27 minute read
Kai Hammerich, formand 1946-1949, præsident 1949-1950
Kai Hammerich blev på hovedbestyrelsens møde den 29. juni 1945 udpeget som direktør for Røde Kors i Danmark. Den 10. maj 1946 blev Hammerich tillige valgt som præsident for Røde Kors i Danmark. Kai Hammerich var præsident for Røde Kors i Danmark i fire år frem til den 4. oktober 1950.
Kai Hammerich som direktør og præsident
Det var efter ønske fra hovedbestyrelsen i Røde Kors i Danmark, at Kai Hammerich accepterede i en midlertidig periode samtidig at være både præsident og direktør for Røde Kors i Danmark.
I Kai Hammerichs erindringer understreger han, at det er i strid med god foreningsledelse, at foreningens politiske leder er identisk med foreningens operationelle chef. Men både hovedbestyrelsen og Hammerich var overbeviste om, at det i situationen var den bedste løsning for Røde Kors i Danmark. Røde Kors i Danmark var umiddelbart efter anden verdenskrig i en helt ekstraordinær situation, hvor især foreningens humanitære efterkrigshjælp gennemgik en eksplosiv udvikling, men hvor også det nationale arbejde udvikledes med mange centrale og lokale aktiviteter. Det blev af hovedbestyrelsen set som en fordel for foreningens centrale og lokale arbejde, at ledelsen – det vil sige – Hammerich kunne udvise den fornødne handlekraft.
Hovedbestyrelsen besluttede, at Kai Hammerich som præsident skulle beholde sin direktørløn, som var fastsat til et niveau svarende til en departementschef for et ministerium. Senere blev lønnen forhøjet til et niveau svarende til direktøren for Udenrigsministeriet. Spørgsmålet om løn blev senere genstand for kritik internt i Røde Kors i Danmark.
Det var første gang, at præsidenten og direktøren for Røde Kors i Danmark var samlet i en og samme person. Posterne blev adskilt igen i 1949 efter Hammerichs udtrykkelige ønske, tiltrådt enstemmigt af hovedbestyrelsen. Posterne har ikke siden da været samlet. Kai Hamme-
rich fortsatte som præsident for Røde Kors i Danmark. Ny direktør blev fhv. chefredaktør Aage Schoch. Schoch var i 1943 medstifter af Frihedsrådet, han blev taget af Gestapo og tortureret i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, og sammen med bl.a. lederen af Frihedsrådet, professor Mogens Fogh befriet ved britiske flys bombardement af Shellhuset i marts 1945.
Kai Hammerich – en humanitær iværksætter
Kai Hammerich var uddannet søofficer i søværnet, kommandør, og han var indtil ansættelsen i Røde Kors i 1945 chef for Søtransportvæsenet og for sekretariatet for Samarbejdsudvalget for Internationalt Hjælpearbejde. I perioden 1930-1940 var Hammerich leder af Kirkens Korshær og medlem af bestyrelsen for Folkekirkeligt Filantropisk Forbund. Kai Hammerichs kone, Valborg Hammerich var formand for Red Barnet. Kai og Valborg Hammerich havde under krigen haft den store sorg, at en søn blev dræbt af tyskerne, medens en anden søn blev såret af tyskerne.
Da Kai Hammerich var tiltrådt som direktør, udtalte han om udfordringerne med Røde Kors’ efterkrigshjælp: ”Det vanskelige kan udføres med det samme – det umulige vil tage lidt længere tid.” Hammerich citerede det motto, som en britisk oberst Agnews havde opsat i Britisk Røde Kors’ hovedkvarter: “That which is difficult may be done immediately – The impossible will take a little longer.”
Ved sin tiltrædelse som præsident i maj 1946 udtalte Kai Hammerich: ”Røde Kors i Danmark ønsker ikke at leve i en ubemærket og hensygnende tilstand mellem to krige, men at gøre sig gældende såvel i krigstid som i fredstid. Negativ kritik vil jeg ikke spilde mange minutter på, men en bred margen må der gives folk, der arbejder. Hvor der handles, der spildes også lidt. Og jeg giver ikke noget for, at der overhovedet ikke bliver spildt, hvis det tillige betyder, at der ikke bliver handlet!”
Kai Hammerichs mål for Røde Kors i Danmark var i ’en nøddeskal’:
”Ca. en million medlemmer af Røde Kors i Danmark for derved at få en folkelig og økonomisk basis til at kunne løse vore åndelige som praktiske opgaver såvel i Danmark som uden for Danmark – såvel i krig som i fred.”
Det er nok tvivlsomt, om alle medlemmer af Røde Kors’ hovedbestyrelse helt havde forstået, dels hvilken unik, humanitær kraft og iværksætter landsforeningen havde fået med Kai Hammerich som præsident og direktør, dels hvilket medansvar hovedbestyrelsen påtog sig ved at acceptere Hammerichs forudsætning om, at: ”en bred margen må der gives folk, der arbejder. Hvor der handles, der spildes også lidt.”
Hvordan skaffes ressourcer til hjælpearbejdet i efterkrigstiden
Efter første verdenskrig blev udgifterne til Røde Kors i Danmarks hjælpearbejde anslået til 60 millioner kroner, og udgifterne var under anden verdenskrig ca. 20 millioner kroner. Omregnet til 2018-kroner henholdsvis 1,9 milliarder. kroner og 443 millioner kroner.
