7 minute read
“Jeg kunne ikke ændre det postsovjetiske system, men jeg kunne ændre på, hvor jeg befandt mig”
Af Nichlas Pollier
Beata Lapjan er 17 år gammel og kommer fra Estlands hovedstad, Tallinn. Hun er en af mange udlændinge, der hvert år søger ind på kostskolen i Struer for at tage en gymnasial uddannelse. Især unge mennesker fra Baltikum og Østeuropa søger dertil. Selvom de alle kommer med forskellige baggrunde og overvejelser, har de fleste én ting tilfælles: De vil væk hjemmefra, da de ikke kan se en fremtid i deres hjemlande.
Det er fredag morgen, og gangene på kostskolen vrimler med elever, der er på vej til time. Mange forskellige elever. Beata er hende med de store blå øjne og det lange, glatte hår. Det er brunt med blonde striber og nuancer af en varm, glødende rød farve, når morgensolen stråler ned på hende. Det er en lun april forårsmåned, hvilket er anledningen til, at Beata er hoppet i nederdel og korte ærmer. Med sin taske over den ene arm, og sine venner på den anden side kommer hun gående til dagens første lektion med et stort smil på læben. Af udseende skiller hun sig ikke meget ud fra sine danske medstuderende. Det er først, når Beata og hendes venner nærmer sig, at man kan høre, der ikke tales dansk. Der tales russisk.
Fra Estland til Struer
Beata ankom til kostskolen i Struer som 15-årig efter at have færdiggjort folkeskolen i det estiske nabolag ’Hakumäe’, der hører til hovedstaden Tallinn. Kostskolen er koblet til Struer Statsgymnasium og tiltrækker primært udenlandske unge fra Østeuropa med sin ’International Baccalaureate’ uddannelse – en tilsvarende gymnasial uddannelse, hvor undervisningen foregår på engelsk. Her kan de unge mennesker fra EU tage uddannelsen gratis, og så fungerer den som et springbræt, der skal åbne døre, når de søger ind på universitet. Beata ville ikke have mulighed for samme uddannelse i Estland, fortæller hun. ”For at få en god uddannelse der kan åbne op for muligheder som i Danmark, kræver det, at du har penge og ressourcer til det. Det har mine forældre ikke. Så jeg vidste, at jeg skulle finde et alternativ, der kunne passe mine forældres økonomi.” Det er stadigvæk uvist for Beata, hvad hun gerne vil beskæftige sig med, når hun dimitterer næste sommer. Men én ting er sikker: hun vender ikke tilbage til Estland.
Livet på kostskolen
En russisk symfoni spiller i baggrunden, mens Beata og hendes venner sidder og konverserer på verandaen. Deres nationaliteter udgør en bred pallette af de baltiske og østeuropæiske lande, men alle taler russisk som modersmål.
På kostskolen bor der omkring 140 unge beboere, hvor størstedelen er fra Østeuropa. Det er første gang, at Beata prøver at bo alene og skal klare alting selv. Selvom det snart er et år siden, at hun startede et nyt liv, kan det stadigvæk være hårdt at være langt væk fra sin familie. ”Det kan være hårdt, når man er så ung og allerede skal begynde at tænke som en voksen. Her er der ingen kære mor og far, som hjælper dig.” Derfor søger hun også tryghed i sine venskaber – eller hendes ‘nye familie’, som hun kalder dem, hvor de kan relatere til hinandens baggrunde. De er alt, hvad hun har her i Danmark.
”Med min vennegruppe føler jeg mig tryg og glad. De er der altid for mig, og det er en dejlig følelse. De er som familie.”
”Estland er en lille version af det gamle Sovjetunionen”
Beata tænker tilbage på sin skoletid i Estland – eller ’det gamle Sovjetunionen’, som hun kalder det. Hun erindrer skolelivet som et autoritært hierarki mellem lærerne og eleverne, hvor hendes frihed og muligheder var maksimalt begrænsede. Ét forkert skridt kunne føre til ydmygelse og latterliggørelse foran hele klassen. ”Læreren har altid ret. Man må ikke sige dem imod. Ellers nedgør de en,” fortæller hun.
