Hun er hurtig på og udenfor banen

Dragracer hele livet

Som teenager blev Lene Jensen rullet ind i amerikanerbilsmiljøet. Det endte med en livslang forelskelse med dragracingsporten, hvor hun både har været aktiv bag rattet, men også ydet en indsats som official og medlem i drag- racingudvalget.

20

Lene Jensen har sammen med sin mand Søren haft et liv fyldt med dragracing. Hun var kun 16 år gammel, da hun blev kæreste med en fyr, som gik og skruede i en gammel amerikanerbil. Det var Søren som hun lige siden har delt livet med. Autosport har sat Lene Jensen stævne for at høre, hvorfor man dedikerer et helt voksenliv til en motorsportsgren, der udgør så lille en niche i Danmark. ”Det hele startede med at Søren havde den her amerikanerbil, som han kørte noget streetrace med,” starter Lene Jensen. ”Søren kan egentligt bedre lide at skrue på bilen og derfor spurgte han mig, om ikke jeg ville prøve at køre. Efter at have kørt fra fra konkurrenter, blev vi enige om, at det kunne jeg godt finde ud af og dermed var min karriere som kører i gang.”

Det blev til mange år som aktiv i sporten, inden Lene Jensen skiftede rolle. ”Jeg kørte galt i 2007 på Gardermoen og derefter skulle jeg lige have en pause,” fortæller hun. ”Men det er jo svært at holde sig helt væk fra miljøet. Jeg blev opfordret til at gå med i dragracingudvalget i DASU og fandt ud af, at det der med at være i kulissen også var rigtigt spændende. Jeg havde jo en masse erfaring fra løb, både i Danmark og udlandet, og kunne komme med input fra de erfaringer. Jeg blev også opfordret til at gå med i Dragracing.dk, og der har jeg også været aktiv siden 2007. Vi prøver at få tilpasset løbene, så der kan være flest mulige med og dermed få flere til at køre lovligt under DASU’s reglement.” ”Men det er jo nok larmen, spændingen og ikke mindst det sociale, som gør, at jeg elsker at være med, hvor tingene sker.

”JEG TROR FAKTISK, AT DEN NYE LOV OM VANVIDSBILISME KAN HAVE EN POSITIV EFFEKT PÅ ANTALLET AF DELTAGERE TIL STREET RACE. ”

Dragracer hele livet

Lene Jensen har gjort comeback til sporten med denne Oldsmobile Cutlass fra 1972, der har 950 hk under motorhjelmen. ”Jeg har endnu ikke kørt den fuldt ud, men på en upreppet bane kører den let en tid på 6,10 på en ottendedel mile,” siger hun.

Der er jo et utroligt godt sammenhold kørerne imellem, og alle hjælper alle, hvis der opstår problemer. Det kan jeg rigtigt godt lide ved miljøet. Jeg har altid været lidt af en drengepige, og i dragracingmiljøet er det nok en fordel.”

SØLVBRYLLUPSREJSE TIL USA

Drengepige er måske ikke det, man forbinder med en person, der til daglig er salgskonsulent indenfor kosmetik. ”Jeg er vild med alt, der har store motorer. Ikke kun biler, men også lokomotiver, skibe og så videre,” siger Lene Jensen om sin fascination. ”Jeg ser dragracing som den ultimative motorsport. Der er biler med op til 11.000 hk, som kører over 500 km/t på under fire sekunder. Det finder man altså ikke andre steder. Samtidig kan alle være med. Der er klasser til alle, uanset motorstørrelse og ambitionsniveau. Så det er farten, spændingen og larmen, som trækker. De hurtige

Da et uheld på Gardermoen i 2007 satte en stopper for Lene Jensens aktive karriere, blev hun official i sporten. Og ligesom på dragracingbanen foregår det med fuld fart.

”Jeg tror og håber på, at der kommer flere baner,” siger Lene Jensen. ”Jeg tror at den helt rigtige løsning er kommunalt drevne baner, hvor der er en ansat til at klare driften."

afgørelser er også noget, der tiltaler mig. Vind eller forsvind, når man kører løb, er virkelig også noget, der kan få pulsen op.”

