Tiden er lang for den, som venter

Af Martin Thomas Ford

”Der er ingen grund til at sidde og synes, at livet er træls, svært og uretfærdigt, når der eksisterer så mange ting, man kan glæde sig over. Venter man på, at de gode øjeblikke kommer til én, skal man vente meget længe. Arbejd dig til dem.”

Struer museum er der, hvor Carina Rasmussen, 47, har sin daglige gang. På papiret er hun servicemedhjælper, men hun betegner også sig selv som værende arbejdspladsens blæksprutte og alt-muligt-kvinde.

Carinas hverdag starter som regel i fuldkommen stilhed, indtil et lille klik fra et værktøjsbælte bryder tavsheden. Det spændes om livet og fyldes med alt, hvad der ikke er tid til at rende efter. Rengøringsartikler, klude, skruer og skruetrækker er det typiske indhold i bæltets rummelige lommer.

Hænderne, synes hun, er ordentligt skruet på. Hun varetager håndværksmæssige opgaver, serverer mad over disken, besvarer e-mails, telefonopkald, står ved kassen og sørger for, at alt står rent og nydeligt på alle fire etager. Og bliver hun spurgt, om hun vil tage sig af andre og nye opgaver, er svaret altid et rungende ja.

At give sig i kast med en udfordring har Carina Rasmussen altid haft en iver efter. En iver der er opstået, fordi hun gerne har villet og fortsat vil modbevise dem, som gennem hendes barndoms-, ungdoms og tidlige voksenliv har fortalt hende, at hun ikke duede til noget.

Nye vinde blæser

Carinas tilværelse har ikke altid være lige nem. Hun er vokset op i et hjem med alkoholisme og vold.

I al almindelighed blev hun bedt om at tage en kasse øl med hjem, når hun havde fri fra skole. Derhjemme hang stanken af alkohol i væggene. Spiritusflasker og øldåser flød alle vegne. Faderens alkoholmisbrug gjorde ham meget utilregnelig og aggressiv, og flere gange fik Carina en på kassen. Nogle slag var hårdere end andre, og en dag mistede Carina fuldstændig hørelsen på sit ene øre grundet de voldelige overgreb.

Carina blev som 14-årig tvangsfjernet fra sin far. Det er dér i den første tid af teenagealderen, adressen skiftede til en bondegård et stenkast uden for Viborg.

Da hun i 1989 satte fødderne på gårdspladsen, var hun først skrækslagen. Menneskene var store og brede, og hun var urolig for, hvilken fremtid der ventede hende.

Carinas hjertebanken stilnede, og mistroen ved første møde forsvandt hurtigt.

Her på gården boede hun nu hos sin plejefamilie, som gav hende en følelse, hun ikke havde kunne mærke før. En følelse af at høre til. Og en følelse af tryghed, som særligt plejemoderen evnede at give Carina.

Når Carina i dag tænker tilbage til ungdommen på landet, bliver hun glad. Hun har mange gode minder derfra. Minder som jævnligt dukker op på lidt forskellig vis.

”Kører der en transportbil forbi med køer eller grise, får jeg en tryghedsfølelse. Først kommer lastvognen forbi, og derefter kommer lugten snigende derfra. Lugten af ammoniak og lort forbinder jeg med den tid”.

Sit rette element

Bang & Olufsen samlingerne pudses rene og skinnende og slutteligt vækkes de til live ved trykket på en knap fra én af mange fjernkontroller, som betjener husets lydoplevelser og tv-apparater. Et lydunivers åbner sig. Fuglefløjt fra en gøg, Peter Belli og gamle radioprogrammer med en skrattende lyd kan høres i alle afkroge på de nedre etager.

Struer museum giver Carina muligheden for at lege, opleve, realisere et hav af idéer og lære sig ny viden.

Kreativiteten får lov til at udfolde sig, og det er en stor motivationsfaktor. Oveni det har hun med tidens løb fået sig en masse gode kollegaer, som har taget godt imod hende. ”Man får noget socialt, hvor man føler, at man er en del af noget. Det har øget min selvtillid markant, i forhold til den person jeg var som ung”

Carina har ikke et sekund overvejet at skifte sit fleksjob ud med et andet, for her har hun fundet sig til rette. 15 år har nu passeret.

Et brud med fortidens negative træk

Der er nætter, som går søvnløse hen. Traumerne fra barndommen kommer tilbage i tide og utide. Bearbejdelsesperioderne varierer, men hun sidder aldrig fast i de rystende oplevelser, fordi hun altid har in mente, at det er vigtigt at se lyset i mørket.

”Det vigtigste er at have det godt med sig selv - acceptere livet som det er og hvile i det. At være glad. At være i stand til at finde sin vej.”

Så det gør hun. Hver eneste dag. På sin egen måde.

Forrige side - I museets have støder man på digteren Johannes Buchholtz livløse og idylliske hus fra 1900 tallets begyndelse. I kontrast stikker en glaspyramide op fra jorden.

Øverst til højre - I sin fritid bruger Carina blandt andet sin tid på at lave miniaturefigurer. I en brunkagebøtte er hundredevis af de små kreationer. Der er alt fra Aliens kassettebånd, gamle aviser og cult-energidrikke. For at de kan blive til, scanner Carina en genstand, hun vil skalere ned til mini-størrelse, printer printene og fylder dem med plastiksugerør for at give dem struktur.