Efter anden verdenskrig var der i Danmark stadig vareknaphed og mangel på råstoffer, og brugen af rationeringsmærker fortsatte helt frem til 1952. Der var også et stort underskud på betalingsbalancen. Samtidig stod regeringen med ansvaret for ophold, forplejning m.v. af ca. 240.000 tyske og 23.000 ikke-tyske/allierede flygtninge. Regeringen kunne derfor ikke uden videre afsætte store beløb til Røde Kors’ hjælpearbejde i udlandet, uanset at Danmark var kommet igennem krigen, uden at befolkningen havde sultet eller skullet flygte på grund af krigshandlinger.
Røde Kors i Danmark fik i den situation stor og værdifuld hjælp af ’den rige onkel i USA’ – det vil sige Amerikansk Røde Kors. Fra USA fik Røde Kors i Danmark store gaver i form af bl.a. lastbiler, personbiler, en trykkerimaskine og stipendier til ophold i USA. På et tidspunkt var landsforeningen landets størst transportør. Den mest værdifulde gave fra Amerikansk Røde Kors var imidlertid ’cigaretgaven’, som omfattede ikke mindre end 40 millioner cigaretter. Efter hårde forhandlinger med staten fik Røde Kors afgiftsfritagelse, og cigaretgaven gav Røde Kors et provenu på 10,1 millioner kroner svarende til 218 millioner 2018-kroner. Dette, for Røde Kors’ særdeles succesfulde resultat, kan tilskrives Hammerichs gode forbindelser til Amerikansk Røde Kors og stædighed i forhandlingerne med regeringens finansminister, den navnkundige Thorkil Kristensen, som i folkemunde gik under navnet Thorkil Livrem. Dengang talte ingen om cigaretternes effekt på folks sundhed, men det har formentlig været den mest sundhedsskadelige
gave, Røde Kors nogensinde har modtaget. Et af cigaretmærkerne var Lucky Strike, som bl.a. havde brugt et slogan rettet til kvinderne: ’Tag en smøg fremfor slik, som feder!’
En anden meget stor hjælp for Røde Kors i Danmark var politiets indsamling til fordel for Røde Kors i 1946. Politiet blev opløst af tyskerne i september 1944, og 1.960 politifolk blev taget af tyskerne og ført til koncentrationslejre i Tyskland. De danske myndigheder (departementschefstyret) havde fået aftalt med tyskerne, at politifolkene skulle behandles som krigsfanger i henhold til Genèvekonventionen. Det betød bl.a., at de kunne modtage Røde Kors-pakker med levnedsmidler og benytte de såkaldte Røde Kors-formularer som breve til familien. Politiets indsamling var en anerkendelse af Røde Kors i Danmarks indsats. Indsamlingen blev en stor succes og indbragte mere end 5,4 millioner kroner eller 116 millioner 2018-kroner, som politiet overrakte til Røde Kors v/Kai Hammerich. Og det har været en stolt og glad Kai Hammerich, som modtog beløbet, da en god økonomi for landsforeningen var den helt afgørende forudsætning for Røde Kors’ hjælpearbejde. I Hammerichs nytårshilsen til landsforeningen ved årsskiftet 1947/1948 glædede Kai Hammerich sig således over: ”at Røde Kors i Danmark på bred basis er og i stadig dybere grad vil blive hele folkets Røde Kors,” som ved årets udgang stod med hænderne fulde af penge og opgaver.
Røde Kors i Danmark havde i 1946 et budget på ca. 35 millioner kroner (750 millioner 2018-kroner), hvor regnskabet balancerede med 30,4 millioner kroner (650 millioner 2018-kroner).
Røde Kors’ arbejde efter anden verdenskrig – det internationale arbejde Sundhedstjeneste i Sydslesvig
I en periode stod Røde Kors i Danmark for en sundhedstjeneste for det danske mindretal i Sydslesvig med 225 medarbejdere. Arbejdet omfattede et hospital i Flensborg med 162 senge, polioklinikker, tuberkulosestationer, en tandklinik, distriktssygeplejersker, skolelægetjeneste og sundhedspleje for spædbørn. Patienter kunne henvises til videre behandling i Danmark.
Tysklandsbespisningen i Sydslesvig, Holsten og Hamburg 1947-1949 og Berlin 1949-1950
Arbejdet i Sydslesvig, Holsten og Hamburg skete på anmodning af regeringen, og regeringen finansierede arbejdet. Røde Kors i Danmarks opgave var at sikre mad til 50.000 børn og unge. Det var en omfattende og kostbar aktivitet. Regeringen støttede arbejdet med 14,8 millioner kroner (312 millioner 2018-kroner).
Arbejdet i Berlin foregik i samarbejde med Den Internationale Røde Kors Komité i Genève, som havde ansvaret for hjælpeaktionen. Komitéen var på det tidspunkt den eneste internationale humanitære organisation, som havde tilladelse til at hjælpe i det zoneopdelte Berlin og i det af Sovjet besatte østtyske område. Målgrupperne for arbejdet var nødlidende børn og gamle og omfattede mad og medicin. Regeringen støttede arbejdet. Værdien af indsatsen var 0,4 millioner kroner (8 millioner 2018-kroner).