Lene Jensen fremhæver to oplevelser som sine største indenfor sporten. ”Den største oplevelse herhjemme var helt sikkert, da jeg vandt DM i Super Gas-klassen i 1998 på den gamle bane i Vandel. Hvor er det bare ærgerligt, at vi ikke kan køre der mere. Det var en god tid, da vi kørte der,” siger hun. ”Da Søren og jeg havde sølvbryllup i 2005, pakkede vi min bil Moms Toy II i en container og sendte den til USA. Det var en lang proces med masser af planlægning og forberedelse. DASU hjalp med at konvertere min licens til en amerikansk licens under National Hot Rod Association, så jeg kunne køre uden problemer i USA. Søren var rejst i forvejen, og vi havde købt en pickup og en gooseneck-trailer … du ved, sådan en som trækkes lige som en sættevogn, hvor der er en skammel på ladet på pickuppen. Søren havde pakket det hele i vores nye kombinerede camper og trailer, men blev ramt af en tornado, så det var en noget slukøret Søren, der hentede mig i lufthavnen. Traileren endte langt ude på en mark, men racerbilen var heldigvis ikke kommet noget til og vi kunne indrette os i resterne, med luftmadras og komme videre.” ”Vi var de første danskere, som nogensinde havde deltaget i et nationalt mesterskabsløb i USA, og NHRA-folkene tog i mod os med åbne arme. Vi blev overøst med kasketter og t-shirts osv. Det var en kæmpe oplevelse, og der var 300 biler til start. Det var lidt af en omvæltning, når man tænker på, at det i Danmark er stort, hvis der kommer 25 biler. Det var en lidt anden måde at fejre sølvbryllup på, men hold op hvor var det fedt!”

KOMMUNALT DREVNE BANER

Der er stor forskel på sporten i USA og Danmark. Har DASU en reel chance for at spille en rolle for at få dem, som kører illegalt, ind under unionens vinger? ”Ja, det mener jeg, men det kræver hårdt arbejde,” siger Lene Jensen, der i en årrække har været medlem af DASU’s dragracingudvalg, senest som formand. ”Der skal findes nogle politikere, som er med på idéen. Politiet skal også være med, hvis det skal blive en succes. Mange af dem, som kører illegalt race, gør det jo også for spændingens skyld. Oven i det synes de, at der er for mange regler og for meget bøvl, hvis man skal deltage i rigtigt dragrace.” ”Jeg tror, at den helt rigtige løsning er kommunalt drevne baner, hvor der er en ansat til at klare driften." Læg mærke til, at jeg siger baner og ikke bare en bane. Hvis de unge skal holdes væk fra industrikvartererne, skal der ikke være for langt til en bane, for så kører de ulovligt alligevel. Men det er et langt sejt træk, og det ville være godt at få nogle af de yngre med ind, som taler de unges sprog og forstår, hvad det er, de ønsker sig.”

Hvordan ser Lene Jensen selv på dragracings fremtid i Danmark? ”Jeg ser med meget positive øjne på sportens fremtid,” siger hun. ”Der er med de sociale medier og forskellige tv-shows kommet en masse muligheder for hele tiden at se lige nøjagtigt det indenfor dragrace, man gerne vil. Er der en bestemt klasse man vil følge, er der som regel også en kanal på Youtube, som følger lige præcis den gren af sporten, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden.” nent bane herhjemme. Er det muligt? ”Jeg tror og håber på, at der kommer flere baner. DASU har en kæmpe opgave her, hvor man skal forsøge at råbe politikere og myndigheder op, men jeg tror faktisk, at den nye lov om vanvidsbilisme kan have en positiv effekt på antallet af deltagere til street race, og det er herfra, man efter min mening skal finde den nye generation af dragracere.”

Selv har Lene Jensen genoptaget sporten som aktiv. Nu bag rattet af en Oldsmobile Cutlass. For sporten trækker stadig i hende. ”Mit første rigtige dragraceløb var på legendariske Mantorp Park i 1976, og jeg var solgt med det samme. I 1982 havde jeg siddet nok på tilskuerpladserne og tog licens. Jeg kørte nogle år, men så kom der familie, børn og andre interesser i en årrække, inden jeg begyndte at køre igen,” siger hun. ”Interessen kom jo gennem min mand Søren. Dengang havde han en Chevrolet fra 1957, som jeg fik lov til at køre i. Den har vi faktisk endnu, men jeg har skruet racerselerne ud af den, fordi jeg synes, det er synd at køre mere race med den fine gamle bil.”