Hun er opvokset i det, hun kalder for en ’postsovjetisk familie’. Hendes forældre – og især hendes far, der er af hvidrussisk etnicitet – opdragede hende og hendes søskende på stringent sovjetisk vis. Hun skulle gå på russisk skole i Estland, og der blev talt russisk i hjemmet. Men det er ikke unormalt i et land, hvor hver fjerde indbygger taler det som modersmål, fortæller hun. ”Jeg kunne ikke være mig selv. Jeg blev begrænset og skulle passe ind i en kasse. Både i hjemmet og ude i det virkelige liv. Estland er bare en mindre version af Sovjetunionen, hvor alle følger det samme forløb.”
’Tiltræk så lidt opmærksomhed som muligt og klar dig godt i skolen – ellers får det konsekvenser.’ Det var mentaliteten og den tynde line, som hun prøvede at balancere på, samtidig med at hendes far og det estiske skolesystem åndede hende i nakken. Der var ikke tid til selvrealisering og frihed på samme måde som i Danmark. Beata var bange for at træde forkert. Og klar til at forlade alt, hvad hun kendte til for at slippe for den frygt.
Mod sine forældres vilje
Beata sidder på sit værelse omringet af plakater og billeder. Nogle af dem har hun selv taget med sit kamera, som hun fik foræret af sin far. Ved siden af hende ligger en brun, gammel Adidas skoæske, hvor der indeni er en masse personlige breve og noter. Det er alle sammen nogle, som hun har fået foræret, og som har en speciel betydning for hende. En af dem hun værdsætter mest, er en lille note fra hendes forældre, hvor der på russisk står: ”vi elsker dig, mor og far.” Efter at have hjulpet Beata med flytningen til Struer efterlod de inden afrejsen mod Estland, noten på hendes opslagstavle. Hun fandt den, da hun kom hjem efter at have været ude med sine nye venner. I dag minder den hende ikke blot om hendes forældres kærlighed. Den minder hende også om hjem, og om hendes forældres opbakning. Der gik heller ikke længe, før hun fik beskeden tatoveret på sin arm. Men sådan har det ikke altid været. Da Beata i en alder af 15 år blev interesseret i at tage til Danmark, søgte hun skolen uden at informere sine forældre. ”Mine forældre ville ikke have, at jeg skulle rejse. De mente, at livet i Estland var fint. Men jeg så ingen anden udvej, hvis jeg skulle have en fremtid, som passede til mig. Det ville plage mig for evigt, hvis ikke jeg tog chancen.”
Dagen der ændrede alt
Et af de største vendepunkter i Beatas liv fandt sted den 26. februar, 2016, hvor hendes far faldt om med et hjertestop. I dag er han lammet i halvdelen af sin krop og har svært ved mange basale ting i hverdagen. Beata fortæller, at han blev svag. Men på trods af den tragiske situation så Beata det som sin mulighed for at tage sit livs største chance hidtil. Hun blev modig. Meget modig. Før det var hun nemlig bange for sin fars autoritære ageren og hårde greb om sine børn. Derfor planlagde hun i smug ansøgningen og sendte den afsted til Struer. Der gik lidt tid, før hun fik svar. Men da svaret trillede ind på hendes e-mail, så hun, at hun var blevet optaget. Hun manglede blot sine forældres underskrift. Og den endte hun til sin store overraskelse med at få.
Beata ved godt, at der måske er en udløbsdato på hendes vennegruppe. Danmark er nemlig blot første stop for de fleste, inden de skal videre ud i verden. ”Selvom min vennegruppe bliver opløst, når vi er færdige her på skolen, håber jeg stadigvæk, at vi vil bevare kontakten i vennegruppen.” De fleste på skolen drømmer om at læse videre på universitet. Men for Beatas vedkommende, er hun endnu ikke sikker på, om hun har lyst til at videreuddanne sig. Én ting, hun er absolut sikker på, er, at hun ikke har lyst til at opgive den frihed og alle de muligheder, som hun ikke var vant til i Estland.
Hun drømmer om en karriere, hvor hun laver film. Men om det bliver via videreuddannelse eller en helt anden vej, må tiden vise. Lige nu vil hun bare gerne have lov til at være ung, fri og berejst.
Derfor vil hun også gerne have et sabbatår, når hun er færdig, hvor hun kan rejse og opleve verden. En chance der måske ikke var mulig for hende i Estland, hvor hun følte sig begrænset.