Hjælpearbejde i andre lande 1945-1949
Røde Kors i Danmark sendte hjælp til Jugoslavien, Polen, Rumænien, Ungarn og Østrig. Der var tale om mad og lægehjælp, som blev givet fra Røde Kors-centre og børnehjem oprettet af Røde Kors i Danmark. I Polen blev hjælpen givet fra et hospital, som Røde Kors i Danmark havde oprettet i byen Makow. Efter 1991, da den kolde krig var afsluttet, markerede Polen og byen Makow betydningen af Røde Kors i Danmarks indsats med en mindehøjtidelighed. Det samme oplevede Røde Kors i Danmark for så vidt angik efterkrigsindsatsen i Ungarn, idet Ungarn og Ungarns Røde Kors efter 1991 afholdt en mindehøjtidelighed for Røde Kors i Danmarks efterkrigshjælp. Hjælpens værdi er anslået til 11 millioner kroner (230 millioner 2018-kroner).
Røde Kors i Danmark havde også et humanitært arbejde i Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Norge, Italien og Tjekkoslovakiet, som nu er to selvstændige stater, Tjekkiet og Slovakiet. Det foregik i samarbejde med andre organisationer som Red Barnet, Fredsvenners Hjælpearbejde (nu Mellemfolkeligt Samvirke) og Frankrigshjælpen. Værdien af denne hjælp anslås til 550.000 kroner (12 millioner 2018-kroner).
Danmarks hjælp til udlandet blev transporteret af Røde Kors i Danmarks kørselstjeneste. Det foregik i lastbilkonvojer. Røde Kors anslår, at det samlede antal kørte kilometer svarer til at køre 100 gange rundt om jorden ved ækvator eller mere end 4 millioner km.
Kulturelt arbejde i Tyskland
Det var også et mål for Røde Kors-bevægelsens og Røde Kors i Danmarks efterkrigsarbejde at bryde den kulturelle isolation, som Tyskland og tyskerne havde været i under det nazistiske regime 1933-1945. Arbejdet omfattede fremskaffelse af faglitteratur, kurser i Danmark, herunder om forståelsen af danske forhold, ungdomsstævner i Tyskland og Østrig, deltagelse i konferencer og drift af tre centre, som fungerede i højskolebevægelsens ånd. Det ene var Schloss Wolfsburg ved byen Wolfsburg med plads til 120 unge mænd, det andet var Schäferstuhl ved byen Salsgitter med plads til 80 unge kvinder, heraf 20 fra tuberkuloseramte hjem og det tredje med plads til 25 unge mænd lå i Berlin.
Den internationale kampagne til udryddelse af tuberkulose
Seruminstituttet i Danmark udførte op til og under anden verdenskrig et pionerarbejde i kampen mod tuberkulose. Seruminstituttets indsats foregik i samarbejde med de nordiske lande. Erfaringerne fra et forsøgsprojekt med vaccination mod tuberkulose i de skandinaviske lande betød et gennembrud for arbejdet mod tuberkulose.
Efter krigen havde Seruminstituttet et ønske om et vaccinationsprogram, som dækkede flere lande i Europa. Efter forhandling med Sundhedsstyrelsen og Røde Kors i Danmark blev en stort anlagt Røde Kors-tuberkulosekampagne startet i 1947, da det første vaccinationsteam rejste til Polen. Kampagnen fik høj prioritet, og Kai Hammerich blev formand for Røde Kors’ tuberkuloseudvalg, som bestod af lægefaglige eksperter, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet, Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse og Røde Kors i Danmark.
Tuberkulosekampagnen blev hurtigt en stor succes. Den var tilrettelagt efter princippet om hjælp til selvhjælp og ved indsættelse af små, effektive og selvstyrende vaccinationsteams. Samarbejdet om kampagnen blev udvidet med de skandinaviske lande. I løbet af 1948 endte kampagnen som en global kampagne, som blev ledet af det nye FN i en arbejdsdeling mellem FN’s børneorganisation, UNICEF (United Nations International Children’s Emergency Fund) og FN’s verdenssundhedsorganisation, WHO (World Health Organisation).
Resultatet af den samlede tuberkulosekampagne var medio 1951, at 37,5 millioner enkeltpersoner var testet for tuberkulose, og 16,5 millioner enkeltpersoner var vaccineret, fordelt på 22 lande samt det palæstinensiske område. Røde Kors i Danmark afsatte tre millioner kroner til arbejdet (65 millioner 2018-kroner).
Der er i dag etableret et formelt samarbejde mellem Røde Kors-bevægelsen og WHO, som bl.a. omfatter bekæmpelse af epidemier som ebola, svineinfluenza m.v., hvor Røde Kors-frivillige og sundhedsmedarbejdere fungerer som operatører for WHO.
