Røde Kors-ledelse. Ikke mindst da der fra august 1943 blev en stadig skarpere situation mellem landets modstandsbevægelse og den tyske besættelsesmagt.

Under krigen var der gode argumenter for, at Røde Kors i Danmarks traditionelle krigsarbejde kunne få vanskeligheder, hvis den tyskvenlige direktør Helmer Rosting blev fjernet fra posten. Det er altid nemmere at være bagklog, men med den viden, som vi har i dag om Røde Kors Komitéen i Genèves arbejde under anden verdenskrig, vil vurderingen af Røde Kors i Danmark formentlig ligge på linje med den vurdering, som Røde Kors Komitéen selv har draget. Humanitære initiativer kunne være taget under anden verdenskrig, men de blev ikke taget på grund af en fejlvurdering dels af Røde Kors’ muligheder for at tage humanitære initiativer, dels af hvad der er Røde Kors’ grundlæggende opgaver, som er at sikre upartisk og neutral hjælp til alle ofre og om nødvendigt se bort fra formelle og institutionelle hensyn.

Medens historiens dom er afsagt over Røde Kors Komitéen i Genève og for Tysk Røde Kors baseret på grundige, omfattende historiske udredninger, så mangler vi stadig i Danmark det historiske grundlag, før historiens dom her i landet kan afsiges over Røde Kors i Danmarks arbejde og rolle under anden verdenskrig.

Ledelsen af Røde Kors i Danmark efter 4. maj 1945

Tysklands kapitulation i Danmark blev bekendtgjort om aftenen den 4. maj, og den 5. maj var Danmark atter et frit land. Johan Bülow var fortsat formand for Røde Kors i Danmark. Bülow stod med en stærk landsforening med Røde Kors-afdelinger i hele landet, som rådede over mere end 20.000 frivillige Røde Kors-samaritter. Der var et enormt behov for humanitært hjælpearbejde såvel i Danmark, med ca. 250.000 flygtninge, som uden for landets grænser i fx Norge, Tyskland med

det danske mindretal i Slesvig-Holsten, Holland, Belgien og fremfor alt landene i det centrale og østlige Europa. Frihedsrådet og regeringen Buhl ønskede at bevare Røde Kors i Danmark som en vigtig aktør i det nationale og internationale hjælpearbejde.

Direktøren for Røde Kors’ krigsfangekontor blev arresteret efter Danmarks befrielse. Efter kontakter til Frihedsrådet, regeringen og dele af centraladministrationen, fik Johan Bülow den 29. juni 1945 hovedbestyrelsens opbakning til at ansætte Kai Hammerich som ny direktør. Kai Hammerich fik ansvaret for alle dele af landsforeningens nationale og internationale arbejde. Hovedbestyrelsens ønske var, at arbejdet i Røde Kors i Danmark ikke skulle splittes op, og at det lokale arbejde skulle koncentreres i Røde Kors-afdelingerne. I tiden frem til Kai Hammerichs tiltrædelse fungerede læge i Sundhedsstyrelsen, E. Juel Henningsen, som midlertidig chef.

Røde Kors’ arbejde i Danmark efter 5. maj 1945 – landsforeningens vurdering af situationen

Der var behov for en ny aftale med myndighederne om Røde Kors’ deltagelse i landets beredskab. I Danmark var den frivillige indsats for militæret suppleret med Civilforsvaret og Danske Kvinders Beredskab. Senere kom Hjemmeværnet og Lottekorpset til. Derfor var landsforeningens aftale med forsvaret fra 1909 ikke længere tidssvarende.

Der var et påtrængende behov for, at Røde Kors fik prioriteret foreningens social- og sundhedsarbejde i lyset af udviklingen i Danmark henimod et velfærdssamfund. Der var også ønske om at prioritere en indsats i Grønland i samarbejde med myndighederne.

I forhold til det internationale arbejde var der medio 1945 endnu ikke i Danmark detaljeret kendskab til Europas enorme behov for humanitær hjælp. Danmark var i en europæisk sammenhæng et land med ressourcer og muligheder for at hjælpe.

Flygtningene i Danmark forskelsbehandles – Johan Bülow foreslår Røde Kors

Johan Bülow tilbød efter 5. maj regeringen, at Røde Kors i Danmark kunne tage sig af opgaven med at sørge for flygtningene i Danmark. Der var ca. 250.000 tyske og 23.000 ikke-tyske/allierede flygtninge i landet. Under krigen havde den tyske besættelsesmagt stået for ophold m.v. af flygtningene. Efter krigen havde regeringen ansvaret.

Alle flygtninge skulle sendes tilbage til deres hjemlande, men på

grund af situationen i deres hjemlande kunne de sidste flygtninge først forlade Danmark i 1949.

Regeringen tog ikke imod Røde Kors’ tilbud, for så vidt angår de tyske flygtninge. Den besluttede, at de tyske flygtninge skulle interneres i særlige, bevogtede lejre. Det skete under betingelser, som efterfølgende er blevet kritiseret. Det er dokumenteret, at der i den første tid i flygtningelejrene for børnenes vedkommende var en overdødelighed primært på grund af underernæring. Det kunne være ønskeligt at få en historisk redegørelse for både Røde Kors’ tilbud og for regeringens beslutning. Om Røde Kors’ tilbud var bundet i bekymring for behandlingen af de tyske flygtninge, og om regeringens beslutning var begrundet i et ønske om, at de tyske flygtninge skulle have en hård behandling, fordi de var tyske. Lejrene med de tyske flygtninge blev besøgt af Røde Kors Komitéen i Genève to gange, bl.a. af Carl Burckhardt for at vurdere, om forholdene var i orden. Røde Kors Komitéens vejledning var Genèvekonventionernes minimumsbestemmelser om behandling af krigsfanger. Komitéens rapporter blev afleveret til regeringen, men rapporterne har ikke kunnet identificeres i statens arkiver.

I juni 1945 gav regeringen Røde Kors i Danmark opgaven med at identificere og adskille de ca. 23.000 ikke-tyske/allierede flygtninge fra de tyske flygtninge og tage sig af deres indkvartering og ophold. Dette arbejde omtales i afsnittet om Kai Hammerich.

Johan Bülow afgår ved døden 6. december 1945. I Røde Kors’ mindeord ved Johan Bülows død nævnes det bl.a., at Bülow var en af: ”de store skikkelser inden for dansk administration, en personlighed man lagde mærke til, som udfyldte sin plads, værdig og elegant i sin fremtræden, og i centraladministrationens gamle gård ’Den Røde Bygning, hvor han i mange år havde sit virke, efterlader han sig det smukkeste minde … og ingen vil nogensinde glemme den faste og sikre måde, hvorpå overpræsidenten forstod at lede forhandlinger og hans evne til at finde det væsentlige i en sag ... på grund af krigen stilledes stadig højere krav til ham, men intet var for ubetydeligt til, at han ikke skulle interessere sig for det.”

Det bliver i Røde Kors’ tidsskrift fremhævet, at han døde, inden han nåede at få afsluttet forhandlingerne med forsvaret om Røde Kors-samaritternes fremtidige rolle i beredskabet i Danmark.

I Røde Kors var der stor sorg over tabet af Johan Bülow. Som en helt særlig anerkendelse af Bülows store indsats for Røde Kors i perioden 1932-1945 blev på initiativ af hovedbestyrelsen nedlagt en stor minde-

sten over Johan Bülow på Vestre Kirkegård i København. Mindestenen har på Vestre Kirkegård status som særligt bevaringsværdig, og når man står foran mindestenen, kan man samtidig se over på mindestenen for statsminister Th. Stauning, som døde i 1942.