Fjordens folk

Limfjordens kystbyer er uløseligt bundet sammen med livet til søs. Struer ligger foldet ind i lyden af bølgernes rytmiske slag mod land, kun overdøvet af den ukuelige Vestenvinds susen i de vejrbidte trækroner. Fjorden er et levebrød, en turistattraktion, en legeplads og et arvestykke i evig forandring. Dens folk har mange ansigter. Nogen bevarer i fællesskab fjordens historie, andre omfavner de muligheder, der findes på den bløde sandbund. Mens fiskere, sejlere og bådebyggere har kendt fjorden hele livet, tager unge efterskoleelever bølgerne og vinden, tangen og sivene ind med friske øjne. Alle er de favnet af fjorden.

På Struer Havn i et rødmalet pakhus sættes gamle træskibe i stand, før de bliver sat i vandet. I den store hal, der huser foreningen Nordvestjysk Fjordkultur, danser savsmuldet i luften, og forventningsfulde ansigter foldes i anstrengelse, når de høje master bæres ud til kajen.

”Tid betyder ingenting her.” Asger Brodersen, formand for foreningen, beskriver fællesskabet i Pakhuset som en tidslomme, hvor restaureringen af de traditionelle fiskerbåde handler mere om håndværk og fællesskab, end om hvornår bådene kommer i vandet. De gamle fiskerbåde hedder sjægter, og to familier kunne før i tiden leve af det fiskeri, en lille sjægt kunne indbringe. I dag ser det anderledes ud med fiskeriet i Limfjorden. Bestanden af torsk, rødspætter og sild svandt så meget ind i løbet af 70’erne, at det egentlige erhvervsfiskeri i fjorden er historie. Foreningens medlemmer kommer dog ikke i Pakhuset for at genoplive fiskeriet, de kommer alle for det fællesskab, de har skabt igennem utallige timers restaurering af de traditionelle både.

Dan Povlsen lægger sidste hånd på sin spidsgatter Pia. Han sejlede i båden som lille, men med tiden gik den til i andres varetægt. Nu har Dan og andre fra foreningen sat den i stand igen. Han har altid haft et nært forhold til fjorden. “Da jeg var barn fangede jeg rødspætter og ål i Limfjorden - nu er her nærmest ingenting.” Selvom fiskeriet for Dan og de fleste i foreningen er et afsluttet kapitel, mødes de næsten hver dag for at arbejde på deres fisker- og sejlbåde.

Uden for pakhuset står Bent Gandrup i gruppen af mænd, der netop har transporteret de nyistandsatte sjægter fra den mørke hal ud i den høje sol. Han har i sit arbejdsliv hjulpet mange mænd, der igennem bådebygning fik livet tilbage på rette spor, og han ser en klar sammenhæng mellem håndværket og fællesskabet. “Der er mange enlige, pensionerede mænd, der går i hundene, men fællesskaber som dette kan være med til at forhindre det.”

Langs Kilen, som førhen var en del af fjorden, men nu er en brakvandssø, ligger små, slidte fiskerskure hengemt mellem høje siv. Her maler Steen Madsen de vejrbidte brædder på sit lille skur. Med lange, sikre penselstrøg bliver det ellers mosgrønne hus malet i en dyb rød farve. “Falurød” kalder Steen det. Samme farve som de svenske huse. Efter at have givet skuret det første lag maling sætter han sig i sin havestol i døråbningen og knapper en Dansk Pilsner op. Her kan han sidde længe og beundre vandet - engang hans arbejdsplads, nu hans andet hjem.

Steen kom til Struer i 1978 og har haft det lille skur i 38 år. Han plejede at være erhvervsfisker, men nu er han pensioneret og lystfisker. Han er ved Kilen næsten hver dag. Når sæsonen starter, sejler han ud med sin ven Lars og fisker. De sætter garn og ruser for at fange ål og helt, som lystfiskerforeningen har sat ud. Han bruger det meste af dagen nede ved skuret, også selvom sæsonen ikke er startet endnu.