Røde Kors’ arbejde efter anden verdenskrig – det nationale arbejde i Danmark og Grønland Astmahjælpen – Kongsberg i Norge
Røde Kors i Danmark begyndte i efteråret 1945 at sende astmaramte børn til Norge. Norge havde som en anerkendelse af Danmarks hjælp under anden verdenskrig stillet faciliteter til rådighed. I 1950 fik Røde Kors i Danmark et permanent sanatorium med plads til 60 astmapatienter i Kongsberg. Byggegrund var stillet til rådighed af Kongsberg Røde Kors i Norge, og byggeomkostninger blev dækket ved mange kreative tiltag. Bl.a. salg af et større parti tyggegummi fra DANDY-tyggegummifabrikken i Vejle. Det foregik på den måde, at Røde Kors i Danmark fik tilladelse til produktion af to millioner pakker tyggegummi. Provenuet for Røde Kors var halvdelen af salgsprisen, i alt en millioner kroner (21 millioner 2018-kroner), som Røde Kors måtte bruge i det internationale arbejde, herunder astmasanatoriet i Kongsberg. Senere modtog Røde Kors fra DANDY resten af overskuddet fra salget af tyggegummi, som blev brugt til driften af Kongsberg.
23.000 ikke-tyske flygtninge
Som tidligere omtalt fik Røde Kors i Danmark ansvaret for ophold m.v. for de ca. 23.000 ikke-tyske flygtninge, som var i landet ved afslutningen af anden verdenskrig. De var ikke som de tyske flygtninge i bevogtede lejre, og de kunne i modsætning til de tyske flygtninge bevæge sig uden for lejrenes område. I oktober 1947 overgik opgaven til Statens Flygtningeadministration, og på dette tidspunkt var der 3.500 flygtninge tilbage.
Røde Kors’ eftersøgningstjeneste
Røde Kors’ eftersøgningstjeneste havde en vigtig opgave med at lokalisere pårørende til flygtninge. Frem til 1948 gennemførte Røde Kors i Danmark 20.500 eftersøgninger. Derefter overgik eftersøgningsarbejdet til Røde Kors i Tyskland og den internationale Røde Kors-eftersøgningstjeneste hos Røde Kors Komitéen i Genève.
Røde Kors opretter institutioner
Umiddelbart efter første verdenskrig etablerede Røde Kors som tidligere omtalt Folkekuranstalten i Hald ved Viborg. Efter anden verdenskrig begyndte Røde Kors’ afdelinger rundt omkring i landet at oprette nye institutioner. Det var feriekolonier for mindre børn, vuggestuer, spædbørnehjem, rekreationshjem til aflastning af mødre med små børn, børnehaver og forskellige former for plejehjem. Selvom organisationer tog lignende initiativer, var det Røde Kors’ vurdering, at der i landet var en så stor mangel på disse institutioner, at Røde Kors’ afdelinger også skulle bidrage til løsningen af denne opgave.
Op gennem 1950’erne og 60’erne fortsatte Røde Kors’ afdelinger deres stærke engagement på institutionsområdet. I 1976 tilkendegav Røde Kors’ øverste myndighed, landsmødet, at ”samfundet har påtaget sig opgaven i et sådant omfang, at der ikke normalt synes at være større behov for en Røde Kors-indsats på dette område i fremtiden.” I dag er der kun få Røde Kors-institutioner tilbage i Røde Kors’ afdelinger.
Røde Kors’ Fredstidsudvalg – fremtidens Opgaver
På initiativ af Kai Hammerich og med opbakning fra alle politiske partier i Folketinget nedsatte hovedbestyrelsen i 1946 et udvalg, som skulle komme med forslag til fremtidens opgaver for det nationale arbejde. Det var Røde Kors og Hammerichs ønske, at: ”alle kredse i befolkningen kunne føle, at Røde Kors i Danmark appellerede til noget i dem selv, at det ikke var en mere eller mindre fjern organisation, men netop var enhver dansk kvindes og mands
Røde Kors.”
Udvalget blev omtalt som det ’Det Store Fredstidsudvalg’ og fokuserede på fire aktivitetsområder: samariterarbejdet og samarbejdet med Forsvaret, ambulancevirksomhed, socialt arbejde og oplysnings- og ungdomsarbejde. Udvalget havde dog ikke frie hænder. Det skulle således ikke komme med forslag til ændringer af landsforeningens organisation, sammensætningen af de centrale besluttende organer eller den centrale beslutningsproces. Udvalget skulle heller ikke stille spørgsmålstegn ved den grundlæggende praksis om, at Røde Kors i Danmark til forskel fra Røde Kors-foreninger i andre lande ikke gik ind i opgaver, som andre private foreninger løste tilfredsstillende, men blot supplerede de steder, hvor opgaven ikke blev løst tilfredsstillende.
Resultatet af Fredstidsudvalgets indsats var beskedent. Institutionsområdet havde, som beskrevet ovenfor, en opblomstring, som varede frem til omkring 1970. Derefter overtog det offentlige mere og mere af dette område, og det er i dag reelt udfaset som en Røde Kors-aktivitet. Det var Røde Kors’ håb, at en hjemmehjælpsordning kunne få stor udbredelse i Røde Kors’ afdelinger, men det skete ikke, primært fordi opgaven af kommunerne blev prioriteret som en offentlig opgave. Bloddonorvirksomhed, som for mange landes Røde Kors-foreninger er en fremtrædende aktivitet, blev i Danmark dels organiseret i offentlige blodbanker knyttet til hospitalerne, dels i Danmarks frivillige bloddonorer. Ambulancevirksomheden havde været varetaget af enkelte Røde Kors-afdelinger, men på landsplan lykkedes Røde Kors ikke med en ambulancevirksomhed, som for det offentlige var mere attraktiv end kommunalt baserede redningstjenester eller det private Falcks redningskorps. I mange landes Røde Kors-foreninger er ambulancevirksomheden en vigtig aktivitet, men blev dengang opgivet af Røde Kors i Danmark. Ungdomsarbejdet fortsattes i Ungdommens Røde Kors, som uændret blev styret af et udvalg nedsat af hovedbestyrelsen. Oplysningsarbejde og internationalt samarbejde var vigtige mål for ungdomsarbejdet.
Det formelt vigtigste opgaveområde var det fremtidige samarbejde mellem Røde Kors i Danmark og Forsvaret. Aftalen herom fra 1909 var stadig gældende, men den var helt ude af trit med virkelighedens verden både for forsvarets område og for Røde Kors. Forsvaret stod overfor en ny tid med den kolde krigs udfordringer, NATO’s etablering lige om hjørnet og dermed opgivelse af Danmarks neutralitet. Samtidig var der i Danmark nye frivillige forsvarsinstitutioner som Hjemmeværnet og Lottekorpset. Nyt var også Civilforsvaret og det frivillige Civilforsvarsforbund. Resultatet af forhandlingerne mellem Forsvaret og Røde Kors i Danmark blev en midlertidig rammeoverenskomst indgået den 18. marts 1949. En afgørende uenighed mellem partnerne var et krav fra forsvaret om, at Røde Kors-frivillige skulle opgive deres Røde Kors-status, hvis de skulle være frivillige i forsvaret. Dette krav kunne Røde Kors ikke gå ind på. Røde Kors fik enkelte opgaver med bl.a. uddannelse i førstehjælp men foreningen fik ikke nogen formel status som et supplement til Forsvarets eller Civilforsvarets organisationer.
Røde Kors i Grønland
I et samarbejde med den statslige myndighed Grønlands Styrelse udviklede Røde Kors i Danmark sit arbejde i Grønland efter anden verdens-
krig. I begyndelse med indsamling af penge, tøj, legetøj m.m. til befolkningen i Grønland. Pengene blev givet til lægerne i Grønland til brug for sundhedsarbejdet i bygderne. Røde Kors fik også sendt et vaccinationsteam til vaccination mod tuberkulose til Grønland, og uddannelse i førstehjælp blev iværksat med støtte fra Grønlands Styrelse. I Nuuk blev der etableret en Røde Kors-afdeling, som dækkede hele Grønland.
I 1949 besluttede Røde Kors i Danmark at opføre tre børnehjem i Grønland og afsatte 0,7 millioner kroner til projektet. Det første blev indviet i Nuuk i 1952, det næste i Aasiaat i 1955 og det tredje i Qaqortoq i 1958. De tre børnehjem var beregnet til forældreløse børn og børn med tuberkuloseramte forældre. Røde Kors i Danmark støttede også driften af de tre børnehjem, som i 1967 blev overdraget til Grønlands Landsråd.
Kritik af Kai Hammerich og af Røde Kors i Danmark – Røde Kors undersøges
Røde Kors i Danmarks nationale og internationale arbejde efter anden verdenskrig udviklede sig som beskrevet til en stor virksomhed med mange komplicerede aktivitetsområder. Kai Hammerich var den helt centrale og meget synlige frontfigur for Røde Kors’ indsats. Samtidig var der i befolkningen stor opbakning til Røde Kors.
Befolkningens velvilje kom til udtryk på mange måder. Politiets indsamling til Røde Kors og cigaret- og tyggegummigaverne er eksempler på velviljen. 1949-spillefilmen, ’Det gælder os alle’ fra Palladium instrueret af Alice O’Fredericks og med Poul Reichhardt som Røde Kors-læge og Lily Broberg i hovedrollerne, blev set som en hyldest til Røde Kors. Ja, selv det nye FN (eksekutivrådet for FN’s hjælpearbejde blandt nødlidende børn i verden) udtrykte konkret anerkendelse af den hjælpeindsats, som blev udført af Røde Kors i Danmark: ”... priste det danske Røde Kors for dets pionergerning”, og rapport herom blev afgivet i FN’s 3. komité, som havde danskeren Bodil Begtrup som formand.
Det kan ikke udelukkes, at denne ros af Røde Kors i Danmark også kunne være delt med andre, og at andre organisationer og offentlige myndigheder kunne have set sig selv, og ikke kun Røde Kors, i den rostes rolle.
Om det var derfor ,er ikke til at vide, men efterhånden begyndte medierne at kritisere Røde Kors i Danmark for overadministration. Hjælpen til sultende i Tyskland blev genstand for kritik. Det blev kritiseret, at Kai Hammerich, som præsident og direktør, fik løn for arbejdet, og
det blev kritiseret, at landsforeningen brugte mange ressourcer på at holde et to dages landsmøde i 1948 i Aarhus. På landsmødet imødegik Kai Hammerich kritikken. Lønniveauet blev lagt frem, og alle beskyldninger blev tilbagevist under overskriften ’vi har en ren samvittighed’. Under landsmødet var der enkelte kritiske røster, men mødet endte med en udtalelse, som var en stærk hyldest til præsidenten.