Krydser man broen, der skiller Kilen fra fjorden, kan man se Venø strække sig ud i horisonten. Hvis man kigger nærmere, kan man skimte en lille hvid plet, der bevæger sig frem og tilbage mellem fastlandet og øen. Det er Venø-færgen. Færgen er den eneste forbindelse, som beboerne på Venø har til fastlandet. Den sejler cirka hvert tyvende minut, fra klokken 05:30 til midnat året rundt. Men en færge kan gå i stykker, og hvis den gør det, er det ikke muligt at krydse vandet. Det er her Bjarne Tingkær kommer ind i billedet. Han har købt den gamle Venø-færge, Venøsund, som er bygget i 1931 og kan fragte tre biler eller to biler og en lille bus, og den bliver taget i brug, når der er problemer med den nye færge. Men det er ikke kun af praktiske årsager, at Bjarne holder Venøsund i live. Bjarne har igennem de 33 år, han har boet på Venø, gjort alt, hvad han kunne for at bevare og oplyse om fjordkulturen i området. “Fjordkulturen er for mig en meget vigtig side af egnens historie. Vi skal bevare noget, der fortæller om den, og det skal ikke være dødt, det skal være levende. Det skal være noget, der bliver brugt. Vi har ikke noget, der bare står til pynt.” Brædderne på dækket knirker, når man går på det. På venstre side af færgen er der en lille luge, som fører ned i motorrummet. Her er malet grønt og hvidt, og et spindelvæv af rør og ledninger gør det svært at bevæge sig rundt. Det er trangt, og Bjarne må bukke sig for at komme hen til den gamle motor. Oppe på dækket smiler han stolt og tænder en cerut, da den sætter i gang.

“Alle mine forfædre på min fars side har været fiskere. Det har altid ligget vores familie nær, at vi skulle have noget med havet at gøre.” Som nyudklækket student undrede Kristian Borbjerggaard sig over, at der ikke var nogen, der udnyttede og omfavnede alt det liv, der ligger på bunden af Limfjorden. Derfor stiftede han Venø Seafood, hvorfra han nu sælger hummere og østers til hele Danmark. For Kristian er livet på Limfjordens bund helt unikt. “Der bliver importeret utroligt mange franske og hollandske østers, men vi har de bedste østers lige her ude i fjorden.” Luften er kold og fugtig i den store hal. En sagte brummen fra maskineriet overdøves af en høj brusen. Fra nøgne vægge strækker lange betonbassiner sig ud, fyldt med levende, klart vand. For enden af bassinerne sprøjter et vandrør havvand ud - hentet direkte fra bunden af Limfjorden udenfor. På vandoverfladen danser bjerge af skum, og på bunden af bassinerne ligger de. Østers. Deres skaller er ru på overfladen, men indeni skinner de som perlemor. Kristian rækker sin hånd ned i det kolde vand og tager en op. Østersen ligger i hans håndflade, som om den hører til her.

Midt på Venø ligger der en efterskole, som huser cirka 100 elever. 40 af disse elever går på skolens maritime linje, som beskæftiger sig med vandet på forskellige måder. Tre dage om ugen er de ude på fjorden.

Det store sejl på surfboardet er næsten tre gange så højt som Richard Vædele. Med lidt besvær spænder han sejlet op for at gøre klar til at komme ud på vandet. Det kræver et par forsøg. Imens han sidder på hug med rebene viklet rundt om hænderne, bager solen ned over Venø, og østenvinden er svag i dag. Alligevel forsøger Richard og hans klassekammerat Sidsel Bringsjord at få vind i sejlene på deres kite-surfboards. Sidsel var egentlig bange for vand, da hun kom til Venø, men hun valgte den maritime linje for at udfordre sig selv. Richard har sejlet meget sammen med sin far. Kitesurfing er en ting, som han kun havde prøvet et par gange, før han startede på efterskolen, men nu gør han det ofte. Sammen finder de stor glæde i at bruge fjorden. Skolen har våddragter til rådighed, så de kan surfe året rundt, hvis de har lyst. Kulden gør dem ikke noget.

“I dag bliver nok lidt stille og roligt,” fortæller Sidsel. Eftersom de begge er nybegyndere, vælter de omkuld i den kolde fjord flere gange, men gang på gang kravler de op på boardet og giver det endnu et skud.