Efter 1948 blev aktiviteterne ikke mindre komplicerede, og de var mangeartede, og hovedbestyrelsen oprettede forskellige organisationer, udvalg og institutioner til at håndtere dem. Samtidig var efterkrigsarbejdet under afvikling med deraf følgende nedskæringer. Ledelsen af Røde Kors krævede ikke længere, at beføjelserne som præsident og direktør var samlet i en person, og der var derfor ikke behov for, at Kai Hammerich både var præsident og direktør. Hovedbestyrelsen besluttede derfor den 12. marts 1949 igen at adskille posterne. Kai Hammerich fortsatte som præsident. Der blev udsendt en pressemeddelelse om beslutningen. I pressemeddelelsen henviste Røde Kors til, at ordningen havde været midlertidig, da det var en: ”forceret og krævende tid, som måske aldrig før i Røde Kors’ historie, hvor der skulle handles omgående og disponeres bogstavelig talt fra dag til dag … praktisk at have de disponerende og administrative beføjelser samlet i en person. Men i en demokratisk ordning må det altid være sundest under normale former at udskille to sådanne poster.” Samtidig erklærede hovedbestyrelsen enstemmigt, at hovedbestyrelsen havde tillid til den daglige ledelse af Røde Kors i Danmark. Men kritikken i medierne fortsatte, og denne gang svarede Røde Kors igen ved at komme med en redegørelse til pressen, som dog blot gav anledning til fornyet kritik. Selvom Kai Hammerich mente, at det var spild af ressourcer, og at der ikke ville fremkomme nye oplysninger, så anmodede Røde Kors’ hovedbestyrelse socialministeren om at nedsætte en uafhængig kommission til at undersøge forholdene i Røde Kors. Socialministeren efterkom opfordringen fra Røde Kors, som til foreningen og offentligheden meddeler: ”… en ny pressestorm hen over Dansk Røde Kors. Det er ikke første gang, vi er ude i dette nu næsten årligt tilbagevendende stormvejr, men dette er det stærkeste, vi endnu har været ude for. Vi har år for år hævdet, at så stort et arbejde ikke kan gøres uden en vis mar-
gen for fejltagelser. Røde Kors’ arbejde for krigsforhold kan aldrig blive et pertentligt opbygget arbejde. Blandt et meget stort antal ... medarbejdere har vi selvfølgelig nu og da også haft mindre skikkede medarbejdere … Da vor redegørelse af 25. september (1949) til pressen ikke skabte den forventede og nødvendige ro om vort arbejde, har socialministeren efter vor anmodning nedsat en uvildig kommission, hvis formand er fhv. justitsminister, civildommer Harald Petersen … Når kendelsen forhåbentlig inden alt for længe foreligger, ønsker præsidiet og hele forretningsudvalget på demokratisk vis at lade deres mandater prøve i de dertil kompetente forsamlinger inden for Røde Kors i Danmark.”
Undersøgelsesudvalgets betænkning blev afgivet til socialministeren, og Socialministeriet og socialministeren udtalte sig om udvalgets konklusioner. For Kai Hammerich var den væsentligste udtalelse fra Socialministeriet formentlig, at Hammerich blev frikendt vedrørende en alvorlig fejldisposition vedrørende en national hjælpeaktion for erhvervshæmmede, som koncentrerede sig om en virksomhed med navnet Salix. Tværtimod blev det fremhævet i undersøgelsen, at Hammerich havde søgt at beskytte Røde Kors og sig selv mest muligt med forsigtighedsforanstaltninger. Undersøgelsesudvalget konkluderer om det store internationale arbejde, at: ”de store udenlandske hjælpeaktioner i det store og hele er gennemført på økonomisk forsvarlig måde, og at den hjælp, der er blevet ydet, i forhold til de anvendte pengemidler må bedømmes som særdeles smuk samt at de fejldispositioner, som i det foregående er blevet fremhævet, set på baggrund af arbejdets omfang og det uhyre pres, hvorunder det måtte foregå, må betegnes som undskyldelige.” Efter offentliggørelsen af undersøgelsesudvalgets betænkning opfordrede socialministeren gennem pressen befolkningen til at slutte op om Røde Kors i Danmark og om Kai Hammerich.
Ekstraordinært landsmøde om undersøgelsesudvalgets betænkning – Kai Hammerich hyldes, men forlader posten som præsident
Hovedbestyrelsen udsendte den 25. juni 1950 en erklæring, hvori den tog undersøgelsesudvalgets betænkning til efterretning, idet ho-
vedbestyrelsen ”vedstår sit ansvar for arbejdet i perioden dækket af undersøgelsesberetningen og stiller samtidig sine mandater til rådighed”. Hovedbestyrelsen udtalte sin tillid til præsidenten, præsidiet og forretningsudvalget, men indkaldte samtidig til et ekstraordinært landsmøde til afholdelse den 30. september 1950. Efter landsmødet ville hovedbestyrelsen konstituere sig med præsident, præsidie og forretningsudvalg. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke i hovedbestyrelsen var enighed om at erklære tillid til præsident, præsidie og forretningsudvalg, idet syv af hovedbestyrelsens 45 medlemmer stemte imod tillidserklæringen. Oplægget var imidlertid, at landsmødet ”på demokratisk vis” skulle have det afsluttende ord.
Resultatet af landsmødet blev landsmødets ”klare og hjertevarme tilkendegivelse” af, at Kai Hammerich skulle blive på posten som præsident, og at undersøgelseskommissionens betænkning skulle ses som et frifindelsesdokument af Hammerich. Kai Hammerich modtog landsmødets opfordring til ham om at fortsætte som præsident for Røde Kors i Danmark. Men Kai Hammerich måtte efter landsmødet konstatere, at hovedbestyrelsens sammensætning var uændret på den måde, at den gruppe, som var negativt stemt over for Hammerich, fortsat ville være en del af hovedbestyrelsen, og at gruppen ikke havde ændret holdning.
På denne baggrund meddelte Kai Hammerich den 4. oktober 1950, at han alligevel ikke ønskede at modtage valg som præsident, men at han dog fortsat ville være chef for ekspeditionen til Korea med hospitalsskibet Jutlandia. I meddelelsen uddyber Kai Hammerich sin beslutning ved at forklare, at han: ”ved, at jeg har skuffet de mange, der så trofast ønskede min forbliven og som gennemskuede de fleste af de sidste års ustandselige angreb indefra og udefra på min person. Men her må sagen gå forud for personen, og jeg beklager dem, der slog så hårdt, for jeg tror, at historiens dom vil vise, at de slog sig selv hårdest.” Hovedbestyrelsen mødtes den 8. oktober 1950 og udtalte ”enstemmigt sin anerkendelse og varme tak for det store og uegennyttige arbejde, kommandøren har udført for Røde Kors i Danmark.” I 1960 fortæller Kai Hammerich i erindringsbogen ’Af mit livs drama’ om sin tid i Røde Kors. Hammerich forklarer bl.a., hvorfor han efter formanden Johan Bülows pludselige død i december 1945, trods alle advarsler, påtog sig opgaven som både den øverste foreningsleder og den øverste administrative leder,
fordi hovedbestyrelsen ikke lykkedes med at finde andre egnede kandidater, og da der var tale om en helt ekstraordinær situation. Det skulle være en midlertidig ordning, hvad det også blev. Udfordringen blev ifølge Hammerich først og fremmest, at indflydelsesrige kredse i Røde Kors i Danmark var drevet af ”smålighed og mangel på sans for perspektiv”.
En anden konklusion på den konfliktfyldte periode for Røde Kors i Danmark kunne være, at det netop i ekstraordinære situationer er af afgørende vigtighed, at en organisations centrale ledelse har en præsident og generalsekretær, som ikke er samme person. Det vil gøre det lettere for præsidenten at håndtere politisk pres eller kritik, hvad enten kritikken er berettiget eller uberettiget.
Den 7. december afholdt den afgående præsident Kai Hammerich og den nye præsident Hans Marius Hansen en fælles reception. Kai Hammerich bød velkommen til H.M. Hansen, som kvitterede med at betegne Kai Hammerichs indsats for Røde Kors som en indsats: ”hvorved han har indskrevet sit navn med ære i Røde Kors i Danmarks og i det internationale humanitære arbejdes historie.” Udenrigsministeren rettede på regeringens vegne en stor tak til Kai Hammerich samt en særlig tak for, at Hammerich havde taget initiativet til hospitalsskibet Jutlandia og for, at Hammerich ville være chef for ekspeditionen.
Det var uden tvivl med rette, at H.M. Hansen beskrev Kai Hammerichs indsats for Røde Kors’ nationale og internationale humanitære arbejde som historisk, og den nye præsident skulle opleve, at Hammerichs historiske indsats i den grad voksede med gennemførelsen af ekspeditionen til Korea med hospitalsskibet Jutlandia.
Danmarks og Røde Kors i Danmarks humanitære bidrag til krigen i Korea 1950-1953 under FN’s flag
Danmarks og Røde Kors i Danmarks indsats i krigen i Korea omfattede tre hovedaktiviteter: Hospitalsskibet Jutlandia, et medicinsk lægehold og en lægefaglig, humanitærdiplomatisk indsats m.v. med hensyn til udveksling af krigsfanger. I Korea havde Kai Hammerich det overordnede Røde Kors-ansvar for alle tre indsatsområder, og han var samtidig chef for ekspeditionen med hospitalsskibet Jutlandia. Aktiviteterne kan kort beskrives således:
Hospitalsskibet Jutlandia
Idéen til et hospitalsskib fik overlæge på Kommunehospitalet i København, dr.med. Karl Lehmann, som dengang var medlem af hovedbestyrelsen for Hovedstadens Røde Kors.
Den danske regering ønskede ikke at bidrage med soldater til krigen i Korea, og Karl Lehmann fik til opgave for Røde Kors i Danmark og for den danske regering at forhandle med FN og med USA om et dansk humanitært bidrag. Både FN og USA sagde ja til forslaget om et hospitalsskib.
I Danmark lykkedes det for Kai Hammerich at få regeringens opbakning til overlæge Lehmanns idé, som blev til virkelighed med ombygningen på Nakskov skibsværft af ØK passagerfragtskibet Jutlandia til et moderne hospitalsskib med 300 sengepladser.
Overlæge Lehmann blev valgt til bestyrelsen i Hovedstadens Røde Kors under den anden verdenskrig i 1942. På det tidspunkt var hans søn Tyge Lehmann et år gammel. 40 år senere var Tyge Lehmann Udenrigsministeriets folkeretsekspert, og Tyge Lehmann blev i august 1982 den første formand for Regeringens Røde Kors Udvalg. Se afsnittet om Erik Stampe, som var præsident i perioden 1976-1988.
Jutlandia sejlede under tre flag: Dannebrog, da skibet var dansk og havde dansk besætning, det blå FN-flag, da den USA-ledede FN-krigsindsats i Korea foregik med mandat besluttet af FN’s Sikkerhedsråd og Røde Kors’ flag, da ekspeditionen var ledet af Røde Kors i Danmark ved Kai Hammerich, og hospitalsarbejdet blev forestået af danske sygeplejersker, læger, laboranter, sygepassere og fysioterapeuter.
Ifølge krigens folkeret, den anden Genèvekonvention af 1949, har nationale Røde Kors-foreninger mulighed for at drive hospitalsskibe, som krigens parter ikke må angribe. Det var denne mulighed, som den danske regering og Røde Kors i Danmark udnyttede. Jutlandia kunne ifølge Genèvekonventionen begrænse arbejdet til at behandle syge og sårede soldater fra egne rækker, men på Jutlandia behandlede man både civile koreanere og fjendens soldater.
Jutlandia gennemførte tre togter til Korea. Når Jutlandia sejlede fra Korea til København, gik turen syd om Afrika og undervejs repatrieredes syge og sårede soldater i de forskellige lande langs sejlruten. På tilbagerejsen fra Danmark til Korea medbragte Jutlandia indsamlet tøj, legetøj m.v. til børn i Korea. Jutlandia-ekspeditionen havde i den grad positiv opbakning fra befolkningen i Danmark.
I alt blev ca. 5.000 syge og sårede allierede soldater behandlet på Jut-
landia. Til forskel fra de militære hospitalsskibe blev et stort antal syge og sårede civile koreanerne også behandlet om Jutlandia. Der oplyses forskellige tal i forskellige kilder, men der blev behandlet betydeligt flere civile end militære patienter på Jutlandia. Kai Hammerich anslår, at det kan have været helt op til 18.000 civile, først og fremmest børn. En helt enestående præstation, som den dag i dag huskes og mindes både i Korea og i Danmark. Hvert år den 16. oktober afholdes således en mindehøjtidelighed for Jutlandia ved Jutlandia-mindestenen på Langelinie i København, da den 16. oktober er dagen for Jutlandias hjemkomst efter det sidste togt til Korea i 1953.
Udgifterne til Jutlandia beløb sig til 34 millioner kroner (624 millioner 2018-kroner).
Medicinsk lægehold til Korea
På opfordring af Røde Kors og Røde Halvmåne Forbundet i Genève udsendtes i begyndelsen af 1951 en læge, en socialrådgiver og en ingeniør som et ”medicinsk welfare-hold”. Holdet etablerede medicinske faciliteter for civilbefolkningen. Udgifterne til arbejdet var 135.000 kroner svarende til 2,5 millioner 2018-kroner.
Udveksling af krigsfanger i Korea
Ifølge aftalen mellem krigens parter om våbenhvile af 27. juli 1953 skulle der oprettes ”Joint United Nations Red Cross Teams for the Repatriation of Prisoners of War”. Røde Kors i Danmark v/læge Tage Christiansen var med i den fire mands Røde Kors-delegation, som blev etableret på FN-siden af frontlinjen. De tre andre repræsentanter kom fra Amerikansk Røde Kors, Britisk Røde Kors og Filippinsk Røde Kors. Forhandlingerne fandt sted i Panmunjon på den 38. breddegrad. Der blev forhandlet direkte uden militær eller anden regeringsdeltagelse med Nordkoreansk og Kinesisk Røde Kors. Forhandlingerne startede den 1. august, og de kunne allerede afsluttes den 3. august. Der var tale om et gennembrud i bestræbelserne for udveksling af krigsfanger. Udvekslingen af fanger begyndte den 4. august. Der var afsat 60 dage til arbejdet, men det kunne afsluttes den 3. september.
Der var mange syge og sårede allierede krigsfanger, og da Røde Kors Komitéen i Genève ikke af alle parter blev anerkendt som neutral, fik Røde Kors i Danmark ansvaret for den lægelige del af krigsfangeudvekslingen. En gruppe danske læger blev ”i hast” udvalgt og fløjet ”med SAS” til Korea. I alt deltog ti læger fra Danmark i arbejdet med
udveksling af krigsfanger.
Røde Kors i Danmarks udgifter til denne aktion var på 402.000 kroner (7,4 millioner 2018-kroner), som foreningen skulle afholde af egne midler, og blev ikke refunderet af staten. Denne indsats blev betegnet som værende af ”afgørende betydning” for, at våbenstilstanden kunne gennemføres.
Det er på denne baggrund, at det danske flag i våbenstilstandsbygningen på grænsen mellem Nord- og Sydkorea er udstillet side om side med alle øvrige allierede nationers flag, herunder USA’s Stars and Stripes.
